30/8-2010, En pigedrøm går i opfyldelse!

Nu er det ved, at være tid til at skrive om min sidste par tanker inden jeg skal køre ræs i Zofingen (Schweiz).

Men inden da vil jeg lige fortælle om, at i sidste uge skete der det mest fantastiske for mig, nemlig at jeg fik lov til at møde mit barndoms idol selveste håndboldspilleren Anja Andersen. Normalt plejer jeg ikke, at være imponeret over at se/møde store sportsstjerner, for de er jo mennesker ligesom mig, der har et kæmpe talent inden for hvad de laver. Men Anja Andersen har altid haft en stor betydning for mig, da hun i starten af 90érne tordnede frem på fjernsynsskærmen med de jernhårdeladies og jeg var bare en lille pige. Jeg var totalt solgt, jeg vil være som Anja, men far synes bestemt ikke om ideen, men jeg var ligeglad. Alt hvad Anja Andersen var med i af tv udsendelser, div. Video og ikke mindst hendes bog måtte jeg se eller eje. Da jeg blev ældre og skulle skrive opgave i gymnasiet var denne opgave om hende, jeg analyseret alt, hvad jeg havde om hende og fik dannet mig et billede af, hvordan jeg troede hun ville være.

Så med lidt held løbetræner jeg sammen med en af Anja Andersens tidligere håndboldspiller, fløjspilleren Helle M. Svensson. Helle spurgte mig om jeg ville med til et foredrag, som Anja skulle holde og jeg skyndte mig at svare ja og blev helt flov.

Jeg kom alene til foredraget, da Helle kom senere, der stod lille mig blandt en masse ukendte mennesker og Anja Andersen. Da det hele skulle til at gå i gang stod jeg bagerst og havde holdt en stol til Helle, men den gik ikke for idet jeg skulle til at sætte mig kommer Anja hen og siger hej og spørger hvem jeg er og hvad jeg hedder. Jeg er helt forfjamsket og stolt, jeg får svaret og så sætter Anja sig på den stol eg egentlig havde holdt til Helle. Da alt er slut går jeg hen og siger tak for i dag og for at jeg måtte komme, samt stikker hånden frem. Men giver ikke håndtryk, nej jeg får en kæmpe krammer og Anja siger fornøjelsen er på hendes side.

Det bedste ved hele dette møde var, at Anja levede fyldt op til hvad jeg havde forventet hun vil være måske bedre, det er hvert fald en dag jeg aldrig vil glemme J

Tilbage til, hvad mit talent rækker til nemlig deltagelse i Powermans hårdeste duathlon Zofingen.

Sidste uge skulle have indeholde de sidste hårde lange pas, men min krop sagde stop og mandag til onsdag kunne jeg absolut ingenting, så Jasper og jeg bestemte, at det var bedst, at jeg fik hvile til krop og sjæl, så jeg kunne blive klar, så allerede torsdag gik det bedre og i weekenden var kroppen på toppen igen, så nu skal jeg bare bevare den gode balance og klar til at give den gas.

For når jeg kommer hjem fra Schweiz har jeg lige en uge mere på dagpenge og så skal jeg i gang med at arbejde i SFO Rundhøjen, som lige er blevet lavet om til en idrætsskole, det bliver vildt spændende.

Jeg når måske lige at skrive lidt mere sidst på ugen ellers skal jeg nok få skrevet et ræs beretning hurtigst muligt.

Hvis man ønsker at følge med på raceday er der live report på dette link: http://www.powerman.ch/en/node/1258

20/8-2010, Fedt at træne i regnvejr.

 

Det er ved, at være lidt tid siden jeg sidst har skrevet, men trods man er arbejdsløs og egentlig har meget tid for sig, så kan det godt være lidt svært, at sætte sig foran PC´en og skrive for, det er jo også enormt hyggeligt at ligge på sofaen og få sig en ordentlig morfar.

 

Men siden sidst har jeg haft en uge, hvor jeg lige kom mig efter Belgien, benene var godt trætte, men sidst på ugen kom de til sig selv igen, hvor jeg havde lang og rolig cykeltur til Juelsminde for at se DM lang tri. Som overskriften fortæller, blev første halvdel af denne cykeltur i regnvejr, så da jeg var inde og tanke op fik jeg lige ringet hjem til Jasper og bedt om mere varmt tøj, da jeg ikke troede jeg havde nok med.

Heldigvis lysnede det op kort efter og sidste halvdel blev kørt i tørvejr og vejret i Juelsminde holdt rimeligt, dog på nær til sidst begyndte det at støvregne en del.

Det var et super flot stævne og igen så kribler det i benene at køre en lang tri, men det må vente lidt endnu….

 

Ugen efter DM lang tri skulle Jasper til København og køre Challenge, vejrudsigten satte alle atleter på en prøve, det var meget sjovt at høre, hvordan det blev det hele store emne hver gang atleter mødte hinanden og hvor forskelligt vejrudsigten kunne lyde, det var lige fra regn til højt solskin. Det atleterne eller Challenge organisationen nok ikke havde regnet med var det skybrud som stille og roligt listede sig ind over København lørdag eftermiddag. Det startede lige, da Jasper skulle til at check cykel ind, heldigvis ikke værre end man kunne klare det med noget regntøj, dog nok til at Martin Jensen ikke skulle ud og svømme, men hoppede i badekarret i stedet for, det var lidt sjovt.

Jasper og jeg kom hjem inden det buldrede løs, da vi kom ind på vores opgang sad Belinda Granger en af de professionelle kvinder med sin cykel og Jasper standsede op for lige at se hvordan hendes Ceepo så ud. Vi kiggede lidt og så varjeg klar til at gå ind på værelse, Jasper blev stående lidt og så at Belinda havde knækket sit geardrop, og klokken var på dette tidspunkt 18. Det endte med at vi kom i snak med Belinda Granger, som er utrolig sød og høflig at snakke med, trods hun sidder og ikke ved om hendes cykel kan nå at blive klar, hvilken stressfaktor i mine øjne.

 

Regnvejret tiltog og det lød meget voldsomt, men jeg er ikke klar over, hvor slemt det var før vi kommer til Amager strand, søndag morgen, som stort set stod under vand, de som har skiftezonen på græs stod i ca. 15 cm vand og stativet, der skulle holde atleternes poser var knækket. Vi for at vide til Award ceremonie, at Challenge organisationen havde været i tvivl om selve stævnet kunne gennemføres, da de frivillige ude i T1 havde brugt natten på, at jagtet aerohjelme i hele skiftezonen, hvilket syn. Der er buldermørk og man kan kun se nogle sjove aflange skygger der sejler omkring.

 

Trods alt det modgang Challenge havde, var det et kanon flot stævne, som var enormt fedt at være tilskuer til, det gav endnu mere kriblen i benene, men det aftog lidt, da jeg fik at vide, at pænt mange har fået maveinfektion pga. colibakterie i vandet efter skybrudet. Tanken om at havde svømmet mellem tis og L… yaark!

 

Nå det var et lille sidespring fra, hvad jeg skrev i overskriften, men efter Challenge så er der jo hverdag igen, hvilket betyder hård træning igen og tirsdag stod menuen på regnvejr, hvilket betød at atletik stationen var blevet en stor vandgrav især i den ene ende var vandet samlet, heldigvis var der ca. 20 grader, så det var ikke koldt. Onsdag en meget lang krydstræning og da jeg er arbejdsløs, skal jeg hver anden uge sidde ved telefonen fra 8-10 og risikere at blive kaldt ud som vikar. Når klokken nærmer sig 10, så starter regnen.

Så onsdag igen 3½ times x-træning i regnvejr, men manner hvor gik det godt. Først lidt opvarmning på cykling så 60 min B15, efterfulgt af 30min B15 løb som ca. er 4.00-4.10 fart, hvor jeg igen skulle cykle 45 B15 efterfulgt af igen 30B15løb.

Jeg var helt død og troede ikke jeg kunne holde farten på løb men bed tænderne sammen ignorerede vejret. Løbet blev holdt på 4.04 og 4.06 på henholdsvis 1. og 2. løbetur, sådan!

 

Torsdag vågnede jeg op til en dejlig solskinsdag med lidt vind ingen regn, dog på min rolige cykling skulle der lige dryppe lidt på næsen, men ikke noget jeg blev våd af. Om eftermiddagen, stod det på hårdt løb og jeg følte mig bestemt ikke klar til at løbe stærkt jeg var træt og peb. Som ekstra motivation tog Jasper med, da han trængte til noget luft.

Jeg skulle løbe 6x1000, pause 3 min, hvor den første skulle være all out og derefter progressivt fra 3.35 fart til ca. hvad jeg løb all out på.

Den første løbetur blev 3.20, herefter 3.33, 3.30 og så trak coach Casper mig på de tre sidste, som skulle havde været 3.28, 3.25 og 3.20, men i stedet blev det 3.23, 3.21 og 3.25. Jeg var fuldstændigt færdig efter nr. 5 og havde kramper helt op i ballerne og ville ikke mere, heldigvis pressede Jasper og Casper på og jeg kom igennem nr. 6 YES!!!!!

 

Nu er der hviledag, hvor i aften skal vi til sommerfest med Jaspers firma ud og spise italiensk uhmmm og i morgen efter 5 timers hård cykling og efterfulgt af 1 times løb er der sommerfest med AGF, hvor den igen står på italiensk mad, kan det blive meget bedre J

5/8-2010, Powerman Belgien

 

Det var søndag den 1. august og jeg deltog i powerman Belgien, som er et af mine favorit stævner. Dog hader jeg starttidspunktet, som først var kl. 15, det er enormt hårdt psykisk at gå rundt og slappe af samtidigt med at være tændt og klar til at sparke røv.

 

Jeg valgte at stå op ved 8 tiden og løbe løberuten igennem igen, da de havde ændret den i forhold til sidste år. For jeg vidste, at jeg ikke vil have mulighed for at varme op på den, da det Belgiske politimesterskab vil være i gang på det tidspunkt.

Vejret var skønt, omkring de 18 gr. Og næsten ingen vind, så jeg indstillede allerede hovedet på, at det godt kunne blive en varm dag, så derfor skulle jeg huske, at få meget væske på løb og cykeldelen.

 

Efter en rolig joggetur gik Jasper og jeg ned og fik morgenmad, trods hotellet ingen form for aircondition har og man er ved at koge over på værelserne, samtidigt med at man er ved er at blive spist af myg. Så kompensere hotellet det med et kanon lækkert morgenmads buffet, hvor der er alt lige fra fisk, koge selv æg, kager og pandekager uhmm. Søren Bystrup og Kenneth Poulsen boede også på hotellet, de sad allerede nede og spiste, da vi ankom, det var hyggeligt, at sidde og smalltalke. Men da Søren og Kenneth gik og jeg mødte min konkurrent Jacqueline Uebelhart fra Schweiz, så blev min mave klar over, at det var ræs dag og min nervøsitet steg og kunne derefter intet spise.

 

Jeg gik op på værelset sammen med Jasper og gjorde det sidste klar samtidigt med, at jeg forsøgte at se lidt EM Marathon, men kunne ikke helt fokusere. Så derfor tog jeg, mig en blunder i stedet for.

 

Som altid har jeg lavet en tidsplan for, hvornår jeg skal have gjort de forskellige ting, så jeg ikke glemmer noget eller kommer for sent i gang med opvarmning. Derfor havde jeg helt styr på ud fra de papirer jeg havde, hvornår skiftezonen vil åbne. Desværre passede dette ikke med Powermans nye tidsplan, så hvor jeg troede, at jeg skulle aflevere min cykel kl. 13.20 måtte jeg vente helt til kl. 14. ikke optimalt, jeg blev lidtt vred og frustreret men heldigvis var Jasper med og jeg overlod vreden og frustrationer hos ham, så jeg igen kunne fokusere. Da jeg så endelig kommer ind i skiftezonen passer mit baghjul ikke ned i holderen, jeg snakker lidt med Jasper og vi bliver enige om, at stille den med forhjulet i stedet for. Da jeg går lidt rundt og sondere skiftezonen kommer der en dommer hen og beder mig om, at vende cyklen, jeg tænker hvad? Må jeg ikke have forhjulet i, nå så skal jeg finde en official der skal finde en boremaskine, så selve holderen bliver større. Jeg finder en official, som ikke kan hjælpe mig. Nu kan jeg igen mærke frustrationerne og aner ikke hvad jeg skal gøre. Efter lidt tid finder jeg en, som kan hjælpe mig, men nu er klokken ved at være så mange, at jeg egentlig gerne vil ud og varme op. Men det kan jeg ikke, da jeg skal vente på manden med boremaskinen. Da manden med boremaskinen så endelig kommer, kan han ikke bore skruerne op, så derfor ender det hele med, at jeg skal lade forhjulet stå i. Pyha sikke en start, men under opvarmning finder jeg igen fokus og føler mig klar.

 

Taktikken er, at jeg skal løbe med 1. gruppe så meget jeg kan og må ikke tage føringer de første 5 km, hvis benene føles godt herefter må jeg gerne, hvis jeg kan øge tempoet.

Cykling, skal haver alt, hvad jeg kan og hele tiden fokus på, at træde. Sidste løbetur er der ikke så meget taktik, så hurtig så muligt.

 

Starten går og jeg har stillet mig i nærheden af Ulrike Schwalbe fra Tyskland, hun lægger rigtig hårdt ud og de første 3 km løber vi på under 11 min, men herefter sætter hun farten lidt ned og jeg får overskud, det føltes godt og jeg kan mærke, at jeg har gode ben så de sidste 2 km rykker jeg fra Schwalbe og da vi løber i Geel by er der mange skarpe sving, så i hver sving øger jeg lige tempo, jeg får lavet et lille hul og kommer først ind i skiftezonen, ok skift trods min cykel står med bagenden ud. Men da jeg skal til, at hoppe på cyklen driller min højre cykelsko mig igen og stroppen ryger helt ud, så jeg kan ikke stramme den. Jasper råber, at jeg skal vente med at stramme skoene til jeg er helt ude, så jeg tramper alt hvad jeg kan ud af byen, men ikke nok for Schwalbe har øvet skift og er lige bag ved mig, hvilket hun ikke plejer, ofte bruger hun lidt længere tid på skift.

Trods jeg ikke kan stramme begge sko køre jeg 1½ omgang ud af 4 med højre sko løs, men jeg begynder at mærke, at jeg ikke kan træde igennem og får ondt i højre baglår. I min vrede giver jeg skoen en sidste chance får sat stroppen og strammet skoen og så kan jeg igen træde igennem, desværre har dette sko halløj koste mig næsten 2 min, og jeg de næste to runder køre lige op med Schwalbe.

Til min store overraskelse kom herrerne først og overhalede mig på starten af 4. runde, hvor jeg de sidste par år allerede bliver overhalet på 2. omgang, så psykisk gav det mig et pust, samtidigt med at se Søren lå forrest og trak de store navne som Vansteelant og Le Duey.

 

Jeg får skiftet ok, men bøvler lidt med mine sko. Så af sted efter Schwalbe, som jeg har ca. 2 min til og her kan jeg mærke, at jeg har kørt i Belgien før, tilskuerne er med mig og speakeren råber mit navn, jeg er klar til at jagte. Desværre er min mave ikke, den har lige fået rigeligt sukker og skal lige vende sig til at blive skvulpet rundt, så derfor henter jeg næsten ikke ind på Schwalbe de første par omgange, men de sidste 5 km får jeg det bedre og kan øge en smule fart, men er træt og synes lige pludselig, at 5 km er langt.

Endelig sidste runde og jeg er super glad, for jeg bliver 2 med hurtigst anden løbetur og har hentet næsten ½ min på Schwalbe og jeg kan begynde at lugte første pladsen, samtidigt med, at jeg har slået et godt hul ned til 3. pladsen på 3 minutter, som er Uebelhart som lammetævede mig i Tyskland på cyklen med 6 min.

 

Da jeg kommer i mål bliver min dag endnu bedre, da jeg får, at vide, at Søren også er blevet 2ér så fedt.

 

Det var en skøn følelse, at stå på podiet og sprøjte med champagne, der skal nok komme video og billeder på hjemmesiden ellers gå ind på http://www.powerman.be/  og se billeder og resultat listen  http://www.3athlon.be/timing/pdffiles/2010/geel2010/geel2010_powerman_categorie.pdf

 

Nu har jeg lige lidt hvile inden det igen går løs med træningen op til Zofingen.

23/7-10: Hård træning, ferie og meget træt

Puha, nu er jeg virkelig kommet i gang med forberedelserne til Powerman Zofingen, det er nu ved at være et godt stykke tid siden jeg styrtede, så jeg har haft nogle uger til at få mere træning i benene.

Sidste uge var første gang med et langt cykelpas på 4½ time efterfulgt af et løbepas på 30 min i 4.30 fart. Jeg var godt stegt efter de 4½ time cykling og troede ikke at jeg ville overleve løbet, men det gik. Jeg holdt farten og havde en ganske god følelse, men var helt færdig, da de 30 min løb var overstået. Så tanken om, at der manglede ca. 24 km endnu var lidt uoverskueligt, samt jeg ved jo at starten på anden løbetur går pænt meget opad av, av…

Så jeg føler egentlig at formen er kommer tilbage og jeg nok skal nå at blive klar til Zofingen, men den skal nok blive hård, selv om jeg kender ruten denne gang.

Selvom der skal trænes hårdt er der heldigvis også plads til en lille ferie til København. Jasper har nemlig også ferie, så det skulle lige benyttes.

