På denne side vil der jævnligt komme små opdateringer fra det virkelige liv !
28/10-2014: Frankfurt Marathon

Efter at have en uge total fri efter Powerman Zofingen, var det pænt fysik og mentalt hårdt at komme i gang med træningen imod maraton. Jeg kunne godt mærke, at 3.50 fart var langt væk og selv ned ad bakke var det umuligt. Dog vidste jeg at der skulle gå tre uger, så vil alting føles noget bedre. Jeg havde dog håbet på, at det ville komme til at føle noget lettere. Jeg havde et par gode lange løbe pas, dog højest på 100 minutter, heri 1 time på 3.53 fart.

Det meste af min træning gik modsat den forhenværende træning på flad vej, så Brabrandstien blev mit nye hit af et løbested at være, dog er det ikke så fedt at kun løbe fladt, jeg fortrækker nu stadig skoven med de dejlige bakker.

Ugen op til Frankfurt maraton havde jeg det virkelig hårdt, jeg hader nedtrapning, min krop kan simpelthen ikke lide, at den ikke er i gang. Jeg føler mig træt og dvask og synes det er enormt hårdt at løbe. Heldigvis har jeg Rene Guldberg, som massør, der også kan genskabe energi via sin akupunktur, så en tur hos ham og jeg var klar til at give den fuld skrue så længe jeg kunne.

Jasper og jeg kørte fredag morgen og boede i den knap så fine del af Frankfurt, lige om hjørnet var der en gade som minder om den danske Istedgade og jeg har aldrig været i Istedgade eller Red light i Holland, så dette var noget af en kulturel oplevelse, som kun blev oplevet fra afstand.

Lørdagen gik med at slappe af og være på messen, samt få rørt kroppen en smule. Der er knap så meget stress på, når man kun skal løbe og ikke tjekke cykelruten af, ordne cykel og til racebriefing. Så jeg har nok brugt 50 % af min tid i hotellets seng – meget underlig oplevelse for mig, men har da fået noget for mine hotel penge.

Søndag stod jeg tidlig op for at morgenjogge inden morgenmad, så jeg kunne vække den gamle krop og gøre den klar til dagens strabadser. Det gik godt og jeg troede på at jeg nok skulle gøre det godt.

Jasper og jeg ankom tidligt til løbet, hvor jeg snildt kunne aflevere min pose med tøj til efter. Fik slappet lidt af inden sidste opvarmning og afgang til start boksen. 15 000 løber fylder alligevel noget og for at være sikker på at komme ok frem, så gik jeg ind i start boksen 25 minutter før start. Det var ok, men trods jeg troede, at jeg var kommet ok frem, så brugte jeg alligevel 20 sekunder på at komme frem til startlinjen, samt satte noget tid til den 1. km, da jeg ikke kunne få frit løb.

De første 10 km fløj af sted kunne ikke bruge gps tiderne, så jeg løb på følelsen, hvilket var som det skulle være, fik indtaget det energi jeg skulle og fik masser af vand. Da jeg kommer til 20 km, kan jeg mærke at trætheden nærmer sig og ved 25 km begynder jeg at få kramper i min baller og ben. Har meget lyst til at stoppe, men fortsætter, da jeg håber kramperne forsvinder. Det gør de en smule ved 35 km, men ved 37 km kommer de tifoldig tilbage og tør næsten ikke at løbe, da jeg kan mærke at der at kæmpe kramperpå vej hver gang min fod rammer jorden. Jeg bider smerten i mig og da jeg er ved 38 km, kan jeg se at jeg skal holde god fart nu, hvis jeg stadig skal lave PR. Jeg tæller km ned og synes 1 km vare en evighed og især fra 41-42 km. Endelig 42 km og kigger på mit ur, yes jeg laver PR, men ikke i den tid jeg havde håbet som var 2.42 – 2.45. Min tid blev 2.49 og jeg er super glad især, når jeg tænker et år tilbage, hvor jeg lige havde fået indsat en sladderhank for at tjekket mit hjerte ud.

Nu lidt off season, inden jeg skal have maksimal speed ind i mine kære ben, da EM i Holland er lavet om til 10-60-10, så nu skal Susanne lære at løbe meget stærk J
Zofingen 2014

En god dag i Zofingen J

Den 7. september 2014 skulle endelig være dagen. Hvor jeg fik lov til at konkurrere i Schweiz uden vejrtrækningsproblemer en dag jeg havde set meget frem til, men også en dag, hvor jeg fik lov at mærke nervøsiteten for alvor.

Alt op til har bare kørt og da vejret i Zofinge viste sig fra den ekstremt venlige side kunne alle andre ting ikke være mere optimale, det eneste der lige skulle på plads var mig. Jeg kunne mærke for hver sekund jeg nærmede mig søndag kl 8.00, at min krop fortalte mig det er nu det gælder. Jeg hader ventetid og især når min krop og hjerne begynder at lave små kispus med mig. Til mit held kunne jeg åbenbart skjule det så ingen lagde mærke til det på nær min gode træningskammerat Søren Bystrup, som reddede mig. Pga. min nervøsitet lave jeg en lille fejl i skiftezonen inden start, hvilket jeg ellers aldrig har gjort før…

Da der er 10 minutter til start har jeg mest lyst til at sætte mig ned og tude, da jeg overhoved ikke kan være i min krop. Så tænkte på mit motto som jeg skrev til Energy Sport ”Never give up!” Okay Susanne – kom så.

Starten går og jeg ved de første 5 minutter er rent helvede, så går det over og jeg finder hurtig min egen rytme og har glemt alt om, at være nervøs, nu er jeg nemlig i gang og der er ingen vej tilbage!

Får lavet et okay skifte, og kommer ud på cyklen før Eva Nystrøm, som nr. 4, som jeg havde regnet med, ved 5 km overhaler hun mig og jeg ligger mig 10 m bag og kan følge hende indtil ca. 14 km, hvor der kommer en lang nedkørsel. Jeg var nærmest oppe og stå bare for at hænge lidt ved, men kan se, at de 10 m bliver 11, 12, 13 osv. På Bodenberg, den stejleste stigning kan jeg stadig se Eva og kan se, at hun ikke rykker fra mig opad, men er godt klar over, at det bliver svært for at blive ved med at følge efter og må ved 20 km indse at jeg ikke var stærk nok til at følge Eva i dag. Så de næste 100 km køre jeg helt selv, overhaler nogle agegroup mænd, ellers ser jeg ingen på ruten. Da jeg er på tredje og sidste runde af cykelruten kan jeg mærke at benene ikke har så meget guld tilbage og jeg sætter 5 min til, hvilket jeg kan mærke irriterer mig gevaldig, trods jeg faktisk har cyklet ok på de andre, men sket er sket og jeg har stadig cyklet hurtigere end jeg plejer. På de sidste 10 km af cykelruten prøver jeg noget jeg aldrig har haft problemer med før. Mine lår begynder at krampe og jeg tør ikke at træde helt igennem, men tænker, det er mig som bestemmer ikke kramperne.

I Skiftezonen kommer jeg ind sammen med legenden Maja Jacober (gennemført Zofingen 16 gange), tænker juhu jeg skal ud og løbe, men da jeg skal have løbeskoene på, siger benene, du har altså stadig kramper, vi vil bare lige minde dig om det. Hver gang jeg forsøger at bevæge min fod ned i skoene, kramper hele min lægmuskel op og jeg bruger et ½ minut mere i skifte end jeg plejer. Dog kommer jeg før ud på løbet end Maja og ligger pt nr. 4 til VM ;-) Jeg presser på de første 7½ km og bliver så overhalet at den stærke løber Julia, forsøger at hænge på men kan hurtig se, at opad bakkerne er mine ben ikke stærke nok og må hurtig slippe og finde mit eget løb.

Jeg får kæmpet mig igennem Zofingen og da jeg løber ind på opløbsstrækningen er jeg bare så super happy, at tårerne vælter ud af mig og sikke en forløsning. Tiden er ny pr, men kæmpe meget plads til forbedring 7.33.44 + en 5. plads. Jeg havde håbet, at jeg for en gangs skyld kunne komme før Søren, men han overhaler mig med ca. 9 km igen og med et klask i røven, som var lige ved at udløse en krampe, men han er tilgivet, da han formår at komme i mål som 3ér. Dog er jeg kun (med start handicap) 6 min efter Søren J

Nu sidder jeg med dejlige ømme ben og glæder mig over denne smerte for den har jeg aldrig haft før. De næste par dage er træningsfri, men begynder langsom at få kroppen i gang igen, da jeg har Frankfurt Marathon den 26. oktober, hvilket jeg glæder mig enormt til.

Tak til alle jer der har fået mig tilbage til duathlon, trods det så sort ud sidste år og for alle de søde hilsner, i er med til at gøre denne dag mindeværdig TAK!

10/8-2014: PM Belgien

Update og sejr

Hold da op, hvor er det længe siden jeg har skrevet noget, man skulle tro, at når man har ferie så har man mere tid, men jeg tror at min ferie er blevet brugt på at sove noget mere end normalt, så jeg virkelig har kunnet give den gas, når jeg skulle.

Siden sidst har jeg været i mit yndlingsland Italien og været på træningslejr, vi boede samme sted som sidste år, så vi kendte området rigtig godt og skulle derfor ikke bruge energi at lære stedet at kende. Træningen gik som den skulle, men var tung og hård, men det glemmer man hurtig i de meget smukke omgivelser, da Comosøen er omgivet af bjerge og søen er stjerne klar.

Jeg havde lige en uge fra vi kom hjem fra Italien til jeg skulle til Belgien og køre konkurrence, jeg var noget usikker på benene, da jeg fik lov at trappe lidt ned. I starten var benene tip top, men torsdag var der bly i og ingen fart, heldigvis ved jeg fra tidligere, at dette faktisk er gode tegn, men noget af en mental dræber.

Lørdag var jeg ude at teste ruter af sammen med min gode franske ven Anthony, her kunne jeg mærke at benene var gode og jeg var klar til at give den gas.

Konkurrencen; det er lidt specielt at køre i Belgien, da starten først er kl 14.05, hvilket er noget senere end de andre stævner, som starter om morgenen. Men efter at havde været dernede i 9 år, så vænner man sig lidt til det, dog aldrig til at man er sent færdig.

Solen bager og næsten ingen vind og lige inden start får vi at vide, at der kommer regn, kan ikke se en sky på himlen, så den tror jeg ikke på – jeg bliver klogere. Startskuddet lyder og der er en pige, som jeg ikke har set før der lægger godt fra land. Jeg hænger på uden problemer og lader hende trække, da vi har løbet de første 2½ km ud af de 10 km falder hun af og jeg fortsætter tempoet og får på 1. løb et lille minut hul til de andre. Op på cyklen, hvor jeg trykker til den fra start og venter spændt på om herrerne kommer og overtager. Dette plejer at ske ved 45 km ud af de 60 km cykling, men i år fik jeg æren af at være den første i skiftezonen, det har jeg ikke prøvet før i Belgien, men det holdt kun 800m, så kom de førende herrer bragende forbi.

Da jeg står af cyklen tænker jeg, puha jeg kan jo ikke bevæge mine ben, men så høre jeg speakeren sige: ”Here we have Susan always smiling Svendsen”. Med sådan en kommentar, kan man jo ikke lade være med at give den gas. Jeg kan mærke at benene godt vil i dag og den eneste krise jeg får på de 10 km er lige en snært at krampe i mit baglår. Sætter farten lidt ned og får styr på krampen og lidt efter kan jeg cruise hjem med en sejr på over 6 minutter til min konkurrenter og samtidigt kørt 5 minutter hurtigere end sidste år.

Da jeg kommer målstregen har det trukket op til regn og jeg når kun lige at få tørt tøj på så vælter det ned med regn og stormer. Pga vejret bliver podiecermonien desværre aflyst, men så fik jeg Cavaén medhjem J

Nu har jeg haft et par dage, hvor jeg kunne komme mig og er nu klar til de sidste 4½ uge inden mit store mål VM.

På genskriv…..

9/7: DM ½IM 2014 - Bronze

Søndag den 6. juli skulle jeg igen prøve kræfter med triathlon, jeg var meget spændt på, hvordan det ville komme til at gå og om min svømning egentlig havde rykket sig eller det bare var noget jeg mentalt bildte mig ind.

Jeg var ikke nervøs på samme måde, som sidste år, da jeg troede jeg vidste hvad jeg gik ind til, men det gjorde jeg ikke…

Da svømmestarten gik forsøgte jeg at komme så hurtig i gang som muligt, men med hele H40 + bag en, så nåede jeg måske to svømmetag før min hjerne begyndte at lave numre med mig. Jeg gik for alvor i panik, hvis jeg kunne ligge i fosterstilling i vandet havde jeg gjort det, men dette er jo ikke en mulighed. Der var bølger og gummimænd overalt og mine luftveje blev langsom lukket til. Pludselig sige noget i mit hoved; ”Helt ærlig Susanne, hver sekund du ligger her og piver kommer du bagud og så vinder du hvert fald ikke”. Så begyndte jeg at svømme igen for jeg elsker jo at vinde. Pludselig kom angsten igen og sagde;” stop det er jo åndsvagt, du kan jo ikke klare dette – tag nu lige og stop”!

Jeg nægtede at lytte til angsten og brugte min mentale styrke fra Powerman Tyskland, Hvis kunne jeg gennemføre det løb var det her ingenting. Langsom kom jeg i gang og havde ingen ide om, hvordan det gik, men svømmede over 4 min hurtigere end sidste år, så lidt mere svømmetræning og en god våddragt (Tak Rasmus H) gav alligevel bonus.

Da jeg kommer op af vandet starter jeg med at falde lige så lang jeg er bum, op igen og så af sted. 1. tegn på at jeg har givet den alt, hvad jeg havde på svømningen. Jeg ”sejler” ned mod skiftezonen og løber forbi min cykel og bruger lige 2 sekunder på at finde ud af, at jeg er løbet forbi ups. Forsøger at skifte så hurtig jeg kan, men som duathlet, er jeg vant til at cykle i strømper og ønsker ikke at få nogle grimme skavsår eller andet, så bruger lige tid på at få strømper på. Så jeg får et meget langsom 1. skifte.

Ud på cyklen, hvor der lige går noget tid før blodet er helt nede i begge ben, men finder en god rytme og tror på at det bliver en god dag hele vejen. Ved 75 km begynder jeg at overhale nogle kvinder heriblandt sidste års toer. Desværre fanger jeg ikke Kirsten Petterson, som jeg ved er en stærk konkurrent. Da jeg kommer ind i 2. skifte står Kirsten der og vi løber sammen ud på løbet og jeg føler at jeg har det godt, og holder mig til mit pace.  Kirsten starter med at trække, men efter 6 km går jeg op foran og får et lille hul til Kirsten. Henter 3. pladsen ved 11 km og da vi mangler 6 km og er lige ved at hente nr. 2. Så kommer min dejlige konkurrent Kirsten op forbi og laver et ryk, som jeg ikke tør at svare igen på, da der er 6 km igen og kræfterne er ikke til ryk, men stabil løb. Jeg ser Kirsten får større hul, men bliver ved med at presse på, men må se mig slået af Kirsten med 30 sekunder.

Jeg er super glad for min tredje plads, da jeg blev slået af mine to favorit legekammerater Maja Stage Nielsen (1) og Kirsten Petterson. Samt fik vist at bare fordi man ikke kan svømme kan man stadig godt blande sig i en triathlon og at min sidste års sejre ikke bare var held, men fordi jeg kan løbe og cykle J

Nu tager jeg snart 14 dage til Italien for at få nogle bakker ind i benene til mit helt store mål nemlig Zofingen.

5/6: VM Kort Duathlon

VM i Pontevedra

Kun 30 sekunder fra at jeg kunne havde lavet et godt resultat i til VM.

Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle køre VM kort igen, da jeg sidste gang ikke helt var klar over, hvad jeg gik indtil vidste jeg nu hvad der var i vente. Jeg havde en følelse af at jeg var godt kørende, men usikker på, om min top fart var, hvor den skulle være. De sidste træningspas synes jeg gav en god indikator på hvad jeg kunne og var tilfreds.

Dette vidste sig hurtig på startstregen, at min træning ikke havde være god nok til at få top fart, for jeg stiller mig klods opad den vindende franskmand Sandra Levenez og på et sekund er jeg alllerede tre skridt bagud. Jeg løber alt hvad jeg kan og er også i lidt kamp med nogle, da efter 300m kommer en lille bakke med et skarp højresving. Så godt jeg har lidt håndbold arme tilbage, så jeg ikke røg i asfalten der.

Jeg kunne hurtig se, at jeg ikke kunne følge med, men blev ved med at løbe alt hvad jeg kunne på de 10,1 km. Jeg følte ved fem km, at nu kan jeg ikke mere. Men håbede at de andre havde lagt alt for hårdt ud og at jeg kunne cykle mig op.

Da jeg skal løbe ind i skiftezonen ser jeg franskmanden sætter af sted på cyklen alene, jeg tænker, der er stadig håb og spæner alt hvad jeg kan igennem den meget lange skifte zone, men trods det så skifter jeg 8 sekunder langsommer end vinderen - igen ikke godt nok. Jeg komme ud og kan se 3. gruppe, lige foran mig opad bakken, der er ca 300m op og jeg kan se at de er uenig om, hvem der skal trække. Jeg presser til den i håb om at komme op. Da jeg kigger op igen, er der åbentbart blevet enig og har sat tempoet op. Jeg knækker lidt psykisk, men kæmper videre. På anden runde af de 8 kommer der en af de spanske Garcia op. Tror man skulle hedde Garcia for at være på det spanske landshold, for der var hele tre udaf de spanske piger, som hed det.

Garcia og jeg abejder godt sammen og mister hurtig hollænder og henter en britisk pige Palmer. Hun deltager ikke rigtigt i at få os frem, så Garcia og jeg prøver at smide hende, det lykkes ikke men i stedet fanger vi endnu en spansk Garcia. Her husker jeg Aksel Nielsens vise ord: ”Dem som kommer bagfra på cyklen skal du ikke være bekymret for, men dem du henter skal du smide, for de løber stærkere end dig.” Det lykkes mig ikke at smide de to jeg får hentet, men må igen stille mig tilfreds med en 16. plads overall, igen slået på stregen.

Dagen efter så jeg en stærk Mogens Busk som fik sølv medhjem, fedt at være med ude og heppe med de danske farver på. Samtidig vildt fedt at se at VM kort duathlon kan godt tiltrække en masse deltager fra hele verden selv Mexico og Brasilien havde flere deltager med en Danmark.

Til sidst slutte VM af med mixrelay, hvor to piger og drenge skal på skift køre 2km løb - 8 km cykling -1 km løb. Damerne startede og landet må selv bestemme, hvem der skal starte, da der må draftes med dem der lægges med.

Jeg fik et kæmpe wakeup call, da jeg så pigerne løbe de første to km, hvor der var to vendepunkter og en lille bakke. De løb på 6.00, så kan jeg bedre forstå hvorfor jeg følte at jeg stod stille og ingenting kunne på startsstregen i lørdags. Udover at havde løbet de 2 km på fuld smadder, så cykler de 8 og slutter igen af med at løbe 3.00 fart på sidste km – RESPEKT, hvor mange danske kvindelige løber kan lige det????

Nu har jeg endelig fået pause til hoved og krop, men mit hovedet kværner løs om aften over hvor træls det er, at jeg ikke kunne løbe stærkere eller havde mere power på cyklen eller…..

Når nu skal der ud og trænes svømning til mit andet ½ IM J  

19/5-14: Powerman Tyskland

I dag fik jeg virkelig testet min mentale fokus af, da jeg kørte Powerman Tyskland, som sidste år blev ændret til 24 km bjergløb pga. sne. I år så vejrprognosen rigtig god ud hjemmefra, den sagde 17-20 grader, sol og lidt skyer.

Da jeg ankom til Falkenstein fredag synes jeg ikke ligefrem jeg kunne mærke det dejlige forår, tværtimod så blæste der og var køligt.

Lørdag var vejret ligeså og i mit hoved begyndte jeg at føle et deja-vu og havde hjemmefra bestemt mig for, at hvis det blev lavet om til 24 km bjergløb igen udgik jeg, da restitutionen vil være for længe ifh. til at jeg gerne vil toppe til VM kort duathlon 2 uger senere.

Der blev snakket vejrudsigt og som altid er der aldrig en ensartet prognose, årsagen til denne svingende prognose var pga. et lavtryk, som var svær at vurdere hvor den vil gå hen, så den ene vejrudsigt sagde 17 grader og sol op imod den vi fik 9 grader og regnvejr.

Det lyder ikke slemt at køre i 9 grader og regn, men da vi starter med at løbe 16 km, som er pænt kuperet og heraf svært at have for meget tøj på i frygt for at få det for varmt. Cyklingen starter med at køre 5 km opad, hvor nogle steder er der stignings procent på 13 %., så her har du det pænt varmt, men når det går op, så går det som regel også ned og efter de 5 km opkørsel var der ca. 3 km nedkørsel efterfulgt af 4 km flad rul, inden du så igen kørte 3,5 km op og 3,5 km ned vendte om, og så det hele bagfra, hvor du igen vendte om og så det hele engang til.

Det som var svært på cyklen, var at jeg kun lige nåede at få varmen inden jeg sad og rystede som bare pokker nedad. Jeg var seriøs ved at overveje at udgå efter 1. runde, men på en eller anden måde fandt jeg kræfterne til at køre den sidste, trods jeg lige blev overhalet og lå toer. Hele tiden blev jeg ved med at tro på mig selv og tænkte på, hvor dejligt det blev at løbe og få varmen i kroppen.

Dog er det, at når, man fryser så meget, som jeg gjorde gør det pænt ondt at løbe, da fødder føles som at løbe på sten, det positive var, at jeg ikke kunne mærke mine to storetå negle, som er godt mørkeblå.

Jeg er stolt af at have gennemført, da vi kun var 58 gennemførte og over 120 tilmeldte, der var næsten mere tomt at komme i mål end sidste weekend i Løvel, da alle var taget hjem for at få varmen – fuld forståelse.

Jeg får hurtigt tørt tøj på, men i det samme kommer dopingkontrol og så skal der tisses, heldigvis har jeg formået at drikke godt på cyklen og kunne tisse med det samme if. til de andre stakler, som sad i deres våde tøj og FRØS – mens jeg efter 10 min kunne komme i et varmt velfortjent bad J

28/4-14: Powerman Danmark

Efter at have brugt et par dage på at komme mig EM, så gik træning i gang igen, inden den skulle nedtrappes. Denne tid på sæson er meget mærkelig, fordi konkurrencerne kommer hurtig efter hinanden og derfor er det nogle gange svært at både nyde de gode resultater samt hurtig ændre fokus på den næste konkurrence.

Heldigvis er jeg ikke nybegynder indenfor dette felt og er ved at have ”vænnet” mig til, at resultaterne skal nydes inden køreturen hjem, for når jeg sidder i bilen og er på vej tilbage, så begynder jeg per refleks at have fokus på næste konkurrence, såfremt der er nogen. Tænker, at dette egentlig er en okay måde at sorter tingene og til sidst samler jeg op og fejre, det der er værd at fejre J

I går skulle jeg så i ilden igen, hvor jeg igen var udnævnt til favorit, dette gik mig ikke på, det var mere tanken om at skulle køre langt, da over 5 timers konkurrence er langt for mig og noget som jeg ikke har været specielt god til, bare tag Zofingen, som har floppet for mig gang på gang.

Så tankerne gik meget på, er jeg klar nok til denne konkurrence og kan jeg klare den og har træningen været ok, da mit hovedfokus det sidste stykke tid havde været EM, som er en del kortere og meget anderledes konkurrence, da det kun er 7,5 km til sidst frem for 20 km.

Da det endelig blev søndag morgen, var det en fornøjelse at stå op til det smukkeste solskin og en god strid vind. Nerverne var ikke til stede kun glæde og fokus på konkurrencen.

Første 10 km blev løbet kontrolleret, og blev lidt overrasket over at løberuten var noget kringlet og med en strid stejl bakke, som ser ud af ingenting, hvis man kun skal passere den en gang, men jeg kunne godt fornemme, at den vil blive tricky senere på dagen. Dog tænkte jeg Zofingen og så blev bakken kun til et ”lille” trappetrin.

Af sted på cyklen gik det og lige inden jeg var helt væk fra den suveræne speaker, Rasmus Henning, hørte jeg at han sagde en masse flotte ord. Så jeg blev sendt af sted med masser af selvtillid og det største heppekor.

Der gik lige lidt tid inden jeg fik rigtig hul på cyklen, især fordi jeg kom ud med en masse herrer og ikke ville ligge på hjul, men køre mit eget ræs og have fokus på at holde tryk på cyklen ale 120 km. Så de første 40 km blev lidt bakken af for at jeg kunne holde den tilladte afstand. De to næste runder kørte det, der var yderst få kriser og jeg havde overskud, noget som jeg aldrig har prøvet før på så lange cykelture, så cykelformen var på plads og jeg nåede målet om, at have en god cykling, hvor jeg kunne træde hele vejen – YES.

Da jeg skiftede til mine løbesko, var jeg lidt forvirret, da jeg skulle huske flere ting end jeg plejer. En cykeltrøje som skulle af, tømme lommerne for brugte gel og solbriller af. Solbriller plejer jeg ikke at bruge, da de ofte har generet mere end gavnet, men da der var mange fluer og myg på ruten tænkte jeg det vil være en god ide. Så da jeg var på vej ud på løbet kom jeg i tanke om solbrillerne og måtte lige vende om og så af sted igen.

Benene føltes godt trods jeg har cyklet rigtig godt og ordre fra coach var: ”Første 5 km i 3. 50 fart, herefter bakker du af, så du ikke smadrer benene helt.”

Jeg løb af sted og havde en god føles med den fart, men glædede mig også til at kunne bakke lidt af, for jeg begyndte at blive træt og drak væske lige så snart jeg kunne. Varmen var også kommet og den sidste løbetur blev mødt af en krise på omkring de 7,5 km. Det eneste jeg tænkte på var, at blive ved med at løbe og det gjorde jeg. Herefter blev der mere overskud og alle hjalp mig igennem og heppede på mig, så det var svært ikke at fortsætte tempoet og pludselig var jeg i mål.

Tusind tak for alle der gad og bruge deres søndag ude på Islands Brygge og hjælpe mig igennem denne konkurrence og gøre det så meget sjovere at køre konkurrence. Et stort tak til Thomas og Peter der kastede sig ud i dette projekt i mine øjne kæmpe succes, ser frem til næste år

Nu lidt ro på, så Guldberg akupunktur kan få mig klar til de næste konkurrence, som er en helt anden form for duathlon nemlig kort distance, hvor man må drafte (ligge på hjul). Så nu skal der arbejdes med fart og ryk på cyklen.

Ses derude…

15/4-14: EM lang duathlon

Så kom sæsonen endelig i gang og udfaldet af første stævnet er bestemt godkendt. Især når jeg tænker et ½ år tilbage, hvor jeg var klar til at trække stikket og droppe alt om duathlon.

Så hvordan gik det, jo jeg glædede mig helt vild og tog mig selv i at være til tider lidt nervøs, men det gik over med det samme jeg tænkte på noget andet. Dog havde jeg en lille krise aften før, hvor jeg kun vil spille på min mobiltelefon og lytte til techno, så slapper jeg bedst af.

Søndag var for lang tid siden planlagt, hvordan den skulle foregå fra jeg stod op til løbet var færdig. Dette gjorde, at Jasper vidste lige, hvor han skulle være hvornår og at vi ikke skal bruge energi på at finde/huske hinanden. Dette kan for mig være en kæmpe stressfaktor.

Så da jeg var klar til at sætte min cykel i skiftezonen var der kun et problem dommerne var der ikke. Jasper blev tosset og jeg tog det helt roligt, for jeg vidste at jeg nok skulle nå alting. Så jeg lod Jasper om at flippe ud, mens jeg kunne smalltalke med de andre athleter. 20 min senere fik jeg adgang til skiftezonen og da jeg kendte den rimelig godt skulle jeg kun tjekke nogle få ting ud, inden jeg startede min opvarmning.

Endelig gik starten og som altid blev der lagt ud i 3.20 fart og jeg hader det, men de skal ikke tro de kan ryste mig af, så jeg klemte ballerne sammen og hang i og allerede efter 3 km faldt tempo og jeg tog styringen sammen med Jenny Schulz (GR), Isabelle Ferrer (Fr) hang bare på.

Jeg får løbet en god første løbetur uden at løbe mig helt ud, så jeg er klar til at cykle, mit skifte går godt lige indtil min hjelm ikke vil lukke. Trods det er to sekunder der driller føltes det som 1 minut, når man kan se de to andre er næsten klar. Jeg formår alligevel at komme først op på cyklen og af sted, Jenny henter mig hurtig og her kan jeg mærke at benene ikke vil som jeg ønskede. Det er enormt hårdt at cykle, men følelse og watt stemmer ikke overens. Jeg burde ligge 20-30Watt højere, men kan ikke presse mere i pedalerne..

Jeg er irriteret, men fortsætter med at holde fokus og komme så hurtig af denne cykel som muligt. På dette tidspunkt ved jeg godt Isabelle ligger tæt, men jeg er ikke klar over, at jeg skal løbe den sidste løbetur sammen med hende.

Da jeg kommer til andet skifte driller min cykel mig, da ham der ”holder” på den anden side bagskifter fylder det hele og mit forhjul kan ikke være i holderen. En dommer ser det og jeg får lige balancere min cykel til at stå selv og håber ikke at den vælter. Så ud af skifte zonen får jeg fanget Isabelle og så følges vi pænt ad de næste 7,5 km.

Jeg trækker det meste af vejen, da Isabelle ikke vil og på et tidspunkt nægter jeg at trække og så står vi nærmest stille. Så tænker niks, jeg skal ikke miste bronzen på den måde og holder et komfortabel tempo. Da der ca. 400 meter tilbage rykker Isabelle og jeg kommer med og lukke hurtigt hul. Herefter øger jeg tempoet en smule og så kan jeg ikke rigtig huske mere andet end jeg skuler ud til højre side og ser Isabelle er der stadig og bump så flyver jeg ind over målstregen ind i fotograferne og aner ikke noget som helst.

Alle lykkeønsker mig, men jeg vil have svar før jeg tør at juble. Jeg at finde en dommer og får thumbs up og jeg springer i luften af glæde og hopper jublende hen mod Jasper – YES

Nu er jeg stadig lidt træt og ør i bolden over at se den samme film for mine øjne hver gang jeg lukker dem, men den er god..

Tak for alle dem som fortsat troede på mig og har gjort at jeg stadig dyrker duathlon den dag i dag og til det store danske heppekor

Sidst tillykke til alle de andre dansker som enten tog medaljer eller fik en god placering.
30/3-14: VM Halvmarathon

Lørdag den 29. marts var der VM ½ maraton i KBH, Danmarks største motionsløb med 30.000 deltager + eliten.

Jeg havde delte forventninger til dette løb, da jeg ikke løb særlig godt til DM 10 km grundet sygdom og følte egentlig ikke at jeg havde den top fart som jeg kunne ønske.

Så efter DM 10 km har jeg haft fokus på at få fart i benene og løbet en masse intervaller i konkurrencefart og hurtigere.

Derudover har jeg ikke kunne trappe ned til dette løb, da EM ligger lige om hjørnet og der vil være for stor risici for at jeg vil være trappet for tidligt ned. Dog havde jeg lige to dage, hvor træning var sat noget ned og benene havde en chance for at komme sig, samt jeg fik to timer massage af min massør Rene.

Turen til KBH blev lidt hektisk, samt mit hoved havde meget svært ved at omstille mig til at jeg skulle løbe lørdag og tog af sted fredag. Vi ankom til KBH ved 19 tiden og fik hentet startnummer samt lige hilst på min sponsor Mads Holm, som er sælger for Brooks og Compressport.

Da vi ankom så sent blev joggeturen lavet om til en gå tur, hvor jeg til sidst var så træt, at jeg ikke kunne mere, årsagen var at gå turen var på over en time derfor. Hjem til hotellet få fyldt depoterne op med en god blåbærmuffin og så forsøge at finde ro. Dog lidt svært da hotelværelse var meget varmt tror der var over 28 grader på det meget lille Cabinn værelse.

Lørdag morgen startede med lidt morgenjog, så forsøge at få morgenmad, men det var der så flere på hotellet, der havde fået denne ide, så da jeg var færdig med at spise lidt over 10, så var der kun ganske lidt pålæg tilbage samt 3 hele franskbrød, og en time tilbage af morgemaden. Nej det var ikke mig som tømte BUFFETTEN!!!

Så lidt afslap inden opvarmning og derefter kørte det bare med at få afleveret mit tøj til bagefter og finde ned til startstregen.

Jeg kom ikke helt frem, da der var enorm mange, som var kommet i god tid og selvfølgelig kunne jeg ase og mase mig frem, men jeg havde ikke lyst til at starte et løb med at blive mødt af sure miner og samtidig frygten for at blive skubbet. Så jeg troede jeg stod længere fremme, men det gjorde jeg ikke. De første mange meter blev gået i gang, hvilket jeg kun har prøvet engang før til mit første maraton, hvor jeg stod allerbagerst. Da jeg så startstregen kunne jeg begynde at lunte. Den første km blev ca 15 sekunder langsommer end normalt og det var først ved tre km, hvor jeg kunne løbe frit uden at skulle koncentreret mig om, at løbe i huller.

Benene føltes godt og det var som om de havde deres eget liv at jeg bare skulle følge med, det er så fed en fornemmelse.

Da jeg kommer til 20 km, kan jeg se, at hvis jeg skal nå under 1.18.45, så skal jeg holde tempo og ikke gå ned i fart. Så den sidste km bliver givet alt hvad jeg har og i mit hoved forestiller jeg mig, at det er EM og guldet er lige frem. Det virker og jeg kommer i mål i 1.18.33 og er bare så glad. Samtidigt er jeg ikke smadret, dog øm,..
9/3-14: DM 10km landevej

I dag var der tid til at prøve farten af på en flad 10 km igen. Jeg havde ikke trappet ned til den, da jeg prioritere EM om 5 uger noget højere.

Så dagen inden var jeg lige ude og cykle 2½ time rolig, men allerede her begyndte min krop at opføre sig mærkeligt. Da jeg havde cyklet ½ time begyndte jeg at få sure opstød, som smagte af mavesyre og min puls gik fra 136 til 200. Så skulle jeg lige tisse og da jeg rejste mig op begyndte jeg at kaste op. Ikke lækkert at stå i vejkanten og sige ulrik…

Da jeg tænkte nu kommer der ikke mere sat jeg mig op på cyklen og fortsatte, da jeg jo havde det okay. De sure opstød kom et par gange mere og pulsen var faldet igen.

Dog havde jeg ikke noget power i benene og følte mig enorm træt, men jeg tænkte det er nok efterveerne fra min hårde torsdags træning, hvor mine lår syrede til bare ved at gå op ad trapperne.

Nå søndag op meget tidligt og kroppen var okay, ikke noget hvor jeg tænkte dette kommer ikke til at fungere.

Vi var i København i meget god tid, så der var masser af tid til at få snakket med alle dem man ikke ser hverdag.

Da der var ca. 1 time til start begyndte jeg at varme op, da jeg ved at min krop er længe om at komme op i fart. Her kunne jeg godt mærke at jeg ikke var på toppen og det vil blive en hård dag.

Starten gik og som altid kan jeg med det samme finde racepace uden problemer, men i dag var racepace noget hårdere at holde, men jeg havde lovet Sari fra klubben, at jeg vil hjælpe hende med at komme godt i gang. At der så lige havde sneget sig en 1900 pige på lur var ikke lige planen, da det betød at vi mistede holdguldet L

Målet for mig i dag var at løbe tæt på min pr 36.30 og få holdguldet. Dette mål mestrede jeg ikke, jeg løb 37.12 og var 20 sekunder for langsom til at få holdguldet.

Så hvad fik jeg ud af dette, en enorm hård træning, hvor jeg fik presset mig helt ud, hvor jeg så stjerner og sølv på senior hold og sølv i aldersklassen K35, kun slået af Jess (OL deltager i maraton).

Derudover var jeg vidne til at to holdkammerater (Zenia og Sari) lavede kæmpe PR, så trods jeg ikke præsterede det jeg kunne havde gjort, hvis jeg havde været på toppen – godkendt træning.

Nu har jeg lige en fem uger mere inde til at jeg har mit første sæsonmål og få fundet den sidste fart i benene
16/2-14: Lanzarote igen :-)

Hjem igen fra Lanzarote

Så blev den anden træningslejr overstået og den trak noget mere tænder ud end sidst.

Det blev til:

 21t 25 minutters cykling, som blev til 534 km cykling

6t 47 minutters løb, som blev til 85 km løb

Jeg var af sted med Jasper, Søren Bystrup og hans lillesøster Kirstine.

Det var ikke dumt at være af sted sammen med Søren, han var flink til at trække Jasper og jeg i den meget hårde vind, som kan finde sted på Lanzarote.

Min træning var sat op til at hver anden dag var nogle lange hårde dage, hvor jeg havde mellem 4.5 til 6 timer på cyklen, hvor de andre var 1.5 time cykling og hårdt løb.

Den længste træningsdag blev til lige under 7 timer, som startede med 20 minutters morgenløb, 6 timer i sadlen og så 25 minutters off-bike løb.

Jeg var ikke gået kold på noget tidspunkt, men havde en lille krise efter 4,5 time, da jeg synes vinden drillede og at modvind lige pludselig ikke er sjov, når jeg sidder helt alene og kæmper med den.

Så jeg havde frygtet min løbetur, men da der ingen lyskryds er i Costa Teguise, så er der ingen stop, så det gjorde at jeg kunne holde rytmen og få det overstået.

Den sidste dag bød på 5 timers cykling, da jeg var færdig med at cykle var jeg meget træt og havde virkelig svært ved at finde motivationen til de 45 minutters løb der skulle laves et par timer senere, men til min store overraskelse gik det godt, da jeg lige kom i gang, men var glad da jeg var færdig.

Nu sidder jeg i flyet hjem fra Lanzarote og er super top motiveret for den kommende sæson, så mon ikke jeg lige kan klare de sidste gråvejrs dage der forhåbentlig er tilbage i Danmark.

Den næste ting der er på programmet er DM 10 km landevej i København, jeg har ingen ide om hvad jeg kan, men håber på at jeg det er bedre end sidste år, hvor jeg var syg. Dog inden da, skal jeg lige teste min løbeform af til Dupontløbet i Viby J. Så I er velkommen til at komme at give læ, heppe eller være med …

Tak Jasper, Søren og Kristine for en kanon fed og ”hoar” træningslejr J

1/2-2014: 1 uge til sol og varme

Jeg kan godt lide vinter og sne, men ikke nær så meget som jeg elsker sol og masser af varme. Og nu er der kun 1 uge til at jeg igen er på Lanzarote min nye ynglingsø.

Hvad kan man så bruge tiden på herhjemme i det snefyldte Danmark???

Jo i sidste weekend var menuen DM kort cross i Odense. En rute, som jeg havde frygtet vil være meget mudret og glat. Men da vejret havde bestemt sig for at være vinter, så var ruten stenhård og man ønskede bestemt ikke at falde, da vil komme til at få en del blå mærker.

Jeg havde ingen ide, om hvordan dette løb ville gå, men jeg håbede på, at kunne følge lidt med. Dog var jeg også klar over, at jeg manglede en del fart i forhold til sidste år. Starten gik og jeg kom okay med fra start og lå så meget i læ som muligt. På grund af underlaget havde jeg valgt at tage et par almindelig løbesko på og det kunne mærkes opad bakke, hvor jeg ikke havde så godt greb. Heldigvis kunne jeg hente det nedad. Jeg slutter som nr. 11 og sammen med to andre får vi en tredjeplads som hold.

Da jeg bagefter skulle havde noget at drikke, var mine læber bundfrosne, så da forsøgte at drikke noget, var det som om, jeg havde været hos tandlægen og fået en bedøvelse. Vandet væltet ud af munden, da jeg ikke kunne lukke munden tæt.

Ellers går det super godt med træningen, jeg kan mærke at jeg har fået arbejde og træning til at hænge sammen i år Samtidigt er jeg blevet endnu bedre til at lytte til min krop og faresignalerne for overtræning; sover jeg godt om natten er appetitten i top(spørg bare Jasper) og holder jeg vægten. Derudover har jeg verdens bedste massør (Rene Guldberg - www.guldbergakupunktur.dk), som sørger for at min træning hele tiden kan lade sig gøre.

Det bedste af det hele er, at jeg kan mærke, at jeg har mere overskud til at være sammen med andre, at dette er noget jeg kan se frem til i stedet for at tænke, nu skal det overståes.

Træningen har egentlig forgået udenfor, men jeg tror det næste stykke tid rykke jeg det meste indenfor, for at få det mest optimale ud af selveste træningen.

Pas godt på jer selv derude..

Nytår og træningslejr på lanzarote

4/1-2014: Den bedste slutning på 2013 og start på 2014

Nu sidder jeg i en flyver på vej hjem fra 7 fantastiske dage på Lanzarote med noget svingende vejr, men høj sol de fleste dage og perfekt til at træne i.

Jeg var af sted med Jasper og hans forældre, vi havde fundet et sted i Playa Blanka, som ligger i sydende af øen altså nærmest modsat Club La Santa.

Det var et godt sted at bo, dog lidt trivielt når man skulle starte sin cykling, fordi der var 15 km før man kom til andre veje, men det var fint nok for så kunne man bruge de 15 km som opvarmning, dog kunne opvarmning blive hård, hvis man valgte den ene vej som var 9 km opad et bjerg, hvor stigningsprocent var  mellem 4- 7 %

Vi havde valgt at leje cykler dernede for at slippe for at transportere cykel for en uge. Det kostede ca. 1.000 kr. for en uge og det var nogle rigtig fine cykler, dog var de engelsk produceret og derfor var der byttet om på for- og bagbremsen. Så det krævede lidt tilvænning at bremse, men det gik.

Det eneste minus for mig, var at cykling lige var lidt for lang, men det vidste vi godt, inden, det gik fint og der er ikke de store tekniske nedkørelser på Lanzarote, så jeg tog lige toppen af farten så gik det godt.

Vi havde cyklerne i seks dage og jeg fik cyklet alle dage, nogle dage bedre end andre. De første dage var der meget vind og det var svært at styre cyklen for mig, når der kom kastevinde samtidigt kommer man ikke langt i modvinden på Lanzarote. De sidste dage var perfekte at cykle i, næsten ingen vind og masser af sol.

Jeg kom desværre ikke helt op til nordenden af øen, det har jeg til gode. Jaspers forældre lejede en bil og sagde at der er enormt smukt. Så har jeg også noget at komme tilbage efter.

Selve løbet havde jeg frygtet fordi der ofte kun er dårlige glatte fortov at løbe på, når man er sydpå. Heldigvis var der ikke så megen trafik så jeg kunne løbe på vejen/cykelstien. Så det gik rigtig godt med at få trænet løbedelen. Dog brokkede mine akillessener sig noget til sidst. Så er det godt jeg skal ned til min behandler Rene og havde noget strøm i dem.

Så det blev til 20 timers cykling og 5 timer og 50 min løb på de 7 dage, det kunne ikke være en bedre måde at slutte et år af på og starte et nyt.

Nu skal jeg bare kunne fortsætte den gode stil så skal jeg nok få et godt 2014

Godt nytår til alle vi ses derude.

Nytårsaften på lanzarote
2013

25/12-2013:  Opsummering af 2013

Egentlig er jeg ikke vildt meget overtroisk, men jeg må da sige, at jeg havde da mine spekulationer omkring året 2013, om det vil være et år fuld af diverse uheld som vil ramle ned over mig. Lidt ligesom filmen; ”En ulykke kommer sjældent alene.”

Egentlig startede året ok, hvor jeg fik trænet en masse og havde en høj træningsmængde da jeg også havde fået nyt job og heraf gået ned i tid. Dette gik også super godt til slutningen af februar, hvor jeg begyndte at blive lidt små sløj, men ikke nok til at jeg ikke kunne træne, så jeg knoklede på, da jeg ofte fik det ok undervejs, da kroppen blev varm. Så jeg havde lidt svært ved at skelne mellem syg og træt krop.

Dette kostede dyrt, da jeg hele marts måned var plaget af sygdom og kunne ikke få den ønskede topfart. Til DM 10 km i marts kom jeg igennem med snottet hængende ud af alle huller i kraniet og næste dag kom jeg på en 10 dages penicilin kur og fik det straks bedre og så var Susanne igen klar til at give den gas, for det næste store mål var jo EM duathlon, hvor jeg skulle forsvare min 3. plads. Træningen gik fremad, men jeg kom aldrig til at ramme den ønskede form og det kostede også nogle tudeture under træning, samt en stor vrede imod det danske vejr som stadig bød på vinter til midt april.

Jeg gennemførte EM duathlon og næste dag fik jeg mellemørebetændelse og var ude i næsten to uger. Så en gang til skulle jeg bygge min kanon gode vinterform op, som nu var styret imod den største af alle mål nemlig Zofingen (VM lang duathlon).

Men i mellemtiden fik jeg og Søren Bystrup den vildeste mulighed at køre VM lang triathlon. Ikke et stævne vi på nogen måder var klar til. 6 dage før var vi i sydtyskland og køre Powerman Falkenstein, men pga. vejret blev det lavet om til 24 km bjergløb i 3 graders varme på det laveste punkt. Da jeg dengang lige var begyndt træningen igen, så var jeg bestemt ikke i form til at løbe 24 km bjergløb, men jeg kom igennem og det samme med VM lang tri i Frankrig, så godt nok er jeg ikke i topform, men jeg kommer ofte i gennem løbet.

Hele sommeren fik jeg trænet kanongodtt, Jasper og jeg var i Italien, hvor der høj sol og 30-35 samtidigt var jeg jo lige blevet dansk mester på ½ ironman. Så selvtilliden var høj. Da jeg kom hjem fik jeg lavet en dum fejl, at sige ja til arbejde i stedet gå arbejdsløs og få rette min træning helt til imod Zofingen.

Jeg var meget træt det 1½ måned mod Zofingen, men fik da en sejr hjem i Belgien og anden plads i Østrig.

Herfra set i bakspejlet, tror jeg det gik nedad bakke for mig.

Jeg blev stresset over ar være arbejdsløs og frygten for at blive sendt i aktivering gjorde at jeg brugte meget energi på at finde arbejde og havde ikke den samme ro, som jeg havde da jeg var i Italien. Denne stress/arbejdsbelastning opdager man jo sjældent før det er for sent. Ugen inden Zofingen lykkes det mig også at vælte så hele min venstre side får et ordentlig slag, men jeg tænker ikke mere over det. Da jeg kunne bevæge mig.

Så summen sumarum så det sidste 1½ måned op til Zofingen gjorde sikket udslaget at jeg kom på skadestuen i Schweiz i stedet for at komme til tops til dette stævne. Heraf ikke bruge min sejhed til at gennemføre Zofingen.

Så hvad der egentlig skete vides ikke, men sikkert overtræning, fibrespræning i hjerte og et styrt oven i.

Hvis man kigger tilbage over mit år 2013, så har jeg også hele tiden været forstyrret i min træning, så når det endelig gik godt, så kom der en anden stressfaktor ind.

Dette er noget jeg har lært af 2013, at jeg bliver nødt til at vælge, jeg kan ikke gøre flere ting på engang. Jeg kan ikke tjene mange penge og køre duathlon på højt niveau, så må jeg leve lidt mere af havregrød og se på Jasper spise røde bøffer J

Nu er jeg ved at komme tilbage og træner ok, cykling går bedst, men løbet kommer stille og roligt. For om få dage tager jeg til Lanzarote og starter 2014 på en frisk. Derudover har jeg fået lige en julegave fra forbundet, at jeg er på duathlon landsholdet igen.- Hermed stadig en del af ADAMS systemet, så sorry Jasper vi kan stadig blive vækket kl 6.00 af ADD.

Til slut ønskes alle glædelig jul og håber alle får en god start på 2014

Ses i 2014

26/10-13: Siden sidst

For 4 uger siden fik jeg indopereret en loop recorder (en sladerhank - ILR). Dette gik rigtig godt og jeg blev syet sammen med nogle sting, som selv skulle falde ud. Denne ILR kunne måle om der evt. var noget arytmik (hjerteflimmer) på mit hjerte.

Efter 3½ uge synes jeg at arret var blevet noget rødt og ømt. Heldigvis er der mange læger i AGF løbeklub og heldigvis var Rikke til træning, som også er hudlæge.

Rikke mente, kunne se, at der sad en lille tråd og stak ud, den skulle jeg trække ud og det ville være bedst efter et bad. Dette forsøgte jeg, men AV for den da, dette gjorde ondt. Jeg synes tråden sad fast og tog derfor kontaktede til Rikke igen. Rikke forsøgte at trække tråden ud, men vurderede at den sad fast og evt. skulle opereres ud. Denne tråd skulle havde været gået i opløsning indvendig, men havde arbejde sig selv ud og medført betændelse.

Jeg kontaktede Bispebjerg Hospital mandag og vupti her sidder jeg så tirsdag middag og skal onsdag morgen havde fjernet tråd og loop recorder. De vil fjerne ILR fordi jeg har haft et par anfald, som har vist, at jeg ikke har noget arytmik på mit hjerte. Heldigvis, men samtidig også noget frustrerende - hvad er det så?

Min læge tænker, at jeg har en stresset krop, som ikke kan klare mere, at dette sagtens kan medføre disse symptomer. Så nu står den på stille og rolig opbygning af formen, fordi den er godt nok lagt væk. Jeg føler mig som, om jeg aldrig har dyrket motion og når jeg løber er jeg nede at løbe 5-6 min pr km, som føltes som om jeg løber max. Normalt løber jeg lette ture på 4.45-4.35 min pr km.

Det er rart at vide, at mit hjerte er helt okay, men som jeg skrev lige før er jeg noget frustrerede over, at jeg evt. selv har været skyld i den situation jeg sidder i. Tanken om, at jeg har overset de signaler min krop har sendt mig. Samtidigt er det jo ikke kun det at man måske træner for meget, hvis du så har for meget at se til ved siden af. Det har været skønt at være ”arbejdsløs”, men så heller ikke mere end jeg konstant har frygtet, hvornår jeg blev sendt i aktivering. Så var jeg heldig at få 12 timer på Forældreskolen og 3-4 som aflaster, så jeg havde lige under 16 timer, men alligevel ikke nok til at få tingene til at køre rundt, da jeg ikke fik nogen præmiepenge med fra VM.

Så når man ser på ovenstående tekst i bagklogskabetslys kan det jo godt lyde som en stor indirekte stressfaktor. 

Så lige nu er planen at komme ovenpå igen og få bygget formen roligt op, så jeg kan blive klar uden at stresset igen.

Jeg skal kontakte min læge på Bispebjerg igen om et måned. Hvis det ikke er blevet bedre skal jeg havde lavet en fysisk løbetest, da det især er på løbet jeg har det hårdt og svært ved at styre min puls..

Så nu ”nyder” jeg, at have mere tid til mig…

10/9-2013:  VM lang duathlon = DNF

Så kom årets store mål, målet hvor alt var lagt på et fad, målet som alt træning har været rettet imod især, da jeg missede mit første hovedmål i april nemlig EM lang duathlon.

Jeg har aldrig følt mig mere klar og mere motiveret for at skulle køre konkurrence, dog har jeg haft nogle akillessener, som lige var inde og drille træningen en del, men det fik min massør Rene heldigvis styr på, så alt var klar til at give den gas og køre mit livs konkurrence.

Vejret var ikke det vejr jeg kunne havde ønsket mig, små regn, lidt vind og ca. 16 grader, men det føltes ikke koldt, dog noget æv med så dårligt vejr, når man i dagene optil har bevæget sig rundt i 26-30 grader, men jeg har den holdning at ting du ikke har indflydelse på, skal man ikke bruge energi på at være irriteret over.

Min taktik var at løbe med overskud på første løbetur og så give den gas på cyklen, dog kontrolleret så jeg forhåbentlig havde en lille smule overskud på den tredje omgang på cyklen og så skulle anden løbetur overleves og se hvad dagen bragte, hvis alt klappede.

Første løbetur gik lige efter planen, jeg havde en forventning om at nogle vil lægge lidt for hårdt ud, så jeg holdt mit eget pace og faldt lidt bagud på de første 5 km, men kom igen på den anden runde og kom 4 ind i T1 og nr. 2 ude på cyklen kun nogle få sekunder efter Julia V (senere nr. 2), Jeg henter Julia efter 6 km og kort efter kommer Eva Nyström (VM nr. 1) forbi, jeg forsøgte at gå med, men kunne se at det ville lige blive hårdt nok og så ville det koste for meget i sidste ende, så jeg holdt til min egen plan og kørte ikke over evne. Til mit store uheld kom der en stor gruppe kvinder op til mig, som ikke kørte stærkere end mig, så da de forsøgte at komme forbi bloggede de mig og jeg fik et par mundtlige advarsler  af dommerne. Så jeg lagde mig et godt stykke bag ved og tabte afstanden til de forreste. Dog havde jeg is i maven og stolede på min egen evne og kørte mit eget ræs.

Da jeg har kørt ca. 80 km begynder jeg at få nogle mærkelig smerter i min vestre side af brystet, jeg tror det er pulsbæltet, som sidder for stramt, så imens jeg køre op af den tredje hårde stigning forsøger jeg at få mit pulsbælte op, lidt svært, men lykkes. Desværre er det ikke besværet værd, da smerterne stadig er der. Dog forsvinder de, da jeg har en lang nedkørsel, hvor jeg kan slappe lidt af.

Køre lidt langsommere end planen på 2 omgang, men køre stadig hurtigere end jeg nogensinde har gjort og er klar til de sidste 50 km, og glæder mig enormt meget til at skulle ud og løbe. Pludselig kommer smerterne tilbage i brystet, da jeg begynder at cykle opad igen. Jeg forsøger igen at ignorer det og tænker det er bare en af de mange kriser man kan få under sådanne konkurrencer. Dog virker dette ikke denne gang, jeg bliver ved med at få smerter i brystet og det begynder at svimle for mig, pludselig er alt sort og jeg det næste jeg husker er at der står en masse mennesker omkring mig og jeg føler mig meget træt og kun lyst til at sove.

Jeg bliver kørt på skadestuen og får taget en masse prøver og CT-scanninger. Blodprøven var fin, der var intet at se. CT-scanning af hovedet var ok, men mit haleben sad skæv, så derfor var der smerter der. Hvordan dette er sket er uvist, dog væltede jeg i en rundkørsel sidste mandag, men var ved kiropraktor dagen efter, så det burde ikke være fra der.

Min EKG (hjertekardiogram) var overordnet fin, dog har jeg haft noget hjerteflimmer, som ikke lige kunne besvares hvorfor. Derfor skal jeg havde undersøgt det hjemme i DK.

Så trods den væmmelige oplevelse så var der ikke det store at se, men det hjælper ikke på de frustrationer og følelser jeg har, så lige nu er træning sat på standby og jeg er i fuld gang med at finde ud af, hvad skete der.

Hvis der er nogen som har en god forklaring er i mere end velkommen til at kontakte mig, for jeg er død ærgerlig over at resultat blev en DNF

Tak til alle jer, som har fulgt mig og for de mange hilsner på FB og SMS, det hjælper en smule…

19/8-2013:  Powerman Østrig

Denne weekend stod igen i konkurrencens tegn, hvor jeg tog til Østrig for at forsvare min sejr for tredje gang.

Dog var der en stor forskel på dette år og de sidste to år, da jeg ikke var så nedtrappet, som jeg plejer at være, da VM (Zofingen) ligger 3 uger senere end som tidligere kun 2 uger.

Mentalt synes jeg det er rart, at jeg har en uge mere, men det var også noget mentalt hårdt at konkurrere når ens ben ikke er fit for figth, men det var en god mental træning om at holde sig kørende trods kroppen mest havde lyst til at lægge sig ned og sove.

Jeg vidste at konkurrencen vil blive hård, da den tyske Julia V stillede til start. Julia er en dygtig løber, men jeg havde ingen ide om, hvordan hun ville cykle. Min taktik var at følge Julia så meget på løb og bakke af, hvis tempoet var for højt. Herefter håbede jeg, at jeg kunne hente hende på cykel og så måtte vi se, hvad der skete på sidste løbetur.

Denne taktik holdt ca. 3,5 km, så kunne min betonben ikke følge med mere og jeg tabte et minut til Julia på første løbetur. Ud på cyklen i håb om, at benene havde det bedre, men nej, de første tre km kunne jeg ikke få cyklen i gang og lå og kørte 27 km/t hvilket ikke er godt. Jeg tænkte, at dette kommer jeg aldrig igennem, men så kom jeg alligevel op over det første bjerg, men stadig ingen syn af Julia. Jeg får cyklet en ok 1. runde ud af de to, men på anden runde er luften sivet pænt meget ud af ballon og jeg tænker kun på at komme igennem og beholde min anden plads.

Da jeg starter mit andet løb kan jeg pludselig se en leader bike og tænker, nej så meget har hun ikke hente på mig, men til min store overraskelse er det den første herre og med Søren Bystrup bag. Så det var en dejlig tanke at starte min anden løbetur med og især fordi jeg kunne se, at Jorie ikke kunne nå ham – fedt Søren.

Anden løbetur var lidt et mareridt fordi jeg kom ud sammen med en masse stafetfolk, som kom fræsende forbi mig, jeg følte mig ok løbende ikke hurtigt men ok, så jeg følte, at jeg stod stille, når der kommer friske folk forbi en.

Jeg beholder min anden plads og køre tæt på samme tid som forrige år, hvilket for mig er godkendt, da min krop slet ikke var konkurrence klar.

Nu skal min form lige fin pudset til den store finale og for en gang skyld føler jeg mig klar både mentalt og fysisk.

Det næste jeg lige skal inden finalen er at løbe DHL for min sponsor JN massage, dog fået tilladelse til at løbe let J


5/8-2013: Powerman Belgien

Puha, det er ikke sjovt at køre hård konkurrence ,når man ingen overfart har i benene.

I dag skulle jeg for første gang forsvare min sejr i Powerman Belgien som jeg har deltaget i 8 gange.

Vejret er dejligt, høj sol og omkring de 27-28 grader og en let vind, så det var perfekt vejr for sådan én som jeg.

Inden start havde jeg lidt svært ved at finde den rette motivation, for når stævnet først starter kl. 14 er det svært at starte morgen med at være klar, så jeg forsøgte at udskyde mit spændingsniveau, men det medførte egentlig kun at jeg aldrig rigtig fandt det, men valgte at tage det som et træningsræs og se hvad der sker.

Starten gik og jeg har ingen fornemmelse af, hvad jeg skal lægge ud i, da jeg ikke rigtig har løbet så meget fart de sidste mange uger, så jeg lægger roligt ud og efter 3 km ud af de 10 km spørger jeg Jasper hvor mange der er på ”slæb”, jeg får vide at der er tre med, men at jeg skal lægge lidt tryk på i svingene og se hvad der sker. Efter 7 km får jeg et hul og løber de sidste tre km alene og får lavet et godt skifte og af sted på cyklen, hvor den får for fuld hammer. De første 3 km ligger jeg og cykler 40 km/t og ved at det er alt for hurtigt, men det går godt og jeg fortsætter og da jeg har cyklet 15 km ud af de 60 km har jeg øget til nr. to (Siobhan Horgan fra Irland, tidliger tuor de France cykelrytter, hvor hun har opnået en 19. plads)

De næste 30 km øger jeg igen til Siobhan, men de sidste 15 km kan jeg mærke at luften er ved at sive ud af ballon og det bliver hårdt at holde samme speed og jeg sætter tid til på de sidste 15 km, men stiller cyklen ca. 2 min før nr. 2.

Andet løb er jeg pænt presset og har ikke noget at skyde med og går lidt i panik, da jeg kan se Siobhan kommer tættere på mig. Forsøger at øge, men det det gør ondt i akillessener, så jeg sætter farten lidt ned og håber på at kunne øge min fart igen efter lige havde givet kroppen en ”puster”. Det viser sig, at jeg holder afstanden til Siobhan og begynder med ca. 5 km igen at få liv ned til benene, det der gør mest ondt nu, er den kæmpe vabel jeg fik på første løbe tur på min højre hæl og mine tæer på højre fod, som er ved at miste deres negle. Jeg kæmper med næb og klør og begynder at indstille mig på, at dette kan blive et spurt opgør og hvis det bliver det så må der kæmpes med, hvad der er tilbage. Da jeg mangler 2½ km har jeg 30 sekunder og kan se at hun ikke kan hente mig. Pludselig kan jeg se en ende min anstrengelse og glæder mig enormt meget til at komme i mål, for jeg er helt færdig.

Da jeg kommer i mål sætter jeg mig foran væskedepotet og tyller det ene glas ned efter det andet og efter 10 glas forskellig slags væske, er jeg ved at komme mig og kan nyde min sejr…

Det var en hård dag på kontoret men jeg får cyklet min hurtigste cykel tid på 60 km nogensinde, løbet halter lidt, men godkendt da akillessenerne jo har drillet en stor del.

Nu lige et par dage med ro på også i gang med de sidste forberedelser imod hovedetmål Zofingen, dog med et stop i Østrig, hvor jeg igen skal se om jeg kan forsvare min sejr J

Tak til Kirstine og Søren for en hyggelig weekend.


21/7-2013:  Træningslejr/ ferie i Italien

Så er mine dage i det skønne solrige Italien desværre slut, for denne gang, for det er helt sikkert at jeg skal tilbage til Malgrate/Como søen.

Opdatering på hvad jeg har brugt de sidste 14 dage til:

Mandag den 8. juli kørte vi mod Italien med meget tunge ben og tirsdag den 9. juli var vi i Malgrate. Hvor solen skinnede og der var over 30 grader og næsten ingen vind. Så disse to dage blev ikke til noget træning kun en let løbetur for at få løsnet benene.

De andre dage fik jeg cyklet 7 gange ud af 9 dage.Har fået kørt nogle gode lange ture opad stigninger på 9-14 %, som er mellem 6- 13 km lange. det positive var at benene var klar til at køre opad og man glemmer hurtig det er hårdt, når man kigger på naturen og nyder ens omgivelser i stedet for.

Den ene lange tur var på 5½ time, hvor kørte jeg søen rundt (155km), det var en fed oplevelse, men også speciel for på et tidspunkt køre jeg igennem en tunnel på over 3 km, det er altså længe at cykle i mørke. (I Italien omkring Como søen er der mange tunneller og det kræver at man har lys på – ja man må gerne cykle igennem dem og bilisterne viser meget hensyn.) Så for dem der kender mig, så er jeg kureret for min tunnelskræk J

På vej hjem fra Italien kørte vi over Sankt Gotthard passet en utrolig smuk køretur, men man skal lade være med at kigge ned, hvis man er højdeskræk, for du er godt nok højt oppe – puha…

Årsagen til vi kørte den vej, var fordi vi kørte forbi Zofingen hjem for at teste cykelformen af, dog med nogle meget trætte ben, men hvis jeg kunne komme igennem de tre runder med døde ben, så burde jeg nok også kunne med friske ben…

Jeg startede med at løbe 1 runde på første løbetur ca. 4½ km, derefter af sted på cyklen, hvor jeg skulle køre de tre gange 50 km progressivt, dvs. første runde med overskud og stadigvæk tryk på pedalerne. 1. runde går super godt og stigningerne er dejlig lette og må holde igen, hvilket er super fedt. 2. runde går også godt, men de sidste 20 km er en smule hårde og svært at holde tryk i pedalerne, dog køre jeg et par minutter hurtigere end 1. runde så den var hvert fald progressiv. 3. runder, den runde hvor jeg plejer at gå kold og få vejrtrækningsproblemer. Jeg tager en stigning ad gangen og kommer godt over Richterhöhe, som er godt 4 km lang, kort efter er det Bodenberg, som jeg kan mærke kræver fokus, men det går godt, dog lige et min langsommer end på 2. runde. Nu kom det lange rullende stykke, som var svært at køre på 2. runde, men jeg formår at holde fokus og lige inden jeg skal ind på sidste stigning stikker en bi mig i venstre lår, så jeg må lige i hold og have hevet brodden ud og så af sted igen. Jeg får kørt 3. runde næsten ligeså hurtig som 2. runde og i alt en rigtig god tur med tryk hele vejen, hvilket er godkendt til trætte ben. Da jeg har stillet cykling skal jeg lige løbe op til Heitern for at se, hvordan benene har det efter sådan en lang cykling. Her plejer jeg at skal sidde og sunde mig nogle minutter også gå op til Heitern. Det lykkes mig, at løbe hele vejen med god fart og endda med overskud. Så det var en rigtigt god test mentalt for mig.

Jeg har ikke fået løbet så meget på denne ferie, da jeg har nogle akillessener der stadig driller mig, så er det godt jeg skal hjem til min massør, som kan sætte noget strøm i dem, så de kan blive klar.

Nu bliver det godt at komme hjem i ens egen seng og få hverdagen i gang igen, dog stadig arbejdsløs/ferie J

Det næste på programmet er Powerman Belgien om 14 dage, det bliver spændende om jeg kan forsvare min sejr fra sidste år – på genskriv…

8/7-2013:  DM ½ Ironman i Aalborg

Ja, det er ved at være noget tid siden jeg har skrevet og årsagen er at der har været sket så meget på det sidste blandt andet min overskrift.

Lad mig starte efter min deltagelse i VM lang triathlon i Frankrig. Jeg var godt mørbanket efter og tog mig den tid det krævede at restituere før jeg kunne komme i gang med træning mod mit store hovedmål nemlig Zofingen.

Så siden da har min træningsmængde være stigende og har haft et par træningsdage på 6 -7 timer, hvilket har gået rigtigt godt og for første gang nogen sinde, har jeg ikke haft vejrtrækningsproblemer på de lange cykelture. Det har også betydet, at jeg kunne løbe hårdt efter de lange cykelture, hvilket jeg heller aldrig har kunnet. Så jeg var meget sikker på, at jeg nok skulle klare cykel og løbedelen til DM ½ ironman, men det der svømning trak noget mere tænder ud.

Da jeg har haft en del arbejde de sidste uger har jeg ikke kunne finde tid til svømningen og derfor begyndte jeg at tvivle på, om jeg overhovedet kunne svømme 1900 meter og komme igennem indenfor tidsgrænsen.

Så seks dage inden jeg skulle ud på min debut, på ½ ironman, fik jeg testet af om jeg formåede at svømme 1900m i 50 meter bassin, det kunne jeg og til min store overraskelse kom jeg igennem på 43 min, så jeg blev noget mere positivt indtil jeg kom i tanke om, at jeg skulle svømme udenfor og sammen med en masse andre. Åh å… der var ikke tid til at komme ud og svømme og jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere nervøs og tænkte dette klare jeg aldrig. Samtidigt begyndte mine akillessener at drille mig, så jeg tænkte kan jeg overhoved gennemføre dette og er det, det værd?

Nå fredag aften skulle der pakkes og igen kom nervøsiteten frem og jeg gik i panik og søgte hjælp hos Jasper, som jo har kørt en del ½ Ironman, så han, må da vide hvad man skal have med. I stedet for hjælp begyndte han at grine ad mig og kigge på mig som om jeg er dum og set i bakspejlet kan jeg godt se, at det meste er som at køre duathlon, lige på nær det med våddragt og briller. Så efter Jasper fik grinet af, så hjalp han mig, da han godt kunne se at jeg var en stakkels duathlet, der skulle ud i det farlige vand.

Af sted lørdag morgen mod Aalborg for at testet cykelruten og se om jeg overhovedet kan svømme udenfor. Det gik heldigvis rigtigt godt med svømning, det var lige før at det var behageligt, men solen stod også ned, vandet var helt stille og der var kun Jasper i nærheden. Så ikke helt et realistisk billede af, hvordan det vil være søndag morgen.

Efter at have set ruter og skiftezonen tog vi ud til nogle af vores gamle tri-kammerater for at overnatte, det var dejligt afslappende og jeg glemte helt at jeg skulle svømme. Fik en okay nattesøvn.

Søndag morgen kom nerverne igen især da jeg skulle stille cyklen ind i skiftezonen kunne godt mærke, at alle min ritualer /sædvanlige rutiner ikke var der, men tingene kom da på plads. Derefter lige 10 min jog for at få kroppen i gang og her drillede mine akillessener, men der var jo længe til jeg skulle løbe, så ikke mere energi med at tænke på dette, nu var der kun svømning i hovedet, Jeg var virkelig nervøs, at jeg kunne sætte mig ned og græde og bad Jasper om at holde mig i hånden for jeg kunne ikke lige overskue noget som helst.

Jeg kom i vandet og det var koldt og meget vådt og fik svømmet ud til starten, som jeg overhovedet ikke kunne finde ud af og lige pludselig gik starten og der var sorte våddragter overalt. Jeg var lige ved at gå i panik, men tænkte næh nej, mine forældre kommer og ser mig, nu tager du dig sammen. Så jeg slog over i brystsvømning og svømmede bryst ud til den første bøje. Så kiggede jeg mig omkring og så at de mænd der lå omkring mig også svømmede bryst, det synes jeg var meget morsomt, så tænkte jeg nu må jeg være så langt bagud, at jeg kan svømme lidt crawl og stille og roligt fik jeg gang i, at trække vejret i det kolde vand. Efter et stykke tid kom jeg ind i en god rytme og det endte egentlig med at blive meget behageligt, men var også glad for at komme op.

Da jeg kommer op af vandet får jeg den vildeste opbakning, folk hepper mig ned til min cykel. Jeg får også at vide af Jasper, at jeg har 12 min op. Pyha, det er lang tid, men nu skal den bare have på cyklen. Der er lidt kaos da jeg skal op på cyklen, men bevare roen og kommer op på cyklen og af sted i modvinden. Det er en hårdcykeltur fysisk og mentalt, for jeg kan absolut ikke se nogen kvinder og da jeg endelig ser dem på ud-hjem stykket, er de stadig meget langt foran. Jeg bevarer roen og fokuserer kun på mig selv og om at bevar tryk på pedalerne. Da jeg er halvvejs har jeg beholdt den samme afstand til de forreste, så jeg fokusere virkelig de næste 25 km om at holde trykket på pedalerne, da det er nemmere for mig at hente i modvind frem for, at vinde noget i medvinden på en flad rute. Omkring de 80 km henter jeg den første kvinder juhu, og får ekstra blod på tanden og kort efter en mere,så nu får den det sidste, for Jasper havde sagt, at jeg skulle køre mig helt ud på cyklen og være helt færdig på cyklen, når jeg stillede den.