Så onsdag morgen kørte vi til København, hvor der skulle trænes på Challengeruten (Challenge er et nyt Ironman triathlonstævne i København, som afholdes den 15. august.)

Vi startede med at køre en runde på cykelruten, Jasper havde sørget for kort, så den var rigtigt let at finde rundt. Jeg vil sige, at den første del er skøn især hvis man har medvind, så kan man føle sig flyvende de første 20 km ud af Strandvejen, men så kommer hjemstykket og her kan modvinden føles rigtig hård, da ruten bugter sig noget mere, eller også var jeg bare meget træt, jeg synes det var en meget lang vej hjem.

Om aften var vi ude og spise på den lækreste restaurant Vesuvio of Copenhagen, som er en Italiensk restaurant og laver himmelsk mad, priserne er egentlig også meget tilforladelig.

Torsdag morgen vågner vi op til regnvejr, men det klare heldigvis op mens vi spiste morgenmad, så da vi er klar til at tage en runde på Challangeruten er der perfektvejr næsten ingen vind og sol med skyer.

Træningen er en runde som ca. er 100 km hvor der er indlagt 4x10 min max. Puha, det er længe siden jeg har kørt hårdt rulleskift med nogen, så jeg blev presset i bund, men jeg tror Jasper var endnu mere mast end jeg, (men han gjorde det rigtigt godt J ) og det er bare så meget nemmere, at køre hårdt, når det er sammen med andre.

Efter det gode cykelpas kørte vi til Amager strandpark, hvor svømningen foregår til Challenge, rigtig lækkert sted. Jasper svømmede, mens jeg havde taget en god bog med og læste og slappede af skønt.

Så gik turen hjem til hotellet igen, hvor vi lige skulle se slutningen på Tour de France kongeetapen;  om Andy S. vil slå min favorit Alberto Contador.  Fed etape meget lærerigt for mig, som ingen taktisk sans har, men hvor er jeg glad for, at der ikke er så mange tilskuere på toppen af Bodenberg i Powerman Zofingen, som der var på Toumalet.

Da Touren var ovre, så var der tid til en løbende sightseeing, vældig sjovt at løbe rundt og se alle ting, det fedest var a løbe rundt på kastellet, himmel der er mange mennesker over alt.

Så var den ferie over og nu skal der lades op til en god lang træning igen, som består af 45 min morgenløb, 5 timers cykling efterfulgt af 45 min løb i ca. 4.30 fart og så er jeg igen meget træt……

8/7-10: Smerten fortæller, at jeg træner…

Pyha, i mandags fik jeg endelig taget stingene ud af mit knæ og det kunne ikke gå hurtig nok, med at komme hjem børste det lille lag støv af løbeskoene og så af sted.

 Det var en skøn følelse selve grundformen er der, men i dag skulle jeg lige teste topfarten af, da AGF afholdt en 10 km test nede ved Brabrand stien. Ruten er flad og ligger i læ af de store træer, så der var egentlig mulighed for at løbe rigtigt stærkt, hvis man var i tip top form. Det var så ikke lige hvad jeg var, men der skulle kæmpes for at se, hvor jeg lå henne.

Selve runden er 2½ km, den var km opmærket, så man hele tiden kunne styre km tiderne, det var skønt. For en ulykke kommer sjældent alene, tja mit kære Garmin ur har lige valgt at det ikke vil fungere mere, øv. Så nu er mit ur til reparation og får det måske tilbage om en uge. Det er vildt, så afhængig man kan blive af at se hvilken fart man løber med. For selvom displayet intet viser, så blev jeg ved med at tjekke fart og tiden ud.

Nå tilbage til 10 km test, heldigvis har jeg en sød kæreste, som lånte mig hans ur, trods han selv skulle ud og træne.

Men om jeg havde haft Garmin uret eller ej, så tror jeg næppe, at resultatet vil havde været meget anderledes for det var enormt hårdt, både fysisk og psykisk.

Den første runde går rimelig, men så begynder tiderne, at falde og da jeg løber forbi 5 km er jeg tæt på, at opgive, da alle mine muskler er på overarbejde, hver gang jeg forsøger, at øge farten, så der intet og når jeg så selve km tiderne hjalp bestemt ikke på motivationen. Så de sidste 5 km var en kamp mod mig selv, som jeg heldigvis vandt og ikke mine smerter. Jeg kom i mål i tiden 38.49, hvilket jeg er godt tilfreds med. Et ganske hæderligt grundniveau.

Fokus nu, er at blive klar til Powerman Belgien, det kommer til at koste blod sved og måske tåre, men jeg ville så gerne have den powerman sejr….

På genskriv

27/6-10: En tur i rutchebanen  

Onsdag morgen den 23. juni 2010 står op kl 6.30 lidt øm i kroppen, da jeg tirsdag aften lige skulle teste min form af på en 5000 m på bane. Det gik super godt, jeg lagde ud efter at løbe 17.30, men kunne ikke holde den hele vejen og kom i mål 18.13. Det er jeg tilfreds med, dog lidt øv, at jeg ikke kan finde ud af at æde mig helt op,for da vi ca manglede 300 m trak en ny AGF pige fra mig og kom i mål lige 9 sek før mig.

Jeg fik jogget godt af, så jeg var klar til næste dags træning, som var i dag onsdag.

 

Da jeg vågnede var min krop lidt mærket af løbet i går, men ikke mere end som en anden god gang banetræning, jeg tænker sikke et dejligt vejr jeg skal hjem og træne i.

Onsdag er min korteste arbejdsdag, hvor jeg har fri allerede kl 12.30 ellers har jeg de andre dage fri kl. 16 eller 18.

Da jeg har tidligt fri, så står den også på noget længere og hårde cykling efterfulgt af et løbepas, hvor jeg til slut skal op og styrketræne, så ca 3-4 timers træning.

 

På arbejde går det som det nu skal, nogle dejlige unger, som elsker at markere sig selv på en af og til uhensigtmæssig måde, og så har de verdens bedste tiltale form nemlig; ”Din luder, perker, kælling, og ja jeg kan fortsætte”. Alt dette bliver taget med et smil for jeg skal hjem og træne i det super dejlige vejr J

 

Lidt træt da jeg kommer hjem, men får hurtigt fokus på, hvad jeg skal i stedet for at få ondt af mig selv, alt er pakket og klar og af sted på cyklen, som hedder 2 timer med 3x10 hårde intervaller. Jeg kører ud af Gammel Horsens Landevej og vender efter ca. en time, det køre bare derud af, dog meget fokus på at holde wattene hjemad, da der er medvind og det går meget nedad bakke. Det første interval er næsten overstået og jeg vil lige dreje til højre ind til Solbjerg, for at undgå at køre pausen opad bakken.

Her ændre hele min onsdag sig så og det siger KRAS BUM BANG og væk er mit baghjul og mit hovedet leger hoppebold med asfalten. I svinget ligger der en masse små sten, fra alt den regn vi har fået det sidste stykke tid og jeg får åbenbart ikke set dette før det er for sent og så styrter jeg. Jeg får rejst mig hurtig op og kan se, at mit knæ bløder, derefter tjekker jeg selvfølgelig min kære nye TTX om den er okay og det ser fint ud lige sådan hurtig, lidt skrammer på styr og bremsegreb. Da jeg humper ud i vejkanten glor folk efter mig, jeg smiler og vinker til dem og de kører videre. Dog er der en dame, som stiger ud af sin bil og kommer hen til mig og spørger mig, om jeg er ok. Jeg svare, ja jeg er ok. Skal bare lige tjekke min cykel igen, om den kan køre. Kvinden kigger på mit knæ der styrtbløder og ser lidt klam ud, da alt huden er foldet sammen lige under knæet og man kan se, at det er noget dybt ca. ½ cm. Derefter opdager jeg at mine fingre også bløder og at jeg faktisk også har slået min albue og skulder. Kvinden vil have, at jeg tager på skadestuen, men jeg vil først ikke, men efter lidt snakken frem og tilbage ringer jeg til Jasper, som heldigvis sidder på kontoret i dag (i morgen skal han til KBH). Jeg aftaler med Jasper, at damen køre mig hjem, da hun kan have min cykel og Jasper kommer hjem og køre mig på skadestuen. Heldigvis kørte damen i en stor 4hjulstrækker, hvor min cykel snildt kunne være inde i med begge hjul.

 

Da Jasper kommer hjem køre vi med det samme på skadestuen, men der skal lige ringes først og vi får, at vide, at der er op til 2 timers ventetid, men vi kan vente derhjemme og komme ca. om 1½ time, så kan vi evt komme før til. Det passede mig fint, da jeg lige kunne komme i bad og få vaske det værste skidt af mig.

 

Efter de ca. 1½ timer ankommer vi til skadestuen og venter kun lig ganske få minutter før vi kommer til. Det er en rigtig sød læge, som ser på mig.

Den korte historie er, at jeg bliver syet med 6 sting i knæet, for at få det til at hele bedre, har slået min venstre tommeltot, hudafskrabninger på højre skulder, lår, skinneben og underarm. Højre albue fik en blodsamling. Heldigvis intet brækket eller revet over i knæet, heller ingen hjernerystelser, selvom hovedet har fået et ordentlig gok, der sad nemlig to store sten fast i hjelmen.

 

Nu er der hvert fald en uge uden træning og ja, heldig sluppet. Forsøger, at være positiv…

15/6-10: Herning Triathlon

Søndag den 13. juni deltog jeg i Herning triathlon, som var en ¼ ironman distance, dvs. 950m svømning, 45 km svømning og 10,5 km løb. Selve distancen lyder meget overkommelig, dog skal der lige tilføjes, at jeg ikke har svømmetrænet i næsten 5 år, så jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville kunne svømme de 950m uden at skulle holde pause i hver ende af bassinet.

 

En uge inden Herning Triathlon forlangte Jasper, at hvis jeg skulle deltage, så skulle jeg kunne svømme de 950 m uden at holde pause. Jeg måtte gerne svømme bryst. Så lørdagen inden Herning triathlon tog jeg i Svømmestadion og prøvede kræfter med 950 m. I starten havde jeg ingen vandfølelse overhovedet, men efter, at havde svømmet et par gange frem og tilbage, så fik jeg hurtig en naturlig rytme. Til min egen store overraskelse, så kunne jeg svømme det hele i crawl og det tog mig 19. 20min Jubii, så jeg fik tilladelse til, at starte.

 

Tilbage til stævnet, vejret viste sig fra en meget blæsende side og luften var omkring de 12-13 grader, så det var ikke vildt varmt, men ok til mig. Det bedste var, at bassinet var 24 grader, så det var luksus at hoppe i vandet. Den bane jeg kom i var en blanding af 1 hurtig og ellers de langsomme svømmere som mig selv. Jeg fandt igen hurtig en rytme uden at forcere noget, da der var 100 m tilbage gav jeg lidt gas.

Da jeg fik kæmpet mig op ad bassinet kom travhesten frem i mig, for nu skulle der virkelig jagtes nogle og i det første skifte fik jeg indhentet pænt mange, da jeg er oppe af vandet som nr. 27. Hvor mange ved jeg ikke, men der er ikke mange at se i miles omkreds på cyklen.

 

Cykelruten var 45 km, der var fordelt på 2 x22,5 km udhjemrute. Hele vejen ud til vendepunktet var der modvind og på tilbage vejen en dejlig medvind. Jeg havde trods den hårde vind valgt at køre med pladehjul og sikke mange kommentar man kan få som ”lille pige”, at man køre med sådan noget.

På cyklen fandt jeg igen fundet rytmen og holder hele tiden pres på pedalerne, men det er lidt mentalt hårdt, når man ikke kan se nogen foran eller bagved.

 

Jeg stiller cyklen i tiden 1. 16 og har 6. hurtigste cykeltid overall, jeg kan godt mærke, at benene er lidt brugte dels pga. den hårde vind, men dels fordi jeg brugte dagen før på at hjælpe min storebror med at flytte. Min storebror boede på 3. sal og skulle flytte til en ny lejlighed, som også lå på 3 sal. Heldigvis var der elevator i den ny lejlighed, men det var der desværre ikke i den gamle, så, mine ben og arme var noget ømme søndag.

 

Mit andet skifte går godt, nu er jeg jo tilbage i det jeg kender og føler egentlig også at eg finder en god rytme den 1 km, men så kommer jeg ud til søen og der er underlaget sand og vinden blæser en lige ind i hovedet og nægter, at lade en komme hurtig fremad. Jeg er lige ved, at give op, da jeg synes det er så modbydelig hårdt, at løbe. Heldigvis vinder min stædighed og jeg kommer ud til vendepunktet og får vinden i ryggen lige et stykke tid inden jeg igen skal kæmpe ca. 2,6 km i modvind.

Da jeg kommer i mål er jeg helt færdig. Denne løbetur troede jeg skulle være en nydelse, men i stedet følte jeg at den var hårdere en den afsluttende løbetur i Zofingen på 30 km i bjerge. Jeg løber de 10, 5 k på 41.43 ikke imponerende, men har 5. hurtigste løbetid af alle og den hurtigste herre løber 38.14, så der var ikke meget fart på denne rute i forhold til sidste år.

 

Jeg kommer i mål i tiden 2.20.16 og har 16½ min ned til nr. 2 dame og bliver 8 overall. En godkendt race.

 

Det næste jeg skal er deltage i noget, som hedder ABC stævner, der afholdes i Århus. Her skal jeg løbe 5000 m på bane, det er jeg meget spændt på, har ingen anelse om hvad jeg kan forvente…

4/6: Powerman Falkenstein

Nu er der gået et par dage siden jeg kørte powerman og jeg må sige, at mine ben er godt brugte, var ude at løbe med Jasper og kunne næsten ikke følge med især ikke, når Jasper for sjovt satte lidt fart opad en meget lille bakke J

Nå tilbage til selve powerman stævnet, som var i søndags.

Falkenstein ligger i Tyskland meget tæt på grænsen til Tjekkiet, så det er et meget smuk område med skøn grøn natur, men i denne smukke natur gemmer der sig nogle meget grumme bjerge/bakker.

Selve distancen var 16km løb, 64km cykling og 8 km løb igen, når man ser tallene minder de meget om de andre powerman distancer, men nu skal der huskes på, at jeg lige har skrevet, at der gemte sig nogle meget grumme stigninger, så det var ikke ligeså fladt, som i Holland, nej man kan nærmere sige, at det var en direkte modsætning til Holland.

De første 16 km løb er en udhjem rute, som de havde lavet en smule om i år, der var nogle små grumme stigninger i starten, som vi ikke skulle op over, men i stedet løb vi ca. 300 meter op ad bjerget på ca. 16 % stigning, denne stigning kom allerede ved 2,5 km, hen til 4 km ruller det lidt op og ned, hvor efter de ca. 4 km bare går opad indtil vi skal vende, så man kunne egentlig  tro, at man kunne nyde hjemturen nedad. Men ca. 1,5 km inden skiftezonen er der igen lige en stigning på godt 400m, som også trak tænder ud – AV ben.  

Taktikken var at holde mig så tæt på Ulrike Schwalbe, som blev nr. 2 i Holland, jeg vidste fra Zofingen sidste år, at hun ikke er så stærk en nedløber, derudover skulle jeg have så stort forspring til Jaqueline Uebelhart, da hun er stærk på cyklen.

Starten gik for alle inde på stadion, hvor vi starter med at løbe næsten 400 meter, så der er en smule kamp om pladserne mellem de store mænd, efter vi har forladt stadion kommer de første stigninger, men også det stejle nedløb og jeg tjekker lige om Ulrike stadig ikke kan løbe ned af. Jeg finder ud af, det kan hun ikke, så jeg giver den lige lidt ekstra gas for at stresse hende. Ellers går det opad mod vendepunktet og Ulrike kommer forbi mig og får et lille hul på små 50m. Dette holder jeg hele vejen op til vendepunktet, hvor jeg efter meget kort tid overhaler Ulrike og ser, at jeg har et rimeligt hul ned til Jaqueline. Jeg holder føring hele vejen ind til skiftet, hvor jeg kommer ind et par sekunder før Ulrike.

I skiftezonen bliver jeg forvirret, da jeg har haft vendt min hjelm med åbning opad, trods det regnet af og til. Men da jeg skulle tage min hjelm, var der en eller anden, der sikkert ville havde været sød, og vendt min hjelm om. Jeg mister fokus og mens jeg prøver at få min hjelm på kommer Ulrike ind og skifter. Jeg får hurtigt fokus igen og kommer først ud af skiftezonen, men har misforstået hvor mountline er. Der var nemlig lagt et fint grønt tæppe og forenden af den var dismount sidste år. Det tror jeg igen og stiger på, men ikke helt det rigtige sted, da mount er flyttet ca. 2 m længere frem og jeg må til og af min cykel, gå to skridt, hvor jeg så endelig må stige på. Jeg er ikke sur, for selvfølgelig må jeg ikke køre i skiftezonen, men pga. min af og påstigning i cykelskoene havde den venstre strop sat sig fast og jeg kunne ikke få den ud, Jeg må helt i hold og kæmpe med at få spændt skoen og så ser jeg Ulrike køre forbi L

Jeg kæmper videre og ved, at den første hårde kamp venter lige om hjørnet, nemlig det samme bjerg, som vi løb opad, bare nu skal vi cykle 3 km op ad det pyha, det gjorde ondt jeg satte pænt meget tid til.