Ind med cyklen i fuld galop forbi nogle herre, og ind og skifte til mine løbesko og håbe på at akillessenerne holder. Jeg glemmer helt det gør ondt, for alle kommer med de vildeste tilråb og jeg flyver igennem skiftezonen og smiler over hele femøren. Folk råber du kan sagtens nå nummer tre og jeg tænker, øh jeg er lige startet og har ingen ide om, hvor jeg lægger henne samtidig med at den gode løber Helene Pallesen er bagved. Jeg finder hurtig en rytme og er overrasket over hvor lette benene føles i forhold hvordan de plejer at være. Inden første vendepunkt henter jeg nr. 4 og en km efter henter jeg nr. 3 (Lise Ellerød). Så tænker jeg fedt du ligger nr. 3 til DM lang tri, det er for vildt og får bare større motivation. Da jeg runder 10,5 km ser jeg desværre, at Tanja H udgår, men finder hurtigt fokus at nu er jeg nr. 2 WAUW! Får at vide, at jeg har 5 min op til 1 som er Tine Holst. 5 min er lang tid i min verden, men alle råber du kan sagtens tage hende kom så og for hver skridt jeg tager får jeg at vide at jeg nærmer mig hende. Det her er bare for vildt og meget urealistisk. Holder lidt igen for jeg er bange for at gå kold. Da jeg er ude ved vendepunktet kan jeg se der ca. en 500m op og pyh det er langt men folk bliver ved med at opmuntre mig og jeg tænker kun på at holde pace og have is i maven, for dette kunne godt ende med et spurt opgør. Så jeg løber og tænker på, hvor skal jeg åbne op og hvor mange kræfter har jeg. Da der mangler 3 km har jeg 48 sekunder op og 100m efter kan jeg se Tine og tænker dette kan ikke passe. Jeg løber op til hende og idet jeg kommer forbi sætter jeg pacen en anelse op men ikke mere end jeg skal have kræfter til en spurt. Tør ikke at kigge mig tilbage, men får at vide at der er hul. Da jeg kommer op til Jasper ser jeg det største smil jeg har set længe og får at vide der er over 30 sekunder. Så jeg kan nyde de sidste 500 hjem igennem skifte zonen. Det er, er bare for vildt og jeg er så glad for min præstation og det var det hele værd.

Da jeg kommer over mål ser jeg mine forældre, som står med tårer i øjnene jeg bliver selv helt bevæget og har stadig ikke fattet, at jeg er blevet dansk mester i ½ Ironman efter at have været bagud med over 10 min – WHAT A DAY!!!!

Først tusind tak for alle de mennesker der hjalp mig med at gøre denne dag til en stor dag i min karriere, derefter tak for alle hilsnerne på facebook, hjemmeside og sms. Det sætter lige prikken over i´et og til Aalborg Triathlon klub for et kanon stævne J

Nu sidder jeg i bilen imod Italien, hvor jeg skal tilbringe de næste to uger med træning mod Zofingen.


6/6-13: VM lang triatlon = duatlon

Lørdag d.1 juni skulle der havde været afholdt VM lang triatlon i den Franske by Belfort, men Belfort er ligesom alle andre byer i mellemeuropa ramt af dårligt vejr. Så er det heldigt at Danmark har en meget dygtigt landstræner, som kan gennemskue ting før andre. Han hasteindkaldte nemlig Søren Bystrup og jeg til Frankrig.

Tirsdag morgen blev jeg ringet op af Michael(landstræner) om at holde weekenden ledig og så onsdag klokken 16.15 fik jeg at vide, at nu skulle jeg til Frankrig. Puha – hvor fik jeg travlt heldigvis havde jeg lånt en cykelkuffert og cyklen var jo pæn og ren fra sidste weekend, hvor den kun så skiftezonen. Så onsdag aften gik med at få pakket og alt hvad der hed hue, vanter og vintertøj kom i tasken, der var ikke meget sommertøj, men våddragten kom også i, hvis nu der var svømning og landstræner gav mig lov til at stille op.

Kl. 3.30 torsdag hentede Søren mig og af sted mod Hamburg lufthavn, som vi skulle flyve fra kl. 8.30 og lande i Basel ca. 1½ time efter, hvor Michael hentede os og kørte os hen til det hotel vi skulle bo på den første nat.

Jeg var enormt træt, da vi kom til hotellet og vil egentlig gerne sove lidt, men dette var ikke muligt, da vi først kunne få vores værelser efter kl. 12. Så heldigvis var det okay vejr for klokken var kun 10.30, så vi brugte tiden på at samle cykler, købe mad og trille lidt for at teste om cyklen kørte. Kl. 13.30 kom vi ind på værelset, efter et varmt bad og lidt mad faldt jeg i søvn, mens jeg sov kom Michael og sagde at det er helt sikkert, at det bliver en duatlon, fattede ikke så meget så jeg sov videre.

Kl. 18.00 torsdag er der elite racebriefing, som er meget højt prioriteret for triatleter ift. duatlon. Så det var lidt sjovt at prøve, hvor meget mere professionelt det var, der blev nemlig skrevet klokkeslet for dem der kom for sent. Det betyder, at inden starten om lørdagen bliver dem der er kommet for sent råbt op til sidst og vælger herefter sidst startplads. Hvilket ikke har den store betydning for løb, men kan godt se fidusen ift. svømning.

Da kørte hjem fra racebriefing aftalte vi, at Søren og jeg skulle ud og se ruten i bil hvis der regnede og hvis der var tørt kunne vi cykle opad Ballon (bjerget) og ned igen. Det regnede desværre fredag morgen, så ruten blev set i bil, hvilket er bedre end slet ikke at havde set noget. Desværre kom det til at tage noget længere tid, da vi skulle finde en benzintank, så da jeg kom tilbage til hotellet havde jeg 5 minutter til at få pakket alt, for så skulle jeg over på et andet hotel, som lå tættere på stævneområdet. Da vi er 5 der skal flytte hotel er der ikke plads til alt vores bagage og cykler, jeg får ikke min hjelm og sukker med, hvilket jeg først opdager, da vi er kørt.

Så de næste par timer går med at få noget at spise sammen med Jens Toft og hans kæreste Lise og Søren. Vi spiser kinesisk hvilket er ganske fint. Herefter går tiden med at vente på at vi skal tjekke vores cykler ind i skiftezonen, men jeg kan ikke forberede noget, da jeg ikke har min cykel og hjelm. Så jeg prøver at få pakket mit tøj i de poser man nu får udleveret til T1 og T2 og bagefter. Nøj hvor er det svært og især fordi jeg aldrig har prøvet det før.

Kl. 18.15 af sted mod skiftezonen og få tjekket cyklen ind. Lidt sjovt, at skulle aflevere cyklen dagen før, det har jeg kun prøvet engang før og det er ca. 8 år siden, da det var til min første VM i duatlon.

Efter at havde pakket cyklen godt ind går jeg skiftezonen igennem sammen med Camilla og bagefter sammen med Søren. Vil lige være helt sikker på at jeg har nogenlunde styr på det, da alt andet er jeg uforberedt på – så er det hjem og i seng, da jeg skal op kl. 4.00 L

Lørdag morgen vejret er okay, der regner ikke men ikke mere end 7 grader, men det er trods alt varmere end der hvor jeg var sidste søndag, hvor der var 2 grader og regnvejr.

Jeg har det godt og glæder mig, men mine ben er stadig trætte efter de 24 km bjergløb. Jeg har ja-hatten på og har lovet Camilla at trække hende igennem første løbetur.

Der er 18 min til start og jeg har lige afleveret mit overtøj, da jeg ikke lige vidste hvor Michael og Lise var, men tænkte det er ikke noget problem da jeg skal lige lave nogle stigningsløb. Da jeg starter med stigningsløbene lyder det over højttaleren, at alle skal komme til start, så jeg går selvfølgelig mod start uden at være ordentlig varm og begynder at blive lidt kold.

Da staten lyder er der et par stykker der giver den fuld gas, jeg finder hurtig mit pace og Camilla er med, Vi lader dem løbe foran og efter 2 km lægger Camilla og jeg 3. og 4. Da jeg ikke kender ruten var jeg ikke klar over at ca. halvvejs kommer der en lidt stejl bakke, men over kom vi. Da jeg nærmer mig målområdet tænker nu er der snart skifte tid, men næ nej, vi mangler stadig en ½ km, ikke godt jeg at allerede er træt, da konkurrencen første lige er begyndt.

Mit skifte er noget være noget, kan ikke åbne min pose, fumler med min hjelm og da jeg er næsten hos min cykel har jeg glemt at tage mine sko af. En official råber:” Stil dem ved cyklen!” Hvilket jeg så må gøre.

Op på cyklen, da føles godt, dog bliver jeg hurtigt overhalet og ligger nr. 6. jeg kan mærke at pigerne er stærkere end mig opad og ved at bjerget først kommer ved 40 km så jeg skal gemme en masse kræfter, men trods det så ligger jeg og holder 200 watt, hvilket jeg ikke plejer at kunne, så det er positivt. Ved 20 km lægger jeg nr. 7 men skifter position med en tysker konstant indtil starten af bjerget, hvor jeg flyver opad hårnålesvingene og så er det vist det. Jeg holder tyskeren bag mig hele vejen op og ned, men så flader det ud og tyskeren overhaler mig og jeg kan ikke følge med. Jeg er helt færdig ved 70 km og kan ikke overskue, at jeg mangler 17 km cykling og skal løbe 20 km, men beholder ja-hatten på og smiler.

Da jeg kommer ind i T2 sidder tyskeren stadig og skifter, trods hun har kørt 2 min fra mig. Vi kommer sammen ud af skiftezonen, men lynhurtig kan jeg se, at mit andet løb overhovedet ikke sidder i skabet og jeg har mest lyst til at begynde at gå. Så tænker jeg – Hallo du er nr. 7 til VM, GODE PENGE J Ved 17 km bliver jeg overhalet af en spanier og ligger nu nr. 8 forsøger at komme med, men der er ikke meget spark i mine ben  den dag.

Endelig i mål og jeg er meget træt ikke astmaproblemer, bare udmattet. Heldigvis står Søren og tager imod mig og hjælper mig med at få mit tøj og mad.

Nu sidder jeg i min sofa og har haft nogle rolige dage inden det går løs med træning til Zofingen, noget jeg kan tage med mig fra denne weekend er at jeg kan godt køre konkurrence selvom jeg ikke har mine normale rutiner og vaner. Samt er klar over at der skal nogle km i cykel- og løbebanken før Zofingen bliver sjov.

Til sidst tillykke til Camilla og Jens for deres flotte resultater og tak til Søren fordi han kunne holde mig ud J

27/5-13: Powerman Falkenstein

Søndag den 26. maj var jeg i Tyskland, meget tæt på den tjekkiske grænse og køre mit andet powerman stævne. Et stævne jeg så meget frem til, da jeg følte at min cykelform har været rigtig god siden min sygdom, derimod har det haltet med at få mit løb i gang og jeg har ikke følt mig særlig stærkt løbende. så min taktik var at følge med på løbet og så give den fuld gas på cyklingen og se, hvad jeg havde tilbage til sidste løbetur.

Til dem der ikke kender terrænet i Falkenstein så går det enten op eller ned. De første 16 km løb er nærmest 8 km op og herefter 8 km ned, cykelturen starter med at gå opad en stejl stigning på 12 % med meget dårlig asfalt i ca. 5 km herefter ned og så et ”fladt” stykke indtil det går opad igen i 3 km og så 3 km ned igen for at vende om til start og køre turen igen så det bliver 64 km. Til sidst er det igen 4 km op og 4 km ned igen. Powerman Falkenstein bliver også kaldt mini Zofingen netop pga. disse bakker/bjergstigninger på løb og cykel.

Lørdag sidder jeg til racebriefing og her får vi at vide, at der kan ske ændringer på ruten pga. vejret, men vides ikke sikker. Den vejrudsigt jeg havde set, så ikke så slem ud, den mindede meget om det danske vejr vi har haft hele vinteren, så jeg tænkte, det kræver lige at man klæder sig godt på til cykling og måske lige tager toppen af farten i de værste sving. Da racebriefingen var slut fik vi at vide, at der ingen ændringer er, så hjem til hotellet og gøre sig klar til at køre duathlon.

Søndag morgen, er jeg ved at tage cyklen ud af bilen, da der pludselig parker en bil bag ved mig med sne på hele kølerhjelmen og der regner pænt meget og jeg tænker, hvor alverden kommer han fra. Manden fortæller, at der er sne på bjerget og viser mig et billede af bilen der er fuld af sne. Jeg bliver chokeret og tænker, hvad sker der og forsøger at fokuser på hvad jeg skal og om jeg har nok tøj med. Jeg går ind med min cykel i skiftezonen og høre pludselig over højttaleren at der er ændringer på ruten, men har det ikke godt med tysk, så jeg er ikke helt med. Jasper og jeg undersøger sagen og lige nu er cykelruten kortet ned til 40 km pga. sne. Jeg går på toilettet og da jeg kommer ud får jeg at vide, at det nyeste er at de måske aflyser løbet, men vi får mere at vide kl. 10, det vil sige at der vil gå en time før vi ville få svar på noget. Så hvad skal man bruge en time på, alle atleter gik rundt og kom med bud på, hvad der skulle ske, men ingen vidste noget. Det jeg bekymret mig om, var hvad med præmiepenge, ville de forsvinde og så var man kørt helt til Tyskland forgæves?

Kl. 10.15 fik vi svar, at vi skulle løbe 24 km i stedet for, puha, tænkte jeg, ja det lyder lidt dumt for jeg skulle jo løbe de 24 km i alt alligevel, men for mig er der lige en smule forskel på, at løbe dem ud i et eller fordele dem på to omgange. Samtidigt med at jeg ikke er særligt godt løbende pt.

Hurtigt ud at hente sin cykel, der nærmest var blevet en vandcykel og så opvarmning, som foregik i regnjakke da jeg frøs helt vildt efter at have hentet min cykel og fået enorm våde fødder.

Løbet gik faktisk godt, der var en tysker, som jeg desværre ikke kunne følge, hun trak væk med det samme, men jeg formår at holde ok fart og får løbet de første 16 km under 1 time og de næste 8 på godt 30 min så min slut tid blev 1.29.59 for 24 km bjergløb. Det er jeg meget tilfreds med og blev nr. to med godt 4½ min op til 1. pladsen. Udover en tilfreds 2. plads, så fik jeg af Powerman Zofing komiteen en særlig pris, nemlig en stor toblerone UHM  - ikke dårligt.

Så nu er jeg på vej hjem med et par meget ømme lårbasser utroligt hvad det gør ved én, at man ikke cykler.

I morgen står den på en rolig cykel tur og en tur i svømmehallen, jeg bliver snart til mit stjernetegn nemlig vandmand J

Det næste er ½ maraton i Århus, hvor jeg håber at jeg kan klare det nationale elitekrav for AGF som er 1.18.40, godt et minut bedre end sidste år, nu må vi se…


18/5-2013: DM duathlon

Det har lige taget mig noget tid at få tid til at skrive denne blog, for jeg har haft en del træning, som skulle indhentes efter min mellemørebetændelse.

Men nu kommer min version af min optakt til DM, konkurrencen og efter.

Optakten: Ugen op til DM gik det fremad med træningen for hver dag der gik, jeg kunne se og mærke at jeg blev bedre. Nu var det store spørgsmål, havde jeg udholdenhed nok til at gennemføre en to timers konkurrence. Efter mit løbeinterval om torsdagen tænkte jeg, det er jo en god gang træning lige meget udfaldet..

Torsdag aften fik alle tilmeldte en mail fra arrangørerne fra DM, hvor jeg undre mig over, at der ikke var uddybet noget mere omkring det at herre- og dameeliten startede sammen, derfor skrev jeg tilbage og spurgte om det var tilladt for damer, at drafte på herrene, hvilket jeg ikke gik ud fra, men ifølge reglerne var det jo tilladt, da herre og damer starter sammen. Fredag morgen fik jeg en mail, at dette var tilladt. Så tænkte jeg ikke mere på det, andet end jeg synes det var mærkeligt og ikke gav nogen mening. Min forventning til DM var jo, at få en god gang træning og ikke fokuser på at vinde, da min sygdom har sat mig pænt meget tilbage og alt min udholdenhed var væk. Så min drøm var at gennemføre DM, samt en kæmpe respekt for den hurtigløbende Kirsten fra Esbjerg

 Konkurrencen: Starten er lidt mærkeligt, da vi står fem damer blandt en masse mænd, jeg føler egentlig ikke det er et DM, men mere et motionsstævne. Starten sættes i gang og jeg får det hårdt allerede da starten, her øger Kirsten næsten for hver skridt hun tager og Agnete fra Tri4 følger godt med og jeg hænger på så godt jeg kan, men er meget tæt på at give op, da jeg føler at jeg løber baglæns. Da jeg skal ud på de sidste 2,5 km kan jeg se, at der er langt ned til nr. 4 (ved ikke at de to sidste piger er stoppet), så jeg tænker, der kan ske meget på cyklingen – positive tanker.

Jeg kommer i T1 med godt et minut til Kirsten og lidt mindre til Agnete og tænker, nu skal der knokles på cykling for at hente og håber, at mine cykelben er bedre end løbet. Jeg har ingen problemer med at finde min cykel, da der kun er tre tilbage, så et godt skifte og så af sted. Jeg kan hurtigt se Agnete foran mig og pludselig kommer der en Århus 1900 triathlon person ned til mig(med nummer på - Rasmus) og siger jeg skal bare følge ham så skal han nok hjælpe mig. samtidigt får jeg at vide, at Kirsten også har én der trækker hende, så jeg tænker - fint.

Cykling er ca. 4x10 km på en ret kuperet rundstrækning, den første runde holder Kirsten afstanden til mig, men på anden runde er hun faldet af ham der trak hende og ved starten af tredje runde henter vi Kirsten og jeg får slået et kæmpe hul, som jeg ikke selv er klar over hvor stort det egentlig var før jeg ser resultatlisten.

Sidste løbetur er ren helvede, men jeg bliver båret igennem det fantastiske publikum og hjælper der var tilstedet. Flere gange overvejede jeg at begynde at gå, da min mavemuskler begyndte at krampe og give mig vejrtrækningsproblemer, men jeg tænkte kun på at dette skulle være et effektiv træningspas og at nå mit mål  om at gennemføre. Da jeg kom igennem og endda som Dansk mester, hvilket jeg bestemt ikke havde regnet med. Så jeg var super glad for at komme igennem og for at kunne forsvare min titel for 4 gang.

Efter konkurrencen: Min glæde blev desværre ikke ved, for efter at hoppe rundt og smile og få krammer og lykkeønskninger af alle andre kommer overdommeren Jesper Nyberg hen og siger, at vi lige skal snakke for at sikre at alt er på plads. Her får jeg et kæmpe sug i maven og tænker - HVAD NU!

Jeg får skifte til tørt tøj og inden jeg snakker med overdommeren går jeg lige hen til Kirsten og lykkeønsker hende og spørger om vi er ok. Kirsten siger vi er ok og smiler.

Jeg går hen til Overdommeren og spørger: ”Hvad nu?” Overdommeren spørger om Rasmus og jeg havde aftalt at køre sammen? Jeg svare: ”Nej, jeg kender ham ikke og ved kun han hedder Rasmus for det står på hans nummer.” Jesper overdommeren godtager og fortæller, at det også er hvad Rasmus har sagt.

Herefter sker der en masse tumult, som nogen sikkert har hørt om, men da der er blevet ryddet op i kaosset og sagt hvad der skulle siges, så derfor kommenterer jeg ikke dette i min blog. Dog vil jeg lige tilføje, at der aldrig har været sanktioner på tale, som mange også havde hørt rygte om, jeg kørte 100% efter reglerne, dette har både forbundet og overdommeren konfirmeret J

Hvordan kan man gøre DM kort duathlon mere attraktivt? Jeg tror ,at man skal ændre på reglerne om, at eliten køre draft, det har aldrig rigtig været et hit for damerne og jeg har spurgt mange kvinder, om hvordan det kan være, at de ikke stiller op i Elitefeltet, hvor svaret ofte er, at de gider ikke at man skal kunne løbe 37 på en 10 km for at være med.

Til sidst vil jeg sige TUSIND TUSIND TAK for alle jeres lykkeønskninger på SMS, mail og Facebook og ikke mindst for jeres opbakning, i gjorde det hele besværet værd -TAK


27/4:  EM´et der blev til mellemørebetændelse

Det har været planen at jeg skulle havde skrevet en blog om et super fedt EM i sidste weekend, men næh nej.

Jeg har som de sidste mange blogs skrevet omkring min forkølelse, som har været on and off. Jeg troede, at nu kom varmen til DK i sidste uge, at så ville min forkølelse også forsvinde. Især tirsdagen op til EM havde jeg kanon gode ben og var mentalt begyndt at føle mig klar og tænkte det sidste snot forsvinder inden jeg rammer den Hollandske grænse. Det sidste snot var der men ikke meget, jeg havde faktisk fået en del ud i løbet weekenden, men havde svært ved at finde den rigtige spænding og troede egentlig det var fordi det var så længe siden jeg har kørt en seriøs konkurrence.

Søndag morgen gjorde jeg alt som jeg skulle, dog var der en ting som var anderledes og havde en stor ting at sige for resten af dagen. Jeg havde noget snot der sad fast i næsen og det ville ikke ud lige meget hvad jeg prøvede, næsespray, udrensning, pudsning, suge og trykke – indtil Jasper siger: ”jeg kan altså ikke suge det ud.” Nå tænker jeg, den må jo komme ud når den har tænkt sig det, for lige om lidt går starten altså.

Jeg står klar ved stregen sammen med Eva Nyström (VM) og Lucy Gossage (EM og nr. 2 til VM), der er god stemning og snottet er fuldstændigt glemt i det øjeblik er jeg klar og startskuddet går, men hov nogle havde glemt at fortælle min krop at nu, er jeg til EM og så skal der løbes stærkt. Jeg følte, at jeg var ved at dø de første 100m og det blev ikke bedre, da jeg efter 2 km måtte slippe fronten og se mig selv falde længere og længere tilbage. På tredje omgang kom jeg forbi Jasper, hvor snotklatten tænkte hey, det er her jeg skal af og så hostede jeg lige en dejlig slimbolle op til min coach J . Jeg holdt mig løbende og kom igennem de første 15 km løb og tænkte yes nu skal jeg ud og cykle og så kan jeg få renses mit snot ud af næsen. De cykelben jeg havde drømt om var ikke med, så de første 20 km var et rent helvede og jeg kom ingen vegne, samtidigt ville min wattmåler ikke vise watt. Så tænkte jeg igen – what a day L

Nå cyklingen er 60 km fordelt på tre runder og de to sidste runder er der nogle AG (de som ikke køre elitefeltet), som lige er startet deres cykling, da de er startet en ½ time senere end os. Det hjælper lidt på humøret, men det er ikke gode ben og jeg kan se, at de forreste (Eva og Lucy) trækker længere væk. Nå nu kan jeg ligeså godt få dette overstået og komme ud på de sidste 7,5 km, men de 7,5 km var ikke bare sådan lige at løbe.

Jeg kommer ind i skifte zonen, men kan ikke komme af med min cykel, da Rob W (bliver 2´af herrerne) cykel står i vejen, heldigvis ser en dommer det og fjerne Robs cykel, så jeg kan få min ind. På med skoene og hov der kom der jo lige en franskmand og overhalede mig og jeg har ingen energi til at jagte. Så sidste løbe tur foregår i tempoet 4.05, som er et tempo jeg løber på min meget lange ture. Jeg kan ikke øge, dog på sidste runde formår jeg at overhale en tysker, som er gået i stå og kan hermed krydse målstregen som nr. 6 og godt 2 min langsommere end sidste år.

Da jeg kommer i mål er jeg træt af det og ved ikke helt hvad jeg skal sige, men så jeg mine svigerforældre stå og smile til mig sammen med Jas. Så er jeg lidt glad.

Får klædt om og kommer ud og pludselig får jeg det dårligt og kommer ned at ligge, det er så endnu en slimklat der lige vil være med i selskabet.

Vi køre hurtigt hjem, da jeg lige præcis er kommet uden for præmiepenge, da det var penge til top 5 og køreturen hjem går ok, jeg kan mærke snottet drille, men ligeså meget mit hovedet der bobler af frustrationer. Vi er i Århus 22.30 så en god nat søvn og aftaler med Jas, at jeg skal tage til lægen mandag og se om han kan gøre noget.

Mandag morgen i uge 17. vågner op og kan mærke, at mine øre ikke har det godt. Spørger lægen, hvad det kan være. Lægen fortæller, at jeg har væske i begge mine øre og giver mig nogle øredråber. Jeg spørger om en henvisning til ørelægen, men dette er ikke muligt, jeg må tage nogle smertestillende ipren og panodiler for smerter ellers selv kontakte ørelægen. Jeg ringer til ørelægen, men ingen bonus  - jeg skulle købe en allerginæsespray, så løsner det sig nok.

Senere mandag havde jeg en tid hos min kiropraktor og massør. Herefter accelererer mine smerter og jeg måtte direkte i seng med ørepine.

Tirsdag forsøgte jeg at få fat i en anden ørelæge i en TIME, igen ingen held – ingen hjælp at hente. Jeg var nu meget grædefærdig, men håbede at det blev bedre.

Onsdag og torsdag svingede det, men om aften var jeg grædefærdig og kunne ikke være i mig selv af smerter. Torsdag midt på dagen begyndte mit venstre øre at væske.

Fredag (store bededag), en god morgen, men da jeg skulle lægge mig ned tage en ”morfar” kom smerterne og nu var de bare for stærke og jeg ringede til vagtlægen og kom til med det samme. Jasper tog med og fortalte situationen, for jeg kunne intet høre for smerter og væske i øret.

Lægen var sød og fortalte, at jeg har mellemørebetændelse og at trommehinden i venstre øre er sprunget og måske springer den i højre. Jeg kom på en 10 dages penicilinkur og allerede ved 1 pille har jeg fået det meget bedre.

Så EM gav ikke nogen medalje men i stedet en uge med stærke smerter i ørene i stedet for benene, som jeg havde håbet på.

Nu har jeg den store JA-HAT og træningshat klar for nu regner jeg med at alt snot er ude og jeg er færdig med at tude…

7/4: Påsken = træningslejr og Jels forårsklassiker

Som jeg skrev sidst, så har jeg lige været på 6 dages penicilinkur og fra jeg tog den første pille har jeg kunne mærke markant forskel, så hermed var jeg klar til at tage hul på påskens dejlige vejr og få testet mine to nye Boardman cykler af.

Det er fantastisk hvad sådan et bikefit, kan gøre fra Bikelap. Jeg har ikke skulle ændre noget på mine indstillinger og så sidder jeg som en drøm på mine cykler. Må indrømme, at jeg sidder bedre og bedre for hver bikefitting. Så derfor kunne jeg i lørdags stå op og løbe 45 min primært roligt, herefter en ordentlig gang morgenmad og så ud på 5 timers cykling alene, dog ikke på TT, men Boardman SLR, for at skåne min ryg og nakke. Det gik simpelthen super godt og jeg endte med at cykle137km, hvilket ikke lyder overdrevent stærk, men for mig handlede det også om at kunne holde fokus over længere tid, da det er noget af det jeg skal arbejde med på de lange cykelture. Da jeg kom hjem skulle jeg egentlig vente med at løbe 30 min, men kunne godt mærke at jeg ikke lige havde overskud til at gå i bad igen. Så jeg valgte at løbe de 30 min lige efter den fantastiske cykeltur med 4.30 i snit som føltes med overskud. Da jeg så trådte over dørtrinet, her trængte jeg virkelig til at slappe af. Så Jasper og jeg lå på sofaen og fandt en god gammel danskfilm; ”Piger i trøjen”. Den er genial at slappe af til, da du virkelig bare kan blunde under hele filmen uden at gå glip af noget.

Søndag (påskedag) bød så på 30 min morgenløb, hvor jeg senere på eftermiddagen skulle ud og lave et multipas. Et multipas er: 2,5km løb, 16km cykel, 2,5km løb, 8 km cykel, 1,25km løb. Jeg havde spurgt om der var nogen der ville lege med, desværre var der ikke det. Så jeg måtte finde den store JA-hat frem og klemme ballerne sammen og køre det alene (dog ikke helt, min søde coach Jasper stod selvfølgelig og tog tider og passede på mine ting mens jeg var igang). Jeg kom igennem og var først ikke helt tilfreds, da tiderne lå på det samme som sidste år. Heldigvis reddede Jasper mig, ved at sige, at sidste år havde jeg heller ikke kørt over 6 timers træning dagen inden. Så efter at have tygget lidt på den, så er jeg rigtig godt tilfreds med min træning i påsken.

Opsummering på træning i påsken blev:

LØB; 6.15 timer 84,8 km fordelt på 8 pas

CYKEL; 14,56 timer 406 km fordelt på 5 pas

Så efter sådan en god træningsuge var jeg bare klar til at tage hul på næste uge, men tirsdag d. 1. april, da jeg kom hjem fik jeg meget ondt i maven og tog mig en ”morfar” i håb om at det ville hjælpe. Det gjorde det ikke, men på en eller anden måde fik jeg hevet mig af sted til AGF træning og fik løbet mine intervaller med god fart 15x400m i gns 3.20 fart. Min mave rumlede godt nok en del gange under træningen, men jeg forsøgte at ignorere den. Da jeg kom hjem og skulle have mad gik det helt galt og kunne næsten ikke spise og dem, som kender mig godt, ved at det er ikke gode tegn, hvis jeg ikke har lyst til mad. Så jeg gik tidligt i seng i håb om, at jeg ville havde det bedre i morgen. Det havde jeg ikke, så en sygemelding på arbejde og så blev resten af dagen brugt på at sove.

Torsdag d..3. april, har jeg det meget bedre håber at jeg er klar til at køre på med træningen igen i morgen. Da om søndagen det Jels duathlon = årets første konkurrence.

Jels duathlon, da Jas per og jeg kørte fra Århus søndag morgen kl. 7.15 var der 1 + grad og flot solskin, så kom vi til Vejle hvor vejene var våde og der lå sne i vejkanten. Sådan fortsatte vejret hele vejen til Jels med sne/slud og en god vind, så tænkte jeg så kan vejret da ikke blive mere træls.

Heldigvis viste vejret sig fra den gode side, jeg oplevede ikke snevejr på cykelturen, men kan ske, at jeg ikke var særlig opmærksom på vejret, men mere på at træde i pedalerne, for der blæste som altid i Jels. Da temperaturen ikke var mere end 1 grad var det enorm hårdt at cykle og der skulle virkelig trædes nogle watt for at komme frem. Det lykkes mig ok, dog var tiden ikke den bedste tid, men jeg havde en god oplevelse og følte jeg at var godt kørende. Set i bakspejlet har jeg også lige overstået en trænings uge med over 20 timer og så to dage med maveonde og minus energiindtag. Så min slut tid blev 2.02 timer 8 minutter langsommere end i 2011, men dengang var der varmere og så var løberuten ikke fuld af sne og smat.

Nu er jeg træt og skal lige igennem den sidste uge hårde træning inden det står på nedtrapning mod EM om 14 dage J

På lørdag den 13. april køre jeg igen Multipas, så hvis man har lyst til at bøllebanke mig eller bare lege lidt mig så send mig en mail (79susanne(snabel)gmail.com) eller sms.

26/3: DM 10 km landevej  

Søndag den 24. marts var der DM 10 km landevej her i Århus. En konkurrence jeg egentlig havde glædet mig til. Men siden DM cross har jeg ikke været frisk så 5 ugers forkølelse uden optimal træning var ikke den bedste opskrift på en god tid.

Når jeg skulle træne intensive intervaller havde benene det godt, men jeg blev begrænset af åndedrættet, noget jeg ikke har været i meget lang tid. Heldigvis var det ikke astmaen, som satte begrænsninger, som det har været tidligere. Næh det var mit kranie som var fuld af den dejlige cocktail - grønt snot.

Så hele ugen op til DM 10 km skyllede jeg næse så tit jeg kunne, men lige lidt hjalp det og om lørdagen fik jeg det virkelig skidt og måtte tage en fridag, hvilket slet ikke er optimalt for mig, så jeg var inderst inde godt klar over, at jeg nok ikke ville komme til at lave en ny PR (36.30), men blev ved med at sige til mig selv, at det bliver nok bedre i morgen….

Søndag, det er bestemt ikke bedre, men heller ikke være, da løbet først starter kl. 15, så sætter jeg mig ned i kælderen og cykler en time let: Her fortæller mit kranie mig, at det stadig er fuld af den grønne cocktail, så det var en let cykeltur, men klamt. Nu håbede jeg bare, at hovedet er tømt og jeg er klar til DM.

Løbet, jeg får lavet en god opvarmning og går op til startstregen og gør mig klar. Dog er alle ikke klar og efter havde ventet noget tid ser jeg pludselig at Simone G og Louise Kunø ikke er til start, og får herefter at vide, at starten var udskudt 7 min grundet de to ovenstående. Det blev jeg sgu lidt træt af mildt sagt. Men sket er sket, jeg håber bare ikke at dette sker igen, for jeg mener ikke at det er i orden at et helt kvindefelt skal stå stille i 7 min og vente på starten uden at få nogen grund. Det mindste man kunne gøre var at fortælle årsagen til at man er forsinket, samt så havde man lige en chance for at få lidt tøj på.

Så kom jeg lige af med den, tilbage til hvad denne blog handler om nemlig løbet. Jeg får lagt godt fra land og holde de første 3 km på 3.35 fart, men herefter går det så pænt meget ned ad og jeg er meget tæt på at give op, da jeg næsten ikke kan få luft. Det irriterende er at benene har det godt og vil gerne blive ved, men luften er feset ud og jeg er flad som en pandekage. Ved 5-6 km bliver jeg overhalet og tænker, så følger jeg bare efter og får lidt luft, men det føles ikke godt og jeg får ondt af mig selv. Begynder at tænke på min svigerinde (brors kone, som var sat til at føde i søndags), at lige om lidt har hun måske flere smerter end mig (TIhi), jeg får lidt optur og kommer igen. Overhaler og holder hende bag mig. De sidste tre km tænker jeg på alt muligt; At lige om lidt skal jeg kæmpe om EM, så jeg må ikke give op. At Morten Torp (den tidligere herretræner for AGF) skylder mig en cola når jeg kommer i mål, da vi væddet om, hvem der havde den hurtigste 10 km tid og han udgik tidligere i dag J Det sidste jeg tænkte på var Mads Langers nye sang Elephants, som jeg sang inde i hovedet. Alle disse skøre tanker tilsammen gjorde, at jeg kom i mål i 36.57. En tid jeg ikke er pavestolt af, men godkendt på en dårlig dag. Tænkt at have sådan et godt grund niveau, det skal jeg vist ikke brokke mig over.

Mandag tog jeg til læge og er nu på pencilinkur og næsespray og jeg har tjekket, at det ikke er doping, Så anti doping DK skal være velkommen.

Så jeg skulle snart være på toppen igen, der er jo også kun3½ uge til the big time EM

Så nu er det tid til at pudse formen af og gæt hvad jeg skal lave i min påskeferie – nemlig i finder mig på landevejene og på min sofa J


3/3-2013  DM lang og kort cross

Denne weekend stod menuen på 8 km lang- og 4 km kort cross i Herning ved Fuglsangssø.

Et område jeg stiftede bekendtskab med for et par år siden, da jeg kørte triathlon i Herning. Her løb vi nemlig også om søen og dengang blæste der en pelikan og det samme oplevede jeg i lørdags, hvor jeg ikke skulle løbe om søen, men i området i nærheden af søen, som er et meget åbent landskab. Underlaget er blødt bestående af stier af sand og græs. Der var nogle små bakker, som ikke var den store udfordring, men blev alligevel hårdt, da vejret i lørdags var meget blæsende. Så den lange cross blev meget udfordrende og især med den lille overraskelse med, at man skulle op over nogle halmballer.

Selve løbet lørdag var jeg ikke særlig oplagt til, da jeg i onsdags fik en form for maveforgiftning, det gjorde at jeg fik diarré og tabte et kg. Heldigvis gik det okay, en god ”morfar” i bussen til Herning. Derefter en god opvarmning samt finde den rette påklædning, som var lidt svær, at finde ud af, da vejret var skyet med støvregn og hård blæst. Jeg tog shorts, T-shirt, benvarmere på armene, da jeg havde glemt mine løse ærmer i min anden taske. Så kønt så det ikke ud, men det fungerede kanon og jeg blev også spurgt om jeg selv havde strikket benvarmerne J .

Starten gik og jeg fandt lynhurtigt mit eget tempo og rytme, så i modvinden tabte jeg tid til de andre, men når jeg kom over i medvinden så kunne jeg mærke, at jeg kunne være med. Efter to ud af fire runder lå jeg og kappes med en på 13. Jeg havde virkelig mit med at holde hende, men kunne se, at jeg i medvinden vandt ind på hende. Så på sidste runde gav jeg den lidt ekstra gas i modvinden i håb om at knække hende, dette lykkes. Jeg fik hul og kunne øge min føring en smule, så på en halvdårlig dag kunne jeg løbe i mål som nr. 5 og være med til at vinde holdguld/DIF-medalje for AGF. Derudover blev jeg nr. 2 i min aldersklasse og holdguldvinder for K30.

Søndag startede jeg dagen med en let morgenløb, god morgenmad og så af sted mod Herning igen. Vejret viste sin fra den gode side, høj sol, mild vind og 5 gr.. Jeg følte mig noget mere frisk, men havde ikke nogen ide, hvordan benene vil reagere, når jeg først er i gang. Jeg får lavet en god opvarmning og får klædt om. Til shorts og singlet ingen benvarmere, da der er en del varmere end i går, hvor der ingen sol var at se.

Jeg får startet godt og lægger med den forreste gruppe den første km, så  kan jeg mærke forkølelsen og ilt mangel og må slippe frontgruppen. Så jeg bliver overhalet af to og kæmper for at komme i mål er tung og træt og gider egentlig ikke mere. Indtil Jasper råber: ”kom så Sari”, og jeg kan høre min kære klubkammerat er lige bag mig. Så jeg har et spurtopgør med Sari, som jeg lige med nød og næppe vinder og samtidigt vinder vi (AGF)hold guld. Så igen en god medaljehøst med tre guldmedaljer; 1 DIF (for hold), 1 for vinder af K30 og sidste for hold for K 30.

Nu er der fokus på DM 10 km og den sidste mængde inden mit første store mål i år nemlig EM i Holland.

På genskriv


4/2-2013 4. afd. af vinterturneringen

Søndag den 3. februar var der 10 km landevej i Fælledparken i København.

 Jeg havde absolut ingen forventninger, da jeg hele januar har ligget i tung træning. Dvs. 42 timers cykling (1264km) og 27 timers løb (328km), så det var ikke friske ben jeg mødte op med. Så da jeg blev spurgt om, hvad jeg skulle løbe, så kunne jeg ikke give et reel svar. Jeg håbede at det blev noget med 36…

Jeg kørte med AGF i en stor fællesbus kl. 8.20 og da chaufføren startede, sagde han at vi havde en 4,5 timers køretur forud. Tænkte jeg, at jeg må havde hørt forkert, så spurgte jeg og de andre havde også hørt 4,5. Jeg kunne godt mærke, at jeg gik lidt i panik, da jeg havde regnet med en god lang opvarmning på 30-40 min. Dette vil der absolut ikke være tid til, hvis vi først vil være derovre kl. 12.50 og damernes start var kl. 13.10.

Heldigvis faldt jeg lidt til ro, da de andre i bussen begyndte at snakke om omklædning. For jeg havde lært at være omklædt hjemmefra, da jeg nær var kommet for sent til start til en DM 10 km i 2005, samt jeg havde styr på, hvad jeg skulle gøre med nr. og chip.

Efter at have været faldet til ro og fået styr på tingene, så går det op for os alle, hvordan det kan være, at køreturen varer 4,5 time, chaufføren skal holde en ½ times pause ikke mere eller mindre, selvom vi tænker Hey, her kan hentes tid. Næ nej, vi har præcis 30 min pause og der er nedtælling fra 24 sekunder.

Heldigvis viser det sig at køreturen ”kun” varer godt 4 timer, så vi er i København 50 min før start, så jeg får lavet 20 min god opvarmning og er klar til start, men jeg føler mig ikke hurtig og lægger derfor meget defensivt ud. Jeg kigger ikke på uret, men løber på følelsen, så jeg har ikke nogen fornemmelse af om jeg løber godt eller hænger i bremsen. De 10 km er delt op i 2x 5km og da jeg krydser 5 km kan jeg se at tiden siger 18.22, det lyder da meget godt, så nu skal jeg bare holde tempoet. Hvilket ikke er de store problemer, da jeg har fået Tine fra OGF på slæb. Jeg kan hele tiden høre hendes skridt og motiver mig til at holde tempo. Dog er jeg klar over, at hvis jeg får Tine medhjem, så vil hun forsøge at løbe fra mig. Ganske rigtig, da vi mangler 1 km begynder Tine at trække fra, jeg svarer igen og holder til. Vælger at lade hende trække ind og håber så at jeg kan trække fra til sidst. Da vi mangler 500m kan jeg mærke, at tanken er ved, at være tom og jeg ikke har flere gear at give af. Jeg lade mig falde tilbage og lægger nu bag Tine og Luise Sønder. Til sidst prøver jeg at spurte, men bliver lukket af og opgiver spurten. Jeg ser tiden og bliver super glad for den siger 36.53 og får lige givet Michael Krüger (landstræneren for Triathlon) en highfive, da han står på den anden side af målstregen.

En super god dag i København, nu venter jeg bare på, at kunne komme hjem. Kl. er lige 18.10 og vi er lige kørt ind på Storebæltsbroen, måske kommer jeg hjem på denne side af midnat, hvem ved?

Som de der er på Facebook, ved, at er der sket rigtig mange ting i mit liv for nyligt. Jeg er begyndt på nyt arbejde og det kan virkelig mærkes at jeg er gået 8 timer ned i tid. Jeg har fået overskud og glæden igen og alt stress og sygdom er væk. Jeg har, som jeg skrev først i denne blog trænet super godt og ved at gå tilbage og kigge i alle mine træningsdagbøger, så er denne januar den måned jeg har trænet 4. mest siden 2005, så det er lidt vildt, at jeg allerede nu er oppe på en god grundtræning.

Derudover har jeg næsten fået samlet mine nye Boardman cykler med SRAM og Zipp udstyr, der er et pulsur på vej fra Polar, sko på vej fra Brooks og inden for alt for længe skal jeg have fittet cyklerne hos Henrik fra Bikelab.dk, så jeg også sidder 100%optimalt.

Som et sidste punkt vil jeg lige nævne at jeg nu også kan findes på facebook/susannesvendsen.

Det var alt for nu, den næste weekend står i brylluppenstegn, da jeg skal til min storebrors bryllup, glæder mig. Nå ja, og så har jeg fødselsdag på torsdag (7. februar) Hurra….

Vi ses på landevejene J


3/1-2013 Godt nytår til alle

Så kom 2013, et år hvor jeg har valgt at gå ned i tid på mit arbejde og i stedet fokuser mere på at træne og slappe af. Dette valgt har også medført, at jeg har skiftet Rundhøjskolen ud med en børnehave.(Rend og hop) Så nu har jeg 25 timers arbejde om ugen frem for 33 timer, så nu håber jeg, at mit valg giver pote, da det ikke var jordens lettelse beslutning, da der var mange gode kollegaer, forældre og børn der skulle siges farvel til på Rundhøjskolen. Så den 22. december var den sidste dag en meget sørgelig dag, da det er noget hårdt at sige farvel til så mange dejlige mennesker, men også god da, for så var der endelig ferie.

Julen blev holdt hjemme hos mine forældre, hvor alle depoter blev godt fyldt op, så jeg kan blive klar til at træne igen. De kilo jeg havde tabt mig, da jeg var syg var ikke noget problem at genvinde. Da jeg den 24. december kommer hjem til det store julefrokostbord med alt, hvad hjertet kan begære, men dette er kun en appetitvækker til dagen efter hvor min fars familie kom til julefrokost, her var der: 3 slags sild, røget ål, fiskefilet, grønlangkål, medister, hamburgerryg, tarteletter, frikadeller, varm leverpostej og  til slut ostebord. Så lige en tur forbi Thisted, hvor der igen var en julefrokost, godt nok uden de varme retter, men nok til at jeg er på toppen igen og klar til at træne.

Jasper og jeg var tilbage i Århus den 27. december, da Jasper skulle hente sin nye bi,l en C5 Tourer, så nu har jeg fået en ”lænestol”, at sidde når Jas og jeg skal på de lange køreture.. Den tror jeg vi bliver glade for, det er ikke, det værste at være kærester med en sælger.

Nytårsaften blev tilbragt hjemme sammen med jas og brormand, det var en kanon hyggelig aften med en masse god mad, så nu er jeg vist carboloaded og klar til at gå i gang med 2013 men….

Jeg stod op klokken 8 den første januar klar til at starte det nye år med en morgenløbetur, det gik også godt, så lige hjem og være en sød kæreste og lave pandekager til Jas til morgenmad, det gik også godt.

Men da jeg så var klar til at komme ud og cykle i dette meget smukke vejr vil mit baghjul ikke dreje rundt, jeg prøvede at skifte gear og dreje på hjulet og hvad man  nu kan, men intet hjælper, kassetten var død. Når så tænker jeg kreativ for ud vil jeg i dette smukke vejr, så jeg tager en tur på min hverdagscykel, det går også godt indtil jeg er 2 km hjemmefra og kan mærke at baghjulet bliver blød, så jeg er punkteret. I alt arrighed cykler jeg hjem på baghjulet dog klar over, at jeg kan ødelægge mere end det gavner, men jeg synes bare ikke lige at jeg orker at trække en cykel hjem. Da jeg kommer hjem bliver jeg klar over, at jeg skal starte på det nye arbejde i morgen som ligger i Århus V 9 km hjemmefra så jeg har brug for min hverdagscykel, så forhåbentlig havde jeg ikke smadret dækket alt for meget, da jeg jo ikke lige, kan få købt et nyt til i morgen. Med en pitstop i dækket tror jeg at cyklen blev klar til i morgen, men jeg håber ikke at dette er hverdagskost for 2013, for så skifter jeg snart hårfarve og blive blondine/hvidhåret.

Jeg glæder mig til at skrive om mine bedrifter i 2013…

2012-2

11/12: Så kom den fagre sommer med…. ØV SNE!!!!

Det har været et stykke tid siden jeg har skrevet sidst, men det skyldes egentlig at jeg har sat mig mere for end jeg har haft timer til at nå og derfor er jeg syg lige nu.

Det hele startede for 14 dage siden, hvor jeg skulle løbe crossstafet for AGF dame hold 2, dagene op til har jeg være sengeliggende og sovet døgnets 24 timer. Dog trods jeg ikke er helt frisk tager jeg med og får hjulpet klubben. Så damerne bliver 1 og 2. Dagen efter var jeg igen sengeliggende, men klar over at dette kostede dyrt.

Så gik der 14 dage, hvor jeg havde det rigtigt godt og fik trænet og nydt at der endnu ikke er begyndt at sne. Torsdag i uge 49 tog jeg på arbejde og kunne godt mærke at jeg ikke var på toppen, men troede bare det skulle rystes af mig. Desværre måtte jeg gå hjem og dagen efter havde jeg 40 i feber.

Ikke lige det der var planlagt, Jasper og jeg skulle havde været på hotelovernatning i Vejle(gavekort jeg vandt sidste år til Vejle ½ maraton) og havde tre retters menu. Det blev ikke, i stedet fik Jasper masser af tid til at isolere vores hus, så nu er det dejlig varmt.

Så ja, hvad træning angår, så er den sat ned på = 0, men skal nok komme igen, kan næste ikke vente med at komme ned i vores kælder og sidde på min cykel eller ind og løbe på løbebånd. Til side med ironien, det er med at tage den store JA-HAT på og få det bedste ud af det.

Nok omkring mit brok, håber at jeg i næste blog kan løfte sløret for nogle af mine nye samarbejdspartnere.

Indtil da, pas nu på jer selv i sneen…


10/10: Ferie

Siden jeg har kørt min sidste konkurrence i år har den stået på afslapning. Jeg har lige holdt løbe og cykel formen i gang. Ikke noget med nogle lange træningsture eller hårde intervaller. Dermed skal det også nævnes, at jeg simpelthen ikke har haft tid til at træne de sidste par uger, da der har været meget, at lave på arbejde. Så det har passet perfekt sammen.

I uge 40 onsdag morgen til fredag middag, var jeg heldig at være med 2. klasse på lejrskole. Da jeg er støtte på en dreng med infantil autisme. Det var en enorm spændende, da jeg kun har været støtte for denne dreng siden midt august, og jer der læser denne blog ved også, hvor meget jeg har været væk siden. Så JA-hatten på og være klar til at miste min nattesøvn i to nætter.

Det gik heldigvis rigtig godt, det eneste der trak en smule ned, var at drengen, jeg var støtte for snuppede min dyne og pude og sove med. Så den første nat lå jeg på en halv madras på gulvet og natten efter godt nok på min egen madras men med et lagen og ingen pude.Det var en super tur og jeg lærte at kende drengen rigtig godt, så at jeg ingen søvn fik, var godt givet ud. Desuden skulle jeg jo på ferie lige efter så….

Jeg kom hjem fra lejrskole fredag ca. kl. 14 og skulle skynde mig, at vaske tøj, pakke taske og gøre klar til den næste tur, for vi skulle flyve fra Billund kl. 7.00 lørdag morgen. Så det kunne næste ikke betale sig at gå i seng. Dog da vi endelig var klar til at sove så jeg en lille skygge bevæge sig og det var ikke mine marsvin, da jeg lige havde afleveret dem til vores nabo. Efter 5 minutters undren fandt Jasper og jeg ud af, at vi havde en lille hasselmus boende, som havde spist hjørnerne i vores sofa og noget af vores tæppe. Selvom vi begge var meget trætte, så begyndte vi alligevel, at jage dette lille kræ rundt i stuen, men kunne ikke fange den. Jeg tror det var selveste speedy conzales vi havde besøg af. Lige pludselig kunne vi ikke finde speedy og var derfor ovre ved naboen for at låne deres hund, for at se om den kunne opsnuse noget. Snuffy (naboens hund) er en jagthund, men det var ikke nem og se, da hun lagde sig på ryggen og kun ville kløes på maven. Efter 1½ time søgen efter speedy og samtidigt støvsuget hele stuen, opgav vi. Vi aftalte med naboen om lige at sætte et par fælder op. Indtil videre lever speedy stadig forhåbentlig uden for vores stue.

Tilbage til ferien. Vi skulle til Tyrkiet med min familie, som er mine forældre, storbror og hans kæreste. Da vi ankom, var der solskin og 30 grader. Efter en 2 timers bustur fra lufthavnen  og endelig ud i varmen, så begyndte det at regne. Der var ikke koldt, men regn er ikke lige det du har lyst til på din badeferie. Jasper og jeg trodsede vejret løb en tur og så ud og bade, det var faktisk rigtig dejligt varmt og hvor er vandet bare dejligt klart.

Så havde vi et par dage med dejlig vejr og sol og så i dag er der igen regn. Jeg har lidt kuller af at side på et hotelværelse i regnvejr. For jeg gider ikke, at sove min ferie væk. Jeg har shoppet for de penge der var til det, været i tyrkisk bad, blevet klippet og gået mange ture, nu har jeg forsøgt at lære at stå på hovedet, men så må jeg heller ikke det, tænk hvis jeg nu bliver skadet…..

I morgen og fredag bliver det heldigvis godt igen og så skal der slikkes sol og afslappes på stranden .


SEE YOU!


23/9-12: VM kort duathlon

Lørdag den 22. september deltog jeg i mit første internationale stævne med draft, kun tre uger efter VM lang duathlon.

Årsagen til, at jeg deltog i denne konkurrence var fordi, at hvis jeg sluttede som nr. 15 vil jeg optjene point til ITU’s verdens rangliste og rykke op på en første plads, det synes jeg kunne være sjovt at prøve. Så målet var at blive nr. 15.

Ugerne op til dette VM blev brugt meget på, at få noget styrke ind på cyklen, samt noget fart på løbet. Jeg kunne godt mærke, at det var enormt hårdt at træne høj fart træning igen og jeg ikke var vant til at have syre i benene. Trods dette synes jeg egentlig at min optakt har været okay, den kan altid blive bedre…. Pyt med det, nu skulle jeg som sagt af sted til dette stævne, som lå i det Nordlige Frankrig præcis Nancy. En smuk gammel by, som ligger ca. 1000 km fra Århus.

Desværre kunne Jasper ikke komme med mig, men så var jeg heldig at min gode ven Casper Callesen kunne tage med mig og sørge for at jeg kom godt derned. Vi ankom fredag middag, hvor der var høj sol 23 grader og næste ingen vind. Casper og jeg tjekkede hurtig ind på vores kammer, da det var det mindste hotelværelse jeg længe har opholdt mig på. Jeg tror værelset i alt var 20 m2, dette var inklusiv badeværelset. Værelset indeholdt en seng (som vi lige kunne være i), et skab, en stol, et bord og en lille altan, hvor min cykel lige kunne være. Badeværelset have et toilet, bruser, som var 1 m2, en lille bitte håndvask. Døren indtil toilettet var en skydedør, som ikke kunne lukkes til, så der var ikke meget frirum på toilettet. Så når Casper og jeg skulle på toilet, benyttede vi toilettet på gangen.

Trods det ikke var luksus, som de mange andre steder jeg har boet, så var det billigt og kun 1 km fra stævne området, så jeg synes egentlig bare det var lidt komisk og meget praktisk.

Efter at have fået pakket ud og grinet af vores ”luksus” værelset, så klædte vi om for at tjekke løbe- og cykelruten ud. Da jeg tog de første par skridt ud på gaden, synes jeg ikke, at byen var så flad som de havde skrevet inde på hjemmesiden. Det blev jeg også bekræftet i, da løberuten var godt nok primær flad, men der var en lille bakke, som gav en god afveksling. På cykelruten skulle vi køre opad en rampe til motorvejen, som ca. var 200 m lang og steg omkring 6 procent, efter rampen fortsatte vi ca. 800m opad motorvejen, som steg omkring 2 procent, så et vendepunkt og nedad i godt 1 km. Så det var ikke en flad cykelrute, som jeg har fået læst mig til, men den passede mig rigtig godt. Dog havde jeg fået lidt for høj gearing på og kunne derfor ikke træde den høje kadence, som jeg plejer at gøre.

Resten af fredagen gik med at hente nr., være til en meget dårlig briefing, som godt nok var på engelsk, men manden der snakkede, var elendig til engelsk og snakkede hurtig og jeg havde svært ved at følge med i slides og hvad manden sagde.

Lørdag morgen stod jeg op kl. 6 for at tjekke hele cykelruten ud, det var godt, for i går til racebriefing fortalte de, at cykelruten var kortet ned til 36,5 km i stedet for 40 km. Så jeg fik gennemkørt ruten 3 gange, så jeg havde et godt billede af sving og bakker. Hjem og i bad og få noget velfortjent morgenmad og vente på at kokken blev 14.00, hvor vi endelig skulle starte.

Casper og jeg går ned til stævne området i god tid, så jeg når lige at se junior mænd skifte til cykling og heraf se, hvor påstigning på cyklingen er. Da de til racebriefing gjorde meget ud af, at fortælle, at man ikke måtte stige på cyklen før man havde begge fødder på den anden side og modsat, når vi skulle af, måtte denne linje ikke overtrædes.

Herefter får jeg godkendt min dragt og tjekket cyklen ind og så ud og få lavet en god opvarmning og gjort mig klar til at gå hen til starten. Alle er næste linet op, og da jeg har nr. 1 er jeg åbenbart den første der bliver kaldt op, det var en sjov oplevelse.

Vi er pænt mange til start, da vi også køre sammen med U23 damer, så jeg bliver løbet meget over ende, da starten lyder. Alle lægger ud i 3.10 fart og jeg ved, at dette er umuligt for mig at holde, så jeg holde mig til det tempo, jeg ved, at jeg kan holde. De første 5 km ligger jeg meget langt tilbage, men da vi løber ind omkring vendepunktet ved skiftezonen som er på nogle meget glatte brosten henter jeg ind på gruppen foran mig og efter godt 6,5 km får jeg sat gruppen og løbet mig godt op igennem feltet. Jeg skifter sammen med en portugiser, som absolut ikke vil lave noget på cyklen, så jeg cykler selv op til en spanier og sammen kommer vi op til endnu en spanier og sådan fortsætter det de næste mange km, at vi henter nogle og der kommer nogle op bagfra. Nu kan jeg godt mærke, at jeg er på bar bund og uerfaren, for ingen gider hjælpe med at lave noget. Så det ender med at jeg laver alt for meget på cykel og hiver en kæmpe gruppe med mig hjem. Jeg er ikke udmattet efter cyklingen, men pga. den forkerte gearing har jeg kørt lidt for tung kadence og derfor svært ved at få fart på i skiftet.

De første km er tunge og jeg synes ikke at finde rytmen, da jeg så løber ud på anden runde af de 5 km, går det meget bedre. Casper råber, at jeg skal hente de to næste for at blive nr. 15 og jeg kan mærke at det er en hård kamp. Jeg henter pigen foran mig som er U23, da vi mangler 100 m, sprinter hun fra mig og jeg kan ikke svare igen. Jeg kommer i må som nr. 17 og er helt færdig og lægger mig ned og ønsker egentlig kun noget at drikke. I stedet kommer der en flink dame og kaster et iskoldt håndklæde i hovedet på mig. Da jeg har sundet mig 5 sekunder og ikke kan finde noget vand rejser jeg mig slukøret op og går ud for at finde Casper.

Jeg møder nogle andre danskere og vi står og snakker lidt, kort efter kommer Casper og siger, øv det var tæt på, men det er super at bliver nr. 17. Så kigger en af danskerne på mig og siger, at han havde hørt at jeg blev 13 eller nr. 14. Mit ansigt lyser op og jeg spørger om han er sikker. Det er han, Casper og jeg går hen for at finde ud af det og idet samme bliver der hængt en resultat liste op, hvor der står, at jeg bliver nr. 13. Jeg er helt oppe og køre for det er vildere end jeg havde håbet på og mit store mål er nået jeg er nr. 1 på verdensranglisten (ligesom Wozniacki i tennis).

Så nu sidder jeg på min sofa og har to til tre uger roligt/pause inden jeg går i gang med vintertræningen, dog har jeg lige en charterferie (Alanya – Tyrkiet), som jeg skal på inden den tunge vintertræningen starter.


9/9-2012: VM lang duathlon = Powerman Zofingen.

Nu er der vist på tide, at få opdateret min blog, for nu er der gået en uge siden jeg fik kæmpet mig igennem den barske powerman Zofingen. Jeg har været lidt i tvivl om, hvad jeg  skulle skrive, men har egentlig bestemt mig for, at give jer min oplevelse af racet.

Søndag d. 2. september.

Jeg vågner kl. 4.45 og har sovet helt fantastisk, selvom jeg da jeg skulle sove forsøgte, at visualisere mig ruterne og gennemtænke min taktik. Da jeg havde tænkt første løberute igennem og klar til at forestille mig cykelruten var jeg sunket hen i en dejlig søvn indtil min mobiltelefon vækkede mig.

Op og have lidt morgenmad og en god kop kaffe, derefter i gang med alle min ritualer med opvarmning, tapning af fødderne, smøre ankler og baller ind i biofreeze osv. Kl. 6.10 var Jasper og jeg klar til afgang mod Zofingen fra vores homestay familie. Zofingen lå ca. 10 minutter kørsel derfra. Så i bilen blev der tændt for musikken og sat en rigtig god stemning i gang, jeg var klar og kunne ikke vente til, at klokken blev 8.00, hvor starten var.

Da jeg stiger ud af bilen i Zofingen er vejret perfekt næsten ingen vind, skyet med 15 grader. Vejene er våde pga. alt den regn vi fik om lørdagen, men de tørrede stille og roligt op. Jeg får klargjort cyklen og får tjekket skiftezonen igennem, så jeg er sikker på, at jeg ved, hvor jeg skal løbe ind og ud henne. Derefter ud og varme op, lige teste den gode bakke af på første løbetur og mærke, at benene er klar. Efter den gode opvarmning har jeg lige tid til at se, om nogle har pillet ved min cykel og om der stadig er luft i dækkene.

Tilbage til bilen hvor Jasper er i gang med at holde fest, da der er lidt død stemning  alle andre steder og jeg kan bedst lide høj musik, som jeg kan danse til inden start for så kan jeg bare bedre finde racemood.

Klokken er nu endelig 8.00, startskuddet  har lydt og jeg får lagt godt fra land og kan mærke, at de andre hurtigt falder fra, ved 3 km får May (i år nr. 3) og jeg et hul, dog kommer Melanie (sidste års vinder, i år nr. 7) op til os og ved 5 km har vi 10 sekunder forspring til Lucy (i år nr. 2). Lucy disponere godt og overhaler os alle op ad bakken, jeg vælger at løbe mit eget tempo, hvor Melanie og May følger med, det koster for dem, og jeg henter May og Melanie nedad og skifter som nr. 2 efter Lucy. Efter 200m overhaler jeg Lucy på cyklen, men kort efter overhaler hun mig igen, hænger på så godt jeg kan. På første runde overhaler Eva (i år nr. 1) efter 14 km, May og Melanie mig efter godt 20 km. Jeg finder mit eget tempo og rytme og køre rigtig fornuftig på den første runde udad de tre  på cyklen, kommer igennem på den forventede tid uden at have brugt for mange kræfter. Anden runde starter perfekt, jeg kan pludselig se May og Melanie og overhaler Melanie ved 70 km og har 5 m op til May. May får personlig væske, hvor jeg skal have væske af official og mister heraf May nedad og efter 10 km kan jeg mærke, at der er noget galt wattene er faldet og jeg kan ikke trække vejret optimalt. Jeg frygter konstant at de andre henter mig, ved 99 km overhaler Schweizeren Karin (i år nr.4) mig og jeg kan ikke følge med, jeg sætter 3 min til på den anden runde, hvilket ikke er helt slemt, men ikke godt.Jeg bevarer fokus og troen på, at jeg stadig kan være med, jeg ligger nr. 5 pt.

Tredje runde, nu starter VM for alvor, nu bliver bakkerne for alvor stejle og lange og alt gør ondt. Dog synes jeg ikke at det var hårdt, men jeg træder også 50 watt mindre end jeg burde og jeg bliver overhalet af yderlige 3 kvinder og er grædefærdig. Jeg græder hele tredje runde og siger til mig selv: ”Jeg vil ikke køre i Zofingen mere!” Jeg er færdig med Zofingen, det er et meget dumt stævne og jeg hader mig selv for at gøre det igen.

Jeg får hevet mig igennem den meget lange cykeltur og da jeg er på vej ind i skiftezonen har jeg svært ved at bevare min surhed, da speakeren siger: ”Here we have Susan always smiling Svendsen!” Hvordan kan man fortsætte sin vrede over så smukke ord? Jeg får vrisset lidt af Jasper og skiftet til løbesko og løb så grædende ud af skiftezonen, da jeg er ude af skiftezonen sætter jeg mig ned og var bundulykkelig. Så kom mine svigerforældre over og da jeg så dem tænkte jeg.”Hallo Svendsen, dine svigerforældre er kommet hele vejen fra DK, for at se dig og du har lovet dem at gennemføre, kan du så komme op på hesten igen og vise, hvem du er!” Jeg får tøret mine øjne og rejser mig og begynder at løbe. Hvilken opbakning jeg fik fra min familie, min svigerfar tog fat i nakken på mig og sagde: ”Vi tror på dig.” Jeg fik helt kuldegysninger ved tanken, jeg fik benene i gang, men da de første bakker kom, kunne jeg ikke mere, så jeg valgte at gå indtil, at jeg havde overskud igen, sådan fortsatte jeg hele den sidste løbetur.

Pludselig  kom der en og overhalte mig, så i stedet for at ligge nr. 8, så lå jeg pludselig nr. 9. Jeg kunne ikke følge med i starten, men da det lange nedløb kom, var benene klar og fik løbet lidt fra hende og fik blod på tanden igen og gang i benene. Så det endte med at jeg kunne løbe glædesfuld i mål med den vildeste opbakning fra alle tilskuer, trods jeg kun blev 8ér - fed følelse.

Da jeg kom over målstregen var jeg enorm glad, men også ked af det, så da jeg fik øje på Jasper begyndte jeg virkelig at stortude og kunne slet ikke komme i hold, jeg synes virkelig at livet var uretfærdigt og at havde floppet total.

Efter at havde grædt færdig gik jeg ud til mine svigerforældre, som altid er klar til at støtte en. Min svigermor sagde til mig: ”Jeg kan virkelig ikke forstå, at du er så ked af det, du er blevet 8ér til VM. Hvis det var mig, som var blevet 8´er til VM vil jeg springe rundt af glæde!” Jeg tænkte først, hvad snakker hun om, men kan nu sagtens se, hvad hun mener og er også blevet enorm glad for min 8. plads, ikke mindst pga. af alle de som sagde, kom igen, vi tror på dig.

Så nu er jeg næsten sikker på, at kommer igen, for jeg har efterfølgende fundet udad, at mit tristyr er lige sat tæt nok og heraf har jeg overspændt i min nakkemuskler, som så har lukket yderlig for luftvejene. Så nu skal der rettes noget på indstillingen.

Til slut tusind tak for jeres kanon forståelse og alle fantastiske opbakning. Dem vil jeg tage med mig igen om 14 dage, hvor den står på VM kort distance i Nancy (Frankrig.)

31/8-12: Optakt til VM

Nu sidder jeg i Rothrist hos min vidunderlige homestay familie og lader op til mit 6. VM. Det er lidt vildt at tænke over, at da jeg kørte mit første VM i 2005, havde jeg 5 uger til at lære at træne mig op til distancen 20 km løb, 82 km cykling (2x op og ned ad et bjerg) og til sidst 10 km løb. Til dette VM sluttede jeg som nr. sjok på resultatlisten, men ingen agegrouper havde overhalet mig. Nu sidder jeg så 7 år efter og tænker på, at køre om top 5 placeringer, hvor er det fedt at se min udvikling har ført mig helt derop, hvor jeg for 7 år siden kun drømte om at være med i toppen.

Mine forberedelser har været gode op til dette VM, dog her på det sidste har min højre balle strittet lidt imod, så for at få alt på plads, var jeg i lørdags ude ved min gode ven Köser og få sat nåle i ballen. Her troede jeg bare, at det skulle være en enkelt, men der troede jeg forkert. Da Köser havde sat den første nål i og jeg troede jeg skulle slappe af, da jeg er hunderæd for nåle, så kom der sørme lige en nål mere, en til, til sidst havde jeg fem nåle i ballen. Der sad de fint de første 10 min, indtil Jasper spørger, hvordan fungere de egentlig og Köser forklare og så skulle han lige vise Jasper, at efter noget tid, er der også nogle som lige knipser på nålen – sådan her. Köser knipsede lige på et par af nålene og jeg var lige ved at skrige af smerter. Pyha, hvor jeg svedte tran, Jasper og Köser mente at jeg var lige så varm som en brændeovn.

Efter ca. 20 min fik jeg nålene ud, hvilket man skulle tro var dejligt, men nogle af nålene sad fast i musklen, så AV igen…. Så efter at have lidt for ”skønheden”, så håber jeg at ballen bliver klar.

Tilbage til Zofingen, Jasper og jeg ankom onsdag i 30 graders varme og høj sol, men desværre forblev det gode vejr ikke med os, stille og roligt blev himlen mørkere og mørkere og sidst på aften trak det op til regn, Heldigvis nåede jeg at få cyklet halvdelen af cykelruten, da det stort set har regnet lige siden. Jeg håber virkelig at det hele vender rundt på en tallerken og det bliver lidt mere Østrig vejr, men hvis ikke, så er det bare sådan.

Ellers går tiden med at spise god mad og slappe af, i aften fredag har min homestay familie en god tradition med at afholde en grillfest, hvor de invitere et par af de andre atleter, heriblandt franskmanden Anthony og Belgieren Jorie. Det bliver total hygge…

Vi skrives ved for nu skal jeg ud og løbe og på en lille sightseeing med min Jasper, snakkes ved efter VM

Husk at gå ind på www.powerman.ch og følg med.


21/8-12: Forsvarede min sejr i Powerman Østrig

Hvad sker der lige, i denne weekend stod den på Powerman Østrig, hvor jeg sidste vandt med 6 min og var helt færdig, da jeg kom i mål og kunne ikke rigtig nyde sejren.

I år havde jeg bestemt mig for, at hvis jeg fik muligheden så skulle opløbet nydes i fulde drag. Så udover at vinde, havde jeg også målet at løbe stærkere på 1. løbetur, så jeg ikke blev hentet af herrerne i skiftezonen, hvilket skete sidste år og var en smule kaotisk, at starte på cyklen.

Jasper og jeg ankom til Østrig sent natten til lørdag (kl. 1), heldigvis skulle vi bo samme sted som sidste år, så vi kendte vores homestay, hvilket gør alting meget lettere. Så det var ind med bagage og så på hovedet i seng og op kl. 8.30 til morgenmad inden den stod på cykling i 32 grader varme kl. 11. Det blev en meget varm tur, men benene føltes gode og det at kunne få luft på de hårde stigninger gjorde hele ruten sjov i forhold til sidste år. Efter at have cyklet ruten igennem, så løb jeg løberuten og her havde temperaturen sneget sig op på de godt 35 grader, så det blev en meget varm løbetur, trods det bare var stille og roligt.

Resten af dagen gik med afslapning og få gjort klar til ræset næste dag og så tidligt i seng.

Søndag  = racedag, hvor arrangørerne heldigvis havde rykket starten til kl. 10 i stedet for som sidste år kl. 11, det udgjorde en stor forskel synes jeg. For da starten gik, var det allerede over de 30 grader.

Tilbage til starten, jeg stiler mig forrest og lytter til den gode musik de spiller og når der er fed musik så kan min krop bare ikke stå stille, så jeg hopper og danser med mig selv og ligner sikker en jubelspasser, men jeg er ligeglad for det for mig til at finde det rette racemood. Taktikken er at holde tempo med de andre hen til stigning, sætte fart på den og se, hvad der sker, herefter følge med på cyklingen og så tja bare køre mit eget ræs.

Det der skete var at, der blev lagt ud 3.45 fart, hvilket passede mig fint og efter 1½ km udad de 15,6 km var jeg alene og øgede kun mere og mere til de andre efter ca. 8 km havde jeg omkring1 min og efter første løbetur kunne jeg hoppe på min cykel med over 3 min til den næste. Oven i købet opnåede jeg også delmål nr. 1, at skifte før de første herrer – yes en forbedring fra sidste år.