Cyklingen var også en udhjemrute, der skulle gennemkøres 2 gange, så ved det første vendepunkt kan jeg se, at Jaqueline kører stærkt, jeg forsøger, at give den ekstra gas, men desværre ikke nok, da Jaqueline kommer forbi og jeg kan ikke hænge på, lige så snart det går opad bakken. Jeg finder ind i min egen rytme, da jeg kan se, at jeg ikke længer kan følge med. Den anden runde går bedre, men er fuldstændigt mast og færdig, da jeg hopper af cyklen knækker mine ben nærmest sammen under mig og idet jeg løber ind i skiftezonen ser jeg Jaqueline løbe ud. Fokus Susanne, måske går hun kold, den skal bare have den gas du kan give. Jeg fumler lidt i skiftezonen igen med ærmer, handsker og astmaspray. Da jeg løber ud at høre, jeg at Jasper siger jeg har 2 min til 2. pladsen og til min store overraskelse er benene alligevel gode og jeg giver den gas. Ved 1,5 km har jeg allerede hente en hel del og føler mig godt løbende indtil min mave brummer og den bliver ved og jeg må lige ud i busken og sidde – ØV! Jeg kan se ved vendepunktet, at hvis jeg holder presset kan jeg måske hente nr. 2, så jeg kæmper videre og kommer i mål som nr. 3 med godt lige under et min op til nr. 2.

Jeg er meget tilfreds med mit resultat, da jeg har hurtigste 1. og 2. løb af kvinderne, dog er der en del at arbejde med på cyklen, men er super glad for min nye Trek, som bare lige mangler, at blive optimeret i sine indstillinger, så det må jeg se på inden næste halvdel af min sæson går i gang i august Powerman Belgien

25/5: Optakt til Powerman Tyskland.

Nu er der kun få dage til, at jeg igen skal i ilden og køre mit andet Powerman stævne i år, denne gang  er jeg mentalt klar og virkelig tændt til at komme i ilden og lege. Måske en af grundene til, at jeg føler mig ekstra klar er fordi nu har jeg endelig fået begge mine nye cykler: Trek TTX enkeltstartscyklen og Trek Madone.

Jeg sidder super godt på dem og kan virkelig godt mærke, at de er enorme stive og stærke cykler. Det er især når jeg skal lave et ryk ud af et sving, så vupti, så er jeg ude af svinget. Det er simpelthen den fedeste følelse. Udover jeg har fået cykler, så har jeg også fået ny ergomo, da den jeg købte i vinters gik i stykker og har ikke fungeret siden januar. Jeg sendte den ind til Ergomo og fik, at vide, at den ikke kunne laves, men at jeg skulle have en ny computer. Det har jeg så fået og sat på TTXérn og hvor er det skønt, at køre efter watt i stedet for pulsen igen, for så ved jeg, hvad det er ”præcis” jeg yder i arbejde og sidder ikke og bliver frustreret over, at  min puls er alt for lav og jeg ikke kan få den højere op.

Så der er faktisk sket en del ting siden jeg skrev sidst, nu håber jeg bare, at disse positive oplevelser fortsætter, da jeg skal til jobsamtale på torsdag, et job som jeg synes lyder enormt spændende og passer perfekt til mig i arbejdstimer, da det kun er 30 timer om ugen. Hvis ikke jeg får det, så må jeg jo bare søge videre.

Så nu må i gerne krydse finger for mig torsdag aften og igen søndag morgen, hvor det går løs i Falkenstein, som ligger meget tæt på den Tjekkiske grænse.

Selve ruterne i Falkenstein er meget kuperede, en god for træning til Zofingen, dog er distancen noget kortere, nemlig 16km løb, 64 km cykling og 8 km løb. Så nu må vi se…. J

9/5: DM duathlon på en solskins dag – en god dag?

Så blev det endelig søndag den 9. maj, dagen hvor jeg skal køre DM.

Jeg havde valgt at nedsætte mine forventninger til mig selv og tog DM som et rigtig hårdt træningspas, desværre skabte det en lille smule konkflikt inde i mig selv og jeg havde svært ved at finde figther mentaliteten. Lørdag morgen, da jeg satte mig ind i bilen og var på vej til stævnet blev jeg lige pludselig dødnervøs, kunne mærke at maven dreje sig rundt og jeg måtte tage et par dybe indåndinger. Denne nervøsistet kom fuldstændig bag på mig, for jeg har mentalt fortalt mig selv, at det bliver en hård dag, hvor der skal kæmpes en hvis ting ud af bukserne. Dette mente min krop åbenbart ikke og det medførte, at da jeg var ude og varme op på ruten så jeg, at den var blevet en del længere end sidste år, mit bud var ca. 200m per runde. Denne observation var ved at tage modet helt fra mig, for jeg vidste at Joan og Line var et par gode løbere. Jeg gik nærmest i panik og ved ikke hvordan jeg skal bearbejde det. Jeg forsøger at fortsætte min opvarmning, men viljen er væk og allerede her tænker jeg og mærker, jeg gider ikke i dag.

Inden starten står Jasper og jeg alene foran start og jeg fortæller, at jeg ikke kan sætte mig op i dag, dette fanger Jasper ikke helt, han tror , at det er fordi jeg står helt alene ved startstregen, at det virker en smule ensomt.

Lige på dette tidspunkt forgår der en indre krig i mit hoved om jeg skal sige stop nu eller give det en chance heldigvis vinder min stædighed og jeg stiller mig ved startstregen og hornet lyder.

Der bliver lagt forsigtigt ud, hvilket passer mig fint, så de to første runder lægger jeg side om side med Line og Joan. På tredje runde lægger Joan sig foran og jeg kan fornemme, at nu kan jeg ikke hænge på mere, jeg kommer til at lægge ca. en 10 sekunder efter dem. Da vi er ude på sidste runde, af de fire, råber Jasper, at Line er ved at falde af Joan og vi mangler ca. 500m, jeg presser det sidste ud jeg har og fokuserer på at lave et godt skifte. Da jeg smider mine sko, ser jeg Line løbe ud af skiftezonen og Joan står stadig og tager cykelsko på.  Joan kommer ud få sekunder før mig og jeg tænker fedt, nu skal vi nok få hentet Line. Desværre var dette en drømmetanke. Line så Joan og jeg ikke før vi alle tre har krydset målstregen. Vi forsøger, at få et rulleskifte i gang, men kan jeg mærke, at det bare nikke rigtigt kører, så vores føringer bliver for lange og ikke det er ikke så effektive til at hente Line. Da jeg kommer forbi Jasper anden gang, fortæller han at Line er 2½ min foran, allerede her er jeg klar over, at Joan og jeg skal kæmpe om sølvet. Mit hoved tænker, så det knager for på den første runde oplever jeg, at Joan ikke helt er så teknisk stærk i sving, så jeg bruger lige anden runde på at lure, hvilke sving hun har sværest ved. Her er det så, at jeg måske skulle havde satset og forsøgt at rykke fra Joan på tredje runde i stedet for at vente på den fjerde og sidste runde. Men dette er jo altid nemt at sige i bagklogskabens lys. Tilbage til, hvad jeg gjorde. Den tredje runde forsøgte jeg at få Joan til, at trække så meget som muligt, men igen i svingene kom jeg automatisk foran og forsøgte at presse Joan lidt. Da Joan og jeg kørte ned af den sidste lange nedkørsel og kom til højresvinget tog jeg chancen. Jeg rejste mig op og rykkkede hele vejen hen til foden af Ærtebjerget og tog et godt sving og kørte max opad og sådan kæmpede jeg med høj puls hele vejen ned til skiftezonen og prustede højlydt. Jeg får igen lavet et hurtigt skifte, damernes hurtigste, der er ca. 30 sekunder ned til Joan, jeg er godt klar over, at hullet nok ikke er stort nok, men håber på, at Joan måske knækkede lidt og presser mig selv så godt man kan på denne rute, da jeg lige skulle være obs på huller i græsset. Da jeg har løbet ca 2 km kommer Joan og overhaler og jeg kæmper for at hænge på, men  det går ikke og Joan løber med sølvet 34 sekunder foran mig.

 Det er en ganske godkendt resultat og jeg er faktisk mere glad for denne bronzemedalje  end min sølv jeg fik sidste år, for i år turde jeg tage nogle flere chancer og jeg havde et ok 2. løbetur uden smerter og problemer med at få vejret. Selvfølgelig havde jeg de typiske smerter såsom kramper.

Nu bliver næste fokus Powerman Tyskland, som er en rigtig hård kuperet rute både løb og cykling, måske når jeg lige at få opdateret inden da…

7/5: To dage inden DM duathlon

Som jeg afsluttede sidste blog, så vil jeg lige kort referere om jeg er klar til DM.

Tja, hvem ved planen var at jeg skulle have haft min nye Trek landevejs cykel, at køre på, men i går torsdag fik jeg beskeden, at jeg evt. får den i starten af næste uge. Hmmmm, hvor fedt er det lige, men i stedet for, at bruge en masse energi på, at være negativt, har jeg valgt at lægge lidt pres på den kære gamle ”Fort” (min nuværende landevejscykel) og fortælle den, at dette er sidste chance for at blive dansk mester igen, så nu skal den lige tage sig sammen J

Så mit humør er egentlig høj, trods jeg ikke har min nye Trek cykel, så har jeg fået skrabet nogle penge sammen til at skaffe en ny ergomo, som forhåbentlig også snart kommer. Derudover har jeg fået mig en ny bærbar. Så der er egentlig en masse ting, at være glad for.

Angående min træning, har jeg haft en del gode træningspas her de sidste par uger, hvor jeg har følt mig ovenpå i forhold til, hvordan jeg havde det inden Holland. For så sent som i går løb jeg let 3x1000m med ca. 3.45 fart. Det gik super godt og kunne nærmest ikke få benene i hold. Om formen er rykket eller om jeg bevare er ved at få styr på alle de ydre faktorer, som har stresset mig de sidste mange måneder, det ved jeg ikke, men en ting er sikker, det bliver en god dag på søndag J

30/4-2010, Powerman Holland

 

Ja, de fleste af jer har jo nok læst under nyheder, hvordan det gik mig, og nu er der snart gået en uge og jeg er for længst begyndt, at tænke fremad og taget de erfaringer med fra stævnet, som jeg kan bruge til noget. Alt andet er blevet skubbet væk.

 

Hvad skete der egentlig og hvorfor?

Den overordnede forklaring på, hvad der skete, er nok, at jeg i mit hoved ikke var klar til, at køre dette stævne. Mit arbejde, som jeg er rigtig glad for har fyldt lidt mere end det burde og de få procent har så medført, at jeg ikke har kunnet prioriter mit fokus.

Det har givet mig en masse tanker at arbejde med og er nu kommet frem til, at jeg ikke skal arbejde 37 timer mere, men ned på 30 timer og gerne lidt under, hvis jeg kan. Min tid ville ikke kun blive ekstra træning, men også mere tid til, at nedsætte mit stressniveau med alle de huslige ting, så som vasketøj, madpakker, lave mad osv.

Ved godt, at der findes mange atleter, som arbejder fuldtid og træner mindst ligeså meget som mig og dem tager jeg hatten af for, men dette er en erkendelse af min situation og skal ikke forstået som en ”piv piv situation”, hvor man skal have ondt af mig.

 

Nok om det, det var det meste af ”hvorfor-delen”, nu til hvad skete der.

Det er søndag den 25. april og vejret viser sig fra sin rigtigt gode side, der var mellem 22-25 grader og svag vind, så der var absolut ingen problemer med at holde varmen, hvilket jeg egentlig syntes at have brugt det meste af min vinter træning på, at træne. Jeg var en smule usikker på, hvordan jeg ville reagere på denne varme, men valgte ikke at fokusere på den og det viste sig, at det ikke spille nogen rolle.

 

Alle kvinder bliver samlet ved start og jeg står ved siden af dagens vinder Camilla Lindholm fra Sverige. Lige pludselig bliver der fløjte og Camilla og jeg kigger på hinanden og ups, så var starten gået. Vi startede ud med, at løbe 15 km fordelt på 6 omgange og den første omgang gik også fint, men slutningen på denne omgang begynder jeg, at falde fra og kan ikke holde på. På hver omgang er der en lille strækning ud-hjem. Her kan jeg se, at jeg langsom falder længere og længere tilbage, samtidigt med, at hver gang jeg krydser målområdet fortæller speakeren ”sødt”, hvor langt jeg er efter. ”Kun” en smule mentalt hårdt, at høre. På dette tidspunkt lægger jeg nr. 4 og har Heleen Bij de Vaate(NL) bag mig og hun er rigtig god til, at cykle, så jeg kæmper for, at få så stort forspring til hende, som muligt.

Jeg skifter, som nr. 4 og har 2. bedste skifte af kvinderne, trods vi skal løbe ca. 500m i skiftezonen. Der er ca. 1½ min op til de tre første og så har jeg 1 min ned til Heleen. Så på cyklen får den alt hvad jeg kan træde, men har problemer med mine kontaktlinser, som føltes tørre, så jeg blinker en hel del og er også et par gange, ved at køre ind i keglerne, men undviger.

Cykling er 60 km fordelt på tre omgange og, da jeg har kørt ca. 1½ omgang, kommer Heleen op forbi mig og jeg hænger på, da det var et af mine mål: ”At dem/den, der kom forbi skulle jeg hænge på”. Det går også fint lige indtil et skarpt venstresving, her får jeg oversatset og ryger ud i rabatten og misser lige nogle sekunder og hermed også Heleens hjul. Lort og lagkage. Jeg kan stadig se hende, men kan ikke komme op. Jeg bliver ved med at kæmpe, fordi man ved jo aldrig med de andre. Jeg synes selv, at jeg får kørt en rigtig god cykling hele tiden tråd på og oppe og stå i alle sving. For første gang kan jeg mærke at min styrketræning har givet noget bonus.

Så er der tid til at skifte igen og jeg har ca. 1½ min op til de andre (2. til 4. pladsen), Jasper råber på mig og jeg føler mig også klar til at give den gas på anden løbetur, som er 7,5 km fordelt på tre omgange.

Mit skifte går kanon, jeg har hurtigst skifte af kvinderne og er anden hurtigst over all, trods den lange skifte zone. Så jeg har godt gang i benene, desværre begynder min mave at drille og ved 2 km møder jeg Jannie (Aksels kone), som hepper på mig, jeg knækker sammen af smerte i maven og Jannie får mig op og løbe igen indtil jeg møder Jasper 100m længere henne med væske. Jasper får mig videre og jeg går igennem væskedepotet for at få ro på, det hjælper lidt, men lige så snart jeg sætter fart på gør det ondt i maven igen. I og med jeg forsøger at øge farten begynder det også, at gøre ond i min venstre ribben og smerten er så stærk, at jeg overvejede at stoppe op og smider alt hvad jeg havde på overdelen, sikke et syn hva!!

Da jeg når hen til Jasper igen sætter jeg med ned i smerter og begynder, at græde, det gør ondt og er begyndt at klemme på luftvejene og jeg hiver også efter vejret. Jasper finder min astmaspray og det hjælper lidt. Jeg rejser mig op og tørre mine øjne og siger jeg vil igennem, da der er langt ned til den næste. Jasper spørger om jeg er klar, jeg svarer: ”ja” og kæmper mig igennem de sidste 3 km. Da jeg kommer forbi målområdet kommer Aksel forbi, som er på vej i mål, som nr. 2. Aksel siger lige et par opkvikkende ord, det hjalp lidt, men det var 3 enorm lange km, men i mål kom jeg og var meget ked af det.

Heldigvis var Jasper med og vi fik snakket tingene igennem og ja, det var bare ikke min dag L

 

Det næste der skal ske er DM duathlon, som jeg føler, er en smule på hjemmebane, da det igen er i Aalborg. Dette stævne har jeg valgt, at nedprioritere en smule og i stedet blive helt klar til at køre Powerman Falkenstein, som ligger d. 30. maj i Tyskland.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke går efter sejren, selvfølgelig vil jeg gøre alt for at blive dansk mester igen, hvem ellers gider og køre otte gange max op ad Munkebjergvej (Vejle) for at blive klar til det kære Ærtebjerg ;-)

 

Vi snakkes ved inden DM.

18/4-10, DM 10 km landevej, forårs klassikeren og 5. sejr i Danisco cup

Som overskriften fortæller, så er der sket meget siden jeg har haft skrevet sidst, ikke fordi jeg ikke synes, der ikke har været noget at skrive om, men med et fuldtidsjob og mange timer træning, må man jo vælge sine prioriteter.

DM 10 km landevej, op til dette løb havde jeg stadig noget sygdom i kroppen, så mine forventninger var ikke de store, dog havde jeg håbet på, at jeg kom under 38 min, det kom jeg ikke og brugte lige lidt tid på, at være lidt frustreret over formen. Heldigvis har jeg en fornuftig træner, der siger, at det hjælper ikke at bruge energi i stedet tænk frem af. Det valgte jeg så, at gøre og det har især hjulpet at begynde at løbe med AGFs damer.

Så blev det endelig påske og tid til lidt afslapning og familiehygge, men påsken lå i starten af spril og den første søndag i april er også lig med forårsklassikeren Jels duathlon.

Det var også en klassiker i år med regnen der væltede ned og vinden der bed i kinderne. Det regnede så meget, at jeg måtte tømme min enkeltstartshjelm for vand inden starten. Heldigvis var der en, der synes det må havde været lidt synd for os, for 10 min inden start stoppede det med at regne, men vinden blæste så op, men igen positiv oplevelse, vi havde side medvind på hovedvejen, hvilket jeg kun har prøvet en gang ud af de 5 gange jeg har deltaget i Jels.