Cykelruten er 82 km fordelt på 2x41 km, hvor det går meget opad de første 10 km, herefter går det rullende op og ned med ind i mellem nogle lidt længere stigning på de 9 %. Da jeg har cyklet ca. 5 km må jeg af cyklen, fordi jeg føler, at cyklen er flad og bremserne slæber, men der er intet at se, dog køre det ikke optimal og jeg har ikke samme flow opad som jeg havde dagen inden, hvilket frustrerer mig en del, men holder hovedet kold. Så trods jeg lige er et smut af cyklen formår jeg at holde konkurrenterne bag mig og øge til 5½ min til nr. 2

Anden runde på cyklen kan jeg mærke at varmen er kommet og jeg føler at jeg triller baglæns på den første lange stigning, men så har jeg en god snak med mig selv og kommer op over. Dog er jeg total i panik, da jeg ikke aner hvor langt de andre er efter og jeg kan mærke, at jeg har sat meget tid til på den lange hårde stigning. Hver gang jeg spurgte nogle om tidsforskellen gav de mig bare thums up…

Jeg får mig kæmpet hen til skiftezonen og spørger straks Jasper, hvad tidsforskellen er, Jaspers svar hører jeg ikke, da han er på højre side af (det døve øre), så jeg hører kun mumlen. Hmm tænker jeg, kan ikke høre nogen bag mig, så jeg tager et stille og roligt udlæg og så må jeg se ved vendepunktet, hvordan det ser ud. Der er ikke nogen at se ved vendepunktet som er ca halvvejs.Da jeg har godt 3 km igen ser jeg nr. to, som er ca. 1½ km efter. Yes, jeg kan nå mål nr. to og tre. Så nu tæller jeg km ned til jeg kommer ind på opløbsstregen.

Hvilken fest det er. Alle rækker hænder ud og klapper, det er et kæmpe sus jeg får og sikke en sejr med over 7 minutter til nr 2 J

Igen tak for alle hilsner, i er bare med til at gøre det hele endnu sjovere.

Et par dage rolig inden det helt store mål kommer nemlig VM i Zofingen…..


6/8-12: Sejr i Powerman Belgien

I går søndag d. 5. august stod den på Powerman Belgien, et stævne jeg har kørt mange gange siden 2006, hvor jeg har placeret mig fra nr. 5 til nr. 2, men aldrig vundet selvom jeg har været tæt på mange gange, så har jeg aldrig lige haft det sidste til at få en sejr med hjem. Så jeg var for en uge siden meget sikker på, at jeg kunne gå efter sejren, indtil sidste uge, hvor jeg stod op mandag morgen for at løbe på arbejde. Min venstre balle gjorde afsindig ondt og jeg kunne nærmest ikke gå rundt på arbejde, Heldigvis skulle jeg til kiropraktor og senere have massage, det hjalp enorm meget og tirsdag morgen var alt godt igen. Så jeg tog ned til AGF træning for at løbe mine intervaller og opvarmning gik også uden smerter, så kom intervallerne og smerterne kom listende. Så jeg blev enig med Jasper om at løbe ude på asfalten i håb om at det var bedre, det hjalp en smule, men jeg havde store smerter og svært ved at holde høj fart.

Tirsdag da jeg kom hjem fra træning var jeg grædefærdig, for jeg vidste ikke præcis, hvad der gjorde det store udslag af smerter og var klar til at droppe Powerman Belgien for at blive klar til at komme til Zofingen (VM).

Onsdag var jeg igen hos kiropraktor og fik konstateret at det var musklen Gluteus medion som var overbelastet heldigvis ikke senen, så jeg fik sat en nål i og skulle tage det med ro de næste par dage og have massage om torsdagen. Det fik jeg så og blev heldigvis klar til at køre Belgien.

Lørdagen blev brugt på at se OL triathlon og heppe på Line og Helle, hvor var det bare spændende og motiverende. Herefter cykeltøj på og ud at teste ruter. Jeg kunne mærke at mine ben havde lige fået mulighed for at trappe lidt mere ned, end der egentlig var tanken, så jeg havde rigtig gode cykelben, hvilket jeg ville få brug for, da jeg havde ondt i ballen efter at have cyklet og ville derfor ikke kunne lægge hårdt ud eller have mulighed for at sætte det høje tempo på andet løbet.

Så taktikken til søndagens ræs var, at se om jeg kunne få hul på første løb, holde hullet eller øge på cyklen og herefter æde mig selv på det sidste løb.

Endelig blev det søndag kl. 14, hvor starten gik jeg var klar og lagde godt fra land. Den første løbetur var 10 km fordelt på 4 runder, der lød meget simpelt, men egentlig en pæn hård løberute, da der var meget skiftende underlag fra asfalt, stenmel, flis og græs. Oven i dette skiftende underlag, så var der nogle meget skarpe sving, samt noget nyt måtte vores trænere ikke lange væske ud, men stille det på bordet og så skulle atleten selv tage væsken fra bordet. Det var også okay, problemet var at dette bord ikke var særlig stor og alt det andet væske også stod derpå. Heldigvis er Jasper en meget rutineret træner og fik sat min væske, så jeg kunne tage den uden problemer.

Tilbage til løbet, hvor jeg trækker de første 5 km ud af de 10 km, så går hollænderen May (sidste års vinder) forbi i et rimelig højt tempo, hvor hun er lige ved at sætte mig, men jeg hænger på og May går ned i fart og jeg slapper lige lidt af, inden vi går ind på sidste runde, hvor jeg øger tempo og får et hul, jeg har ingen ide om hvor stort hul, men stoler på min fornemmelse og får lavet et godt skifte til cyklen og af sted det går for at holde May bag mig, for hun er en god cykelrytter.

Cyklingen er 60 km igen fordelt på 4 runder, så jeg får mange mellemtider og til min store overraskelse så holder jeg May bag mig og formår endda at øge en smule til hende, så de sidste 15 km får den alt, hvad jeg kan og jeg er klar til at æde mig selv på løbet for jeg er klar over, at det bliver en hård løbetur.

Da jeg løber ind til skiftezonen kan jeg mærke ballen fortæller mig, at jeg skal starte stille ud og jeg får heldigvis at vide, at jeg har 40 sekunder ned til 2 og 3. Sidste løb er samme distance som den første og det går okay første runde, anden runde er det ikke sjovt, ballen kramper mere sammen og jeg høre Jasper råber, at de kommer nærmere, jeg er grædefærdig, men kæmper den mentale kamp og fortsætter for jeg vil vinde. På 3. runde  er der nu kun 25 sekunder og jeg tænker kom nu hold den og da jeg skal ud på sidste runde dreje cyklen der køre foran ind i målområde og han tror, at jeg er færdig. Jeg bliver helt forvirret, for jeg ved godt, at jeg mangler 1 runde og alle tilskuer råber, at jeg er færdig. Jeg stoler på mig selv og løber videre, i samme sekund råber speakeren, at jeg mangler en runde. Jeg bliver helt stresset og lidt vred på ham cyklen, men bruger vreden til at løbe de sidste 2,5 km med total angst for at de skal komme og fange mig, så de sidste 500m var meget lange og jeg har aldrig kigget mig så meget bagud inden jeg kan krydse målstregen som en vinder. Jeg er enorm træt og mega glad for endelig en sejr i Belgien.  

Nu skal der lige slappes af og ballen skal have sin behandling, inden den skal være kar til om 14 dage, hvor det er Østrig.

Tak for alle de mange hilsner på Jaspers facebook, dem er jeg enorm glad for, de luner rigtigt meget når benene er ved at gå kolde

29/7-12: En uge til næste konkurrence

Siden sidst er jeg kommet hjem fra Harzen og begyndt at arbejde igen, det kan bestemt mærkes på restitutionen, jeg har svært ved at få slappet nok af, men heldigvis er denne uge den sidste af de store mængder. De næste uger op til Zofingen bliver mere konkurrencespecifikt. Da jeg om en uge skal køre i Belgien og derefter, skal jeg et smut til Østrig og se om jeg kan leve op til sidste års resultat, som blev min første Powerman sejr.

Tilbage til hvad der sker lige nu, ganske kort, så er jeg enorm træt og meget ømme muskler, de to sidste uger har budt på over 20 timers træning og denne uge lige omkring 19 timer.

Hvad har jeg så trænet, jo nogle enorme mængder i weekenden, sidste lørdag blev der slået cykel distance rekord 191 km, efterfulgt af 35 minutters løb, som jeg aldrig troede jeg skulle overleve, men efter en 10 min kom der gang i benene og føltes næsten helt godt. Om søndagen skulle jeg være guide for Marselisborg fortræning for cykling, hvor der skulle cykles 50 km med ca. 28 km/t, så lige hjem og skifte til løbetøj og ud på 2t 10 min. løb, som blev til 30 km løb i bakker. Under disse lange træninger så får jeg nogle gange nogle kriser. For at jeg ikke bliver alt for tudeprinsse, så er jeg begyndt at tænke, hvad nu hvis dette skete i Zofingen, så ville jeg ikke bare kunne sige: ”så stopper jeg bare – pyt!”. Næ nej, det skal ikke være DNF i år. I år går jeg all in og går efter podiet, jeg har aldrig følt mig mere forberedt og klar, så nu håber jeg at jeg kan holde den kørende de næste 5 uger til Zofingen.

Det går især rigtig godt med mit løb, jeg har virkeligt fået rykket det et niveau op, så det giver virkelig pote at træne med AGF, hvor min træningspartner er blandt andet Louise Lauersen, som lige har vundet Etape Bornholm over Anna Holm, som er en af Danmarks bedste løbere.

Så om en uge skal jeg endelig i konkurrence igen, denne gang er det Belgien, som har distancen 10 – 60 – 10, som har været min favorit distance. Men det er jeg ikke sikker på, at den er mere, da første løb er for kort til, at jeg kan løbe mine konkurrenter trætte. Så nu må vi se, hvad jeg har at skyde med, for jeg trapper ikke ned til dette stævne for at undgå at toppe for tidligt...

  Det var vist alt for nu, vi ses efter Belgien …

3/6-12: Nykredit ½marathon

I dag søndag den 3. juni blev der afholdt et kæmpestort ½ maraton midt i Århus gader. Der var ca. 8700 deltager og masser af tilskuere. Aldrig har jeg set så mange tilskuere til et løb før, det var en fed oplevelse, så det var et af de større løb jeg har været med til.

Selve ruten passede mig perfekt lidt op og ned og mange sving, dog viste vejret sig fra den gode side med sol og ingen regn, men vinden var en prøvelse og blev min største rival.

Jeg står med helt fremme og går efter 1.18, da det nationale elite krav for AGF er 1.18.45. så jeg kan fortsætte i AGF Atletiks elitegruppe. Så jeg satser på at holde 3.40 min/km som pejlmærker for min fart.

Louise Langelund(1900 atletik) starter lige ved siden af mig, så vi kan holde øje med hinanden lige fra startskuddet. Der bliver lagt godt fra land og lige lidt for hurtigt, så jeg bakker af og finder hurtig den fart/rytme jeg skal holde: Louise er kommet lidt foran, men ”holder” ind til siden og venter på mig. Sådan fortsætter vi til vi kommer til ca. 10 km. Her får jeg at vide, at jeg har et hul på ca. 10 m, da Louise efterfølgende fortæller, at hun havde en krise med sidesting. Desværre er Louise bare det bedre end mig i dag og kommer op igen ved 12 km. Her får jeg så en krise, da jeg ikke kan holde med Louise opad og bruger mange kræfter. Heldigvis fanger jeg Louise igen på nedløbet. Ved 18 km, går det igen opad og her er der udsolgt, jeg har ikke flere kræfter tilbage og må slippe Louise, der får et hul til mig, som jeg ikke kan lukke. Jeg mærker, at km tiderne falder og da jeg er ved skiltet med 19 km ser jeg på uret, hvor der står: 1.12. Pis, tænker jeg, jeg kan ikke løbe 2,1 km på 6½ min. Dog tænke jeg samtidigt giv nu ikke op, kom nu Susanne, du kan godt. Det fede ved denne oplevelse er, at jeg for første gang mærker, at kroppen giver op, at der ikke er pga. min luftveje – så fedt, at mærke at jeg kan blive træt i benene J

Den sidste km er meget lang og jeg knokler en hvis legenesdel ud af bukserne for at klare kravet 1.18.45, men da jeg kigger på mit ur ser jeg at jeg er 1 min for langsom; 1.19.44. Øv! Efter at have surmulet lidt høre jeg en stemme sige: ”Susanne, Susanne!” Jeg tænker, hvad er nu det, hvem kalder på mig – det var mine forældre, som havde valgt at bruge deres søndag på at følge min bror og hans kæreste og jeg til ½ maraton i Århus. Så begyndte jeg at se lidt lysere på tingene, for min tid er jo ny PR 1.19.44. En forbedring på 1.50 min, som blev lavet i 2008

Tak for alt den sublime opbakning i dag og til Århus Motion for et fantastisk setup af et løb. Jeg ved, at Århus Motion har knoklet i døgndrift for at få dette løb stablet på benene og deres slid har givet pote – godt arbejde.

Det var planen at næste uge skulle bruges på at starte træning til mit næste store mål VM Zofingen i september. Men da der er DM hold i Hvidovre skal jeg på søndag se om jeg kan hjælpe holdet med en ”hurtig” tid på 5000m.

Jeg er godt nok ved at være konkurrencemæt og glæder mig meget til ugen efter, hvor fokus kan komme på træningen igen.


23/5: Den anden powerman sejr i Tyskland

Da der var Kristi Himmelfarts dag om torsdagen inden stævnet, tog Jasper og jeg os en lille ferie i den sydtyske by Falkenstein. Heraf fik jeg en mulighed for at få lidt mere bakketræning end det har været muligt i DK.

Vi ankom til Falkenstein torsdag eftermiddag, hvor der var 11 grader, sol og næsten ingen vind, heraf blev vejret kun bedre og bedre for hver dag der gik. Indtil søndag, hvor vi endte op med 30 grader, dog en del vind ca. 7-8 m/s.

Da vi havde været i Tyskland nogle dage, synes jeg at mine ben blev mere og mere træt og at jeg ikke lige kunne finde det rette racemood. Jeg havde lyst til at konkurere, men blev pludselig en del usikker på, om jeg nu kunne holde til at køre konkurrence i dette terræn, samt jeg synes det er enorm lang tid siden jeg har trænet noget lang distance træning, grundet konkurrence de sidste tre weekender.

Jasper forsikrede mig om, at jeg ikke skulle bekymre mig om min form/udholdenhed, Jasper påstod allerede torsdag, at jeg ville vinde…

Søndag ræsdag, solen skinnede og der blæste knap så meget om morgen og allerede kl. 8 var der omkring 20 grader. Jasper og jeg ankom tidligt til stævne området, da det er rart at kunne parkere tæt på startområdet. Da vi har parkeret vil jeg lige teste min cykel af og det går fint på den lille klinge, men den store klinge sagde en mærkelig lyd, så jeg kom hen til Jasper og sagde, at der var noget galt. Det viser sig, at forskifteren var gået løs og heraf kunne jeg ikke skifte op på store klinge. Heldigvis er Jasper en kanon handyman at have med så da jeg kom tilbage efter et toiletbesøg var min cykel top tunet igen – ind i skiftezonen med den og så ikke tænke mere over det.

Under opvarmningen begynder jeg at finde racemood igen og jeg kan mærke, at dette kan godt blive en meget god dag. Dog skal starten lige overstås, da alle starter sammen, både herre og damer inde på en atletikbane. Så der er positionskamp fra starten og der lægges hårdt ud. Efter de 400m begynder det at gå opad første gang, derefter lidt ned og så opad i de næste 5 km indtil vendepunktet, hvor det så går nedad.

Jeg får lagt godt fra land og finder lynhurtig en rytme, dog ve 2,5 km løber der en tysk kvinde fra mig og jeg kan ikke lukke hullet, så efter de 16 km løb er jeg ca. 2 min efter den 1. kvinde, men har godt 1½ min ned til nr. 3, som er den hollandske May Kerstens (nr. 4 til sidste års VM). Op på cyklen af sted og få drukket en masse vand og find igen rytmen. Dette lykkes og efter 20 km overhaler jeg tyskeren og øger afstanden til hende, samt holder afstanden til May. Jeg vælger, at kun køre 95 % på cyklen, for at være klar til sidste løbetur, da jeg ved at May løber godt i kuperet terræn.

Af sted på anden løbetur og benene løber helt af sig selv og jeg mærker for første gang, at jeg er flyvende. Jeg nyder hver km på den sidste løbetur og kan ved vendepunktet se, at jeg ikke kan hentes og sejren er hjemme, dog skal jeg lige over målstregen.

Da jeg nærmer mig mål begynder alle at klappe og juble mig i mål. Det er et kæmpe rus der går igennem mig og jeg nyder hele turen til målstregen, hvor jeg bliver modtaget af Volker, som er løbsansvarlig. Jeg får en kæmpekrammer og til min store overraskelse en svingtur.

Det fedeste ved dette løb er at jeg havde det super godt bagefter og ingen luftveje problemer, kun overskud til at nyde denne fantastiske dag.

Tak til Esben K /hans forældre, Henrik Schmidt og hans familie for den sublime opbakning og hepning. Det er altid fedt at få danske tilråb.

Derudover et tak for alle de sms og beskeder jeg har fået og igennem Jaspers facebook, det gør dagen endnu bedre – tak

Som prikken over i fik jeg igen lov til at høre den danske nationale melodi, hvilket igen kom bag på mig, samt denne gang var den rigtige (det er et yndig land!)

Nu lige et par ugers pause inden den står på ½ maraton. Det bliver skønt at få fokus på træningen igen. Jeg er lidt konkurrence mæt.


13/5: Dansk Mester og vinder af Viborg velgørenhedsduathlon

Undskyld, den meget sene opdatering, men når man kun har 24 timer i døgnet er det nogle gange lidt svært at finde tid til alt, trods min dag ofte er enormt meget struktureret fra minut til minut.

Tilbage til hvad jeg gerne vil skrive om, for en uge siden var jeg taget med Jasper til Allerød, for at forsvare min titel som dansk mester i kort duathlon. Motivation var selvfølgelig på plads, da jeg skulle vise, hvorfor jeg blev dansk mester sidste år, men mentalt havde jeg lidt svært, når jeg så startlisten med tre andre navne ud over mit. Dog var det tre stærke navne; Susanna Skylv sidste års nr. tre, Kirsten Petterson sidste års toer og Maja Stage blev nr. 7 overall til EM i Holland.

Da vi stod på startstregen var antallet blevet reduceret til tre, men tre atleter, som var klar til at gøre alt for at få titlen.

Starten gik og vi fulgtes alle tre af på første løb, da vi kommer hen mod skiftezone sætter jeg farten lidt op og kommer først ind og ud. Maja er lige bag ved, men Kirsten hænger lidt. Jeg forsøger at lave et ryk ud af det første sving og får lavet et lille hul, men de kommer begge op igen. Sådan fortsætter resten af cykelturen stort set, jeg forsøger at rykke et par gange, men de sidder fast. Ved 30 km er der en lille bakke, hvor der også er modvind, her rykker jeg igen og Maja rykker kontra. Vi får hul til Kirsten og følges af hjem, dog forsøger jeg lige at rykke lidt, i håb at mørne Maja lidt, så hun ikke er helt frisk til sidste løbetur. Andet skifte kommer jeg først ud, men igen Maja er lige efter, trods jeg har et lille hul. Maja og jeg følges af hele andet løb og på de sidste 2,5 km er jeg klar over at dette bliver et spurtopgør, så jeg begynder mentalt at lade op til dette. Ved 800 m tilbage sætter jeg tempoet op og da jeg mangler omkring 300m tager jeg chancen og går all in og spurter alt hvad jeg kan mod målstregen, kigger over min skulder et par gange og ser, at jeg har fået hul.

Yes dansk mester igen for tredje gang J

Viborg Velgørenheds duathlon ; i dag en uge efter at have forsvaret titlen som dansk mester tog jeg til Viborg eller nærmere Løvel, som for første gang afholdt et duathlonstævne.

Stævnet foregik i Løvel og allerede med informationer omkring stævnet på nettet kunne man mærke, at der har siddet nogle meget dygtige folk bag stævnet.

Da Jasper og jeg ankommer til Løvel havde vi god tid til, at nå en runde på cykelruten. Cykelruten er på dette tidspunkt super afmærket og med skilte, der kan ses i god tid, samt advarsler i farlige sving.

Stævneområdet er flot afmærket med milestrimmel og masser af sponsor flag, som skaber god stemning. Alle officials har blå eller gule overtrækstrøjer på, så man ved hvem man skal spørge om hjælp eller hvis man havde andre spørgsmål. De officials som bar blå trøjer var der også navn på.

Inden start var der en kort briefing omkring, hvordan løbet skulle foregå og hvor man skulle løbe hen når man kom fra løb til cykel og så videre.

Der var også fint afspærret, så tilskuerne ikke løb ind over løberuten, samt at man som tilskuer havde mulighed for at købe div. lækkerier, mad og drikkelse. Der var også et telt med borde og bænke, hvor man kunne sætte sig ind i, hvis det blev nødvendig. Så hele set up var meget professionelt udført.

Tilbage til starten, der var samlet start for alle også de som kørte hold. Trods alle startede sammen, var det ikke noget problem at få plads. Jeg fandt hurtig en rytme og efter 5 km kommer der en herre op og vi følges ad de sidste 5 km ind til skiftezonen. Her får jeg lavet et godt skifte, men da jeg har vanter på, har jeg problemer med at lukke min hjelm og fumler lige rigeligt med det. Bevare roen og tager en dyb indånding og får så lukket den. Ud på cyklen og af sted. Det går opad den første km, så det er lidt svært at finde en rytme, men efter lidt tid finder jeg den og køre ok igennem de 30 km.

Da jeg stiller cyklen kan jeg se, at den herre jeg løb med på 1. løb er lige foran mig, jeg lavet et godt skifte og af sted og forsøger at komme op, men han løber lige lidt hurtigere og kommer i mål før mig.

Evaluering et super godt stævne, som jeg kun håber de laver et igen næste år, et stævne jeg kun varmt kan anbefale til andre, som vil teste nogle ting af inden nogle andre vigtige stævner.

Til sidst tak til alle de som har heppet på mig til de to ovenstående stævner og tak til mine forældre for at de kom til Viborg for at heppe på mig J

Næste stævne er om en uge, hvor det er Powerman Tyskland, hvor jeg skal have bjerg benene frem………

Powerman Holland - EM

30/4-12: Den bedste bronzemedalje

Søndag den 29. april afholdt Powerman Holland sammen med ETU deres første langdistance EM.

Derfor var startlisten opgraderet en hel del i forhold til et ”normal” powerman stævne, som også har et højt niveau. På startlisten var Lucy Gossage og Eva Nystöm, som 14 dage før blev nr. 2 og 3 til Challenge Fuerteventura. Derudover var der en del stærke hollændere og den 7 doblet Zofingen vinder Erika Csomor på listen, samt selvf. ”The Usual Suspects”.

Der var helt klar lagt op til, at der skulle løbes stærk fra start til slut, da Stephanie B fra Holland har pr på 10 km på omkring 34 min og Lucy G har pr på ½ maraton på 1.18. Trods disse hurtige tider, så var jeg egentlig ikke nevøs, selvom jeg lige har brugt de sidste fire uger på, at komme af med det sidste snot, jeg havde i ørene. De sidste 1½ uge har fungeret godt for mig og min fart var tilbage i benene, dog lidt usikker på, hvad cyklingen bød på, da jeg ikke har haft nogen test løb grundet sygdom.

Alt i alt så kunne jeg ikke gøre mere ved formen, men mentalt var jeg klar og viste overskud, det hjælper altid på tingene.

På startstregen viser det sig at der mange et par stykker af de store profiler her i blandt Erika, som i sidste uge var i Thailand og køre ½ ironman, derudover manglede den tyske Ulrike Schwalbe, som i november var i et grimt færdsels uheld og stadig ikke på toppen endnu og Camilla Lindholm startede, men måtte udgå med maveonde, som Camilla allerede havde inden start.

Tilbage til starten, hornet lyder og af sted det går, to damer går i udbrud, men vi er en stor gruppe der lægger lidt roligere ud. Gruppen består primært af Lucy G, Maud Goldstein, Maja Stage og jeg, de andre hænger på, men falder fra især omkring 8-10 km, ved 12,5 er det kun Lucy G, Maja S og jeg som er sammen indtil Lucy sætter farten op igen og får et hul til mig, som jeg ikke kan lukke. I stedet holder jeg min fart og kommer ind i skifte zonen sammen med Maja, som er hurtig ude igen, jeg er lige et sekund efter ude på cyklen.

Jeg har svært ved at få en god rytme på cyklen og efter 300 m taber jeg min aeroflaske og får det signaleret til Jasper, samtidigt de andre kvinder suser forbi mig og jeg kan ikke hænge på. Jeg slår koldt vand i blodet og fokuser på at finde min egen rytme efter 10 km går det bedre og heromkring bliver cykelruten meget teknisk og jeg begynder at hente nogle af de andre kvinder, desværre kommer der en dommer op og sætter mig til tælling, da jeg lige kommet tæt nok pga. de tekniske sving, som jeg kom hurtigere igennem end Kristina Lapinova. Jeg ”blokere” min bremser og stopper med at træde indtil dommer nikker ok til mig. Da jeg kommer ud på anden runde har jeg rytmen og jeg rykker forbi de kvinder som har overhalet mig på nær Eva N, som er lige den tand bedre, på cyklen, end os andre. Jeg ligger i en gruppe med Lucy, Maud og Lapinova, da vi mangler 10 km, ligger jeg bagerst og Lucy rykker og jeg ser det for sent og de to andre kan ikke lukke hullet, derfor kommer Lucy før ind i T2 end mig. Da jeg opdagede Lucy rykkede, tænkte jeg at de to andre er ved at være trætte, så jeg rykkede også og får et lille hul til dem.

Skiftet til anden løbetur går godt, jeg tager det stille og roligt, trods Maud og Kristina er lige bagved mig. Anden løbetur er 7,8 km fordelt på 3 runder, den første runde føler jeg, at jeg løber 5.00 fart mindst, så jeg kigger lige på uret 3.40 fart. Wauw det køre det, så anden runde har jeg rytmen og holder igen en god fart, men ved vendepunktet føler jeg, at Maud nærmer sig og da jeg er på den sidste runde kan jeg ikke se hende, går jeg lidt i panik, for tanken om  en spurt orkede jeg ikke. Da jeg mangler ca. 1,5 km spørger jeg Søren og hans far om der er nogen bag og de råber nej.

Så de sidste 400m nyder jeg i fulde drag og løber over målstregen som nr. 3, hermed ryger jeg på podiet, hvilket jeg aldrig har været før i Holland. Det er bare en for vild oplevelse.

Det er en fantastisk følelse, der går igennem mig og kæmpe befrielse, jeg fik bevist overfor mig selv og alle andre, at jeg er på rette vej og astmaen ikke er nogen forhindring mere.

Tillykke til alle de danskere, som deltog i søndags og kom igennem helskindet, også et kæmpe stort tak for den kanon opbakning, som jeg fik fra alle de danske supporter der var med, det giver altid lige lidt ekstra, når man høre nogle danskere.

Til sidst tak for alle de dejlige lykke ønskninger i har sendt til mig eller på facebook til Jasper og ikke mindst Mr. Jasper, som altid er der J

Det næste stævne er DM duathlon om en uge, hvor jeg skal dyste imod tre skarpe modstandere, så det bliver rigtig spændende.

På genskriv…  
2012 - 1

20/4: Forårsdag i Thy.

Søndag d. 15. april, blev den dag, hvor jeg skulle køre mit andet motionscykelløb. Første gang var ca. 7 år siden, og det var 70 km, men i dag blev distancen øget til 101 km og denne gang fik jeg ikke lov til at starte bagerst, som sidst.

Jeg var lidt nervøs over skulle cykle dette løb, da jeg er klar over at motionscykelryttere ikke altid lige så god til at alt det tekniske på en cykel. Så jeg var meget opmærksom på, hvordan jeg lå i forhold til andre, så jeg ikke blev kørt ned eller nogen lavede en katastrofe opbremsning lige foran mig.

Starten på de 101 km gik godt, jeg fik fundet mig et perfekt sted at ligge, hvor jeg fint kunne komme rundt i de sving der var i starten, heraf med fremme de første mange km. Folk cykler stærkt i starten og jeg kan ikke helt følge med, da der er medvind og delvis sidevind. Jeg kæmper for at hænge på, men heldigvis kommer der hele tiden nogle herre op bagfra, som jeg kan komme med, så efter 30 km kommer jeg ind i en gruppe på ca. 20 stk., det hjælper en del på det og jeg får sparet lidt på kræfterne. Ved ca. 60 km kommer der et sidevinds stykke, hvor jeg ikke kommer ordentlig med ud af svinget og heraf mister gruppen. Jeg cykler alene de næste 10 km, hvor der så kommer to herre op til mig og vi får et samarbejde i gang og henter to andre herre. Da vi mangler ca. 5 km, misser vi et sving og køre desværre forkert. I stedet for at cykle tilbage, bliver vi enig om, at fortsætte og finde hjem fra, hvor vi kørte forkert. Er klar over, at dette ikke er en god sportsånd, men da der ikke var noget stort på spil, anser jeg det ikke som det værste form for snyd, samt jeg kørte længere end 101 km.

En træls oplevelse, men god mental træning, jeg kommer i mål på ca. 3.05 timer på godt 103km, så jeg er meget tilfreds og kom godt igennem mit første 101 km cykelløb.

Jeg tror, at jeg er ved at være ovre min sygdom, dog hoster og snotter jeg lidt endnu. Jeg holder hovedet kold, selvom der kun er 2 uger til mit første topningsstævne.

Næste uge er der fokus på, at få det sidste tempo ind i benene og lade mentalt op.


6/4: Det der ikke slår dig ihjel, bliver du stærkere af…………

Ja, jeg troede jeg skulle skrive om en god oplevelse til årets første duathlon stævne nemlig klassikeren Jels duathlon.

Sådan blev det ikke – Dagen efter at havde løbet DM 10 km i Fælled parken begyndte jeg at mærke de første symptomer på at kroppen ikke var helt frisk. Håbede en massage og en tur hos kiropraktoren kunne tage toppen. Desværre sat dette måske mere gang i processen, for onsdag var jeg helt færdig, og så gik det ellers bare ned ad bakke. Så fredag til søndag var jeg sengeliggende og havde totalt mistet appetitten.

Mandag havde jeg fået det meget bedre, men stadig snot i hele kraniet, dog fik jeg mig taget sammen til en time på turbotræneren og let 20 min jog i 5.30 fart.

Tirsdag bedring, men pga. snot og hoste kunne jeg ikke løbe igennem, for hver gang jeg hostede krampede mine lårmuskler, så jeg løb ikke stærkt, men det var hårdt alligevel.

Så nu er jeg ved at være tilbage, i morgen lørdag skal jeg ud og træne mit første krydstrænings pas, hvor jeg starter ud med 2,5 km B15 løb, 16 km B15 cykling, 2,5 km B15 løb, 8 km cykling max og 1,25 km max løb.

Ses derude


25/3-2012: Ny PR på 10 kmJ

Endelig lykkedes det mig, at bryde den magiske grænse og komme under 37 min.

Jeg havde på de sidste mange intervaller følt mig meget godt løbende og især efter kunne løbe 17.50 på 5000 m på en høj hellig torsdag aften, følte jeg, at det var nu, jeg skulle under de 37 min.

Der var ikke nogen nedtrapning til dette løb, da min første prioritet er EM i Holland om en lille måned. Så i går lørdag blev det til lidt over 3 timers cykling efterfulgt af 20 min løb, hvor de første 5 min var i 3.50 min/km, resten roligt. Herefter en 3 timers køretur til Sjælland, hvor jeg lige får løsnet benene ved 20 min. jog på DM ruten. Så af sted til vores hotel, som ligger i Glostrup og få noget mad og søvn.

Så søndag morgen på morgenløbet, synes jeg ikke, at benene var helt super, men sådan er det ofte, så den store JA-HAT på og tænke positiv. Morgenmaden var hotelmorgenmad med scramble eggs, bacon, pølser, lækker brød og kager UHMMMM.

Depoterne bliver fyldt op og af sted til Fælledparken, hvor en god gang opvarmning skal gøre kroppen klar. Jeg føler ikke helt, at jeg kan finder det rette gear, men stiller mig forrest ved siden af Anna Holm (Henrik Jørgensens datter) og tænker, nu er det nu…

Der er lidt bøvl med start pistolen og da starten går, er der positions kamp alle vil gerne frem, så der bliver trådt i hælen, skubbet og hvad der nu skal til for at komme frem. Jeg kommer med den forreste gruppe og tænker uha, det går stærk, men klemmer ballerne sammen og tænker kæmp for det.

Jeg holder gruppen indtil 5 km, hvor jeg må slippe og går en del ned i fart, men formår at komme i mål på 36.31 og er ovenud lykkelig.

Jeg har nu fokus på det kommende EM i Holland, hvor jeg på søndag tester duathlon formen i JELS på 5,5 km løb, 44 km cykling og 5,5 km løb igen. Det er spændende og se om min cykling har rykket sig lige som, løbet….


12/3-2012: PR på 5000m, DM lang og kort Cross

Så er det vist tid til lidt opdatering igen.

Det første jeg vil fortælle om er, at jeg for godt 1½ uge siden fik mulighed for at teste en 5000 m af. Dette skete en højhellig torsdag aften, hvor jeg startede dagen med at møde kl. 6.30 til kl. 8.00. Herefter 3 timer mellem hård cykling og så lige 20 min løb lige efter.  Tilbage på arbejde fra 14- 17, hjem og klæde om og så løbe test, som jeg så kommer igennem på 17.50 minutter, hvor mine km tider ligger fra 3.33 til 3.36. Jeg løb de sidste 2½ km alene, så jeg er godt tilfreds.

Denne selvtillid tog jeg så med mig til denne weekends Cross, som i år var i Århus, så jeg havde hjemmebanefordel, hvilket jeg selvfølgeligt udnyttede, ved at kende ruten rigtigt godt.

Lørdag var det lang Cross, jeg var klar over, at jeg kunne blive 3. kvinde på vores hold, hvis jeg løb godt. Da jeg så kommer ud til stævnet, får jeg, at vide, at Maria Sig desværre er skadet med sin ryg og kan ikke løbe. WHAT! – Nu skal jeg virkelig løbe stærk, hvis vi skal hav e en chance for at vinde holdkonkurrencen, som også er en adgangs billet til Europa Cup Cross. 15 minutter før start fortæller Jasper, at Louise, hvor stærkeste løber måske heller ikke kan løbe.  Åh nej…

Jeg tager min kæmpe store JA HAT på og bliver enorm lettet, da jeg ser Louise er klar til start.

Starten går og der bliver lagt fornuftigt fra land, der opstår hurtigt et hul til front gruppen, men jeg holder mit tempo og da jeg kommer ud på 2. runde af de 4 stk. kan jeg mærke, at jeg henter ind på forreste, dog ikke front gruppen, jeg løber mig stille og rolig op og på 3. runde ligger jeg nr. 5 med Zenia lige bag ved. De sidste 200m går en smule nedad, men på en hård grussti, som ikke er nem at løbe på med pigsko. Jeg giver den alt, hvad jeg har for, at holde Zenia bag mig og da jeg når målstregen lægger der en stor grøn tidtagning måtte, som min ene sko sidder fast i. Så da jeg rammer målstregen falder jeg og flyver på røven i mål og skrammer mit knæ.

Det var dog sliddet værd, da jeg sammen med Louise og Zenia vinder hold konkurrencen og individuel bliver nr. 5.

Søndag er det kort Cross og jeg er klar over, at dette bliver hårdt fra start til slut, da det er 4 km fordelt på 2 runder. Samt der er en del, som ikke løb om lørdagen, der stiller op på den korte med ”friske” ben, her i blandt 1900 AM.

Så jeg bruger god tid på at få varmet op og lavet en del lange stigningsløb, så jeg er klar til at give den gas fra starten. Starten går og jeg kommer godt med, men kan godt mærke at 6. gear ikke rigtigt findes hos mig, men jeg holder fokus og tænker kun på, at løbe så stærk, jeg kan for holdet. Første runde ligger Zenia og jeg side om side og hjælper hinanden, da vi er kommet et stykke ud på 2 runde kan jeg se at hvis vi holder dette tempo kan vi løbe os op og få holdguldet. Jeg råber: ”Kom så Zenia”. Zenia giver den lige ekstra gas og jeg finder 6. gear og kommer i mål kort efter Zenia. Igen vinder Louise, Zenia og jeg holdguld med 20 sekunder ned til nr. 2, som er Blovstrød Løverne.  Individuel bliver jeg nr. 9, hvilket jeg er godt tilfreds med.

Så det var en meget god og hård weekend, hvor jeg virkelig fik slået fast at jeg har rykket mit løbe niveau. Om 14 dage er der sidste afdeling af Vinterturnering, som er DM 10 km landevej på Østerport. Ruten er pandekageflad og ikke de store udfordringer i det tekniske, så det glæder jeg mig meget til - på genskriv.


7/2-12: 3. afdeling af vinterturnering og Europa cup Cross i Castellón

Ja sidste weekend kom vinteren desværre til Danmark, samme dag hvor jeg skulle løbe min første 10 km i denne sæson. Da jeg har fået en sko sponsor Brooks havde jeg glemt, at sætte elastik snørebånd i mine sko, mere om dette senere.

Vinteren var kommet, dvs. at der skulle løbes i sne, men Road Runners som klubben hedder i Aalborg Øst havde hyret en sneskraber, så da vi begyndte at løbe var der stor set ryddet, til vores uheld sneede der stadig under vores konkurrence, så godt halvvejs var banen som brun sæbe flere steder. Jeg lagde fornuftig ud, men pga. det glatte underlag og stive kuling kunne jeg desværre ikke holde den fart jeg havde håbet på så længe, som jeg gerne ville. Dog kunne jeg se, at det var ens for alle og kunne se, at jeg begyndte at hente ind på nogle af de forreste, som var faldet af frontgruppen. Dog ved ca. 7½ km går mit snørebånd op og jeg kan ikke binde det med handsker på, da jeg er lige at tage mine handsker af kommer Jasper løbende og råber: ”Hvad fanden har du gang i?” Jeg får bundet mit snørebånd, men der går ca. 1 min med denne fejltagelse og kommer i mål lige under 39 min. Selve tiden var ikke noget super, men det at kunne løbe i -3 grader og hård vind uden det mindste tegn på astmaproblemer var igen en kæmpe sejr.

 

I denne weekend fik jeg fornøjelsen af at prøve noget, jeg aldrig har været med til nemlig, som overskriften fortæller en Cross løb i udlandet.

Det hele startede med at AGF atletik i foråret 2011 vandt lang og kort Cross til DM. Når dette sker, bliver det hold automatisk udtaget til en Cross i Europa cuppen.

Så til mit held har jeg haft en god start på atletikkens vinterturnering og var derfor stærk nok til at komme med, ikke fordi jeg er nogen haj til at løbe i det terræn, samt distancen kun var 6 km og hvis jeg skal kunne bruge min udholdenhed skal distancen helst være minimum 8-10 km. ANYWAY, jeg var med…

Fredag aften kørte Jasper mig og to andre holdkammerater til Billund, hvor vi skulle flyve til Alicante, hvorefter vi skulle køre til Casper Callesens forældres sommerhus, der lå godt 1½ time kørsel fra lufthavnen.

Pga. forsinkelser og faren lidt vild i byen kom vi først i seng kl.2.30. Så efter nogle timers søvn var det op og løbe morgenløb, som vi alle havde glædet os til i sol og varme, men desværre havde den hårde vind fra nord forfulgt os og derfor var temperaturen noget lavere end normal, samt der stormede.

Morgenløb blev der jogget og hjem til et varm bad og noget mad, samt fik smurt noget mad inden turen gik imod Castellón, hvor løbet var. Det tog godt 2 timer at køre derhen, og vejret var ikke blevet meget bedre tværtimod. Da vi ankom til vores hotel fik vi lige noget frokost, som ikke var i den høje ende af god mad, men gratis mad er sjældent noget du siger nej tak til.

Efter frokost kørte vi ud og så ruten, den var meget i mod, hvad jeg havde håbet på. Jeg drømte om stejle bakker og lange nedløb. Men det vi skulle løbe på var en flad park med grusstier. Hvor de højeste punkter var 10 cm høj bjælke. Dog var der nogle rødder, mange sving og løs sand, som gjorde det noget mere teknisk krævende. Ellers synes jeg personlig ikke at den havde meget med Cross at gøre.

Resten af dagen stod på afslap inden en lille rolig joggetur i stormvejret, og så var der aftensmad kl. 20. 30, som igen ikke havde de store michellen stjerner, men den gav energi.

Søndag morgen var der masser af tid, da starten for damerne først var kl. 12.55, så jeg var lige oppe og få løsnet benene med en løbetur inden morgenmad. Igen var morgenmaden nok den mest tarvelige morgenmad jeg længe har fået på et hotel. Det bestod af toast, smør, skinke og ost. Hertil nogle muffins og crossaint, som var uspiselig, samt nogle æbler og bananer.

Heldigvis er jeg ikke så vanskelig med, hvad jeg kan spise inden løb, så efter 5 stykker toast lykkes det mig at blive ok mæt.

Kl. 11.30 af sted til stævneområdet, der er kommet mange mennesker og der er 14 damehold til start, hvor der minimum er 4 deltager på hver. AGF stiller med 5 piger til start, Louise, Zenia, Maja E, Aisha og jeg. Inden start er der godt vejr, solen skinner og der blæser 2-3 m/s, men da vi skal ind i startboksen begynder det at småregne ganske lidt, heraf falder temperaturen og der er nogle af mine holdkammerater der bliver ramt af dette temperatur fald og heraf bliver påvirket resultatmæssigt. Heldigvis er jeg en godt polstret person i forhold til andre, så dette rammer ikke mig.

Starten går og mit mål er at løbe så stærkt jeg kan, men der bliver lagt hårdt fra land og jeg bruger lidt energi på at analyseret banen, som skal gennemløbes 3 gange, da jeg ikke måtte løbe på den inden start. Lynhurtigt lure jeg, at hvis jeg ikke løber langs hegnet men et stykke ude på banen er underlaget hårde og jeg kan holde trykket i svinget. Dette kommet mig til gode på 2. runde, hvor jeg begynder at indhente en del kvinder. Jeg føler mig flyvende og ved ca. 3 km kan jeg se, at jeg ikke er langt efter Louise, som ellers nemt kan slå mig med den ene arm bundet på ryggen. Jeg får blod på tanden og forsøger at øge tempo en smule uden af gå kold. Ved 5 km kan jeg se, at jeg er tættere på Louise end jeg nogensinde har været og at jeg bliver ved med at hente andre. De sidste 200m rykker en spanier fra mig, jeg forsøger at hægte mig på, men hun er lige det fysisk stærkere, så jeg må se mig slået med 1 sek., men kommer ind i en tid som hedder 21.28 og vinderen løber 18.21. Så omkring 3 min efter de hurtigste crossløber i Europa. Højdepunktet er at jeg er omkring 25 sek. efter Louise, som bliver 42 og jeg nr. 52. Samlet i hold bliver vi nr. 11 ud af 13 gennemførende hold.

Jeg er rigtig glad for mit løb, selvom ruten måske lige var kort nok….

På genskriv …


14/1-2012: Nyt år

Så blev det endelig 2012 og jeg indtog det nye år i Wagrain (Østrig), som foregik stille og roligt.

Inden jeg tog på skiferie fik jeg en julegave fra AGF, at søndag den 5. februar skal jeg løbe Europa cup Cross i Spanien 6 km.

Det glæder jeg mig helt vildt til, dog er distancen lige kort nok til mig, vil gerne at den var2 km længere, men det bliver sjovt, at måle sig med de rigtig hurtige europæiske løbere. Jeg har ingen ambitioner med dette løb, kun at få en rigtig god oplevelse.

Derudover har jeg også fået en invitation til Powerman Fuerteventura, som desværre ligger samme dag, som DM kort duathlon og kun en uge efter Powerman Holland. Jeg vælger at køre DM duathlon, jeg har jo også lige en titel, der skal forsvares J

Efter en velfortjent skiferie, så var opstarten med træningen stille og roligt for at komme godt i gang. I november og december har jeg haft lidt problemer med mine akillessener og har sat løbemængden og farten lidt ned, for at komme af med betændelsen. Hvad betændelsen i akillessenerne kommer af, det ved jeg ikke nøjagtig, men efter lidt reduceret mængde/fart, massage, samt mange minutter på græs, i stedet for asfalt, så har betændelsen lagt sig.

Jeg tager det med ro og lader være med at blive frustreret over, at jeg ikke lige kan løbe det jeg bør. Dog kan jeg mærke, at jeg længdes efter at være oppe på forfoden og løbe, da det bare er sjovere og går hurtigere.

Ellers går det rigtig godt med træningen, jeg får cyklet meget mere end jeg før har gjort på denne årstid. Årsagen, til at dette kan lade sig gøre er pga. mine super arbejdstider, der gør at torsdag formiddag kan jeg nå, at cykle tre timer inden jeg skal arbejde.

Det næste der skal ske er at søndag den 29. januar er der tredje afdeling af Cross Challenge også kendt som vinterturneringen i løb. Denne afd. foregår i Aalborg øst, hvor vi løber rundt om Tårnhøjs blokke.

Glæder mig til at vende snuden hjem mod norden og se, om der kommer nogle af de gamle klubkammerater. Jeg glæder mig også til at se, hvad jeg egentlig kan løbe en 10 km på nu. Dog er jeg lidt usikker på, hvad jeg egentlig kan, da jeg jo har haft betændelse i akillessenerne i næsten 1½ måned. Det bliver hvert fald spændende at se, hvad formen byder på.

 Det sidst nye, som er sket, er at jeg i dag endelig har fået et nyt marsvin. Den hedder Kato J

På genskriv…

2011 - 2

29/11-11: Grundtræning…

Ja, nu er jeg ved at være godt i gang med min grundtræning og vejret har egentlig vist sig fra den gode side. Hvad mener jeg med det? – Jo syv, ni tretten, der er ikke kommet sne endnu og det håber jeg heller ikke, at der gør i år. Da jeg synes der har været rigeligt sne de sidste par vintre. så selve vejret har ikke været nogen modgang, tværtimod.

Selvom det er grundtræningen, som jeg er i gang med, så har jeg haft et par muligheder for at teste min form af. Den første test var 2. afdeling af challenge Cross og så kendt som DAFs vinterturnering, som bød på 18 km hold stafet fordelt på tre personer. Jeg var heldig og måtte løbe 8 ud af de 18 km, da jeg er blevet kendt som den stabile løber. Jeg var på hold med Zenia (tidligere orienterings løber) og Karen Krog (tidligere triathlet), vores samarbejde resulterede i en flot 3 plads. Udover at det var en holdstafet, så talte de fire hurtigste km i den individuelle konkurrence her blev jeg nr. 12, hvilket jeg er meget tilfreds med da jeg er oppe imod nogle piger, som virkelig kan løbe stærk på en 1000m.

Derudover laver jeg nogle små personlige test, blandt andet en løbetest, hvor jeg skal løbe 18 omgange på banen = 7,2 km med en puls der lægger imellem 162 -167. Denne test lavede jeg også i starten af oktober og løb dengang 29.04, nu ca. 1½ måned senere har jeg forbedre mig med 14 sek. og løb meget mere stabil. Der var også en cykeltest som foregik på turbotræneren. Her startede jeg med 140 watt, efter 5 min blev den øget med 20 w, så næste trin var 160. Dette kunne jeg holde til og med 200 w, da jeg kom op på 220 w, så var der ikke nok i benene, til at holde wattene. Ikke mange watt men et godkendt resultat til at jeg ikke har trænet noget hård cykling.

Under alt denne super gode træning skal der desværre ske noget mindre positiv, til dem som ikke ved det så fik jeg to marsvin sidste år, som jeg holder utroligt meget. Desværre døde ”Kenneth”, det ene marsvin i fredags, så nu har jeg kun et igen. Så udover at træne meget så arbejder jeg på at anskaffe mig et nyt. Heldigvis går det godt med at skaffe ting.

Som nogle sikkert har læst under nyhederne så har jeg fået ny enkeltstart cykel, den er super flot og med mange finesser, som gør, at jeg glæder mit helt vildt til at prøvekøre den til foråret. Så jeg skal nok få glæde af min Quintana Roo J

Derudover har jeg fået de fleste at mine nye sko fra Brooks, de virker rigtig lækre og jeg kan godt mærke at jeg kommer mere op på tæerne end jeg før har været – de kan varmt anbefales.

Når jeg har været ude og løbe noget mere i mine sko skal jeg nok skrive om dem….



31/10-11: I gang igen…

Der er nu gået noget tid siden jeg løb maraton og jeg har haft en pause på en uge, hvor jeg næsten ingenting lavede. Dog fik jeg tid til at have fokus på mit arbejde, hvilket også er rart så en uge med over 40 timer, hvilket er meget når jeg egentlig kun skal arbejde 33 timer om ugen.

Der er sket en del siden sidst, jeg er kommet i gang med min grundtræning og allerede haft to løb, hvor jeg har testet min form af.

Første testløb på grundformen var i Vejle i sidste uge, hvor menuen stod på et ½ maraton langs Vejle ådal. Ruten er så flad som den kan være og ligger meget i læ, så trods vinden var hård og var medvind ud og modvind hjem, så var det kun de sidste 5 km jeg kunne mærke den hårde modvind. Målet eller mine ambitioner var ikke høje, da jeg ikke har trænet noget fart siden maraton. Dog gik jeg efter at løbe hurtigere end for to år siden, hvor jeg løb 1.23. Men dette var ikke noget jeg kunne holde øje med, da Jasper havde sagt, jeg ikke måtte løbe med ur, kun på følelsen, så jeg havde ingen ide om, hvad jeg løb.

Så jeg krydsede målstregen i tiden 1.21.36, hvilket ligepræcis er 1 sek. fra pr som er 1.21.35.

Ugen efter gik med at komme godt i gang med grundtræning og få cykel benene i gang, så ugen inden sidst test løb bestod af 13 timer. Det at få gang i cykelbenene på vintercykling er mentalt hårdt, da der er noget mere modstand i vintercyklen end madonen, som jeg sidst cyklede på. Dvs, at man ikke kommer så langt omkring, som før og lidt vigtigt at huske, så man ikke kommer for langt væk og herved får en alt for lang cykeltur.

Tilbage til den sidste løbetest uden den store træningsmængde. Løbet var første afdeling af DAFs vinterturnering, som er en cross. Løbet blev afholdt i Vejle ved siden deres højskole og har man lidt kendskab til hvad der gemmer sig bag deres træer, så vil man opdage, at de har deres helt egne ”Zofingen bakker.” Løbet var 7,5 fordelt på tre runder, som hver var ca. 2,4 km. Man startede på en cindersbane med grus og derefter over på en græsplæner, som mere mindede om en pløjemark efter herrerne så fint pløjede den op til os damer. Efter de 100m pløjemark kom der et fald på 2 m, som endte i en mudderpøl, hvorefter det endelig kom til skoven. Her var der god bund og en meget langt nedløb på godt 1 km, som passede perfekt til mig. Efter det lange nedløb skal man jo desværre op igen og det kom man også jeg vil tro vi løber ca. over 1 km op, hvor der er en stigning på godt 12 %.

Jeg valgte ikke at løbe med pigsko, da bunden er hård og ikke fleksibel nok til den hårde skovbund. Dette valg var godt til mig, så kunne jeg nemlig slappe godt af på nedløbet, som også blev min styrke. Inden start havde jeg meldt ud, at hvis jeg kom  i top ti , vil jeg være enormt glad.

Starten går og der bliver lagt fornuftigt ud og ingen positionskampe, der hvor jeg er. Dog lidt inden det lille fald ind til skoven, jeg kommer godt med og da nedløbet starter lader jeg benene rende og håber på at presse nogen på denne måde. Det går så godt, at jeg efter kort tid ligger forrest og får et lille hul til Maria inden det går op ad bakke. Her er jeg godt klar over, at jeg ikke er nær så stærk som mine konkurrenter, så lader dem passere og finder min egen rytme opad.

Denne plan lykkes så godt, at jeg løber over målstregen som nr. 5 og kun 2.20 min efter Maria Sig – en god dag.

23/9-11. HCA Marathon

Søndag den 18. september løb jeg mit andet maraton i tiden 2.51.46 og blev nr. 5 overall og 2 til DM. Det var 9 år siden jeg sidst har prøvet kræfter med denne distance, så jeg glædede mig vildt meget til at prøve kræfter med det igen.

Det hele startede med at jeg for tre uger siden kørte hjem fra Zofingen med en meget skuffende VM, hvor Jasper pludselig siger, du kan jo også bare løbe DM maraton.. Jeg kigger på ham tygger lidt på det griber mobilen og for fat på Lars Berså (AGF). Lars vil lige se på det og kort efter er jeg tilmeldt mit andet maraton.

Jeg har lige halvanden uge til at få trænet lidt op til det og målet er at lægge ud i 4.00 fart og hold det så længe jeg kan -> 2.49 J

Marathon, jeg starter ud i en silende regn, men temperaturen er ok ca. 13 grader.

Starten går og jeg holder mig kontrolleret til min plan og det føltes rigtig godt, jeg ligger side om side med Luise Sønder fra skive. Vi følges ad stort set hele vejen og skiftes til at føre. Distancen er to ½ maraton og da jeg er inde og vende til anden halvdel af ruten begynder vejret at tage til, der styrt regner og vinden blæser noget mere. Jeg kæmper og holder hovedet koldt, for det er først nu maraton begynder. Jeg tænker ikke, men holder fokus på at hænge på Luise og ikke slippe hende.

Da vi når 31 km ved væskedepotet, så får Luise sin væske før mig og jeg mister kontakten og kommer et stykke bagved, det hul kan jeg desværre ikke lukke igen..

To meter inden stadion ser jeg en Kenyaner som jeg tror, har været med i ½ maraton som startede kl. 9 og jeg startede kl. 10 – ja man tænker ikke så klart. Da jeg kommer i mål 38 sekunder efter Luise får jeg at vide, at jeg er 5 er, det forstår jeg ikke, men finder efterfølgende ud af, at Kenyaneren var med i maraton, men var bare gået pænt kold.

 Så det blev en god dag med 5000 kr. for en 5. plads, en sølv medalje til DM og en kasse Vestfyn Pilsner.

Nu starter jeg stille og rolig ud med træningen igen og efteråret/ vinteren går med nogle motionsløb/ vinterturnering for løb.

Ses på de våde veje J


10/9-2011: Powerman Zofingen

Kl er 4.50 og vækkeuret ringer, det er tid til at stå op. Jeg har sovet ok som man nu engang kan natten inden årets topningsstævne.

Jeg kan høre Jasper sover videre, så jeg lister op og får mig lidt morgenmad. Appetitten er der ikke, men ved jeg skal have noget ned.

Efter morgenmaden går jeg ned og gør mig klar til at vi kørre ind til Zofingen, vi bor ca 10 min kørsel fra stævne området, så det er ikke noget problem med at nå tingene.

Kl er 6.30 og der ser ud til at blive godt vejr og temperaturen er 18 grader, så der er bestemt ikke koldt, dog lidt svært at bedømme, da der meget mørkt, for solen står først op ved 7 tiden.

Jeg går ind med mine ting til skiftezonen, da jeg står ved indtjek spørger dommerne om jeg har nogen form for compressions strømper på, da det ikke er tilladt. Heldigvis bruger jeg ikke det, men ser da et par stykker, som må skifte. Cyklen blev sat og skoene placeret, dækkene tjekket igennem og hjelmen på styret, alt var klar. Så manglede jeg kun lige at sikre mig hvordan skiftezonen var indrettet inden opvarmning. Inden start følte  jeg mig godt tilpas og var klar, mit navn blev sagt over højttalerne, der blev klappet og det føltes bare så fedt.

Alle står ved startstregen og er klar, jeg orienterer mig lige, hvor Erika C. står. Taktikken var som i Østrig, se om jeg kan få et hul på først løb, cykle med så længe jeg kan og så ”fuld gas på sidste løb”.

Min taktik lykkes på første løb, hvor der blev lagt godt fra land op over den hårde bakke, men heldig for mig kom der et nedløb, hvor jeg lige kunne få lidt luft, dog fik jeg ikke så stort et hul, som kunne være ønsket, men nok til at komme først ud på cyklen. Vinderen Melanie Burke, Eva Nystrøm og Erika overhalte mig op over den første bakke, turde ikke at gå med da mine watt allerede var meget høje. Jeg holdt fokus på mig eget ræs og holdt mig til hvad Jasper og jeg havde aftalt. Trods jeg kørte de watt jeg skulle må jeg bare erkende, at jeg simpelthen ikke er stærk nok til at køre de ”flade” lange bakker. Dog når det gik meget op kunne jeg være med og samtidigt på nedkørsel var jeg også godt med, trods min lave vægt.

Så de to først omgange på cyklen gik ok, dog den sidste gang på Bodenberg begyndte luftvejene at drille, derfor satte jeg farten lidt ned og havde fokus på at tage dybe vejrtrækninger. Jeg stiller cyklen og lægger meget langt nede og havde egentlig mest lyst til at gå ud af skiftezonene, men når ens navn bliver råbt over højttalerne og siger: ”Here comes Susanne Svendsen and sure she can run!”

Jeg begynder at løbe og det går meget opad og kan mærke at dette ikke er godt prøver at tænke på at benene gør ondt, så jeg kan flytte fokus, men det går ikke og efter 1 km slinger jeg rundt og det hele svimler. Jeg sætter mig ned, hvilket jeg egentlig ikke må, men føler ikke lige pt jeg har noget valg. Bumb og jeg lægger ned, forsøger at komme op, men kan ikke da der er nogen meget venlige tilskuer, som ”holder” mig. Jeg kænmper mig op og går op ad den lange bakke. Hvor jeg pludselig høre: ” Kom nu Susanne, løb!” Det er Søren Bystrup, som kommer bagfra og får mig lidt i gang igen, men det føltes ikke godt, så det bliver 10 løbeskrid og noget gang indtil jeg kommer til nedløbet, som jeg håber er min redning til at komme i gang. Men nej så gjorde det ondt i foden(som har drillet en del i løbet af året) og så kastede jeg håndklædet i ringen L

Jasper har lånt en cykel og kommer imod mig og jeg sætter mig ned i kanten af løberuten og er helt grædefærdigt. Jasper spørger om jeg er sikker på, at jeg ikke vil mere. Hvor jeg svare hvilket nr. ligger jeg? Jasper svare 12-13 stykker (hvilket er med agegroup, i Eliten lå jeg 8´er). Jeg rejser mig op og siger jeg vil ikke gå 25 km for at blive nr. 14 og løbe langsommere end jeg havde forventet. Samtidigt ingen grund til at få en dum skade, da min sene på foden havde lidt betændelse.

Det var enorm hårdt at kaste håndklædet i ringen, men det var endnu sværere at se alle de mennesker, som havde heppet på mig, i øjnene bagefter. Dog var det super fedt at se Joerie Vansteelant komme i mål med en ny PR.

Det kan være svært at sige noget ”rigtigt” i sådan en situation og som atlet er det heller ikke alt man lige kan bruge, men det er altid rart når andre kommer og har sympati for en, det hjælper meget. En af dem som kom over til mig var Joeries coach Marc. Han sagde:” Susanne, there are good days and there are bad days. Today you have a bad day, and that’s the game!” Først fattede jeg ingenting, men efter noget tid gav det mening og disse ord har hjulpet mig rigtig meget med at komme videre.

Til alle dem som har siddet bag computerskærmen og fulgt med så længe det varede tusind tak for jeres opbakning og tanker. Jeg lover at næste år bliver det ikke en DNF, for de er bestemt ikke sjove -TAK


2/9-2011: Ankommet til Zofingen

Så er der endelig tid til mit hovedmål, det føles list som juleaften, hvor man venter og venter og lige pludselig så er der juleaften og man glæder sig.

Jasper og jeg ankom onsdag eftermiddag, hvor jeg cyklede ruten igennem. Det var en god følelse i 25 graders varme og næsten ingen vind. Jeg kan godt mærke at det har været en god ide, at køre Powerman Østrig i de hårde bakker, så jeg havde bjergfølelse i benene. Det fik bakkerne i Zofingen til at virke lidt mindre hårde, men jeg er sikker på, at de nok skal vise deres tænder på den tredje runde på cyklen.

2. løbetur er ændret en smule, jeg føler, at man løber længer op end før og derfor også et længere nedløb. Den bliver hård, men det er jo ens for alle og jeg tror lange nedløb er godt til mig J

Nu skal jeg op og have grillfest med min dejlige Homestay familie og de har inviteret Anthony Le Deuye, som blev nr. 3 hernede de to sidste år, så det skal nok blive rigitig hyggeligt.

Ellers følg med på: http://www.powerman.ch/ eller facebook, jeg starter kl 8.00

Knus fra en glad og klar Susanne

23/8-2011: Powerman Østrig

Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte, dette er helt bestemt en af de bedste sportslige oplevelser jeg til dags har oplevet, jeg er endelige ved at forstå at jeg har vundet min første powerman sejr og slog, i mine øjne, fænomenet Erika Csomor.

Jeg tror, at jeg vil starte med, da jeg ringer til min homestay (Margrethe) fredag aften for at fortælle at vi kom kl. 2 om natten. Margrethe fortæller, at jeg skal bo ved siden af Erika. Årh hvad, det er, er vildt, så kan jeg rigtig lure, hvad hun gør J

Erika ankommer først sent lørdag eftermiddag og er rigtig sød, vi aftaler at følges ad til pasta party, som ligger ca. 10 km fra hvor vi bor. Da jeg er færdig med at spise og Erika kigger på sin tallerken og siger at nu kan hun ikke spise mere, skuler hun over på min tallerken, som nærmest er slikket rent og siger: ”Where do you put all that food?” Jeg svare ved at pege på min mave og smiler, hvorefter jeg rejser mig for at få lidt kage J

Til denne pasta party var der en særlig flagcermoni, da Powerman Østrig har 15 års jubilæum. Under denne ceremoni bliver jeg spurgt om, hvad mit mål er. Jeg svarer: ”At jeg selvfølgelig går efter sejren.” Speakeren kigger på mig og nærmest smågriner, hvor jeg tænker nå, ja…..!

Da jeg sætter mig ned til bordet sidder Jasper og smiler til mig og en af mine tyske venner Sebastian siger: ”I like your answer, very clear.”

Da vi kommer hjem aftaler vi lige at spise morgenmad sammen kl. 7.45, da Erika ikke er så god til tysk og synes det vil være rart at snakke med os under morgenmaden.

Jeg har styr på alting inden jeg lægger mig i seng og derfor lige lidt overskud til at læse inden jeg lige gennemgår ruten mentalt. Dog når jeg aldrig til denne mentaltræning, da jeg falder i en dyb søvn og vågner kun pga. jeg skal på toilettet.

  Ræs dag, står op gør alle de ting jeg plejer at gøre og går ned til morgenbordet, hvor Margrethe har lavet morgenmad og kogt kartofler til Erika – det er kun i Østrig hun spiser dem.

Margrethe fortæller, at der bliver varmt i dag op til 30 grader, jeg tænker ikke så meget over det, for jeg kan jo ikke gøre noget ved det.

Af sted med cyklen og ud og varme op, selvom der er 30 grader så skal kroppen jo lige i gang og jeg mærker at benene og kroppen har det godt og fokuserer nu på min taktik som er følg med Ulrikke og Erika på hvert fald de 7, 3 km ud af de 15,6 km, herefter måske ryk lidt, hvis der er overskud og så få skabt så stort et hul inden skiftezonen, så jeg kan komme rolig ud på cyklen inden det går opad og NÅR de kommer forbi hæng på så længe jeg kan uden at køre over evne og sidste løb hold placering alt efter hvor jeg lægger henne og tidsforskellen.

Dette holdt også de først 2 km, der blev lagt ud i 4.00 fart, hvilket var ganske behageligt, efter 200 m kom Helen Dyke fra GBR op og sat farten til 3.50, hvilket også fungerede. Efter 1½ km kom der en bakke på ca. 400m, som er 6.-7 % og der rykkede alle opad og jeg tænkte kun på at følge med og så må jeg kæmpe mig op, hvis jeg blev sat. Dette kom aldrig i min tanke, da vi kom over bakken gik det hele i stå og jeg følte at vi stod stille og kigger på mit ur som viser 4.10 fart. Ej det er altså for langsomt, så jeg øger til 3.50 fart og kigger mig ikke tilbage, før jeg kommer ud til at vende punkt var ca. 3½ km og ser at jeg har fået et lille hul, skønt det må jeg se om jeg kan holde og løber glad af sted.

Da jeg kommer ned til Jasper og målområde inden jeg skal ud på sidste halvdel af første løb, er der bare den bedste stemning, alle hepper og klapper og råber mit navn jeg nyder hvert øjeblik og helt uden at vide, hvilket forspring jeg havde. Jasper fortæller, at da han så føre cykel og mig og at der ikke var nogen i nærheden tænkte han hva´ laver hun??

Da jeg kommer forbi Jasper igen, efter en lille sløjfe, råber han du har 40 sek., jeg tænker, det kan ikke passe, men hvis det gør, kan jeg tage det lidt rolig op over bakkerne. Da jeg så når hen til vendepunktet kan jeg se at jeg stadig har et ok hul så vælger at holde tempoet.

Da jeg kommer ud på cyklen råber Jasper, du har 2½ min, wouw og samtidigt kommer jeg til at hive min strop ud af skoen, så jeg sidder og fumler længe med min strop inden jeg skal køre opad. Det gør ondt og er meget varmt at køre opad de lange stejle bakker. Heldigvis er der væskedepot på toppen og jeg kørte ikke med aerohjelm, så der god mulighed for at få vand i hovedet.

Da jeg har cyklet næsten 20 km kommer Sebastian min tyske ven forbi og råber: ”You have a very nice gab.” Fedt tænkte jeg, men hvad er et fint hul. Nå men så kan jeg fortsætte tempoet.

Da jeg kommer forbi Jasper på første halvdel af cykel turen råber han du har stadig over 2 min. Hvad, nå men så kan jeg igen køre roligt opad den stejle stigning for jeg er ved at føle mig mør og benene har truet med nogle småkramper. Det er et rent helvede at køre opad, jeg tænker kun på, at det er ens for alle, så jeg fortsætter den lange pine.

Jeg undrer mig meget over, at jeg stadig ikke er blevet overhalet af de stærke cykelryttere Jaqueline og Erika, samt at jeg ikke kan se eller høre dem over højttalerne.

Jeg kommer endelig ind til skifte zonen og føler mig meget færdig, men vågner op, da Jasper råber du har 4½ min. Jeg tager det lige lidt roligt med 2. skifte til løb. Jeg prøver at holde farten nede men er virkelig på mentalt overarbejde og har mest lyst til at gå eller sætte mig ned. Jeg tænker forsæt forsæt og da jeg har ca. 1 km tilbage føler jeg det tager en evighed inden jeg får kastet den kæmpe store guldkrans om halsen og kan vakle op forbi mål portalen og nyde min sejr med ca. 6 min ned til nr. to som var Erika og 7 min til nr. 3 Jaqueline.

Jeg er helt slået ud, da jeg kommer i mål og kan kun tænke på at få en cola og så se efter min Jasper. Der gik lang tid før jeg havde forstået det.

Det gik endelig op for mig, at jeg havde vundet, da jeg stod øverst på sejrs skamlen og de begyndte at spille: ”Kong Christian stod ved højen mast”. Her kom alle følelser frem og en af mine største drømme er gået i opfyldelse, nemlig at nationalmelodien bliver spillet for mig J

Nu er der kun en uge til, at Jasper og jeg køre til Zofingen, hvor der er VM om 1½ uge, jeg glæder mig som et lille barn

Til alle jer, som har fulgt mig tusind tak for alle de dejlige hilsner, de har været med til at gøre denne sejr til noget ganske særligt.


7/8-2011: Powerman Belgien

  Søndag den 7. august 2011 kørte jeg Powerman Belgien. Distancen var 10-60-10, det lyder meget overkommeligt, når man tænker på, hvad jeg har lagt og trænet de sidste mange uger.

Det troede jeg også det var, men efter et nærmere bekendtskab med løberuten så var det ca. 50 % på græs samtidigt med at det valgte at blæse med 10 m/s, så det blev en meget hård konkurrence.

Ulrike Schwalbe havde desværre meldt fra så jeg havde desværre ikke hende at måel mig med…

I stedet måtte jeg bide skeer med vice Europa mesteren fra Holland og tidligere kort distance triatleten May Kersten.

Hele den første løbetur følges vi pænt af, dog trækker jeg det meste af de 10 km i håb om at mørne May, det lykkes ikke helt, men kommer ind i T1 godt 3 sek. før og dermed også først på cyklen. Dog kommer May hurtigt forbi mig og jeg forsøger at holde mig 10 m bag, men da vi har kørt godt 7 km skal vi over nogle brosten her taber May en flaske som triller i mod mig, mens jeg skal dreje, så jeg mister lige nogle sekunder her for at undgå flasken og efter disse brosten kommer der det mest tekniske stykke, så øv. Jeg holder hovedet koldt selvom på første runder har jeg 20 sek. op til May og på 2 runde 30 sek. Så sker der pludselig noget. Jeg får godt gang i benene og kan se May. Først tænker jeg det må være en anden Hollænder, men nej det er May og køre forbi hende lige inden vende punktet. Desværre for jeg ikke det store hul og May køre forbi mig efter et par km. Jeg lader mig falde tilbage for ikke at blive tage for draft og forsøger halvvejs ved det tekniske stykke at rykke, men ikke nok og May køre igen forbi.  Jeg vælger at bliver 10 m bagved og se om jeg kunne spare lidt på kræfterne til anden løbetur.

May og jeg kommer ind i T2 sammen og jeg for skiftet hurtigst, men kan mærke at min fart i benene ikke er optimal og derfor efter 500 m kommer May op. Jeg forsøger at hænge på, men benene er der bare ikke og jeg kæmper en kamp med græsset og den lille sandgrav på 10 m, som skal gennemløbes 4 gange. Jeg formår at holde hovedet kold og finde nogle små fokuspunkter og kommer igennem de 10,2 km på 40.42. Hvilket er ok, men ikke godt nok i forhold til jeg taber næsten 1½ minut til May, som vinder.

Så på den anden side af ræset er jeg tilfreds og har nogle meget trætte ben, som lige får en chance for at komme sig inden de skal i gang om 14 dage i Østrig…


23/-7 (17/7) Ferie i L´ Alpe-d´Huez

Søndag den 10. juli var det endelig tid til at skulle på ferie eller træningslejr. Men bare det at komme hjemmefra.

Dog startede ferien lidt anderledes end planlagt, da Jasper vågnede op søndag med maveinfluenza og var ikke mange sure sild værd. Så måtte jeg bag rattet. Ikke at jeg ikke kan køre bil, men har ikke kørt mere end 300 km i træk, så dette var en god start på mine mange udfordringer jeg vil møde det næste stykke tid, da jeg endte med at køre over 700 km inden Jasper var ok frisk til at overtage rattet igen.

Søndag aften overnattede vi i Freibrug, så vi havde ca. 5 timer til L´Alpe-d´Huez

Vi ankom mandag eftermiddag og kunne ikke komme frem eller tilbage, da der var cykelløb opad bjerget, så vi måtte vente et par timer i dalen inden vi kunne komme op til hotellet. Heldigvis var der super skønt vejr.

Resten af dagen/aftnen gik med at pakke ud teste cyklerne/bremserne af og få jogget køreturen ud af benene.