Selve taktikken var fuld knald på løbet, men cyklingen skulle jeg holde på B13/14. Det var ikke ligefrem nemt, at holde varmen, så jeg tænkte hele tiden på hvor meget jeg glædede mig til, at komme ud og løbe. Og hvilken skøn fornemmelse det var, at få varmen i mine små fusser igen. Resultatet var noget langsommere end sidste år, men løberuten var noget mere blævret i år end sidste år, så igen et ok resultat.

Min krop er begyndt at være mærket, af den meget hårde træning, så da jeg torsdag d. 8. april skulle løbe sidste afdeling af Danisco cup, må det siges, at min krop følte sig absolut ikke klar. Heldigvis viste vejret sig fra en af sine meget gode sider. Der var nemlig var 11 grader og solen stod klar og vinden var mellem, men ok.

Så var der ruten, som absolut ikke var mild, jeg skulle løbe 10 km fordelt på en fem km rundstrækning. De første 2½ km på denne rundstræk var opad, derefter 1½ km nedad og så det sidste opad. Så igen havde jeg ikke forvente noget som helst.

Jeg startet fornuftig ud, men ved 1 km mærket ser jeg Lene Duus (tidligere DM i 10 km og maraton), pis tænker jeg, jeg orker bare ikke, at spurte om sejren i dag, for Lene D var kun få sekunder efter mig til DM 10 km landevej i år. Jeg har godt nok fået at vide, af coach, at det skulle være 90 % af max, men heller ikke smide sejren væk. Jeg sætter tempoet lidt højere op af den første stigning og ved vendepunktet kan jeg ikke se Lene og derfor bange for, at hun lægger lige bag mig. Jeg får, at vide fra Bente Jacobsen (min massør), at Lene er langt væk, så jeg tager det med ro anden gang opad bakken og kommer i mål 38.23, hvilket er godkendt og tilfreds. Lene kommer først et minut efter mig.

Lige nu er der tid til en gang nedtrapning inden jeg skal til mit første topningsstævne, som er Powerman Holland, det uofficielle EM. Jeg glæder mig meget og er en smule nervøs, for det er først nu jeg finder ud af om træning har været optimal nok.

Selve feltet for damerne har jeg ikke nærstuderet, men der er en del af de gode piger, som kommer, for eksempel Camilla Lindholm, som ligger nr. 1 på ranglisten, Emma Dews vandt powerman BE, Maud Goldsteyn, som er en god løber, Jacqueline Uebelhart, som er en stabil athlet. Derudover mange navne jeg ikke kender, så det skal nok blive en god konkurrence.

7/3-10, Sejr nr. 4 i Danisco cup

Jubiii, så blev sejr nr. 4 hævet i land i dag, ikke en optimal løbedag for mig, da den startede med at harke nogle grønne og gustne klatter op, men jeg tænkte det skal ikke knække mig, der skal mere til. Så tænkte min krop, vi prøver med at hoste anfald, men nej. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville løbe 4. afdeling (Aros) af Danisco cup, det eneste der fysisk skulle holde mig tilbage var feber, hvilket ikke var noget af.

 

Må sige, at tiden var også derefter ikke imponerende 39.02, hvilket er noget fra sidste års løbstid, som var 37.20. Derimod vandt jeg i år, som gør navnet på overskriften, det jeg lidt stolt af, trods af præmien, da jeg fik den 3. newlinetaske med alt for stor løbetrøje i. Dog har jeg kunne glæde mine holdkammerater med nogle af gaverne og det er jo ikke derfor jeg løber for at få gaver/præmier. Som min tidligere træner Aksel sagde til mig engang. Husk, at være glad for, at der overhovedet er nogen form for præmier. Det husker jeg, når mine tanker bliver alt for negative omkring præmier og tager det med et smil.

 

Selve løbet, havde jeg ellers lavet en fin aftale med Søren Bystrup, men den holdt ikke andet end 500m, så var han væk, så havde jeg min trofaste ”hare” fra 1900, men han løb også fra mig i dag. Så jeg måtte klare mig igennem helt alene, men det gik og meget hæderlig, at have et bundniveau der siger 39 min på ca. 10.2 km (ifølge min gps), det skal nok blive en god sæson. Den næste 10 km er DM, der håber jeg at der ikke sniger sig en forkølelse ind, hvis der gør, så tager jeg den med.

 

Ellers stod weekenden på fødselsdag, da min kære Jasper er blevet 30, så hele den pukkelryggede var på besøg. Det medførte så, at Jasper blev smittet og er nu syg – ja vi er lidt ynkelige..

 

På genskriv

19/2-10. 3 af 3

I søndags var der 3. runde af Danisco cup, som var Brabrand søen rundt. Som de sidste par lørdage, så begyndte der at sne, så der var igen sne på ruten, havde håbet, at den var totalt ryddet, men ikke helt. Så der var steder, hvor der lå noget sne, men primært godt underlag. Dog på nær til sidst, skulle vi op ad en bakke, som var ren sne, det havde jeg desværre ikke en særlig god teknik til, så jeg missede lige ca. 15 sek. på den strækning. Årsagen til jeg ved, at jeg tilsat præcis denne tid, er fordi jeg fulgte med en 1900 løber, som jeg fulgtes med hele vejen lige på nær op ad denne bakke. Dog er jeg ikke så trist, da tiden blev 38.30.

Ellers er jeg ved, at være dødtræt af alt den sne. Heldigvis er jeg begyndt, at cykle udenfor, når det kan lade sig gøre, men blæser/fyger der lidt, så bliver vejene hurtig usikre og Brabrand søen er ikke helt lang nok til at jeg gider, at cykle alt dernede.

Så jeg må kæmpe mig igennem denne enorme lange vinter, som jeg håber snart får en ende, da jeg ikke har mulighed for at komme træningslejr. Måske et dumt år at prioritere sådan, nu hvor vinteren har valgt at vise sit sande jeg - grrrrrr. Heldigvis får jeg nok snart de nye cykler, så kan det hjælpe lidt på humøret

Det næste store der skal ske, er at Jasper snart bliver 30 og så er der 4. afdeling af Danisco cup, som er Aros runden. Denne runde satte jeg pr på sidste år, så jeg håber at jeg kan få et godt løb igen.

Vi skrives ved…

31/1-10, Sejr i Danisco Cup 2

Jubiii, endnu en sejr i Danisco cup i tiden 40.50. Det lyder ikke, som noget specielt, men i betragtning af rutens tilstand og kupering, så er jeg ganske tilfreds, selvfølgelig ville jeg, da helst under 40, men gider ikke, at bruge tid og energi på, at ærgre mig over det.

I går lørdag d. 30. januar begyndte det at sne om aftnen og jeg var temmelig usikker på, om der vil være løb i dag (søndag d. 31. januar). Så jeg stod op lidt over 7 og tjekke Århus Motions hjemmeside og de havde opdateret kl. 5.30, at der ville være noget sne på ruten, mens ellers gangbar. Hmm, tænkte jeg, da jeg kiggede ud på vores vej, som var mere hvid end sort. Gad vide om de kan vurdere noget kl. 5.30, for der burde være pænt mørkt. Jeg havde tiltro til Århus Motion.

Vi (Jasper og jeg)kom lidt senere hjemmefra end jeg plejer, så der var ikke så megen tid til opvarmning, heldigvis havde jeg besluttet, at jeg ikke ville løbe i konkurrence sko, da jeg ikke vidste, hvor meget sne og is, der ville være på ruten. Så der skulle ikke benyttes så megen tid på, at skifte tøj.

Vejret, havde heldigvis vist sig fra den gode side, næsten vindstille ca. -1 til -2 grader og ingen snevejr. Da jeg var lidt sent på den og havde ca. 4 min til start, måtte jeg møve mig lidt frem, det gik ok, folk var flinke til at gøre plads, så jeg stod næsten helt fremme ved starten, frem for sidste gang jeg løb.

Jeg løb 10 km, dvs. 2x5 km, hvor det meste af ruten var på fortov og cykelsti, dog de sidste 500m, var op ad en villavej, hvor da jeg kom første gang, så var 5 km og walk også på denne villavej. Ikke nok med det, så var der kommet en gravko for at fjerne sne (flink mand)og en bil skulle væk (helt ok). Jeg kommer som løber og har fokus på den korsteste vej og hurtigste, i dette tilfælde var det i mellem bilen og gravkoen. Denne smutvej, var jeg ikke den eneste der havde set, en anden dame ville også imellem, hvilket ikke er noget problem, medmindre, at man stopper op og står stille! Godt nok løb jeg ikke monster stærkt, men der var heller ingen grund til at gå, så jeg (Dum kælling, som jeg kan være) tager begge hænder frem i strakte arme, som en god gammel ulovlig håndbold takling og råbte: ”Go, go, go”, indtil jeg havde fri bane igen.  Så nu må jeg hellere benytte lejligheden til at sige undskyld, men jeg ved også, at sker noget lignende igen, så dukker den dumme kælling op i mig – sorry…

Anden runde gik noget bedre med at få plads, så kampen der at holde tempo puha, endelig i mål og så fik jeg en ganske god præmie. En Newline sportstaske, hvor der var en lille Newline muletaske, tshirt og Anthon Berg Chokolade uhmmm.

Det var en beretning om mit løb i dag, for at slutte den helt af, så tror jeg, at jeg i går bestod vikingen testen, da jeg cyklede 2½ time i minus 6 grader efterfulgt af 25 min x-løb – SÅDAN! (billeder af cyklen i arkivet :-)

25/1-10: Kort opdatering :-)

Så er der igen gode nyheder for mig, jeg har fået endnu en ny sponsor aftale i hus (næsten ), mangler dog lige at få den underskrevet, når jeg har det på plads vil jeg offentlig gøre, hvem det er…

Ellers har tiden gået med at få den første sejr i Danisco cup, som var i søndags den 17. januar. Det gik fint tiden blev 38.53. Dog var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne hænge på dem jeg fulgte med, for så ville jeg kunne havde fået en tid der var omkring 38.30. Det gik rigtigt godt indtil ca 8 km, der kunne jeg ikke holde pacet mere og derfor sætte farten ned. Mon ikke jeg kan gøre det bedre næste gang, som er i Risskov d. 31. januar. Hård rute alt efter vind og vejr.

En kort opdatering herfra…

7/1-10: Godt nytår, sidste afdeling af Orbicon Cup
Jeg vil starte med, at ønske alle et rigtigt godt nytår og håber, at alle kommer sikkert ind i 2010.

2009 sluttede jeg af med at løbe den sidste afdeling af Orbicon cup, distancen var 10 km. Ruten var ændret en smule pga. iset veje, men ikke noget der havde den store betydning. Primært var det rent asfalt at løbe på, men de sidste 500 m var ren is/sne, så der måtte farten blive sat en smule ned.

Jeg var en smule usikker på, hvad jeg egentlig kunne løbe på, da den sidste tid ikke har været optimalt løbevejr og mange pas måtte derfor ændres til en ”rolig” tur, hvis man kunne. Oven i hatten så havde mit helbred bestemt, at jeg skulle have snot i ørene, så en forkølelse oven i. Derfor var mine forventninger ikke de store.

Starten går og alle tonser af sted, jeg bruger lige et par min på at finde min egen rytme og ser at alle tonser forbi, her skal det lige nævnes, at 5 og 10 km starter sammen og løber på samme rundstrækning, dog skal 10 km løbe 2 omgange. Efter første omgang får jeg, at vide, at jeg fører, åh det var dejligt og forsøger, at holde tempoet. Da jeg har løbet ca 6, 5 km kommer tv2 Østjylland hoppende ud på ruten og begynder at interviewe mig, det var en meget spøjs oplevelse. Samtidigt med, at jeg bliver interviewet skal jeg løbe rundt om en kegler og her kan jeg se, at nr.2 dame er ca 100 m bag mig, Hov, nu er der hvis ikke tid til at hyggesnakke mere så begynder at øge farten så godt jeg kan. Pyha de sidste 3 km var godt nok en hård omgang, men jeg holder 1. pladsen hjem og har 23 sek. ned til nr. 2. Tiden for mig bliver 39.44, hvilket er ok.

Næste gang jeg skal i ilden er den 17. januar, hvor Danisco cup starter, det bliver spændende for den løb jeg også sidste år, så nu kan jeg evt. se om min form er, hvor den bør være J

Ellers er hverdagen begyndt igen, ligeså skønt det er med ferie, så er det også rart at komme ind i dagligsrytmen. Dog savner jeg enorm meget, at man kan snuppe sig en morfar midt på dagen, men det må jeg lige vente med til den næste ferie, som for mit vedkommende først er til påske…

Vi skrives ved

27/12-09: God Jul og Godt nytår
Tiden er simpelthen fløjet af sted, jeg har ikke udført det store her på det sidste, men har haft enorm travlt, Jasper mener, at jeg har været for stresset og ikke spor sjov at være sammen med.

For at gå tilbage til der, hvor der egentlig burde havde været noget at skrive om, så tja, så blev der ikke en tredje afdeling af Orbicon cup for mig, da jeg blev syg om lørdagen. Hvad jeg fejlede aner jeg ikke, men sikkert noget influenza. Hele fredag hostede jeg grønne grimme klatter op og havde noget besvær ved at trække vejret. Jeg har astma, så jeg troede måske denne kulde havde påvirket det lidt. Lørdag, da jeg havde været ude at cykle, var jeg bare så træt, at jeg lagde mig til at sove og vågne først 3 timer senere, fordi Jasper skulle være sikker på, at jeg var i live. Min appetit var væk og ville kun sove og drikke mors hjemmelavede kirsebærsaft. Søndag morgen var bestemt ikke bedre, havde været optimist og sat vækkeuret til kl. 8, så jeg var sikker på, at jeg kunne nå og få morgenmad inden løbet startede. Da vækkeuret ringede, var der næsten ikke overskud til, at slukke det, så nej ingen løb til Susanne, men sov i stedet videre til kl. 11.30.

Der gik faktisk lang tid, hvor jeg døjede med at få luft, heldigvis hostede jeg ikke grønne klatter op mere, men var presset på vejrtrækningen, når jeg skulle træne.

Måske min krop kunne fornemme, at nu er vinteren på vej. Onsdag morgen da jeg stod op for at løbe en morgenjog inden jeg skulle møde kl. 8, så kunne jeg ikke forstå, hvordan det kunne være, der var så lyst udenfor. Kl. var jo kun 5. 40, eller havde jeg sovet over. Nej selv clockradioen viste også 5. 40. Årrrh hvad, der har sneet, det blev en meget interessant løbetur, men meget sjovt.

Lige så skønt det er med sneen, er det også en smule svært at træne helt optimalt, men så er det godt med en turbotræner og adgang til er fitness center, så der kan løbes på løbebånd og Cross træner.

Julen blev fejret for første gang væk fra de trygge rammer i Salling, det var stille og roligt med Jaspers familie. Nytår bliver også stille og rolig, herhjemme med noget god mad og drikke.

Jeg håber, at alle har haft en god jul og et godt nytår… på genskriv i 2010.

29/11-09: Orbicon Cup 2.

Nu må jeg hellere få opdateret fra sidste weekend, hvilket jeg lovede, at jeg vil gøre hurtigt efter, så seks dage senere…

Det gik rigtig godt, mit mål var jo at komme under 40 min og det gjorde jeg i tiden 39.30. Ruten var en anden end sidst måske en lille smule fladere, men noget mere teknisk, da der var mange sving og vi løb igennem en smule skov, der var meget smattet pga. nedfaldende blade. Det var 10km, der var fordelt på 2x5 km, den første halvdel gik rigtigt godt og jeg havde overskud, så kom anden runde, hvor jeg kunne mærke at formen ikke er i top. Så her arbejdede jeg virkelig med det mentale niveau, for jeg havde ikke spor lyst til at fortsætte, heldigvis er jeg enorm stædig og holder førstepladsen hjem. Så nu ligger jeg nr. 1 over individuelle kvinder i cuppen med godt 3 min ned til nr. 2.

Ud over Orbicon cup, så har jeg og Jasper været ved at eksperimentere med min ergomo. For at finde ud af, hvilke watt, der ca. svarer til min borg skala, skulle jeg køre en test.

Testen var 20 min, hvor jeg skulle køre mig helt ud på turbotræner. Det var meget hårdt, men trods jeg ikke følte at jeg var godt kørende, så endte jeg med resultatet, 223(4,4W/kg) i gennemsnitswatt.

I morgen søndag skal jeg lave en løbetest, det glæder jeg mig bestemt ikke til, for jeg hader løbebånd, men mon ikke det nok skal gå…..

21/11-09: Igang igen.

Ja, jeg kan godt mærke, at jeg er lidt ude af trit med at få skrevet jævnligt, men sæsonpausen har nok sat sig på mine skriveevner..

Der er sket lidt siden sidst, for det første deltog jeg i Orbion cup, som er en motions løb, der strækker sig over 4 afdelinger, distancerne er 5 og 10 km, der gives point for alle afdelinger og den løber/hold som har flest når alle afdelinger er løbet, kan vinde noget løbetøj. Dog kræver det at man gennemfører alle afdelinger.

Den første var for ca. tre uger siden og det gik ikke særligt godt, man kan godt sige, at jeg var pænt skuffet med en tid på over 40 min. Der skal da lige tilføjes (ingen undskyldninger) at jeg var blevet snottet og hostede en del og et par dage efter løbet blev jeg lagt ned med influenza. Pyt, nu er den skuffelse ude og jeg tænker, at nu kan det kun gå en vej. Så allerede på søndag(23/11)  skal jeg løbe igen, dog en anden rute, men spændt på, om jeg ikke kan komme under 40 min denne gang, ellers tror jeg at jeg bliver enorm irriteret på mig selv.