Tirsdag var Jasper desværre stadig ramt af sin sygdom, så han måtte tage det lidt roligt. Så efter morgenmaden gik turen ned af L´Alpe-d´Huez på ca. 24 min, og så vende om i rundkørslen og op igen. Det er kun anden gang jeg køre opad så langt tid (første gang til Powerman Italien). Så jeg havde lidt svært ved at disponere kræfterne, men jeg kom op på 67 min. Om eftermiddagen stod det på tempoløb i dalen, Jasper havde været så sød, at planlægge 2x5km. Pyha sikke en udfordring for selvom det var i dalen (ALT. 800moh), så manglede jeg stadig ilt og var helt færdig bagefter.

Onsdag blev til hviledag, da der var thunderstorm og så er det ikke særligt sjovt at træne, i stedet var vi på sightseeing i  Briancon, som er Europas højest beliggende by.

Torsdag var jeg i gang igen, her skulle jeg cykle godt tre timer, hvor der var indlagt 4x15 min max. Jeg startede i bunden af Alpe d´Huez og cyklede ca. 3,2 km op, dvs. at jeg fire gange kørte op over 2 km stigning på 10 %. Efter de tre første intervaller var pausen nedkørsel og så op igen, men den sidste skulle jeg fortsætte op, så det var lidt hårdere ”afrul” end jeg er vant til derhjemme. Da jeg havde stillet cyklen var der 30 min løb, som skulle være let, men det er meget svært at løbe let på toppen af et bjerg, der ikke har flade veje, så jeg valgte at udfordre mig og fortsat med at løbe opad fra 1825 højde meter til ca. 1975 højde meter.

Fredag, lidt roligere dag med restitutions cykling, hvis man kan kalde at køre 40 min op ad et bjerg restitution. Om eftermiddagen var der igen interval 6x1000m, som jeg løb på en grusbane, formåede at holde mellem 3.37 til 3.31 par km, så jeg er tilfreds.

Lørdag, så var det tid til min kongeetape. Morgen starter med 30 min morgen løb med lidt teknik, så en god gang morgenmad inden de 5 timers cykling, som var op af nogle forskellige bjerge (Villard Regulais, Col du Lautaret(9 km), og Les Deux Alpes (3km)), hvor jeg efter godt 4 timers cykling skulle køre opad Alpe d´Huez igen. Jeg formår at køre op på 67 min og 29 sek., dvs. kun 29 sek. langsommere end første gang. Igen efter at have kørt op, så skulle løbeskoene på igen og menuen var 30 min løb. Så nu er jeg ved, at være klar til Zofingen ;-)

Søndag vågnede jeg op til overskyet himmel og da vi spiste morgenmad kunne man høre at det begyndte at dryppe udenfor og så regnede der, heldigvis ikke så megen vind, men ca. 5 m/s.

Pyha sikke en mental udfordring for søndag stod det på 2 timers løb og det skulle være ned og op ad Alpe d`Huez. Nå der er ikke andet at gøre end som Erika Csomor (8 gange vinder af Powerman Zofingen) sagde du har to valg, enten kan man sætte sig ned og græde eller rejse sig op og komme videre. Hmmm der er jo egentlig ikke noget at græde for, så på med træningstøjet og finde den største ”Ja-hat” jeg har og af sted. Jeg havde planlagt at løbe 40 min ned og resten op + det løse. Det var den fedeste oplevelse, for på de 40 min. formåede jeg at løbe 10,5 km ned. Det er ikke så tit at man kan løbe ned så længe. Da jeg vendte om fik jeg virkelig brug for min  ”Ja-hat” for man føler at alting står helt stille og at man ingen steder kommer, men det lykkes mig at komme op og tilbage lægge godt 24 km på de to timer.

Vi har stadig et par dage her i Frankrig inden vi kører til Schweiz (Zofingen) og tester cykel og løberuter af.

Mere om det senere i næste blog – Ha´det godt derude til vi ses….
2011

20/6: Eventyrløbet #1, Bispebjerg og Bikefitting

Overskriften er hvad der er i korte og interessante træk er sket siden sidst.

Eventyrløbet, er Danmarks største motionsløb, som bliver afholdt i Odense med over 24.000 deltagere på henholdsvis 5 og 10 km. Man bemærker, at der er mange mennesker men kigger man på antal startende i hver startbox, hvor jeg har set 500 stk. så startede man til Eventyrløbet 3000 ad gangen.

Jeg løb for Intersport Danmark igennem Adidas og havde derfor fået en plads i første stratgruppe, distancen der skulle løbes var 10 km, hvilket ikke var ukendt. Det der var min prøvelse i  denne konkurrence var, at løbe uden., at have taget noget astmamedicin lige inden.

Jeg var en smule nervøs, men glemte alt om det, da starten gik igennem Odenses gader og ud i noget stisystem, som havde noget meget blødt underlag, der gjorde ruten fysisk hård, at løbe.

Jeg lå som første kvinde fra start til slut, og var super glad for det, men især at kunne løbe 10 km uden astmaproblemer i en tid der sagde 37.22 min.

I min jubelsglæde kommer Zenia (tidligere landsholds orienteringsløber) i mål og jeg kommer så i tvivl om, hvem der har vundet, da Zenia stod længere nede i startgruppen, og der løbes med chip(nettotid) Heldigvis vinder jeg med 6 sek. i selv netto tiden og får de 2.500 kr. med mig i præmie.

Bispebjerg: torsdag den 26. maj var jeg på Bispebjerg hospital og få lavet en undersøgelse af mine luftveje. Denne undersøgelse er ikke behagelig, men meget effektiv. Man skal have et lille kamera igennem ens næse, der så skal ned i halsen. Når kameraet er kommet denne meget væmmelige vej ned til hvad den skal filme,  skal man så op på et løbebånd og løbe dig totalt ud og så er det ovre. Dog kan du være uheldig og tro,  nu er du  næsten færdig  og så falder kameraet ud af halsen og du skal have sat den i igen – UBEHAGELIGT!

Anden gang fik jeg lavet testen og løbet mig totalt ud og heldigvis viste filmning, hvad der havde voldt mig luftbesvær.

Jeg har noget, som hedder E.I.L. = Exercise-induced Laryngomalacia, det betyder, at ved strubehovedet sidder der to klapper, som skal sørge for at man ikke får noget i den ”gale hals”. Disse to klapper er lidt større på mig end normen. Så i stedet for at klapperne trækker sig til siden og giver mig luft så lukker de i for luftrøret og gør passagen til luft mindre.

Hvad kan man gøre? – Heldigvis kan dette trænes væk med en powerbreather, som er en ting man trækker vejret igennem og så kan man øge modstanden for ind- og udånding.

Ved at havde gjort dette siden den 26. maj har jeg ikke brugt noget medicin inden jeg skal træne. Dog får jeg noget depot medicin for min astma, som fungerer helt optimalt.

Jeg har endda kunne løbe hårde intervaller og holde den fart jeg havde før og cyklede lange ture på 4½ time i regnvejr, det ser ud til at jeg er på rette vej – endelig J

Bikefitting: Jeg har siden sidst fået en ny samarbejdspartner i http://www.bikelab.dk/. Firmaet er ejet af Henrik Crone Köser, som er tidligere elitetriathlet og A-cykelrytter. Henrik han laver bikefitting med Retül udstyr. Han er fysioterapeut og har en bachelor i idræt og sammenholdt med hans idrætsmæssige baggrund, gør det ham meget kompetent til at lave bikefitting. Jeg fik fittet min enkeltstartscykel TTX, som jeg egentlig troede jeg sad super på, men næ nej. Jeg blev sat ca. 2½ cm op og 2½ cm frem mit styr blev sat 1cm. Ned, derudover skulle jeg have nogle kortere pedalarme og en anden sadel.

Efter at være blevet ”bikefittet” har jeg betydeligt bedre følelese i ryg og skulder når jeg er ude på de lange ture og den første tur jeg kørte efter de nye indstillinger var på 4 timer. Udover at få justeret cyklen, blev klamperne på mine cykelsko også lige ændret, så jeg kom til at træde lidt mere med læggen end jeg gjorde tidligere, hvilket kunne mærkes på første tur, men det gav ikke problemer med at løbe lige efter, så en super positiv oplevelse. Om en uge skal jeg have indstillet min landevejscykel (madonen), hvilket jeg glæder mig meget til, da Henrik mente, at sadlen skulle sættes op. Hvis man har muligheden, så kan jeg kunne varmt anbefale, at kigge forbi Henrik og få bikefittet sine cykler.

Slut herfra ses derude….

26/5 Powerman Tyskland

 Ugen efter DM har været hektisk, jeg havde to aftenmøder på arbejde, som gjorde restitutionen efter DM tog lidt længere, da jeg var enorm træt hele ugen efter DM. Jeg forsøgte at tænke positiv og at der kun var 14 hårde dage mere, for så havde jeg lige et par ugers pause.

Dog var forberedelserne til Powerman Tyskland ikke lige efter bogen, da jeg om torsdagen skulle en tur til Bispebjerg Hospital. Her skulle jeg have testet, i hvile, om den nye astma medicin virkede. Så hele torsdagen blev brugt på at transportere mig frem og tilbage. Jeg var først hjemme om aftenen, hvor der skulle pakkes til weekenden.

Vi køre af sted fredag morgen, hvor vi samler Esben Kaczmarek op i Rødekro. Den første del af køreturen gik smertefrit og ifølge gps´en skulle vi havde været i Tyskland ved en 18 tiden, men et par timer før Falkenstein (byen vi boede i), så der holdt vi i kø i ca. en time. Heldigvis boede vi det sted, som Jasper og jeg har boet de sidste par år der, så vi kendte hotellet og omgivelserne godt.

Lørdag morgen starter med en god gang morgenmad, hvor Andy Suzt, Jacqueline Uebelhart + kæreste kommer til. Det er rigtigt hyggeligt og rart, at man har tid til at snakke, hvilket ikke er ofte man har. Vi aftalte, at tjekke cykelruten ud sammen.

Da vi triller cykelturen igennem, begyndte det, at regne og her mærker jeg astmaen driller første gang, men heldigvis er intensiteten så lav, at jeg ikke lade mig påvirke af det og triller med de andre hjem. Vi stiller cyklerne og skifter til løbeskoene og får lige benene klar til bakkerne næste dag. Her kan jeg igen mærke, at astma er drilsk, men bevar roen og løber roligt med Jacqueline.

Lørdag aften tager jeg lige et ekstra sug medicin, så jeg er lidt forberedt på søndagen, hvis astmaen vil drille igen.

Søndag morgen kl. 9 er smuk og temperaturen er allerede 20 grader, dog blæser der en hel del. Jeg an kommer til skiftezonen i god tid og er helt rolig, så stiller min cykel og sko ind på sin plads og får tjekket området igennem.

Da jeg tager ud og varmer op begynder min hals at blive meget tør og jeg kan mærke at jeg ikke trækker vejret roligt og dybt. Fokuser på at få varmet op og skifter mit tøj og sko inden start.

Da der ca. er 10 min til start vil jeg lige løbe nogle stignings løb, det går ikke, da jeg føler, at jeg ikke kan få luft. Jeg skal have vand, men kan ikke se Jasper og spørger Claus Bech (Peters bror) om han har noget vand, det har han ikke og forslår mig at gå til væskedepotet og få lidt vand, Det får jeg og er nu usikker på om jeg kan gennemføre, fordi min hals snører mere og mere sammen. Jeg går hen til Jasper og fortæller, at jeg har vejrtræknings problemer. Heldigvis snakker Jasper mig til ro og jeg finder fokus igen og går hen til præsentation af eliten og gør mig klar til starten.

Starten er for alle både herre og damer, så der bliver lagt hårdt fra land. Det passer mig fint, for så kan jeg få en rolig start og gemme mig bag de andre herre.

Første løb fokuser jeg kun på, at have det godt og ikke forcere mit tempo, da ruten er meget kuperet. Til min store overraskelse overhaler jeg Ulirike Schwalbe ved 6 km (2 km inden vendepunktet) og får lavet et lille hul trods jeg ikke løber igennem. Så efter første løb har jeg et hul på 1 min til Ulrike, hvilket er super, for så kan jeg få en rolig start på cyklen, som starter med en 16 % stigning. Jeg er bevidst om, at jeg ikke cykler igennem, men holder mig til planen. Efter de første 10 km ud af de 64 km overhaler Ulrike mig og ved de 20 km over haler Jacqueline mig. Det er helt ok, for det er processen, som er vigtigt. Anden gang jeg skal op over den hårde stigning, kan jeg mærke, at det ikke går. Jeg er i hold efter 1½ km tager min medicin og får ro på vejrtrækningen igen, inden jeg cykler videre. Jeg kommer op over bakken og fokusere kun på, at trække vejret roligt ned af bakken. Da jeg er ved 43 km, begynder luften at drille, jeg sætter farten ned og kan mærke det er ikke nok. Jeg stopper og forsøger at trække vejret med maven, det hjælper heller ikke. Jeg stiger af cyklen og lægger den ned i græsset og kort efter sætter mig ned og tager min hjelm af. Idet dette sker, kommer der 4 mennesker løbende hen til mig og jeg bliver forskrækket og hyperventiler. De lægger mig ned og dette hjælper mig bestemt ikke med at få vejret og jeg høre en af mændene tilkalder en ambulance. Jeg hører dem sige en masse, men mit tysk er ikke særlig godt og dernede har de en meget speciel accent, som bestemt ikke gør det nemmere. Jeg forsøger, at fortælle, at jeg bare skal ind til min kæreste, men de vil ikke høre. Da jeg ligger i ambulance spørger jeg efter en mobil, så jeg kan få fat i Jasper. Jeg får fat i Jasper, men for sent og bliver kørt til den tyske skadestue. På skadestuen er der kun en sygeplejerske, der kan tale engelsk. Hvilket ikke var nemt, jeg får spurgt, om de har fået fat i Jasper og efter 20 min får jeg svar på, at Jasper er på vej. Det jeg ikke vidste, var, at Jasper havde fået, at vide at han skulle skynde sig derud og blev derfor fulgt til skadestuen med politieskorte.

Jeg fik taget en masse blodprøver og lagt drop, selvom jeg fortalte dem, at jeg godt selv kan drikke og viste dem min cykelflaske. (Er bange for nåle), i og med at jeg fik drop medførte det, at jeg på under 45 min skulle tisse to gange, så jeg var ikke dehydreret.

Endelig kom Jasper og efter at skulle udfylde en masse papir, så måtte jeg gå selvom skadestuen helst så, at jeg blev. Jeg synes nu, at jeg har tilbragt rigeligt tid på sygehuse, så nej tak…

Det blev en meget lang køretur hjem med desværre en masse kø pga. diverse trafik uheld. Men tiden blev brugt på, at snakke tingene igennem og det var super at have Esben med som en tredje mening om, hvordan han har oplevet og hvad han ved. Så efter en god lang snak i bilen, er jeg ved, at være klar i hovedet, men stadig frustreret og usikker, heldigvis skal jeg til Bispebjerg Hospital på torsdag, så nu må tiden vise vejen… Dog vender jeg først tilbage, når jeg har mere styr på tingene.

Edit, det er nu Torsdag, jeg har været forbi Bisbebjerg, og fået konstateret en masse positive ting, blandt andet at der medicinsk er nogenlunde styr på Astmaen, men at jeg også er problemer med nogen ”muskler” i min hals, som kramper sammen om luftrøret, mere info følger.


15/5: Dansk mester 2011

  Endelig efter 6 år fik jeg lov til at tage guldet med mig hjem igen, det var en rigtig dejlig følelse især efter den lidt mindre gode oplevelse til Powerman Holland.

Når jeg skal fortælle om DM til andre kommer jeg ofte til at tænke på sangen: ”10 små cyklister”, for kiggede man på startlisten før stævnet så det helt okay ud. Vi var otte kvinder tilmeldt, det har været standard de seneste år – desværre.

Da jeg kommer ind til registrering får jeg at vide, at der er en af kvinderne, som er blevet flyttet over til age group i stedet for eliten. Nå tænkte jeg, så er vi da syv og så tænker jeg ikke mere over det, da der er ting der skal gøres.

Jeg får sat min cykel i skiftezonen, derefter en god opvarmning, hvor jeg allerede kan fornemme at min astma driller, så jeg får taget noget ekstra medicin og bevarer roen. Ca. 30 min før start kommer formanden fra Aalborg tri (Keld) hen og fortæller, at nu er vi kun fem til start, da den ene fra Esbjerg var blevet syg og den anden meldte fra da Esbjerg ikke længere havde et hold. Så min moral og spændingsniveau kom lidt på en prøve. Heldigvis havde Jasper og jeg aftalt hjemmefra, at mit fokus skulle lægge på, at komme helt igennem og undgå astmaproblemer, Hvis der opstod noget, skulle jeg sætte farten ned eller stoppe og tage min medicin.

Tilbage på startstregen, hvor man ikke lige kunne gemme sig for de andre. Starten lød og Kirsten Petterson og jeg skiftes, på første runde, ud af fire, til at trække. Vi kunne hurtig fornemme, at vi var stærkere. På anden runde begynder Kirsten at trække fra mig og jeg lader hende løbe, da jeg har fået hul ned til Susanna og Line. For på dette tidspunkt er den femte pige Henriette fra OTK udgået, da hun desværre har været meget syg optil DM. Så nu er vi fire tilbage i feltet.

Kirsten kommer ca. et min før ud på cyklen end jeg. Jeg holder hovedet koldt og tror på, at jeg er bedre cyklende, men jeg henter bare ikke ind på Kirsten, hun er virkelig godt kørende. Jeg kommer op til Jasper og får at vide, at der stadig er et min. Nu begynder min astma virkelig at drille, jeg sidder og hiver slimklatter ud af min hals og vælger at lave hold hos Jasper på anden omgang og får min medicin og mest af alt lyst til at give op, men min stædighed vinder. Efter nogle minutter mærker jeg at jeg trækker vejret roligt og der er kommet power i benene og mit humør er steget. Da jeg på tredje omgang kommer op til Jasper, råber han; ”Tro på det!” Jeg tænker tro på hvad, der er over et min op og Kirsten er en stærk løber, nå jeg tror på det og holder trykket på cyklen. Lige pludselig kan jeg se Kirsten og jeg får blod på tanden og tænker, det er nu eller aldrig og jeg har poweren. Da der er 4 km tilbage, trykker jeg til den og rykker fra Kirsten, kigger bagud et par gange, men kan ikke se hende. Kommer ind i skiftezonen alene, hvor Jasper råber, at jeg har kæmpe hul.

Da jeg mangler 2½km, råber Jasper den er hjemme og jeg krydser målstregen ca. ½ min før Kirsten. Da Kirsten kommer i mål får vi at vide, at Line også er udgået, da hun punkterede lige udenfor skiftezonen, Så i målet står Kirsten og jeg pænt og hepper den tredje og sidste kvinde Susanna i mål. Så der kom tre små cyklister hjem fra cykelturen denne gang.

Tilslut vil jeg sige tak til Aalborg triklub og alle deres pragtfulde hjælpere for et fantastisk stævne og vidunderlig opbakning.

 Derudover tak til Dencker og Lenette for en perfekt optakt, det var lige efter bogen med en god rød bøf eller hvad?

Til sidst, tak for alle lykke ønskningerne som jeg har fået.

Næste fokus er Powerman Tyskland den 22. maj.


25/4-2011: Horsens duathlon

Den sidste dag i påskeferien blev brugt på, at rejse mig igen efter den sidste konkurrence i Holland, som bestemt ikke sluttede som jeg havde tænkt, desværre med et astmaanfald.

Så i den sidste uges tid har tankerne kørt i ring omkring, hvordan kan jeg undgå, at dette sker igen og hvad kan evt. have indflydelse på at det kommer osv.

Jasper og jeg fandt frem til nogle strategier, som skulle afprøves i Horsens, dog er jeg bevidst om, at Horsens duathlon kun er halvdelen af den distance jeg kørte i Holland, men et fint sted, at teste/se om de nye strategier fungerer.

Det første nye tiltag var, at have astma medicinen med, så jeg selv har trygheden i at have medicinen inden for rækkevidde. Hvis min krop udsender nogen form for signal omkring et astmaanfald, så sættes farten først ned og evt. helt ned og gå tag medicinen og lad den virke.

Det andet tiltag ikke forcerer mig frem men stille og roligt løbe farten op.

Taktikken i dag var at følge med på 1.løb evt. lad de andre arbejde, da Kirsten Petterson fra Esbjerg er en stærk løber. På cyklen skal der trædes igennem og hvis jeg er foran må ingen komme forbi. 2. løb fuld fart med de nye strategier i baghovedet.

På selve startlisten var der ikke særlig mange piger, men heldigvis dukkede der nogle flere op på selve dagen, to som jeg ikke havde regnet med var Kirsten Petterson og Camilla Pedersen begge fra Esbjerg tri. Derudover Line B Fransen fra Haretri, som er blevet en habil løber og stærk på cyklen.

Starten er både for herrer og damer og jeg står i første række med de andre kvinder bag mig og kan ikke se dem, så jeg lægger fornuftigt ud efter 500m ser ud af øjenkrogen at Kirsten og Camilla ligger lige bag mig, jeg holder tempoet på 1. runde, da vi har været inde og vende tænker jeg at jeg prøver at øge tempoet op ad den lille bakke og ud af de få sving der er, det giver bonus og jeg får et lille hul og kommer først ind og skifter.

Hurtigt skifte og får trådt godt til og holder Camilla bag mig på hele cykelturen og har gennemsnit hastighed på ca. 37 km/t YES!

Da jeg stiller mig cykel vil den ikke helt stå fast i stativet, så jeg bruger lige et par sek. På at få den til at stå stille indtil en hjælper kommer og holder den for mig, i skoene og af sted, dog med den nye strategi i baghovedet. Det føles godt jeg har gode ben og masser af overskud, anden løbetur er kun 3,5 km, så inden jeg får set mig om er jeg ved målområde igen og kan løbe i mål med armene over hovedet og råbe JAAHHHH!

Så nu bliver det spændende om jeg kan bruge de nye strategier lige så godt i de fremtidige stævner, så bliver der mange gode dage fremover J



19/4-2011: Powerman Holland

Det er søndag den 17. april starten går kl. 9 og jeg har taktikken på plads, som er, at følg med på 1.løbetur så godt jeg kan og hvis tempoet ikke var højt nok skulle jeg, selvfølgelig, hvis jeg følte for det gå i front og sætte tempoet. Cykling, høj kadance og hold trykket, samt hæng på så godt jeg kunne. Den sidste løbetur fuld gas og tro på det, da jeg igen har fået fart på 2. løbetur.

Lige inden start har jeg lidt svært ved at styre spændingsniveauet, da jeg opdager, at Martina Kräenbrúhl er kommet og hun kan virkelig stærk på løb og cykling, så jeg vælger, at stille mig i anden linje på startstregen, så jeg kan holde øje med svenskeren Camilla Lindholm (vandt sidste år), Matina og Maud Goldsteyn, som var feltets stærkeste løber.

Starten går og Maud og Camilla sætter tempo, jeg synes det er en behagelig start og kigger på mit ur, at vi holder 3.40 fart, det er ok jeg lader dem trække, da der ikke er grund til at bruge for mange kræfter og det er jo 15 km der skal løbes. De 15 km løbes på en rundstrækning af 2,5 km, hvor der ca. halvejs er et vendepunkt, da vi første gang rammer dette vendepunkt er hele feltet ved at gå i stå, da alle skal have fat i det skilt, som står ved vendepunktet med deres højre hånd. Jeg lægger midt i og kan ikke komme uden om men tænker hurtigt, at dette skal udnyttes. Så da vi er i gang med anden runde synes jeg at tempoet er lidt lavt og da vi kommer til vendepunktet går jeg i front og øger tempoet ud af vendepunktet. Det giver bonus og Jasper råber, at for hver runde falder der flere og flere af. De to sidste runder er det kun Camilla der er med mig og jeg er selv ved at være lidt mør, men holder fokus og kommer ind i skiftezonen med Camilla, som laver et hurtigt skifte og vi kommer sammen ud på cykelruten. Dog kommer jeg først i skoen og får lavet et lille hul og kæmper med næb og kløer for at holde hullet, men efter ca. 5 km kommer Camilla bankende forbi og jeg kan ikke sidde med, samt min højre læg krampede da jeg ville rejse mig og accelerer. Heldigvis får jeg styr på læggen og fokuser på at holde en høj kadence på cyklen, samt få en masse at spise og drikke, da temperaturen er steget en del.

Cykelruten er 60 km, som køres på en rundstrækning af 20km, så jeg kommer forbi Jasper et par gange og han råber, at jeg har stadig kontakt med Camilla og at jeg skal holde trykket og da jeg kommer ud på anden runde kan jeg begynde, at se Camilla igen og får blod på tanden igen, desværre misser jeg en del på sidste runde af cyklingen og stiller cyklen 1 min efter Camilla. Da jeg kommer ind i skiftezonen ser jeg Camilla er på vej ud og jeg lugter blodet og sætter efter Camilla.

Måske lægger jeg for hårdt ud, for jeg har kun løbet en halv km, så føles det som om jeg kun kan trække vejret igennem et sugerør. Esben fra OTK kommer op forbi mig og råber tro på det, men dette tidspunkt kan jeg næste ikke få vejret. Jeg får kæmpet mig hen til Jasper og benene forsvinder under mig. Jasper giver mig min medicin og jeg kan mærke det hjælper. Jeg er sønderknust, for jeg ser bare mine konkurrenter forsvinder og at podiet er meget langt væk. Jeg havde ingen fornemmelse af hvor lang tid jeg sad i vejkanten for at komme mig, men kan efterfølgende se på mit ur at det er ca. 3 min.

Lige pludselig høre jeg Rigth said Freds sang(Stand up for the champion) inde i mit hoved, det er især linjen: ”When i fall down I have to pick my self back up”. ”Så jeg rejser mig op, tørre mine øjne og siger til Jasper, at jeg skal gennemføre. Jasper spørger om jeg er sikker, og at jeg skal tage det, med ro. Jeg finder mig et tempo, som er 4.10 fart og jeg kan mærke, at der ikke er mere fart i benene og at jeg skal virkeligt kæmpe for at komme i mål. Jeg har ingen ide om hvilken placering jeg har, men det har heller ikke nogen betydning, jeg skal bare gøre racet færdig så jeg kan komme videre.

200 m før målstregen bliver jeg overhalet og en del af mig har lyst til at løbe med, men det er fysisk umuligt. Jeg kommer lige over stregen og så forsvinder benene igen og Jasper kommer ind og hjælper mig ud.

Da jeg kommer til mig selv er jeg dybt frustreret og har mest lyst til at give op og aldrig køre duathlon igen. Mens jeg sidder der og har ondt af mig selv kommer Matt Moorhouse fra England hen til mig og siger, at jeg ikke må give op, at jeg skal tro på det. Lige i samtalen med Matt tænkte jeg ikke over, at han for to år siden var tæt på at stoppe, da han har en hjertefejl. Nu har Matt en pacemaker, så han kender meget vel til at have modgang.

Matt var ikke den eneste, der gav mig moralsk opbakning, stort set kom alle de som jeg kender, kom hen og sagde jeg at jeg skal tro på det..Det varmede især meget, at læse Camillas hjemmeside, hvor hun skriver rigtig pænt om mig, se linket: http://www.camillalindholm.com/index.php?option=com_wrapper&Itemid=87

Jeg begynder at føle, at der skal mere til at slå mig ud af kurs, det kan ikke passe, at min astma skal bestemme over mig, Så nu er jeg kommet ud på den anden side og klar til, at vise hvad jeg egentlig kan. Samtidigt med at jeg husker, at være bedre til, at lytte til min krops signaler, så jeg kan tage astmaen i opløbet.

Tilslut vil jeg bare sige tak for hjælpen til alle og hvor er det fedt at I bliver ved med at motivere mig og bakke mig op, ikke mindst min Jasper J

Næste skridt er Horsens duathlon 2. påskedag - ses



3/4-2011: DM 10km landevej og 6 sejr i Jels.

Så er det vist på tide, at jeg igen får skrevet om hvordan det går her i mit liv…

Sidste søndag var jeg i Blovstrød og løbe DM 10 km, jeg var meget spændt på, hvad jeg kunne for jeg synes ikke at farten har været så god her på det sidste. Jeg har virkelig skulle kæmpe bare for at holde 3.50 fart og har været ved at syre til under et hårdt løbepas med AGF, trods farten ikke var helt i top.

Samtidigt har min sene ved anklen stadig drillet og været betændt. Så mine forventninger og motivation var ikke de store ugen op til DM. Heldigvis har jeg min gode kiropraktor Jan, som lige kunne knække min fod på plads igen og med en masse isning, så var foden meget bedre lørdag og det gjorde faktisk ikke ondt i den mere. Så jeg fik blod på tanden igen og klar til at give den gas til DM.

Starten går til DM 10 km landevej og jeg er med i front gruppen og kan mærke efter 2 km at tempoet er for højt og at min luftveje ikke kan være med, så jeg slipper gruppen og finder ind i mit eget tempo, der går lige lidt før jeg har den gode følelse igen og kan se, at frontgruppen bliver splittet, så jeg hænger i og tænker kun på, at hvert sek. tæller til holdet. Jeg mangler kun 2 km og Jasper og Casper C står og hepper på mig, og jeg kan se, nr. 7 og nr. 8 foran mig, men der er langt op til dem og vi slutter de 10 km med at løbe ca. 350 m på banen. Da jeg rammer banen har jeg 20 m op til nr. 8 og her aner jeg ikke hvad der rammer mig, men finder et gear og spurter alt hvad jeg kan op forbi nr. 8 og hun hænger ikke på så kan jeg ligeså godt nappe den 7. plads. Jeg løber stærkere end jeg kan nå at tænke og aner ikke om jeg kom forbi og kaster mig nærmest i mål. YES jeg kom før nr. 7 med ca. 1. sek. J

Oven i denne spurtsejr er jeg med til at vinde holdguld til AGF, DIF medalje for at vinde vinterturneringen for hold, 2. plads i 30-34 og holdguld for 30-34. En god dag.

Det var så sidste søndag, i dag var jeg så i ilden igen, men som duathlet. Det var nemlig tid til forårs klassikeren Jels duathlon, som til en kæmpe forandring blev afholdt i 10 gr. varme og solskin, dog synes jeg der var en del vind…

Min fod har haft det godt, dog vred jeg om i torsdags, så senen blev sat lidt tilbage, og jeg var usikker på, hvad den ville sige til at løbe hårdt i skoven. Heldigvis brokkede senen sig ikke, så jeg var klar til at give den gas og gå efter den 6. sejr.

Starten går og jeg kommer godt fra land, kan ikke se nogen kvinder så jeg sætter jagten ind på herrerne, det går også rigtig godt. Kommer ind og får lavet et godt skifte og så af sted på cyklen. Synes først at benene er tunge og at jeg ikke kan finde rytmen. Jeg tager lige lidt ro på får noget at drikke og en gel, herefter stille og roligt finder rytmen. På den første del af cykel ruten over haler en del mænd mig, men forholder mig passivt og holder mit tempo. Det sidste stykke ind mod Jels er der meget modvind, her kan jeg pludselig mærke at min nye astma medicin virker, for jeg kan få luft og kører stadig med høje watt. Det er en super fed følelse, især da jeg kan se nogle af herrerne går død på dette stykke.

Vi skal køre to runder på 22 km og på anden runde rykke de mænd som jeg kom op til lidt fra mig, da der er medvind. Jeg holder igen hovedet kold og dette giver pote i modvind stykket, her kommer jeg igen op til herrerne og har virkelig fået blod på tanden og føler mig flyvende.

Jeg kommer ind og skal skifte til løb, benene er bare godt kørende og løber næsten ligeså hurtigt som på første løbetur, dog lige en 10 sek. langsommere.

Jeg vinder for 6. gang i Jels og har lavet en ny personlig rekord på stævnet og er super glad, for jeg har fået bevist, at jeg er klar til at give den gas i år, mere end nogen sinde.

Næste gang jeg skal løbe er på torsdag, som er sidste afdeling på Danisco cuppen, nu må jeg holde den gode stil for om 2 uger er det EM i Holland…………..



18/3-11: Siden sidst

Så er det vist tid til, at skrive lidt om, hvad der er sket de sidste mange uger, det er ikke fordi der ikke har været gang i den tværtimod, så her jeg nok haft lidt for meget om ørene, og derfor desværre ikke haft overskuddet til at skrive en blog. Så her får du en opdatering.

Nu har jeg endelig været på Bispebjerg hospital, hvor jeg troede jeg skulle havde lavet en løbetest med et kamera ned igennem næsen, for at se, om det var stemmelæberne, der klappede sammen, når jeg fik åndedrætsbesvær. Det skulle jeg ikke, men istedet lave en masse test igen, for at se, hvordan min lungefunktion var. Først var jeg meget skuffet, for jeg havde virkelig sat næsen op efter for at få det afklaret, så jeg kunne komme videre. Jeg fik heldigvis svarene at vide 10 min efter testen, og kom ind til en læge der hed Vibeke Backer, som er speciallæge i lungemedicin, Vibeke har blandt andet screenet OL holdet for astma, da de skulle til Beijing. Så en yderst kompetent læge.

Det første jeg bliver spurgt om, er hvordan jeg oplever dette åndedrætsbesvær. Jeg forklare omkring, hvad jeg havde oplevet og mærker, da jeg er færdig med at fortælle, så viste Vibeke, os et stykke papir med mine testresultater på og fortalte, at jeg var underbehandlet og sagde samtidigt, at min lungefunktion var på over 90 % (i hvile efter medicin !), Jeg forstod ingenting, for i min verden måtte 100 % være tip top. Men det forklarede Vibeke med, at jeg burde som top athlet ligge højere, altså over 100 % nærmere 120 % og især i hvile. Så gav det noget mere mening, at jeg lå for lavt i forhold til, hvad jeg burde havde lagt på af lungefunktion. Så nu er jeg kommet over på en anden medicin og skal derover igen til maj for at se om medicinen virker, samt have tjekket op på mine stemmelæber. Dog kan det ske, at selve denne test med kameraet i næsen ikke kan lade sig gøre, da jeg måske ikke kan få kameraet ned igennem næsen.

Jeg var på Bispebjerg hospital torsdag den 24. februar og  planen var at jeg skulle løbe DM lang og kort cross i Holbæk i weekenden på en meget kuperet rute, jeg synes allerede at jeg kunne mærke at medicinen havde hjulpet lidt, dog var jeg så uheldigt, at min fod ikke vilel som jeg.

Det hele starter med en uge, hvor jeg desværre ikke fik løbet så meget pga. arbejde, tur til Bispebjerg og kørslen frem og tilbage til Sjælland.

Jasper og jeg er ankommet til Holbæk før alle de andre AGF, så vi går hele DM runden igennem for at tjekke den ud. En runde er 2 km og som skulle gennemløbes 4 gange om lørdagen  og søndagen to gange. Ruten var enorm kuperet og alt var på græs, heldigvis ingen sne eller is, kun ganske lidt, som ingen indflydelse havde på løbet. Jeg fik lavet en god opvarmning og var klar, Vejret var også fint; 5 grader og sol. Kort inden start skifter jeg til mine crosssko, her kan jeg mærke, at der er noget helt galt med den venstre ankel, det gør ondt at træde i skoen. Jasper siger, at det nok retter sig til, når jeg varmer lidt op i dem, men smerten forsvinder ikke, men jeg glemmer den i mit fokus på løbet.

Jeg stiller mig klar ved stregen og lægger defensivt ud og holder godt med, kan mærke at når jeg løber nedad fungere benene ikke optimalt og jeg er ved at snuble et par gange, samtidigt med at min ankel gør store smerter. Jeg tænker, at det er Cross og alt skal bare gøre ondt, så jeg kæmper mig igennem de 8 lange km og får en samlet 9.plads, hvilket jeg er rigtigt glad for.