Derudover har jeg fået sat min fortcykel op som vintercykel, da jeg har anskaffet mig en ergomo, det var planen, at den skulle havde været sat på min tidligere vintercykel, men det gevind der sad i den passede ikke med ergomos, så øv, øv. Til gengæld har jeg fået mig en rimelig god vintercykel, det kan tydeligt mærkes, det er en fornøjelse at cykle. Samt er det blevet noget sjovere, da man hele tiden kan se ens arbejde og jeg bliver derved ikke så frustreret over at min puls og hjerne ikke vil arbejde sammen.

Nu skal jeg dog lige bruge noget tid på, at finde ud af, hvad der skal køres med af watt i de forskellige ”zoner”, men når træning føles som en leg, så er det jo ingen problem at finde ud af.

Det var lige en kort opdatering fra sidst, skal nok forsøge, at skriver hurtigere næste gang….

20/10-09: Vejleådal ½ maraton #1

Så er der sæsonpause, det vil sige en uge helt uden træning, men inden denne pause sluttede jeg sæsonen af med at løbe halvmaraton i Vejle.

Inden start havde jeg ingen ide, om hvad jeg skulle løbe på, dog på startstregen kommer der en af de kvindelige modstander hen til mig og spørger mig, om det er mig der skal vinde? Jeg svarer; ”Det ved jeg ikke, nu må vi se, hvad der er i benene.” Dog vidste jeg, at hvis jeg ikke kom under 1.30, ville jeg bestemt ikke være tilfreds.

Så mit mål inden start var, at jeg skulle hvert fald under 1.25 og gerne 1.24 så ville jeg være enorm glad.

Trods datoen var den 18. oktober og vi nærmer os med hastige skridt vinteren, så viste vejret sig fra den venlige side. Det vil sige ca. 10 grader, høj sol og næsten vindstille, perfekt vejr til at løbe i.

Løbet; jeg stillede mig allerforrest og lagde meget hårdt ud, for at tjekke, om der skulle være nogle hurtige kvinder med, da jeg efter de første 3 km ikke så nogen fandt jeg lynhurtig en gruppe mænd, som jeg hægtede mig på. Deres tempo passede mig perfekt, dog faldt jeg af i væske depoterne, da ikke fik ordentlig fat i krusene. Så jeg missede lige 50 m, som jeg hentede fint ind igen. Svære blev det, da jeg kom ud til 10 km, hvor jeg tabte min gel, heldigvis havde jeg taget en ekstra med, men igen måtte jeg standse helt op for at få væske og der måtte jeg slippe den gruppe jeg lå med – øv.

I stedet for at blive negativ og bruge energi på det fandt jeg hurtigt rytmen og fik drukket lidt mere af det lidt kolde vand, end jeg normalt ville gøre. Ruten er ud hjem med en lille sløjfe på, ved vendepunktet kan jeg se, at jeg har et stort hul til nummer 2 og 3, så jeg fortsætter i sammen rytme. Det fede ved at dette vendepunkt var alle de, som løb modsat mig, heppede på mig og kom med en masse positive tilråb, det gav lige lidt mere blod på tanden og et lille smil på læben. Jeg brugte denne optur til at komme nærmere nogle af de mænd, som var faldet fra den gruppe, som jeg tidligere lå i.

Ved 14 km kunne jeg mærke, at det er et stykke tid siden, at jeg havde løbet langt med høj hastighed, så her kunne jeg begynde at mærke krisen. Jeg begyndte at tælle ned på tid og minutter og lige pludselig syntes jeg, at km virkede enorm lange og ruten meget kedeligt, trods at det var en meget flot natur jeg løb i.

Endelig kunne jeg krydse målstregen i tiden 1.23.35, hvilket var meget tilfredsstillende og havde ca. 4 min ned til nr. 2, så en sikker sejr, trods formen ikke var i top, men en god måde at slutte sæson af med. At jeg så havde en lille nevø på knap 2 som bare så gerne ville med på præmieskamlen gjorde det hele rigtigt hyggeligt :-)

Nu skal der lægges nogle kræfter i arbejdet igen, også begynder den nye sæson, som jeg er meget spændt på, da jeg har fået investeret i en ergomo. Glæder mig til, at se, hvad den evt. kan gøre ved min træning – tror det bliver hårdt.

På genskriv efter pausen..

9/10 -09. Off season

Det har været et stykke tid siden, jeg har haft skrevet, egentlig fordi jeg ikke har haft så meget at skrive om rent trænings mæssigt.

Lige nu går jeg og nyder at jeg ikke skal træne så mange timer og at det primært er lystbetonet træning. Dog hat jeg valgt at løbe ½ maraton om 1½ uge så jeg har lidt kvalitetstræning endnu. Jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke køre på samme tempo, som for et måned siden, det er hårdere at holde 4.00 fart, så nu må vi se, hvad jeg egentlig kan til Vejle ½ maraton den 18. oktober.

Det er ikke fordi jeg lægger på den lade side, for jeg har haft temmelig travlt på arbejde, men det er skønt at kunne give det noget mere fokus og komme ordentlig ind i en rytme inden jeg går i gang med den tunge og mentalt hårde grundtræning hen over de evt. meget kolde, mørke og våde vintermåneder.

Jeg har evalueret sæson sammen med Coach Jasper og kom frem til, at det har generelt været en god sæson, hvor jeg har nået (de fleste af) mine mål, men også lært utroligt meget omkring mental fokusering både i træning og konkurrencer, fået en større viden omkring energi indtag og vigtigheden i at lytte til sin krop.

Under evaluering vurderede Jasper og jeg, at det kunne være en god ide med noget mere råstyrke, derfor jeg begyndt i et fitness center. Jeg har kun været der et par gange, men tænker det skal nok blive godt og hyggeligt, da Jasper og jeg tager af sted sammen.

Det var en ganske kort opsummering, men skal nok lige skrive min beretning omkring Vejle ½ maraton, hvor jeg har sat målet 1.20, men tror det er lige optimistisk nok, men nu må vi se…

7/9-09. Powerman Zofingen #13

Så er det hele overstået og jeg sidder med en god følelse og lidt sær skuffelse, ikke fordi min præstation i går var dårlig, men fordi der opstod nogle ting, som jeg selvfølgelig godt kendte til for eksempel, at min astma medicin(ventolinen) holder i godt 4-4.30 time, så når man tager medicinen kl. 7.30 og løber og cykler i over 5½ time, så er det ikke så godt, dvs. godt 6 timer efter det første sug, kunne jeg få min medicin igen i T2. Dog troede jeg, at de piller(singulair) jeg tog udover ventoline ville medføre, at ventolinen vil holde i længere tid.

Det var min største skuffelse og nu er den pt ude af verden selvfølgeligt skal jeg have fundet en løsning på problemet, så jeg kan køre lange konkurrencer.

Tilbage til, hvad det egentlig handlede om nemlig racet.

Søndag morgen stod jeg op kl. 5 og havde sovet ganske fint, eller hvad man nu kan inden sådan en debut.

Da klokken nærmede sig mere og mere kl. 8 kunne jeg mærke de små sommerfugle flagre i maven og var meget nervøs inden start, da de ca. første 2½ km gik op ad og det er ikke min stærkeste disiplin at løbe opad, så jeg frygtede, at alle bare ville sætte mig. Der blev også lagt godt fra land, dog ikke mere end jeg kunne være med på første gang vi skulle op over den. Jeg faldt lidt fra ved 2 km, men kom stærkt med igen ned ad bakken, hvor benene bare løb ad sig selv og opdagede at jeg fløj forbi alle kvinderne og lå ved 4 km forrest. Jeg tænkte inden grund til at skabe uro, så jeg fik pusten inden vi nu engang skulle op ad. Første løb var 9, 2 km bestående af 2 runder i kuperet skovterræn. På anden runde blev jeg total sat opad bakken og tror jeg havde godt 100m, men igen hentede jeg dem igen på nedløb og løb de 9, 2km på godt 36 min #8

T1, jeg får dagens hurtigste skifte og formår at komme ud på cyklen, som nr. 5, dog har pigerne meget travlt og de hamre af sted, jeg tænker, ah det er lige hurtigt nok for mig, vi skal alligevel cykle 150 km på nogle pæne hårde stigninger.

Jeg finder hurtigt min rytme og får hængt mig fast på en franskmand (Sylvie Quitot), hende og jeg følges ad på det meste af 1 runde, på Bodenberg (den hårdeste stigning også midt på ruten), kommer Jacqueline fra Schweiz, hun køre forbi mig, men jeg henter hende igen på en meget lang nedkørsel. Så Sylvie, Jacqueline og jeg følges pænt ad selvfølgelig inden for reglerne på 2. Runde.

Slutningen af 2. Runde kan jeg mærke, at der begynder at ske noget med mig, ikke at jeg mangler sukker, men der kommer bare ikke noget power ud, når jeg skulle køre op ad de sidste små bakker og luften begynder at besvære mig. Jeg kommer hen til skiftezonen og Jasper råber, jeg ligger nr. 10 hæng i, men kan mærke allerede der, der er noget forkert.

Da jeg kommer til Bodenberg på sidste stigning er jeg grædefærdig, alle dem som jeg har overhalet kommer forbi og hele herrefeltet med en super stærk kørende Søren Bystrup også forbi, endda overskud til at råbe lidt op muntrende til mig. Det hjælper en smule, men nu begynder det også at sortne for mine øjne og er egentlig ikke klar over om jeg er vågen eller sover, jeg tænker kun på, kommer til skiftezonen, så jeg kan få min medicin og så må jeg gå de 30km, for igennem vil jeg. Jeg husker ikke meget af de sidste 30 km, men får stiller cyklen, som nr. 15 og flyver i min astmaspray og får stille og roligt skiftet til løb.

T2, jeg havdde valgt at have en par gode stabile snørrebånd sko på, da jeg vidste, at der var meget nedløb i skov og for ikke at vrikke om eller skade mine knæ. Dette valg synes jeg selv var godt, da mine knæ havde det godt, det var mere mine lår som var mærket. Så jeg brugte derfor lidt længere tid i skiftezonen end jeg plejer.

Det gik hurtigt med at komme i gang, trods de først 3 km næsten kun går opad og er på skov/grusstier. Jeg kunne mærke at luftvejene fungerede igen og løbe stort set alle 30 km, dog var jeg nede at gå 3 gange op ad nogle bakker, vil skyde på at jeg har gået under 1 km alt i alt.

Jeg var vild med løbeturen, den gjorde ondt, men var enorm hyggelig, dog på nær alle de mænd der pludselig standsede op midt i det hele for at tisse, nå ja, jeg var også lige en tur i skoven og sidde, fordel ved at løberuten har så mange træer.

Udover træerne, så var der en kanon stemning, med masser af tilskuere og dyr, vi løb nemlig forbi nogle vildsvin og dådyr.

Jeg løber i mål som nr. 13, så får løbet mig 2 placeringer op, dog et stykke fra spidsen, men så har jeg noget til gode til næste år, mon ikke det kun kan være en forbedring….

Tusind tak for hjælpen af alle de danskere der nu engang er hernede både atlether og tilskuer, især tak til Sørens far Torben og Aksels kæreste Jannie der gav mig vand og sukker på toppen af løberuten og en masse positiv opbakning. Derudover var der jo min dejlige kæreste Jasper, som også holdt mig kørende og tak for din tålmodighed..

Nu er der sæson pause, som skal bruges på overvejelser til næste sæson og tid med familen – vi ses

4/9-09. Så er det nu.

Søndag den 6. september er dagen, som jeg har ventet på nu i meget lang tid og så er spørgsmålet om, er jeg klar?  Ved det egentlig ikke, for jeg har stadig lidt svært ved at forstå, at jeg for over et år siden bestemte mig for, at nu skulle jeg se om jeg kunne begå mig på den noget længere distance og prøve kræfter med den kendte ZOFINGEN.

Status lige nu, er at jeg har været ude og køre hele cykelruten igennem, den er rimelig kuperet et par steder, men dertil er der også nogle gode lange nedkørsler, som kræver en vis koncentration. Min fornemmelse er, at ruten passer mig fint, da det ikke er ekstrem stejle stigninger, men jeg er også meget bevidst om, at 3. omgang ikke bliver nært så sjovt, som den 1. omgang.

Selve løberuten har jeg ikke set det hele af endnu, men har løbet første løbetur og fundet ud af, at jeg har en lille fordel i at være lille. Jasper var med ude og løbe og inden vi havde nået den 1. Km konstaterede Jasper, at dette stævne ikke er noget for ham…

Det var lige en kort briefing fra mig, skal nok opdater så hurtigt jeg kunne efter stævnet…

15/8-09. Powerman Belgien (10-60-10) op og nedtur

Søndag d. 9. August var jeg atter i konkurrence, en lidt underlig følelse, da som jeg skrev sidst er noget tid siden jeg sidst havde været i konkurrence, så min nervøsitet var lidt svær at styre.

Det specielle ved dette stævner er at vi først starter kl. 14.30, hvilket er en svær ting for mig, godt nok har du ikke stress på aftenen før, men jeg føler, at mit hoved har svært ved holde det rette fokus. Jeg er meget mere til at skulle tidlig op og så i gang.

Vejret viste sig fra den rigtige gode side, omkring 25 grader, overskyet med lidt vind og ruten er pandekage flad, dog med nogle skarpe sving på løberuten, ellers passer den mig ret godt.

Taktikken var at jeg skulle prøve at styre løbet på første løbetur, og ikke lade nogle slippe væk som i Holland. Til min store overraskelse så havde jeg kontrol over løbeturen og kom først ind i T1 med 3 andre. Jeg får lavet et hurtigt skifte og prøver noget som jeg igen aldrig har prøvet nemlig at have to motorcykler kørende foran mig, da jeg er den første af alle på cykelruten. Vi skal cykle 4 omgange af 15 km og hele den første runde har denne fede oplevelse at have to motorcykler kørende foran mig. Efter et lille stykke inde på anden runde overhaler de første herre mig og jeg må ”vinke” farvel til motorcyklerne. Da jeg er halvvejs på anden runde kigger jeg bagud og kan se at der er en som ligger og lurer bag mig, Det er Emma Dews (GBR), hun overhaler mig og jeg holder mig 10 m bag hende.

Så skete det uforståelige at et stykke inde på 3. Runde overhaler en stor gruppe herrer (ca. 6-8 stk) mig blandt andet med Aksel og  han spørger mig, hvad jeg ligger, jeg viser to fingre, Aksel nikker og jeg svarer at nr. 1 ligger lige 10 m foran…. Og så hører jeg en modbydelig skinger stemme råbe noget, som skal forstille at være engelsk, men hvad ved jeg ikke. Det næste jeg ser er en motorcykel med en lille dame, som har dommerjakke på. Igen hører jeg: ” You got a penalati”. Jeg svarer: ”What, I can´t  hear you” Det er ret svært at hører ting under en enkeltstartshjelm og til dem som ikke ved det, så er jeg døv på det ene øre, så jeg sætter farten lidt ned og køre helt hen til dommeren og får et svar. Hun svarer:  ” You got a penalati”. Så forstod jeg, hvad den lille dame sagde, jeg havde fået en penalty/straf, som betød at jeg skal løbe ca. 400 m ekstra. Er I vimmer , hvor jeg følte mig uretfærdig behandlet og irriteret over at jeg skulle bruge så lang tid på at forstå, hvad  hun sagde, for jeg fik jo ikke noget sort kort at se Ggrrrrr.

Nå Emma Dews var nu meget langt væk og jeg kunne kun håbe at hun også vil få en, så gruppen overhalede hende, men det gjorde hun ikke. Jeg kommer forbi Jasper lige inde sidste runde på cykel og kommer lidt af med vreden og får at vide, at jeg bare skal lukke r….. og kører videre. Det var nok meget godt at få at vide, jeg får gang i benene igen og tror på det, da jeg stadig liggger nr. 2. Den sidste halvdel af 4. runde kommer  der igen en gruppe herrer forbi og selvfølgelig med en dommer,  jeg får en advarsel og falder så hurtigt tilbage, som jeg kan. Dog må jeg have denne dommer med hele resten af cykelturen hjem og kan derfor ikke træde igennem de sidste 7½ km, pænt sagt en øv cykeltur. Heldigvis skal man ikke kun se på det negative, så det positive er at jeg holdt 36Km/h i snit.

Nå ud på løbet, kan mærke at jeg har lidt trætte ben og kommer efter ca 500 m op til Jasper og får lidt cola, får at vide, at jeg skal tage min straf med det samme og bare give den gas, så kan jeg godt holde anden pladsen hjem. Da jeg kommer op til straf runden  står den meget onde lille dommer dame med sin skinger stemmer og siger: ” You got a penalati”. Jeg tænker, hold nu din mund jeg ved det godt. Da jeg mangler 10 m af min runde ser jeg Michelle Parsons komme løbende oh FUCK. Jeg hægter mig på, men kan mærke at jeg har svært ved at holde fokus og føler mig psyskisk knækket. Søren B kommer forbi og råber: ”du har hende”. Henne ved Jasper må jeg stoppe op og få noget cola og se Parsons forsvinde,  jeg er mentalt slået og kommer ikke op til hende igen, men holder 3. Plads hjem og er 24  sek. efter 2.pladsen surt….

Nå , trods jeg havde sat farten helt ned, så løb jeg med den sidste løbe tur mellem 4.02 og 4.22 min/km, så det er meget godt, at det tempo føles meget langsom.

Hjemme igen og i gang med hverdagen, som bød på en stille og rolig trænings uge, inden det går løs igen. Dog alligevel er jeg lidt træt, da jeg jo er begyndt at arbejde og det er med børn indenfor autisme spektret og de kan godt være lidt udad regerende, så jeg startede tirsdag med at få et slag i maven og par på hovedet… Mon ikke det bliver bedre

De næste uger går med fuld fokus på Zofingen, som jeg nok skal opdater om.

3/8-09. Slut med middagssøvn…

Så gik juli måned, det er helt vild hvor hurtigt 5 uger kan gå, når bare man har det ”sjovt”, eller hvad man kalder godt 81 timer træning.

De 81 timer har sat min udholdenhed på en prøve, jeg fik cyklet det længste jeg nogensinde har gjort, dvs. 156 km helt alene. Lige så langt som jeg følte det var, lå sejren nok mest i at jeg kørte denne lange cykeltur helt alene og følte mig totalt smadret og klar til at give op. Men dette kunne jeg ikke, da jeg lige skulle løbe 30 min på 4.30 fart efter have stillet cyklen.  Til min overraskelse føltes det lettere end forventet at holde denne fart og til tider måtte jeg sætte farten ned fordi jeg løb for stærkt. Endnu en kæmpe sejr.

Trods disse gode træningspas, synes jeg stadig det bliver en lang dag på kontoret, når jeg skal køre Zofingen og er jeg er meget spændt på, hvordan min krop reagere på en så lang distance. Dog er jeg forberedt på at det kommer til at gør meget ondt, men lige hvordan og hvorledes denne følelse bliver, må jeg vente lidt med at få svar på.

I mens jeg venter på den store finale kan jeg lige få testet formen af i Belgien, som er noget kortere, nemlig kun 10-60-10. Jeg glæder mig til, at se hvad jeg kan for det er ved at være noget siden jeg var i konkurrence sidst, hvilket var i slutningen af maj. Siden da har jeg stort set trænet alene og en masse mængde, så nu må jeg se om hurtigheden stadig er der og, hvor ondt det gør, at løbe 10 km max.

Dog kan jeg mærke, at jeg er begyndt at arbejde igen  og denne uge byder på man-tors 8-16.00, så har jeg heldigvis fri fredag, hvor vi kører til Belgien og kommer først hjem mandag.

Så denne uge startede med at stå op 5.50 og morgenløbe, så på arbejde kl. 8-16  ud at cykle  og så er jeg træt…………

Kan lige så godt vende mig til det for sådan bliver det nok at få fuldtids arbejde og vil opnå nogle gode resultater, heldigvis har jeg ikke noget i mod at stå tidligt op især ikke om sommeren, som desværre snart er over, men er der snart en lille pause fra træning og så kan jeg lige overskue den hårde mørke vinter, som også har sin charme. Tja jeg indrømmer det jeg elsker morgentræning….

På genskriv efter Belgien

14/7 Struktur på træningen.

Den sidste blog var ganske kort opdatering, af hvad der lige har været sket det sidste stykke tid, hvor jeg ikke har haft for meget overskud til at få skrevet.

Det er stadig skønt, at have sommerferie jeg nyder hver eneste dag, at jeg kan tilrettelægge den, som jeg vil og have tid til, at få styr på alle dagligdags tingene, såsom at få gjort rent, ordnet haven og ikke mindst få den daglig ”morfar” på sofaen, hvilket nok er mit højdepunkt.

Selve træningen går bedre, men alt er næsten alene, da klubræningen ikke passer så godt ind eller rettere sagt jeg kan ikke overskue, at løbe intervaller tirsdag aften kl. 19.30 i min ferie. Så i stedet for at pive må jeg bide i det sure æble og tage mig sammen. Det er jo også enkeltstart jeg skal køre så…

Jeg kan mærke, at sidste uge har givet mig lysten igen, jeg var kørt pænt sur i træningen sidst og var nærmest på vej til at opgive, fordi jeg synes det tærede for hårdt på mig. Heldigvis nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig til at komme til stævne igen og der er lige godt et måned til næste, som er Belgien. Så dvs. ca 2 måneder til den store finale for mit vedkommen nemlig Zofingen. Jeg er spændt, men også meget klar over, at det bliver enormt hårdt, især de 30 km løb. Men min indstilling er, at det må tage den tid det tager, for målet er primært at gennemføre og hvad der kommer derefter er kun dejlig bonus.

Men jeg er meget optimistisk omkring gennemførelsen af Zofingen, da jeg pt træner mere end jeg nogensinde har gjort. Lige nu er træning på omkring de 18 timer, som vist nok øges en smule mere de næste par uger. I de mange træningstimer er jeg begyndt at cykle og løbe langt. Cykling er nok det fysisk og psykisk hårdest, men det går og for hver tur jeg cykler bliver det ny pr i distance så lige nu er den på 134 km, så det er jo en god motivation i sig selv.

Den lange løbetur er lidt lettere at overskue, da jeg tidligere (2002) har trænet op til maraton og prøvet at løbe de 3 timer.  Dog er det stadig en udfordring at løbe denne lange tur, da intensiteten er væsentlig højere end dengang jeg trænede til maraton. Så tidslængden på den lange løbetur er pt 125 min og det svarer ca. til 28, 5 km, så det nærmer sig de 30 km….

Alt i alt så er der ved at komme nogle km i de små ben…

30/6. Sommerferie/træning

Pyha, der er sket meget siden sidst og derfor ikke haft det store overskud til, at få opdateret min blog.

For jer der ikke ved, hvad der er sket siden sidst, kommer der lige en kort opdatering.

Der hvor jeg arbejder altså i Multi-idræt i Lyseng, er blevet lukket ned pga. uoverensstemmelser med kommunen, så jeg har været i gang med at søge nyt arbejde og til mit held, er der rigtigt mange skoler specielt specialskoler, der søgte nye pædagoger til det nye skole år.

Jeg søgte tre stillinger og fik et negativt respons, men blev bedt om, at komme til samtale på de to andre. Så den første skole jeg var til samtale på, fik jeg så jobbet hos.

Det er på Langagerskolen (skole for børn indenfor autismespektret og ADHD), som ligger ca. 2½ km fra hvor vi bor, så en rigtigt god afstand. Stillingen er det på 37 t, men med meget fleksibilitet og min leder har en kæmpe forståelse for, at jeg træner så meget som jeg gør og har derfor med ”lethed fået fri til mine næste to stævner; Powerman i Belgien og Zofingen.

Så årsagen til, at jeg ikke har haft tid er fordi jeg har været til forskellige møder omkring mit nuværende arbejdets fremtid og skulle have gjort status med alle vores ting. Det lyder ikke af meget, men de som har arbejdet tæt med mennesker og især børn kender fornemmelsen af, at skulle sige farvel til nogle mennesker, som man nok ikke ser igen – det er lidt hårdt og har påvirket mig mentale og derved tæret på mit træning og jeg har virket enorm træt det sidste måned.

Nu har jeg heldigvis næsten 4½ uge sommerferie/afspadsering, som skal gå med at komme op i gear igen og få kørt en masse mængde ind i de små ben.

Jeg er begyndt at få træningsglæden igen, tror på at jeg nok skal komme igennem Zofingen.

19/5. Powerman Falkenstein

Så er det tid til at fortælle om en rigtigt god oplevelse, men også mit livs hårdeste duathlon hidtil, kan være at jeg siger det samme efter at havde kørt ZOFINGEN.

Powerman Falkenstein ligger i den sydlige del af Tyskland, meget tæt på den Tjekkiske grænse omkring 10 km. Dette område er enorm smukt, men bag den flotte natur er der også nogle meget hårde bjerge/bakker, som jeg blev kastet ud i. Jeg vidste godt på forhånd, at ruten på cykel vil være hård, men havde ikke troet at løberuten bød på så store udfordringer, som den gjorde, mere om det senere.

Vi ankom fredag aften i dejlig solskin og små 15 grader, efter ankomst luntede Søren B. Jacobsen fra klubben og jeg en rolig tur, så godt vi kunne, da vi boede forneden af en meget lang bakke, som vi senere fandt ud af, at vi også skulle køre på om søndagen, så det var god fortræning.

Lørdag blev der sovet længe, eller til 8, for vi havde planlagt at trille hele cykelruten (32km, dvs. 16km ud og 16 km hjem) igennem så tidligt som muligt, da den helst ikke skulle sidde for meget i benene. For på selve højdekurven stod der noget med 16 % stigning, men vi havde ingen anelse om hvor lang denne stigning var. Selv cykelturen gik for mit vedkommen godt, jeg formåede trods de noget hårde stigninger, at holde lav puls. Heldigvis viste det sig at den hårdeste stigning lå i starten at ruten og var omkring 2 km, så det var til at overskue. Dog kunne jeg godt mærke, at det er ved at være et stykke tid siden jeg havde kørt i bjergterræn. Resten af cykelruten gik også op og ned, men stigningerne var knap så stejle, man kunne ligge i sit tristyr og køre opad dem. Trods de sidste stigninger ikke var så hårde, så havde de nogle vældig runde sving, så man næsten følte at man kørte i cirkler.  Efter at havde kørt cykelruten igennem følte jeg mig noget mere sikker på ruten og fornemmede, at den godt kunne blive til min fordel med de mange tekniske sving, jeg skulle bare bide tænderne sammen over de første stigninger.

Senere lørdag tog Søren og jeg ud for at jogge noget at løberuten og som jeg havde læst højdekurverne så skulle de første 4 km være lettere ende de sidste 4, så mon ikke det gik. Her blev Søren og jeg slemt overrasket for efter godt 1 km kom der en rimelig lang og stejl nedløb og da løberuten var 8 km ud/hjem, så betød det jo, at så skulle vi op over den hjem av mine lår. Vi joggede ca. 2 km mere og så kom der en stigning jeg tror den var på 20%, heldigvis ikke særlig lang omkring 150 m, men det var rigeligt for puha hvor fløj pulsen af sted, da jeg satte mine ben på den bakke og da jeg vendte om og løb ned følte jeg nærmest som om at jeg satte mig på vejen, da der skulle bremses godt for at ikke flyve ind i skoven. Her var Søren og jeg enige om, at det ikke ville blive sjovt.

RACET:

Stod op og fik kørt mine rutiner igennem, som jeg har inden jeg skal køre et langt stævne, jeg kunne mærke at jeg var nervøs, for havde fået at vide, at vejret ville blive varmt omkring 27 grader og sidst jeg kørt i meget varmt vejr var i USA, som ikke endte særlig heldigt. Så jeg gik og overbeviste mig selv, at det ikke blev noget problem især ikke, da jeg ikke ville køre med enkeltstarthjelm på grund af bakkerne. Hele tiden op til starten gik jeg og smådrak (altså vand!), så det medførte også at jeg skulle tisse hele tiden, men hellere tisse 5 gange end at skulle med en tysk ambulance.

Taktikken var på plads efter at havde se løb og cykelruter, skulle jeg kører mit eget ræs og evt. have lift overskud på 2. løbetur, da det kunne blive en fordel. Derudover skulle jeg drikke hver gang jeg kom forbi et væskedepot og gerne sætte farten lidt ned, så jeg var sikker på at få noget vand.

Starten var en omgang på løbebane, derefter ud på de 16 meget kuperede km løb, der blev givet gas fra start, da alle startede sammen på engang og igen blev jeg bekræftede i hvorfor jeg ikke svømmer mere, det var virkelig klaustrofobisk at stå mellem så mange mennesker på så lidt plads, men heldigvis tager det ikke så lang tid, at løbe 400 m, så der var hurtigt luft igen. De første 4 km var op og ned med mange hårde stigninger blandt andet den på 20 %, jeg kunne se, at jeg mistede fronten, men bevarede hovedet koldt, da jeg vidste at der kom flere stigninger længere ude. De næste 4 km gik kun opad, de steg lige så langsomt, men underlaget var skov, så det virkede ikke så hårdt, som det kunne hvis det var asfalt. Ved vendepunktet kigger jeg på mit ur ca. 33 min, nu kommer min fordel nemlig 4 km nedløb, er, kunne jeg fornemme, at det var fordel at være lille, for alle dem, som overhalede mig op tog jeg ned, desværre var de to som lå foran mig på min størrelse, så dem kunne jeg ikke nå at hente. Jeg formår, at løbe de sidste 8 km 4 min hurtigere end de første 8, så det var vel fint disponeret.

Inden skiftet griber jeg lige en flaske vand, som jeg får drukket en del, af så jeg ikke er i ekstrem væskemangel inden den hårde opstigning på cyklen. Jasper fortæller, at der er 2½ min op til front og ca. 2 min til nr. 2. Jeg bevare roen og tager det så roligt, som man kan opad første stigning. Det kører fint indtil jeg kommer ud til at vende punktet, kan se, at de to forreste holde afstanden, men nummer 4 nærmer sig og 5 min senere har hun overhalet mig jeg hænger på med den tilladte afstand, men kan se at hun hænger i svingene, dette udnytter jeg og giver den lige ekstra gas her og får overhalet hende, men hun komme lynhurtigt forbi mig igen. Jeg ligger lige bag hende indtil vil komme ud til den stejle stigning for anden gang. Her kan jeg se, at hun er ved at være træt, da hun rejser op og sætter sig ned hele tiden og er nærmest ved at gå i stå. Jeg bliver bag hende lige indtil stigningen er ved at være over, så rejser jeg mig op og finder et punkt jeg har fokus på og bliver stående og træder indtil jeg når punktet. Kigger mig ikke tilbage for 7 km længere henne. Hun er sat og kom ikke op til mig igen. Ved vendepunktet kan jeg se, at jeg har nærmet mig de to forreste. Den forreste er Mariska Kramer fra Holland, som blev nummer to til sidste års VM og den anden en tysker, som jeg på dette tidspunkt ikke kendte, men vidste fra første løb at hun kunne løb. (fandt senere ud af at hun har været eliteløber). Efter vendepunktet kan jeg se, at hvis jeg holde tempo kan jeg hente nummer to, som også er ved at være træt, da hun også hele tiden rejser sig og sætter sig, samt ikke så teknisk i svingene. Jeg udnytter igen svingene til at komme forbi og for skabt et lille hul på ca ½ min.

Andet skifte, når ikke at komme ud af zonen, før jeg kan høre nummer 3 åndedræt og Jasper råber med fulde kræft hæng på, det gør jeg også den første km, og kan mærke på nedløbet, at lårene er brugt og det gør avs at løbe ned, men også op, så jeg fokusere på at trække vejret roligt og holde min tredje plads.

Ved vendepunktet kan jeg se, at Mariska ikke er specielt langt foran mig, men lidt for langt til at jeg kan nå op til hende, samtidigt kan jeg se, at der godt kan blive kamp om 1 pladsen, men at hvis jeg holder tempoet er 3. pladsen hjemme. Trods, det kun er 8 km, så havde jeg virkelig krise den sidste 1½ km, for det var den enorme hårde lange bakke, jeg skulle opad for sidste gang. Jeg havde en god snak med mig selv, hvorfor jeg ikke skulle begynde at gå. Selvom jeg havde lige gode argumenter for det ene som det andet. Jeg formåede at holde mig løbende og kom i mål 3.47.40, som nummer 3, men kun 1.40 min til nr. 1 og 45 sek. til nummer to.

Jeg er rigtigt glad for min præstation, da jeg fik overbevidst mig selv mange ting, som jeg havde været usikker på. Blandt andet det at køre i varme temperaturer, meget kuperet terræn og at jeg stadig godt kan disponere et løb.

Nu er der en lille pause inden fokusset er stillet helt ind på ZOFINGEN – det trænger benene også til, da de har meget ondt, når jeg skal gå ned af trapper….

8/5. Igen sølv til DM

Ja selve overskriften fortæller om, hvordan dagen endte for mig til DM kort duathlon i Guldbæk.

Jeg vil sige, at jeg personligt selv troede på, at jeg kunne få guldet med hjem i dag og at jeg bare var skide godt kørende især på cyklingen. Her tog jeg desværre lidt fejl, jo jeg var godt kørende, men Line Jensen fra OTK var lige en tand stærkere end mig opad Ærtebjerget, som er ca. 1,2 km lang og som har ca. 4,5 % stigning i snit. Godt nok er jeg en lille og let person, men bakker er ikke noget jeg er god til, så jeg vidste på forhånd, at denne bakke kunne blive min fordel eller ulempe.

Racet:
Selve løberuten var noget anderledes end, hvad jeg har været vant til at løbe på, for ca. 1/2 af ruten var på græs, som var meget blødt, men heldigvis ikke så glat, da vejret var klaret op i løbet af formiddagen. Så løbet på græs krævede nogle ekstra kræfter, at komme fremad, samt skiftet fra græs til asfalt gav nogle stød, som der lige skulle tilvænnes.

Taktikken var at jeg skulle prøve at løbe mig i front og styre tempoet, så jeg fik fornemmelse af at de andre løb noget hårde end jeg. Men lige inden start kommer Jasper hen og fortæller at der er en world cup triathlet Elisabeth May og det skulle vise sig, at hun godt kunne løbe og heldigt for mig, så talte hun ikke med i DM, da hun var fra Luxemburg.

Startskuddet lyder og jeg ligger mig i front, men efter ganske kort tid er E. May oppe forbi mig og jeg kan ikke følge med, så holder mit fokus på dem som er bag mig. Kan mærke at græsset trækker tænder ud og holder derfor et rimelig tempo i starten og kan mærke at den eneste der følger med er Kirsten Petterson fra Esbjerg. Alt i alt på første løb, får jeg skabt et hul til Line, som er lige under et minut og Kirsten med godt 15 sek., så et hurtigt skifte og ud på cykling.

Aftalen var, at hvis jeg lå alene, skulle jeg forsøge at selv at kører og se om de andre kom op, så den første ud af fire runder kører jeg selv, halvvejs på anden runde kommer Line op bagfra og jeg hægter mig på hendes hjul, det går fint, indtil vi rammer Ærtebjerget første gang. Pyha, det holdt hårdt, da Line konstant rykkede opad det forbandede bakke, men jeg hang på og Line satte farten ned og jeg lå stadig med på hjul, så den tredje runde lå vi og så hinanden an og kørte meget passivt. Vi havde slet ikke set at Karina Ottosen fra KTK, kom op og forbi os. Line kigger på mig siger: ”Ups, hvad gør vi nu, nu har vi problemer?” Jeg kigger på hende, og svarer: ”Tja, efter hende!” På dette tidspunkt afventer jeg, at Line kører Karina ind, da hun er stærkest på cykel af os to, hvilket Line også gør. Vi kommer op til Karina og lægger bag hende indtil vi igen skal op ad Ærtebjerget. Vi er lige kommet ind på bakken og Line rykker og jeg efter hende, men kan mærke, at benene ikke er så stærke mere og har hurtigt mere syre i stængerne end sidste gang. Line fortsætter med at rykke og midt på bakken må jeg slippe hende og kan bare se, at fra den ”kæmpe” hun er, så forvandler hun sig til en lille plet oh til sidst forsvinder helt.. Jeg kæmper mig opad bakken og forsøgte at bevare troen på, at jeg stadig ville kunne nå Line på anden løbetur, men kunne mærke at kroppen var brugt og træt. Inden skiftezone kom Karina op til mig og sagde: ”du tager hende på løbet!”. Vi stiller cyklerne sammen og jeg får lavet igen et godt skifte, men kan mærke at benene og underlaget er bare ikke til at løbe stærk og fokusere på at trække vejret med maven og holde tungen lige i munden på det ujævne underlag. Da jeg kommer ud på asfalten forsøger jeg at øge lidt, men det bliver ikke til meget. Så da jeg kommer forbi Jasper får jeg, at vide, at skal sætte tempoet ned og holde andenpladsen sikkert hjem, da jeg skal køre Powerman Tyskland om 8 dage. Det gør jeg og får ro på og kommer sikkert i mål som nummer 2 (nr. 3 overall.) i tiden 2.23.59, hvor jeg har ca. 2½ min op til Elisabeth og ca1½ min til Line.

Tilfreds, tja på en måde ret irriteret på mig selv, at jeg ikke kunne holde Line på bakken for jeg er lidt træt af at få sølv, som godt nok klæder mig fint, men guldet er bare sjovere.

Denne holdning ændrede sig, da jeg tjekkede min mobil på vej hjem, der lå en besked fra min barndomsveninde, der desværre lige har mistet sin mor pga., af kræft. Trods denne store sorg, havde hun overskud til at tænke på mig, det fik mig til at indse, at en guldmedalje ikke er alt, men at der er nogen som tænker på en og vil en det bedste.

Så det skulle egentlig havde været en sejr til ære for Lill Pedersen Østergaard, men i stedet dedikere jeg, min sølv medalje til ære være Lills minde.

6/5, Klar til DM

Så er der ikke længe til, at jeg skal til DM i kort duathlon, jeg kan mærke, at der er lidt sommerfugle i maven, så selve psyken er ved at på plads. Dog skal jeg prøve noget, som jeg aldrig har prøvet før, nemlig på arbejde dagen før et DM. Heldigvis er jeg har jeg gode arbejdstider, da jeg først skal møde kl. 12 og har fri kl. 16.30. Så der bliver ikke spillet de vilde fodboldkampe eller lavet syge rullefald til parkour torsdag.

Selve den fysiske form har jeg været lidt usikker på i sidste uge, da jeg følte at jeg havde enorm meget syre i mine ben og det uheldige er, at ham der massager mig har barsel, så jeg må lige vente lidt med massagen. Heldigvis tog jeg et par dage, hvor benene fik lidt ekstra hvile og jeg fik fyldt mine depoter godt op og langsomt begyndte benene at føle sig friske igen. Det kunne især mærkes i søndags til cykel klubtræning, her følte jeg mig flyvende og klar. For at understrege, at min fysiske form er hvor den bør være, så havde jeg x-løb lige efter cykling i søndags(også kendt som offbikeløb). X-løbet var 35min, hvor de første 5min  var til at få benene i gang og derefter 3 km på 3.45 fart, hvor der skulle løbes 5 sek. max undervejs, derefter lidt nedjog. Jeg følte mig tung og dårligt løbende og kunne aldeles ikke rykke/løb max. Da jeg kom hjem og så tiden blev jeg glad, for jeg havde løbet de 3 km med 3.39 fart i stedet for 3.45, så det var nok derfor jeg ikke kunne rykke undervejs J

Nu er der ikke andet end, at se hvordan racet udvikler sig på fredag, jeg glæder mig og vil have guldet med hjem igen….

26/4, Vejle Duathlon.

Sejr i Vejle duathlon

Så er der gået noget tid efter powerman Holland og ugen efter Holland havde benene det egentlig godt og træning var meget rolig, hvilket var underlig, da jeg i hovedet egentlig var klar til, at der skulle køres hårdt igen. Så søndag d. 26. april tog jeg til Vejle for at deltage i deres duathlon 5,5 – 40 – 5,5 km. Jeg tog alene af sted, da huset stadig er under renovering, eller ikke huset, men Jasper knokler med at lave parkerings plads ude foran vores hus, hvilket er noget jeg slet ikke har forstand på, men kan da se at der sket noget og med tiden skal det nok blive rigtigt godt.

Tilbage til Vejle duathlon, vejrudsigten lovede ellers rigtigt godt vejr ca. 22 grader, men da jeg steg ud af bilen i Vejle så begyndte det at regne, ikke voldsomt, men ganske stille og fin sommerregn. Så varmt nåede der aldrig at blive, men heller ikke koldt, trods der regnede en del på cykelturen. Der var desværre ikke mange deltager, omkring 30 stk. og heriblandt var vi hele to kvinder, så jeg måtte fokusere på at holde koncentrationen og ikke bare falde af på den.
Starten går og jeg ligger med på den 1 km, men kan mærke at benene ikke føltes helt frisk, så jeg falder hurtigt tilbage til mit eget tempo, da der ikke er grund til at køre max og kører kroppen helt i sænk. Jeg føler selv, at først løbetur går langsomt og at jeg slet ikke kan løbe, men finder ud af at jeg faktiske ligger og løber 3.42 fart, det er da ganske fint tempo til at føle,  at dette går langsomt.
Hurtigt skifte og ud på cyklen, der går lige en km før jeg finder en rytme, men på den km er de herre jeg løb med væk og jeg havde igen ikke overskud til at øge farten for at komme op til dem, så jeg sidder og køre konkurrence puls ca., B14/B15. Vi skal køre 3 omgange af ca. 13,3 km, på anden runde kommer der igen et par gode cykelherre forbi jeg sidder lidt med dem, men slipper dem igen, da vi skal op ad nogle gode bakker og der kunne jeg ikke l sidde med. Sidste runde, der kommer en gruppe på 5-6 herre, som ligger lige i måsen på hinanden og jeg tænker f..me nej, de skal ikke bare køre fra mig og jeg kører efter dem. De sidste km bliver der kørt cykelløb og der bliver rykket og her kommer vores gode søndagstræning mig til gode, for jeg skal ikke sættes, så jeg ligger og lukker huller. Det var virkelig sjovt og især da vi kom ind til skiftzonen, der får jeg hurtigt skiftet og kommer først ud på løb. Min svigerinde (Søs – Jaspers lillesøster) var nede og heppe på mig med sine drenge, hun fortalte at de herrer jeg kom ind med nærmest opgav at følge med mig, fordi inden de var ude af skiftezonen var jeg over 150m væk.
Sidste løb gik efter mit hovedet meget stille og roligt og fandt lynhurtigt et tempo, som passede mig, men igen samme følelse, som i Holland ingen fornemmelse til at øge, men tænkte igen, det var der heller ikke grund til. Ruten var ud hjem, så efter vendepunktet overhaler jeg en af de herre, der overhalte mig på cyklen, desværre kunne jeg ikke nå op til de andre, men løb sidste løbe tur med 3.49 tempo, og kommer i mål 1.51, hvor mit mål var 1.50. Så et godkendt stævne til at benene ikke føltes helt frisk.

Da jeg kommer hjem, så graver Jasper stadig i forhaven og jeg er egentlig lidt træt og vil gerne sove, men det var der ikke tid til, da Jasper/coach tænker lidt ”styrketræning” kunne jeg da godt lige bruge, så jeg bliver sat til at blande beton med en skovl. Heldigvis skulle jeg ikke blande så meget, men det kunne da godt mærkes i min lille krop, at det var jeg ikke vant til.  Om jeg er blevet stærkere, tja det tror jeg ikke, men nu ved jeg, hvordan man blander beton! :-)

Nu skal jeg så fokuser på DM duathlon, lige nu ser startlisten lidt trist ud, jeg håber der kommer flere inden fredag, da det er sjover at køre, når der er noget at kører om.

Powerman Holland

Fredag den 17. april kørte Jasper og jeg mod Holland om morgenen, vi havde ikke travlt med at komme af sted, da det ifølge gps én kun vil tage omkring 6½time, så vi vil allerede være dernede ved omkring 17.30 tiden med alle de nødvendige stop vi ønskede undervejs.

Det gik også fint, men da vi nåede frem til afkørslen til Hamburg lufthavn ramte vi ”STAU”, hvor vi holdt helt stille, denne kø fortsatte meget lang tid, ja det meste var 10 km forbi Elb tunnelen, så vores tur blev forlænget med godt 2½ time. Heldigvis var der ikke så langt til Holland, så vi ankom til vores opholdssted allerede kl. 20.15. Så lige en hurtig udpakning og så klædte jeg om til 15 min. let løb. Det føltes rigtigt godt, Lærke fra Tri4 var også lige ankommet, så hun joggede med mig.

Stedet vi boede på, hedder PTC+ og er egentlig en landbrugsskole, men der er super hyggeligt. Jeg kender stedet godt, da jeg boede der de 3 forrige gange. I år var det ekstra godt at bo på PTC+, da der var race office på stedet, samt pasta party. Så der skulle ikke bruges en masse tid på at køre frem og tilbage, det var dejligt, for så blev der nemlig tid til en ”morfar”.

Forberedelserne til racedag :

Lørdag blev brugt på at få tjekke ruter af og i år havde Powerman Holland lavet ny løb- og cykelrute, hvilke begge var noget kringlede at finde ud af.  Især cykelruten, men heldigvis er Jasper god til at finde vej, så efter at havde kørt lidt frem og tilbage så fandt vi ruten. Til pasta party snakkede jeg med Ulrike Schwalbe fra Tyskland (blev nr. 3 til sidste års VM) og spurgte hende om hvad hun synes om ruterne. Ulrike begyndte at grine og svarede:” hvad for en cykel rute?” Det var ikke lykkes hende at finde cykelruten og løberuten havde hun opgivet at finde. Så det var igen godt jeg havde min egen personlige GPS = Jasper.

Efter at have cyklet tog Lærke og jeg ind og løb en tur på løberuten, trods vi havde et kort, så var den ikke lige til at finde, da der var mange sving, samt der hele tiden skulle holdes øje med vejnavne. Trods forvirringen gik løbeturen rigtigt godt med gode ben. Så hjælper der også at vejret var omkring 16 grader, dog sidst på eftermiddagen kom der lidt små dryppen, men ikke noget der kunne måles.

Efter at jeg  havde testet ruterne følte jeg mig klar til at køre race søndag, men der var også kommet sommerfugle i maven. Jeg var klar over, at forberedelser var gode og at mine resultater fra danisco cup og Jels var lige i skabet, men alligevel susede der tanker rundt i hovedet på en, om det nu er godt nok det man har haft trænet. Så efter pasta party lukkede jeg mig inde på mig værelse og lyttede til noget musik på min PC for at få styr på mine sommerfugle og mentalt oplade til stævnet.

Søndag = Powerman Holland = EM

Races startede kl. 9.00 for damerne, så jeg stod op kl. 6 for få lidt mad ned i maven, til mit held var der ikke ret mange der ønskede at spise morgenmad på dette tidspunkt, så jeg kunne sidde ligeså stille og nyde min mad, uden at snakke med en masse mennesker.

Kl. ca. 7.30 kørte jeg ind til selve stævneområdet, jeg har en tradition med, at jeg helst skal cykle derind for at sikre mig at cyklen fungere og så for at få kroppen til at slappe lidt af. Der var igen heldigvis ikke kommet så mange endnu så jeg kunne stille og roligt gå rundt og finde ud af, hvordan skiftezonen så ud.

Kl. 9.00 startskuddet lyder og jeg står forrest og ligger godt med, vi er en gruppe på 6 der kommer af sted sammen, dog er Yvonne Van Vlerken stærkere og trækker hurtig fra. Vores første løbetur er 15 km delt ud på 6 runder af 2,5 km, da Yvonne trækker fra stiger tempoet og efter ca. 2 km må jeg slippe gruppen og finde min egen rytme og ligger nu nr. 6. Pludselig kommer der en hollænder(Stefanie Bouma) hamrende forbi mig bagfra og jeg kan ikke hænge på, men holder mit tempo tempo og kommer op til hende igen og vi følges af sammen de sidste runder. Jeg kommer ind til skiftezonen og kan ud af øjenkrogen se anden og tredje pladsen stadig skifter trods de var over 1 min foran mig på første løbetur. Så jeg begynder at lugte blod(medaljer). Femtepladsen(Maud Goldsteyn) henter jeg i skiftezonen hun var ca. ½ min foran, så nu begynder jagten på anden og tredje pladsen som er Camilla Lindholm og Ulrike Schwalbe og på fjerde pladsen var en schweizer (Martina Kraehenbuehl).

Først får jeg hentet femtepladen den hollandske Maud Goldsteyn, som er en rigtigt god løber, efter ca. 10 km kan jeg se de 3 andre og jeg får virkelig blod på tanden og kæmper en kamp for at komme op til dem, men jeg fornemmer, at det afstanden lidt forbliver den sammen.

Cykling er 3 runder af ca. 20 km, så da jeg kommer ud på anden runde råber Jasper at jeg har 25 sek. op til dem, men det der sker på anden runde er at alle age grupperne også er kommet ud på ruten og jeg kan ikke længere se fjerde, tredje og anden pladsen. Derimod bliver jeg lidt ligesom en tyr, da jeg husker at Camilla og Ulrike kører i noget lyserødt, så lige så snart jeg ser noget der er lidt rødt bliver der trampet ekstra hårdt i pedalerne.

Desværre har jeg sat tid til dem på 2. og 3. runde, ca. ½ min har jeg sat til, så inden 2. Skifte er jeg ca. 1 15 efter tredje pladsen. Dog skal der lige tilføjes, at jeg troede på daværende tidspunkt, at jeg ligger nummer 5, da jeg ikke havde opdaget at jeg havde overhalet schweizeren (Martina Kraehenbuehl). Bliver klar over det, da jeg i skiftezonen kan se, at der kun er 3 cykler inde i skiftezonen, så må jeg jo være nr. 4 jubiii.

Anden løbetur går ikke særlig godt på fornemmelsen, jeg føler, at det går enormt langsomt. Da jeg kommer forbi Jasper står han klar med noget cola det hjalp, så de to sidste runder går noget bedre og jeg vil jo gerne beholde min fjerdeplads. Efter 7,5 km kommer jeg i mål meget træt, men har kun lige fået pusten da jeg vender mig om og ser, at nummer 5 (Martina Kraehenbuehl) allerede kommer i mål, der er 18 sek. imellem os - pyha, det var godt jeg ikke skulle til at spurte igen om min placering. Det synes jeg ikke lige at jeg hverken havde kræfter eller psyken til, men man ved jo aldrig…

Eftertanker

 Nu er jeg kommet mig noget over racet og er faktisk godt tilfreds med mit resultat, da jeg har igen gjort stor fremgang. Jeg er også blevet klogere, at jeg ikke må give for hurtigt op på første løbetur, at jeg evt. skal presse den lidt mere næste gang, for det er bare sjovere at være med om medaljerne og når jeg kun er lidt over 1½ min. efter en 3. Plads så begynder det at ligne noget.

De næste 4 uger står på en masse stævner store som små. Det første er på søndag i Vejle, som er på 5,5 – 44 – 5,5, så nu må vi se, om benene kan blive klar…

12/4-09. Ny PR og en sejr i Jels duathlon

  Så er der tid til at skrive igen og igen er der sket en masse positive fremskridt for mig.

Torsdag aften den 2. april kl. 18.45 var der sidste afdeling for Danisco cuppen, som denne gang blev afholdt inde i byen (omkring musikhuset) på en lidt kringlet rute pga. trafikken, men jeg må sige, at trods alt var jeg kun ved at blive kørt ned en gang af en taxi, så jeg synes egentlig at Århus motion klare det rigtigt fint.

Planen inden start var at løbe 95% af max og samtidigt var skærmen til mit pulsur tapet over, så jeg skulle løbe på følelsen og så jævnt som muligt. Hvilket jeg synes var lidt en udfordring for selv om det er inde i byen er der nogle gode bakker lige omkring musikhuset.

Nå, men det hjælper jo ikke at stå og tude over det, når coach havde talt….. – så jeg lave en god opvarmning og følte ok ben og så at Mette Villadsen også stillede op, hun løb fra mig på 2. afdeling, så jeg tænkte hvis jeg følger med hende så skal jeg nok kunne løbe jævn.

Starten; jeg stillede mig i første række med Mette V lige bagved, da starten gik fulgtes vi pænt af, ja næsten hele vejen. Her blev min psyke igen sat på en prøve, jeg tænkte hele tiden på, at hun havde det lige så hårdt som jeg og jeg ikke måtte slippe hende, og sagde til mig selv du har gode ben. Ved 8 km fik Mette et hul på 10 m, men ved 9 km fik jeg lukket det igen og overhalede hende opad bakken, da vi drejede ind på opløbsstrækning fik Mette det lange ben foran og slår mig med 1 sek. Det var øv, men da jeg så ser tiden, som siger 37.20, så lyser jeg op og er stolt – ny PR på  10 km på en DAF opmålt rute!!!

 

Søndag den 5. april var der sæsonstart for duathlon nemlig klassikeren Jels duathlon med distancen 5,2  - 44 – 5,2. På Jels hjemmeside havde de lovet godt vejr, her tænkte jeg det vil jeg se før jeg tror på det, for de 4 gange jeg har stillet op dernede har der altid været knap så godt vejr. Da jeg stod op søndag morgen havde jeg svært ved at sætte mig op til stævnet, men var nok mere nervøs over at skulle til stævne alene for første gang, da Jasper ikke kunne komme. Så jeg brugte denne nervøsitet til at finde det rette spændingsniveau.

Det gik rigtigt fint med at kører alene derned, især når man kan hører Nik og Jay og sidde og skråle med uden nogen brokker sig, det kalder jeg en god kom i gang stemning.

På vejen derned mødte jeg en del regnbyger og der blæste som altid rigtigt godt, så jeg tænkte ja det skal jo være Jelsvejr med regn og blæst.

Så inden start havde jeg svært ved at finde ud af om der var varmt nok til at køre i korte tights, men 2 min før start bestemte jeg mig, der må være 10 grader og solen kæmper sig igennem, ikke alt det tuderi og hvis jeg fryser, så må jeg træde noget hårde på cyklen, så jeg kørte i korte tights..

Starten går og jeg står forrest med Kirsten Petterson lige bag ved mig, først ved 3,5 km kan jeg hører hun falder fra og jeg får et lille hul på 10 m. Kommer ind i skiftezonen og får lavet et hurtigt skifte, dog med mere held end forstand, for dem der er parkeret ved siden af mig, tror at de skal fylde mere end de kan så der står cykelsko på min plads aaarg!!!

Jeg får hurtigt fokus på cyklen, kommer afsted og finder hurtigt trådet og kan mærke vinden bliver hård, men benene er gode så jeg køre de 44 km med overskud, samt planen var at give den gas på løbeturene og holde B13/14 på cyklen. Dog var det svært at få pulsen ned efter en max løbetur, så jeg kørte på følelsen.

Andet skifte, jeg får igen hurtigt skiftet til løbesko, men igen en klaphat, der bare har smidt sine solbriller i min zone heldigt for ham, at jeg ikke trådte på dem. Jeg finder rytmen på anden løbetur og de først 3,5 km kan jeg ikke se nogen, så jeg skal kæmpe lidt mod mig selv for at holde tempoet oppe. Lige pludselig ser jeg to mænd 50 m foran. Det er Asger og Jacob Dencker, nu får jeg blod på tanden igen og øger så godt jeg kan tempoet for at nå at indhente dem de sidste par km.

Da der er godt 1 km igen overhaler jeg Jacob D og Asger når jeg kun lige op til,da han slår mig med 3 sek. Min tid bliver 1.57.01 t, et resultat jeg er ganske tilfreds med, da jeg har forbedret mig både på løb og cykling.

 

Så nu er jeg klar til det først store topnings stævne nemlig Holland – jeg glæder mig helt vild.

31/3-09. Sæsonstart

Der er sket rigtigt mange ting siden jeg skrev sidst, men igen har arbejdet fyldt meget og dermed ikke haft det store overskud til at sætte mig ned og skrive til min hjemmeside.

Af gode ting, der er sket i mellem tiden er blandt andet en sejr i Danisco cuppen, det er jo altid rart med en sejr, men selve tiden var jeg først ikke så tilfreds med, dog løb jeg 38.56 min. Efter lidt betænkningstid, så er jeg egentlig glad for at kunne løbe under 39 min på 10 km på en dag, hvor tingene ikke lige flasker sig.

Så et par uger efter stillede jeg op for Århus 1900 atletik til DM landevej 10 km. Mit mål var at få en tid, som startede med 37. ??, samt få testet af, hvad kroppen siger til at starte lidt hårde ud end jeg plejere.

Dagen startede med en let joggetur, så en god lang opvarmning og klar til at give den gas. Jeg stillede mig i forrest række og holdt et højt tempo de første km, hvilket gjorde meget ondt, så de første 4 km føltes som et rent helvede, samt jeg havde Sine Gasbjerg liggende lige bag mig, hvilket pressede mig meget psykisk. Jeg holdt hovedet koldt og forsøgte at holde tempoet. Ved 4,5 km kunne jeg pludselig fornemme at Sine ikke lå der mere, så det gav mig lidt overskud igen. Dog kostede mit hårde udlæg nogle placeringer, da jeg ved 8 km blev overhalet af en og ved målstregen kom der to blæsende bagfra, alt i alt gav dette mig en sluttid på 37.52 og jeg blev nr. 13 overall og nr. 3 i aldersgruppen 30-34.

Så det var en ny pr til mig, Yes!

Nu er jeg klar til at tage hul på den nye sæson, som starter i Jels på søndag. Jeg hader altid at skulle til det første stævne. Kan jeg nu huske det hele og er formen okay, kommer jeg for sent til start og alting. Jeg ved godt, at det meste ligger på rygraden, men følelsen af at være nybegynder tror jeg aldrig helt forsvinder. Så det er godt jeg har Jasper til at hjælpe mig med alt det praktiske, ellers vil jeg være på herrens mark, for jeg hader sådan noget….

Er jeg så klar formmæssig, det synes jeg, havde et par gode oplevelser i denne weekend, hvor jeg lørdag cyklede 3 timer med noget B12 og 13, derefter løb jeg en times x-løb (løb lige efter cykling)13, 6km, hvor følelsen bare var god. Om aftenen var jeg til Galla fest med arbejde og hjemme kl. 1 efter sommertid. Derfor nåede jeg ikke at komme med på fællestræningen, der var flyttet en time frem, så jeg kørte intervallerne selv og havde igen et x-løb, hvor jeg skulle 3 km på 3.45 tempo, det lykkes mig at holde 3.44 J , så jeg føler mig godt kørende.

Vi skrives ved…

2/3-2009. Igang igen efter influenza.
Ja, så er det tid til en kort opdatering af, hvad der er sket siden sidst.

Jeg er ved at komme mig over min influenza, men det tager tid for kroppen at komme oven på, efter så mange dage uden nogen form for træning. De første par dage af uge 9 var mine ben været fuldstændig spændt op, især når jeg gik ned af trapper. Så føltes det som om, at lårene vil gå i krampe ved hvert eneste trin. Det værste var, når jeg var på arbejde og børnene gerne vil tumle med mig og de ikke lige kunne klare sig, så fik jeg lige en albue ned i mit lår, jeg ved godt man ikke må bande i nærheden af børn, men i sådan et tilfælde er det faktiske umuligt ikke at sige nogle fy ord. Det stopper ikke her, for nogle gange fortsatte børnene med at sige, at jeg skulle stoppe med at tude, fordi de slog, jo ikke så hårdt, samt de vil da gerne lige demonstrere det igen på mig, hvor jeg heldigvis lige fik det i hold. Der er ikke grund til at lære børnene for mange fyord.

Ud over at få trælår på arbejde, så er træningen ved at være på toppen igen dvs. næsten som den var inden jeg blev syg, dog hoster jeg en del og leger lama med at spytte efter hver andet hosteanfald, men mon ikke snart den leg er slut for så sjov er den heller ikke.

Lige inden jeg blev syg fik jeg mit Garmin ur Forerunner 405, det er simpelthen et genialt ur, et er at man kan se, hvor langt man har løbet/cyklet, men det at den selv går ind og opdatere træningen på computeren, når den nærmer sig min pc, det er jo vildt smart. Dog er der en meget lille ulempe, jeg kan ikke så godt skjule noget for Jasper, hvis jeg lige har haft en tisse pause eller noget lignede, men heller have en tissepause end blære der er ved at eksploder. Lille reklame for dette ur, men jeg vil varmt anbefale det til andre.

Det var en kort opdatering, næste gang skal jeg forhåbentlig skrive om, hvordan det gik til Danisco cup 4, gå genskriv….

14/2-2009. 30 år, influenza og ingen Danisco cup
Det er ikke med min gode vilje, at der er gået noget tid siden jeg har haft skrevet, hvilket jeg enormt gerne ville have, men senest nyt er:

Det første er, at jeg ikke længer befinder mig i 20érn mere, men er blevet så gammel at den nu hedder 30, det blev jeg lørdag d. 7. februar, hvilket blev fejret stille og roligt med familien. Den hel store fest venter vi med til efteråret, så slår Jasper og jeg os sammen, da han jo bliver 30 om 1 år (søde lille pus).

Angående peber har der ikke været noget andet end på arbejde, hvor en af børnene kom og lagde en pose sorte peberkorn til mig, så jeg er lige nu sluppet meget heldig…. Derimod har jeg fået en masse gaver, ja det er helt utroligt, hvad man får ”bare” fordi der fyldes rund, men jeg klager skam ikke.

Oveni fik jeg en lille gave fra Garmin nemlig Forerunner 405, det var slet ikke dårligt, desværre pga. influenza har jeg ikke været ude og prøve det endnu.

Det næste der skete var nemlig tirsdag aften i vinterferien skulle jeg egentlig havde været ude løbe med klubben, men da jeg kom hjem fra arbejde kunne jeg knap nok holde mig vågen, så jeg faldt i søvn og vågnede igen kl. 18 og kunne godt mærke, at jeg ikke skulle ud og løbe. Jeg fik dog lige samlet mig sammen til at få handlet, da Jasper også var blevet syg.

Om aftenen, da jeg lige ville sætte vores kopper ud i køkkenet, jeg vil tro der er 10 m fra stuen, så knækkede mine ben sammen. Jeg havde tidligere på aften pivset lidt over smerter i benene, tænkte jeg bare skulle tage mig sammen, Jasper fik hjulpet mig oven på, hvor vi har soveværelse og havde lige lidt overskud til at massere dem. Næste dag vågnede jeg op og målte min temperatur til 39, så der var kun en ting at gøre, melde sig syg på arbejde og ned under dynen og sove dagen væk sammen med Jasper som også stadigvæk var syg. Torsdag ingen feber men snot og betændelse i hele kraniet, så positivt set var der bedring, fredag havde jeg heldigvis fri, men status var meget lig torsdag, så hermed blev der ingen Danisco cup til mig, hvilket jeg ellers havde glædet mig utroligt meget til.

Jeg gider ikke at bruge min energi på at ærgre mig, men tænke positivt, at jeg allerde er ved at komme mig efter ”kun”4½ dags sygdom, hvor andre har lagt flere uger. Så nu handler det om , at kommet helt over denne influenza og få styrket immunforsvaret igen, så jeg ikke bliver ramt lige igen om 14 dage.

4/2-2009. Danisco Cup 2, tredje blog.
I søndags(1. februar) var der igen Danisco cup, denne gang var det ude i Risskov, et område, som jeg kender for at være kuperet. For ca. 6 år siden var vi på træningslejr derude med K-holdet fra Aalborg, der skulle vi lige løbe en let tur i skoven, men da kendte vi ikke skovens hemmeligheder. For i denne skov er der en bakke eller er det nærmere en skrænt, den føles hvert fald, som om den går lodret opad. Så jeg havde mentalt forberedt mig på, at jeg skulle op ad den 2 gange, da vi skulle løbe 2x 5km til cuppen.

Heldigvis blev jeg meget positivt overrasket, vi skulle slet ikke op ad den bakke, men løb stort set på asfalt hele vejen, så ruten var mentalt lettere end det jeg havde forberedt mig på, men ruten var så til gengæld fysisk hårdt, da vi skulle løbe ca. 2x2km i modvind. Her var det fordelen at være lille, den første runde trak Andreas fra klubben mig og anden runde fandt jeg en anden mand jeg kunne lægge mig bag.

Tiden blev 39.23, hvilket ikke var hurtigere end sidste gang, men denne rute var også noget anderledes, så derfor vil jeg ikke sammenligne tider. Placering blev nr. 3, kun få ca. fra nr. 2 (har ikke  set resultatlisten endnu), men det pudsige er, at dem jeg løb over stregen med sidste gang, dem løb jeg også over stregen med denne gang….

Andre gode oplevelser var, at min astma ikke længere driller, når vejret er koldt, for temperaturen var omkring minus 1 grad og jeg havde ingen problemer på noget tidspunkt, så der er ved at være styr på det. Derudover er der tegn på, at jeg er ved at være i form igen, for efter løbet skulle jeg selv ud og cykle søndagens klubcykling alene. Det gik rigtigt godt, jeg holdt pulsen på alle intensiteter, dog voldte B15 mig noget besvær.

Så en god uge med ca. 17 timers træning og 35 timers arbejde, næste uge byder på megen løb og en rund fødselsdag, så der er nok at fortage sig, nemlig nyde den sidste tid i 20érne….

26/1-2009. Anden Blog fra Susanne, uge 4.
Det var egentlig mening, at jeg skulle have haft skrevet noget sidste søndag, men forklaring kommer i denne blog hvorfor jeg først skriver nu.

Der er sket en hel del både privat, men også på arbejde, hvis vi starter med arbejde, så arbejder jeg i en forening, der hedder Multi-Idræt. Vi er to ansatte en leder og jeg. Desværre er min kollega(leder) gået hen og blevet lang tids syg på ubestemt tid og jeg har derfor skulle overtage hendes stilling. Det er ikke meget mere arbejdsmæssigt, men energimæssig kræver det lige nogle dage, hvor jeg skal have skabt et overblik over, hvad min kollega lavede udover at lave aktiviteter.

Så i fredags havde jeg allerede min første jobsamtale, da jeg skulle finde en vikar, der kunne tage mine timer.  Så efter 5 måneder er jeg blevet konstitueret leder, ja fint skal det være. Dog skal det lige tilføjes, at jeg glæder mig meget til min kollega kommer tilbage, da jeg pt. ikke synes, det er fedt med alt det papirarbejde over længere tid.

Det var mit arbejdsliv, mit privatliv, ja det er vel den tid jeg sidder på min cykel eller er ude og løbe. Jeg kan godt mærke, nu stiger træningsmængden og der ikke er så meget tid, til de ting man skal nå i løbet af dagen.

Så da vi fik beskeden at Jaspers Oldemor på 99 år, døde i tirsdag og derfor skulle til begravelse lørdag. Så blev citronen lige presset noget ekstra fredag. Hvor jeg lige skulle nå at træne 3½ time, arbejde og så køre til Thisted…

De næste to uger er to big weeks, som afslutning på min grundtræning, så det bliver spændende, hvordan de går.

11/1-2009. Første Blog fra Susanne, Danisco Cup 1 2009.

Pyha, så er træning for alvor startet op, efter en noget længere ferie, som blev holdt højt oppe nemlig Alpe D´Huez, hvor jeg har stået på ski i 6 dage, god styrketræning, samt højdetræning for mine lunger.

Så i dag løb jeg mit første Danisco cup, hvilket gik rigtigt godt. Jeg var meget overrasket over, at der var så mange der deltog ca. 1700.

Nå tilbage til, hvordan gik løbet egentlig, ja jeg har været lidt usikker på, om jeg skulle løbe, da jeg har været lidt skidt den sidste halve uge, jeg frygtede, at jeg skulle rammes af den ondskabsfulde influenza, da Jasper har været syg nu, i snart 14 dage.

Søndag morgen gik med at harke nattens snot ud af kroppen og så spise noget morgenmad, så var jeg klar til at udfordre mig selv.

Jasper tog med mig, som coach og support, det er altid rart at have en med, som kan komme med nogle positive tilråb under løbet.

Opvarmning, nøje hvor følte jeg mig godt nok tung og pulsen bankede af sted, jeg tænkte dette overlever jeg aldrig, hvis jeg gør så bliver tiden hvert fald ikke noget at råbe hurra for. Heldigvis stabiliserede pulsen sig og benene begyndtes at føles lettere og jeg tænkte, det bliver hårdt, men skal nok gå.

Så gik starten, jeg fik møvet mig frem til tredje række, så jeg havde god plads, til at komme med frem og finde min rytme, allerede på den første km overhaler jeg de to kvinder, som var foran mig. Jeg har fundet rytmen og det føles rigtigt godt. Da der er så mange med, er der masser af mænd, som jeg kan ligge mig på ”hjul” af, så det var en kæmpe hjælp, at hele tiden have nogen omkring sig der kunne presse en. Da jeg manglede 2 km, kom der en 1900 mand op til mig, vi skiftes til at trække de sidste km hjem og sluttede af med at spurte om den, så jeg sluttede af i tiden 38.48, hvor jeg inden start havde sagt 38 evt. en høj 38 og det lykkedes og vinde kvindernes 10 km. Præmien var et gavekort til et kro overnatning for 2 med morgenmad, det er da ikke så ringe endda ;-D

Så en god start på 2009, nu er der kun 3 uger til næste cup, så det bliver interessant.