Da jeg kommer i mål skal jeg bare have crossskoene af hurtigst muligt og får mine andre løbesko på, som har lidt mere komfort. Jeg formår at jogge af, dog ikke uden smerter, men ikke nogen, som ikke kan kaperes.

Da Jasper og jeg kommer hen til hotellet og er på vej ud og spise, kan jeg næsten ikke gå, smerterne er enorm stærke og vi vælger at se natten an.

Næste morgen tager jeg ud at morgenløbe, det kan jeg ikke og, må give op efter 10 min, for nogle gange skal kroppen bare lige i gang, men ikke denne gang. Jeg kommer ind og tager et bad og er allerede begyndt at spekulere om det er muligt at gennemføre løbet i dag, men Jasper og jeg bliver enige om, at give det et forsøg, det kunne jo være, at smerterne stoppede.

Så vi køre til Holbæk og giver det et forsøg. Jeg prøver at løbe lidt og det funger godt på ”flad” vej, men kan ikke give den gas opad og har stærke smerter, når jeg løber nedad. Så jeg vælger at stå over og har det rigtigt svært med beslutningen, da min placering kunne have stor betydning for holdet.

Heldigvis har AGF nogle enorme stærke piger og vi får holdguldet med os hjem J

Mandag cykler jeg kun, der er heldigvis ikke de store problemer og kan gå rundt uden de store smerter.

Tirsdag prøver jeg at jogge, men opgiver igen efter 20 min og humper hjem, så den resterende uge består mest af cykling.

Fredag tager jeg til kiropraktor og får at vide, at mit venstre fodled har låst sig fast (suptalar leddet) og det er evt. sket under opvarmning, da jeg allerede kunne mærke det, da jeg træder i Cross skoen, samtidigt er senen omkring anklen blevet meget betændt. Så Jan min kiropraktor løsner leddet og jeg kan begynde at løbe igen. Så nu ca. 3 uger efter skaden kan jeg stadig mærke lidt til senen, men det går ret godt fremad, så mon ikke jeg bliver klar til DM 10 km landevej den 27. marts J

Det var lige alt for nu, på genskriv.


30/1-2011. 1.afd af Danisco cup og 3. afd. Vinterturneringen

Torsdagen inden Danisco cup lavede jeg noget plyometrisk træning som havde sat sig i mine ben, det medførte at jeg hele weekenden meget ømme muskler især omkring knæet,  bare det man rørte ved musklerne, så pev jeg, så søndag til Danisco cup kunne jeg godt mærke, at der intet var i benene under opvarmning og da jeg havde løbet halvdelen havde jeg mest lyst til at give op, men da jeg lå etter, så kæmpede jeg en mental kamp om at holde min placering hjem og det lykkedes.

I dag den 30. januar, var jeg en smule nervøs for at løbe 3. afd. Af DAFs vinterturnering, som foregik i Odder. Distancen var 10 km, som blev løbet på en rundstrækning på 1,6 km, der skulle gennemløbes 6 gange, Ruten passede mig godt, da det var mange runder og hermed mange sving, hvilket jeg er vant til fra en del af Powermanstævnerne.

Taktikken var, at jeg skulle prøve at gå med og trænes i at have det hårdt, det gik også godt de to første runder, hvor jeg på 3. runde kunne mærke, at luftvejene begyndte at drille. Jeg valgte at sætte tempoet lidt ned og forsøge, at finde mit eget tempo og holde det hjem. Det viste sig at være en god ide, for efter 1½ runde fik jeg fart på igen og hentede dem som lå foran. På sidste runde lægger jeg et stykke bag nr. 8 og 7, ca. et par 100 m, da vi mangler de sidste 500 m tænker fandme nej og da der er ca. 300 m tilbage løber jeg forbi AGF´s herre, der varmer op, som råber på fulde kraft efter mig, samtidigt med jeg kan mærke syren bobler. Jeg kommer op til nr. 8, som prøver, at svare igen, men jeg vil bare først og giver den alt hvad jeg har, trods jeg aldrig har, kunne spurte om noget. Jeg sætter foden først på måtten og vinder dermed spurten og har krydset målstregen 38.19 på en rute der er 300 meter for langt.

Så en meget hård dag på kontoret men en af de gode J


9/1-2011 Godt nytår og ny sæson

 

Ja, det er ikke fordi jeg ikke har haft lidt ferie her mellem jul og nytår, men jeg har bare haft brug for at slappe af og nyde livet. Derfor har jeg ikke lige sat mig ned og skrevet så mange blogs her på det sidste, men tænkte, nu er det nye år begyndt og så er det vist på tide, at få fortalt hvad der sker i mit liv.

 

Jeg har for første gang holdt min løbefart høj hen over jul og nytår, det vil sige, at jeg er i god form i forhold til, hvad jeg plejer at være på denne årstid. Jeg kan mærke at det er mere motiverende at løbe og jeg har det ikke så hårdt, når jeg skal løbe B12 og B13, hvilket svare til lettere anstrengende, til de som ikke kender Borgskalaen.

Dog løb jeg mange motionsløb henover november og december sidste år, det er blevet fravalgt, så min krop ikke blev alt for presset, men jeg klør på igen i næste weekend med Danisco cup.

Jeg er meget spændt på, hvad jeg kan løbe en 10 km på sidste år løb jeg 38.53, men de har lavet ruten om i år, så jeg kan ikke helt sammenligne. Dog tror jeg at den kommer under 38 min, men lidt afhængig af vejr og vind. For er luften for fugtig så driller mine luftveje mig og jeg har svært ved at øge mit tempo.

Det har ellers gået rigtig godt med at få luft de dage, hvor der var -10 grader og lav luftfugtighed, men nu har vejret vendt tilbage til det som vi bedst kender, som det danske vintervejr. 4-6 grader og masser er fugt i luft og gerne en kold hård vind.

Heldigvis så får jeg forhåbentlig snart svar på, hvad det er der gør, at jeg har svært ved at trække vejret nogle gange. Den 24. februar skal jeg på Bispebjerg hospital og have lavet en kikkertundersøgelse, mens jeg løber på løbebånd. Det vil sige, at jeg få et kamera ned i halsen, som filmer mine stemmelæber imens jeg løber på løbebånd. Når jeg får åndedrætsbesvær kan kameraet vise om mine stemmelæber klapper sammen eller om der er en anden årsag til jeg ikke kan får luft.

Jeg er en smule nervøs, ikke for at lave selve undersøgelsen, den bliver bare meget ubehagelig, men hvad er resultatet? Min læge påstår, at hvis det er mine stemmelæber, der klapper sammen, så kan der ikke gøres noget medicinsk og i værste fald må jeg nedsætte mit ambitionsniveau. Det er ikke jordens undergang, men jeg synes bare der er så mange ting jeg stadig gerne vil/kan opnå hvis jeg er ”rask”.

Så for at jeg ikke bliver skør og mister helt lysten og motivationen til at træne lægger jeg en del fokus på mit arbejde, som jeg er super glad for. Så går jeg ikke og bliver helt kuller og tror at livet er slut, sagt meget groft!

 

Det var lige en kort opdatering, af hvad jeg synes der var relevant, at fortælle siden sidst. Der kommer selvfølgelig en opdatering fra Danisco cuppen for søndag den 16. januar

Godt nytår ønskes alle de som læser min blog J

Powerman Zofingen

1/12 - Powerman Italien

Ja, det er ved at være noget tid siden jeg kørte powerman Italien, men til dem so  har lyst er der en beretning om selve konkurrencen set ud fra mit perspektiv.

Søndag morgen, ræsdag, vejret i Malgrate viste sig fra en meget overskyet og grå dag, man kunne ikke se bjergtoppene, og temperaturen var heldigvis 12 gr og regnen og vind viste sig ikke.

Jeg spiste morgenmad med Esben og vi sad og smalltalkede, hvorefter vi hurtigt fandt ind i vores egne rutiner, det mest perfekte ved dette ræs, var at hotellet vi boede på lå 200m fra startstregen, så det var helt perfekt, at man hele tiden kunne vende tilbage til hotellet med sine ting og hente det man skulle og det allervigtigste at man havde sit eget toilet J

Starten går og jeg kommer hurtig i spids sammen med tyskeren Ulrike Schwalbe, vi får slået et godt hul ned til de andre, som er toeren fra Zofingen Jacqueline Uebelhart, der er kendt for at cykle rigtig godt i bjerge. På et tidspunkt rykker Ulrike fra mig, men jeg holder mit tempo og håber hun, som ofte, har lagt for hårdt ud og taktikken holder, da vi mangler ca. 2,5 km henter jeg Ulrike og kommer først ind til skiftet, desværre fumler jeg lidt med min overtræksjakke(ja det var koldt) og derfor kommer Ulrike ud før mig, men jeg har stadig et godt hul ned til Jacqueline ca. 3 min. På cyklen kommer der nogle herrer ind imellem Ulrike og jeg, jeg holder mig til, og kun, hvor det går opad rykker Ulrike fra mig. Den lange stigning kommer først efter en 34 km, så da vi rammer den ligger vi siden om side, dog kører Ulrike fra mig med lethed og jeg mister synet af hende også fordi der er meget tåget og du kan kun se få meter frem.

På et tidspunkt opad stigningen tænker jeg, at dette klarer jeg aldrig, men at jeg ikke må give op, da jeg stadig ligger toer og Jacqueline er ikke kommet forbi endnu. Da jeg nærmer mig de to sidste km, hvilket også er de værste  og jeg er grædefærdig, astma har blusset meget op pga. af den meget fugtige luft, og højden, jeg tænker kun på, hvor meget jeg elsker at køre nedad, dog er det ikke helt så fedt på en enkeltstartscykel, våde vej, dårlig sigtbarhed og samt den  åbne trafik, dvs. der kan komme biler forfra og bagfra. Nedkørslen går hæderligt, men da jeg rammer bunden og har ca. 10 km tilbage, så komme Jacqueline forbi, jeg prøver først at hænge på, men min astma er stadig ikke god og Jacqueline rejser sig for at ryste mig af. I stedet for at køre hasaderet efter, tager jeg det med ro og fokuserer på at trække vejret roligt, tager en del af alt mit tøj af og få lavet et hurtigt skifte. Jeg kan se Jacqueline hele tiden og fornemmer, at jeg indhenter hende og efter 1,5 km ligger jeg toer igen og kan se, at Ulrike har vundet for meget opad bjerget til, at jeg kan nå at hente hende.

Vi skal løbe 10 km til sidst, som er fordelt på 2x5 km ud/hjem, så jeg kan hele tiden se, hvor jeg ligger i forhold til mine konkurrenter. Jeg fornemmer hurtigt, at jeg er godt løbende, hvilket jeg egentlig ikke føler, men jeg henter på Ulrike og slår kæmpe hul til Jacqueline. Da jeg mangler 2 km løber Søren mig i møde og hepper mig i mål, jeg får sagt, at han skal løbe i forvejen og sige til sin far, at han skal stå klar med min medicin. Jeg før Søren til målstregen og får øje på Torben, jeg flyver i hans lommer og hvæser på medicin. De som kender Sørens far ved, at han er en meget rolig mand, og bliver en smule forvirret over at jeg graver i alle hans lommer. Efter nogle sekunder fortæller han, at Christa, Sørens mor har medicinen og hun står lige nogle få meter væk. På de få sek. Kommer der en samarit hen og lægger et tæppe omkring i det jeg får tæppe på besvimer jeg. Da jeg vågner op igen og der står der 5 samaritter og kigger på mig, samt Søren med min medicin. Jeg er helt rundt på gulvet heldigvis kender Søren mig så godt, at han fortæller hvad, der er sket og hjælper mig.

Så trods en meget hård dag på kontoret, så er jeg meget tilfreds med en anden plads og jeg beholder min fjerdeplads på verdensranglisten.


10/10-10 Jubiii, så er jeg klar igen.

Nu er det en uge siden asfalten og jeg stødte sammen, såret på knæet er begyndt at hele sammen, det ser ikke pænt ud, men selve hudflapperne er ved at sætte sig på plads, hvor de hører til.

I lørdags var jeg ude at løbe første gang siden styrtet, det strammede lidt omkring såret, men ellers ingen smerter, det gik super godt, løb en time stille og roligt med en gennemsnitsfart på ca. 4.30 min/km, det er hvis ok. I søndags skulle cyklen så testes, der var slet ingenting, at mærke og knæet/såret kunne godt klare de mange bøjninger der opstår, når man cykler.

Så alt det er ok, nu er det spændende og se, hvordan min form er, om jeg kan nå at få den ok til Italien, som er om 14 dage. Glæder mig vildt meget, har set at Jacqueline Uebelhart, som blev 2ér i Zofingen og Maja Jacober, der blev 4ér i Zofingen står på startlisten, så der er noget konkurrence. Der må bare ikke ske det samme for mig, som skete for Rasmus Henning på Hawaii og ødelægger hele ens ræs. Dog kan jeg være sikker på, at jeg ikke glemmer, at tage min svømmedragt af J

Dagene op til Italien står på arbejde, træne og så lige en tur til Thisted og besøge Jaspers forældre. Dette bliver en prøvelse for mig, for ca. et måned siden fik jeg købt mig et marsvin, som jeg har døbt Kenneth(se tegnefilmen OP!). Da jeg har læst, at marsvin helst skal være under opsyn så har min kære nabo sagt ja til at passe Kenneth, mens jeg er i Thisted, så det er første gang jeg er flere dage væk fra Kenneth, piv piv…

Skal nok lige opdatere inden jeg rejser til Italien…


04/10-10: Endnu en gang på skadestuen

Der gik så lige godt 3 måneder inden jeg igen satte mine ben på Århus skadestue . Søndag formiddag tog jeg ud og cykle tre timer, da der blæste pænt meget, og der ikke var meget sol, valgte jeg at cykle 1½ time ud, så jeg primært havde medvind hjem. Det passede med at jeg cyklede ud af mod Gylling, en by, som ligger 7 km fra Hou.

Det gik også super godt den første time, så kom der en lille regnbyge, der lige gjorde det øverste lag af asfalten våd, men ikke helt. Så når dette sker, bliver vejene, som brun sæbe plus, at alle de kære landmænd har travlt med at få gjort deres marker vinterklar, så deres maskiner efterlader lige lidt jord oven på asfalten, som medføre at asfalten bliver endnu mere glat.

Nå men jeg kommer kørende og skal dreje til venstre ved den store herregård, har sat farten godt ned, da der kommer en bil bagfra.

Jeg lister igennem svinget, da jeg kan mærke at dækkene ikke har super godt fat. Da jeg drejer, kan jeg kun lige nå, at tænke, nu vælter jeg og bom. Du ved, at du ikke kan gøre andet end at vælte med. Av, det svider på min venstre hofte og venstre underarm, min hånd tog meget af faldet, og sled hul på min cykelhandske, Mit knæ, ja der var et stort hul på mine trekvart cykelbukser, men tør ikke, at kigge, da jeg kan mærke det er pænt forslået, i stedet kigger jeg  mig lige om, for at se om der kommer nogen, men der er ikke nogen, at se, andet end bilen der overhalede mig og kørte videre.

Smerterne i knæet bliver ikke mindre, tværtimod, men det styrbløder heldigvis ikke, så jeg sætter mig op på cyklen igen for at sikre mig, at den fungere. Av, hvor gjorde det ondt, at træde cyklen i gang igen, men det gik, jeg fandt et sted, hvor det ikke blæste og holdt ind for at tjekke knæet, nu hvor jeg fandt ud af, at cyklen fungerede og kunne køre mig hjem.

Uf, da jeg løfter buksen over knæet ser jeg en dyb lang flænge igen og er tæt på, at sætte mig ned og græde, da jeg jo lige har meldt mig til Powerman Italien og købt flybilletter. Såret minder utroligt meget om det jeg havde sidst. Jeg får mandet mig op og siger til mig selv, nu cykler jeg hjem og så kan jeg finde ud af, hvor slemt det er. Hele cykelturen hjem er jeg en smule påvirket af styrtet, da jeg ikke tør, at lægge ned i tristyret hele tiden, da vejen stadig er våde.

Jeg kommer hjem og kan mærke, at jeg ikke lige skal ud og krydsløbe, for det trækker i alle musklerne omkring knæet, så jeg tager et bad og får vasket mine sår. Efter jeg har renset såret på knæet, så bliver Jasper og jeg enig om, at det nok er bedst at få en læge til, at se på den, trods jeg selv forslår, at sætte knæet sammen med strips, så jeg slipper for at fået syet knæet og ikke må træne i 10 dage.

På skadestuen fik jeg igen en god behandling, lægen konstateret at jeg ikke behøvede at blive syet, da det ikke ville gøre nogen forskel og limen ville ikke holde. Så jeg blev sat sammen med strips, som jeg selv havde tænkt, pyha.

Nu skal jeg bare holde mig i ro, så jeg hurtigst muligt kan komme til Italien, for af sted vil jeg.

09/09-2010: Powerman Zofingen

 

Det var egentlig planen, at jeg ville have skrevet noget mens jeg var i Zofingen, men tiden flyver af sted, når man har det godt. Så her kommer der lige et resumé over den sidste uge.

 

Jasper og jeg kørte onsdag eftermiddag, hvor vi overnattede efter ca. 400 km kørsel.

Torsdag morgen kørte vi videre mod Zofingen. Vi ankom hos vores nye Home stay familie om eftermiddagen og vejret var skønt ca. 25 grader og flot blå himmel. Efter at have hilst på familien Bär kørte vi ind til stævne området, som ca. tog 7 min at køre, så det var en fin afstand.

Da det er min anden gang, jeg er i Zofingen lærer man hurtigt at finde rundt igen, så det var ingen problemer med at finde hen til start området, så jeg lige kunne nå og lunte 1. løbetur igennem. Hvis nogle ikke er klar over det så starter 1. løbe tur 400m opad en bakke, der så fortsætter ca. 1,5 km opad med en stigning på ca. 12 %. Da jeg ramte stigning kiggede jeg for sjovt på mit ur og så jeg løb 7.30 fart og jeg kæmpede en kamp for at holde benene i gang. Heldigvis gik nedløbet noget bedre…

Torsdag aften afholder Powerman Zofingen et Homestay pasta party, det er rigtig hyggeligt, desværre var der ikke så mange atleter med i år. Men det er enormt hyggeligt og så er maden god. Til disse homestay pasta party medbringer familierne dessert og den familie Jasper og jeg boede hos lavede klart aftens bedste, (hindbær tiramisu).

 

Fredag var vejret var igen super dejligt som om torsdagen, så skønt vejr at prøve cykelruten af i. Bo Christensen fra Aalborg var også ankommet og vil gerne se ruten sammen med os. Ruten var jo som den er med et par krævende stigninger, som ikke er sjove 3. gang. Efter at have cyklet ruten igennem, så løb Jasper og jeg lidt af anden løbetur, hvor Jasper kigger på mig og sagde det er for vildt det her. Jeg forstår ikke, at i kan køre race på den her rute, respekt...

Da vi kommer hjem til vores familie fortæller hun, at der kommer gæster i aften, Anthony Le duey med hans homestay. Jeg smiler og svarer, det er bare super og glæder mig til at se Anthony igen.

Aftensmaden består at lækker grillmad lavet på weber og så hindbær tiramisu og banankage med hindbærcreme. Anthony måtte klart erkende, at hindbær tiramisuen var til UG.

 

Lørdag skulle de sidste ting klar gøres og der var racebriefing og pastaparty om aften. Jeg kunne mærke, at jeg glædede mig og begyndte så småt at blive nervøs, eller rettere sagt Jasper fortalte mig, at jeg vist var nervøs for han måtte lige finde sig i nogle mindre pæne tiltaler – undskyld...

 

Søndag, stod jeg op kl. 4.45 og der er bulder mørkt, men jeg har sovet godt og havde  egentlig også lyst til morgenmad.

Jasper og jeg kører tidligt ind til stævneområdet, for at holde spændingsniveau´et  nede. Jeg kan mærke, at jeg er klar og ikke overnevøs men glæder mig og har taktikken på plads.

Endelig nærmer kl. sig 8 og jeg vandrer op til startstregen solen er på vej op og skinner os lige ind i øjnene, det er en smuk dag.

BANG ! starten er gået og jeg holder hovedet koldt og er med de forreste op over første bakke, så lidt nedløb, hvor jeg tager det helt roligt og spare kræfter for at komme med op ad bakken anden gang. De tog forreste får et lille hul, men jeg hægter mig på Erika C og Victoria B og kommer op ad bakken lige efter Erika, på nedløbet henter lidt ind på hende .

Skiftet er ok, jeg skal lige have min astmaspray, for at sikre mig, at hvad der skete sidste år ikke skete igen. Jeg tager min cykel og kan se Erika lige foran mig og Jasper råber der er 30 sek. op til de allerforreste. Jeg holder Erika så godt jeg kan, men falder fra da vi nærmer os 5 km, kort efter kommer Jacqueline U bagfra og hende og jeg følges af op over den første stigning og vupti så var hun væk. Ved anden stigning kan jeg se Maja J komme bagfra. Jeg holder hende bag mig og vi komme sammen ind på anden omgang. Maja øger og køre fra mig og jeg at holde mig 10 m bag. Lige pludselig kigger jeg ned på min ergomo, som hænger og dingler i kun ledningen. På nuværende tidspunkt er det stille og roligt begyndt at gå opad bakke. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, for jeg ville gerne beholde ergomoen. Blink, en idé, jeg sætter mine gel fast med elastikker, så mens jeg forsøger at holde Majas hjul får jeg viklet et elastik omkring mit bremsekabel, så den kan holde min ergomo. Desværre tog dette lidt for meget fokus og Maja var væk efter første stigning. Jeg finder hurtigt min egen rytme igen og da jeg er på vej opad Bodenberg (anden hårde stigning), kommer der to store VIP biler, som lige pludselig stopper ved siden af mig. Det er min homestay familie, der har VIP billetter og Markus (manden) har et super lækkert kamera og de får taget en masse gode billeder af mig, samt heppet godt på mig. Da jeg er halv vejs oppe af Bodenberg kommer der en lille repos, hvor jeg så går hen og laver en Andy Schleck og taber kæden. Jeg døjer lidt med at sætte den på, men må til sidst have den på stor klinge og et mellem gear bagpå. Av ben, det var ikke sjovt at træde i gang på stor klinge. Trods disse uheld, så var anden runde den hurtigste af de tre runder. Den sidste runde kan jeg mærke, at wattene falder og opad stigninger sik sakker jeg for at holde farten oppe og da jeg når Bodenberg´s  200 m 16 % stigning har jeg mest af alt  lyst til at gå. Jeg kæmper mig op og er klar over, at jeg har sat super meget tid til, men holder fokus ind til andet skifte.

 

Andet skifte tog lidt tid, da jeg løber i mine træningssko, da de er mest stabile, men har ikke lige fået sat et hurtigt spænde i, så ved jeg det til næste gang.

Da jeg skal til at løbe, råber speakeren, at Søren B, Esben K, Kenneth P og Jonas Bauman kommer ind, så der er et helt dansker tog på vej ud af skiftezonen med Søren forrest, så Esben og til sidst Jonas, mig og Kenneth.

Starten på andet løb går ok, men jeg kan mærke mine ben ikke fungere godt, at de er meget ømme, men ikke som kramper, de vil bare ikke som jeg. Her tror jeg at det bare er trætheden der spiller ind. Jeg løber hele vejen op til vendepunktet og ved ca. 5 km får jeg at vide, at jeg er 5ér, da Martina K. er udgået. Ved 8 km begynder jeg at få det dårligt og bakkerne begynder at blive ulidelig, det er simpelthen for smertefuldt at løbe opad. Jeg får kæmpet mig hen til 10km, hvor jeg ved Jasper er og råber, at jeg har det ikke godt. Jeg lægger mig ned og får min astmaspray og langsom hjælper den. Jeg har ikke givet op, men er ked af det og tænker kun på at gennemføre. Herfra går jeg op af alle bakker, men ligeså snart det går ligeud eller nedad er jeg med igen, det er en kæmpe stor mental kamp jeg har gang i.

Ved ca. 22 km kommer Victoria B og overhaler mig og jeg forsøger ikke engang at gå med, da det er opad bakken, mine ben vil simpelthen ikke.

Da jeg når de 27 km, her begynder jeg at få kramper i benene, heldigvis går det mest nedad og jeg holder rytmen for så mærker jeg ikke kramperne, undervejs kigger jeg lige på mit ur og ser, at jeg lægger og løber 3.47-4.05 fart, fedt. Den for alt hvad den kan tage de sidste km for nu skal jeg i mål og det kommer jeg i tiden 7.51.37.som nr. 6 med ca. 9 min til 7érn.

 

Nu er jeg kommet hjem og lidt splittet for jeg troede at jeg løb 2.30 på sidste løbetur, hvilket ikke er godt, men ok til at jeg stort set går det meste. Dog viser det sig, at jeg løb 2.21 kun 1 min langsommere end sidste år, hvor jeg stort set løb alle de 30 km på nær lige 200m. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne have løbet, men ved at astmaen har været min største modstander igen.

Så nu er jeg gået i gang med den helt store udredning på, hvad jeg skal gøre for at forhindre dette i at ske. Så jeg håber, at jeg kan bruge vinteren på at få styr på min medicin, så jeg kan komme tilbage og sparke R.V

 

Hvad skal der så ske nu, denne uge er der ro på og mandag d. 13 september starter jeg nyt arbejde og så skal jeg måske til Italien og køre powerman Como – hvem ved???

 

Til slut vil jeg sige tak til alle Sørens, Kenneths, Esben, Bos, Peters og Kims familie, som heppede på mig og hjalp mig, hvor jeg havde kriser. Derud over jer drenge for at heppe på mig på ruten og ikke mindst til Jas – fordi du er dig.

30/4 -

30/8-2010, En pigedrøm går i opfyldelse!

Nu er det ved, at være tid til at skrive om min sidste par tanker inden jeg skal køre ræs i Zofingen (Schweiz).

Men inden da vil jeg lige fortælle om, at i sidste uge skete der det mest fantastiske for mig, nemlig at jeg fik lov til at møde mit barndoms idol selveste håndboldspilleren Anja Andersen. Normalt plejer jeg ikke, at være imponeret over at se/møde store sportsstjerner, for de er jo mennesker ligesom mig, der har et kæmpe talent inden for hvad de laver. Men Anja Andersen har altid haft en stor betydning for mig, da hun i starten af 90érne tordnede frem på fjernsynsskærmen med de jernhårdeladies og jeg var bare en lille pige. Jeg var totalt solgt, jeg vil være som Anja, men far synes bestemt ikke om ideen, men jeg var ligeglad. Alt hvad Anja Andersen var med i af tv udsendelser, div. Video og ikke mindst hendes bog måtte jeg se eller eje. Da jeg blev ældre og skulle skrive opgave i gymnasiet var denne opgave om hende, jeg analyseret alt, hvad jeg havde om hende og fik dannet mig et billede af, hvordan jeg troede hun ville være.

Så med lidt held løbetræner jeg sammen med en af Anja Andersens tidligere håndboldspiller, fløjspilleren Helle M. Svensson. Helle spurgte mig om jeg ville med til et foredrag, som Anja skulle holde og jeg skyndte mig at svare ja og blev helt flov.

Jeg kom alene til foredraget, da Helle kom senere, der stod lille mig blandt en masse ukendte mennesker og Anja Andersen. Da det hele skulle til at gå i gang stod jeg bagerst og havde holdt en stol til Helle, men den gik ikke for idet jeg skulle til at sætte mig kommer Anja hen og siger hej og spørger hvem jeg er og hvad jeg hedder. Jeg er helt forfjamsket og stolt, jeg får svaret og så sætter Anja sig på den stol eg egentlig havde holdt til Helle. Da alt er slut går jeg hen og siger tak for i dag og for at jeg måtte komme, samt stikker hånden frem. Men giver ikke håndtryk, nej jeg får en kæmpe krammer og Anja siger fornøjelsen er på hendes side.

Det bedste ved hele dette møde var, at Anja levede fyldt op til hvad jeg havde forventet hun vil være måske bedre, det er hvert fald en dag jeg aldrig vil glemme J

Tilbage til, hvad mit talent rækker til nemlig deltagelse i Powermans hårdeste duathlon Zofingen.

Sidste uge skulle have indeholde de sidste hårde lange pas, men min krop sagde stop og mandag til onsdag kunne jeg absolut ingenting, så Jasper og jeg bestemte, at det var bedst, at jeg fik hvile til krop og sjæl, så jeg kunne blive klar, så allerede torsdag gik det bedre og i weekenden var kroppen på toppen igen, så nu skal jeg bare bevare den gode balance og klar til at give den gas.

For når jeg kommer hjem fra Schweiz har jeg lige en uge mere på dagpenge og så skal jeg i gang med at arbejde i SFO Rundhøjen, som lige er blevet lavet om til en idrætsskole, det bliver vildt spændende.

Jeg når måske lige at skrive lidt mere sidst på ugen ellers skal jeg nok få skrevet et ræs beretning hurtigst muligt.

Hvis man ønsker at følge med på raceday er der live report på dette link: http://www.powerman.ch/en/node/1258

20/8-2010, Fedt at træne i regnvejr.

 

Det er ved, at være lidt tid siden jeg sidst har skrevet, men trods man er arbejdsløs og egentlig har meget tid for sig, så kan det godt være lidt svært, at sætte sig foran PC´en og skrive for, det er jo også enormt hyggeligt at ligge på sofaen og få sig en ordentlig morfar.

 

Men siden sidst har jeg haft en uge, hvor jeg lige kom mig efter Belgien, benene var godt trætte, men sidst på ugen kom de til sig selv igen, hvor jeg havde lang og rolig cykeltur til Juelsminde for at se DM lang tri. Som overskriften fortæller, blev første halvdel af denne cykeltur i regnvejr, så da jeg var inde og tanke op fik jeg lige ringet hjem til Jasper og bedt om mere varmt tøj, da jeg ikke troede jeg havde nok med.

Heldigvis lysnede det op kort efter og sidste halvdel blev kørt i tørvejr og vejret i Juelsminde holdt rimeligt, dog på nær til sidst begyndte det at støvregne en del.

Det var et super flot stævne og igen så kribler det i benene at køre en lang tri, men det må vente lidt endnu….

 

Ugen efter DM lang tri skulle Jasper til København og køre Challenge, vejrudsigten satte alle atleter på en prøve, det var meget sjovt at høre, hvordan det blev det hele store emne hver gang atleter mødte hinanden og hvor forskelligt vejrudsigten kunne lyde, det var lige fra regn til højt solskin. Det atleterne eller Challenge organisationen nok ikke havde regnet med var det skybrud som stille og roligt listede sig ind over København lørdag eftermiddag. Det startede lige, da Jasper skulle til at check cykel ind, heldigvis ikke værre end man kunne klare det med noget regntøj, dog nok til at Martin Jensen ikke skulle ud og svømme, men hoppede i badekarret i stedet for, det var lidt sjovt.

Jasper og jeg kom hjem inden det buldrede løs, da vi kom ind på vores opgang sad Belinda Granger en af de professionelle kvinder med sin cykel og Jasper standsede op for lige at se hvordan hendes Ceepo så ud. Vi kiggede lidt og så varjeg klar til at gå ind på værelse, Jasper blev stående lidt og så at Belinda havde knækket sit geardrop, og klokken var på dette tidspunkt 18. Det endte med at vi kom i snak med Belinda Granger, som er utrolig sød og høflig at snakke med, trods hun sidder og ikke ved om hendes cykel kan nå at blive klar, hvilken stressfaktor i mine øjne.

 

Regnvejret tiltog og det lød meget voldsomt, men jeg er ikke klar over, hvor slemt det var før vi kommer til Amager strand, søndag morgen, som stort set stod under vand, de som har skiftezonen på græs stod i ca. 15 cm vand og stativet, der skulle holde atleternes poser var knækket. Vi for at vide til Award ceremonie, at Challenge organisationen havde været i tvivl om selve stævnet kunne gennemføres, da de frivillige ude i T1 havde brugt natten på, at jagtet aerohjelme i hele skiftezonen, hvilket syn. Der er buldermørk og man kan kun se nogle sjove aflange skygger der sejler omkring.

 

Trods alt det modgang Challenge havde, var det et kanon flot stævne, som var enormt fedt at være tilskuer til, det gav endnu mere kriblen i benene, men det aftog lidt, da jeg fik at vide, at pænt mange har fået maveinfektion pga. colibakterie i vandet efter skybrudet. Tanken om at havde svømmet mellem tis og L… yaark!

 

Nå det var et lille sidespring fra, hvad jeg skrev i overskriften, men efter Challenge så er der jo hverdag igen, hvilket betyder hård træning igen og tirsdag stod menuen på regnvejr, hvilket betød at atletik stationen var blevet en stor vandgrav især i den ene ende var vandet samlet, heldigvis var der ca. 20 grader, så det var ikke koldt. Onsdag en meget lang krydstræning og da jeg er arbejdsløs, skal jeg hver anden uge sidde ved telefonen fra 8-10 og risikere at blive kaldt ud som vikar. Når klokken nærmer sig 10, så starter regnen.

Så onsdag igen 3½ times x-træning i regnvejr, men manner hvor gik det godt. Først lidt opvarmning på cykling så 60 min B15, efterfulgt af 30min B15 løb som ca. er 4.00-4.10 fart, hvor jeg igen skulle cykle 45 B15 efterfulgt af igen 30B15løb.

Jeg var helt død og troede ikke jeg kunne holde farten på løb men bed tænderne sammen ignorerede vejret. Løbet blev holdt på 4.04 og 4.06 på henholdsvis 1. og 2. løbetur, sådan!

 

Torsdag vågnede jeg op til en dejlig solskinsdag med lidt vind ingen regn, dog på min rolige cykling skulle der lige dryppe lidt på næsen, men ikke noget jeg blev våd af. Om eftermiddagen, stod det på hårdt løb og jeg følte mig bestemt ikke klar til at løbe stærkt jeg var træt og peb. Som ekstra motivation tog Jasper med, da han trængte til noget luft.

Jeg skulle løbe 6x1000, pause 3 min, hvor den første skulle være all out og derefter progressivt fra 3.35 fart til ca. hvad jeg løb all out på.

Den første løbetur blev 3.20, herefter 3.33, 3.30 og så trak coach Casper mig på de tre sidste, som skulle havde været 3.28, 3.25 og 3.20, men i stedet blev det 3.23, 3.21 og 3.25. Jeg var fuldstændigt færdig efter nr. 5 og havde kramper helt op i ballerne og ville ikke mere, heldigvis pressede Jasper og Casper på og jeg kom igennem nr. 6 YES!!!!!

 

Nu er der hviledag, hvor i aften skal vi til sommerfest med Jaspers firma ud og spise italiensk uhmmm og i morgen efter 5 timers hård cykling og efterfulgt af 1 times løb er der sommerfest med AGF, hvor den igen står på italiensk mad, kan det blive meget bedre J



5/8-2010, Powerman Belgien

 

Det var søndag den 1. august og jeg deltog i powerman Belgien, som er et af mine favorit stævner. Dog hader jeg starttidspunktet, som først var kl. 15, det er enormt hårdt psykisk at gå rundt og slappe af samtidigt med at være tændt og klar til at sparke røv.

 

Jeg valgte at stå op ved 8 tiden og løbe løberuten igennem igen, da de havde ændret den i forhold til sidste år. For jeg vidste, at jeg ikke vil have mulighed for at varme op på den, da det Belgiske politimesterskab vil være i gang på det tidspunkt.

Vejret var skønt, omkring de 18 gr. Og næsten ingen vind, så jeg indstillede allerede hovedet på, at det godt kunne blive en varm dag, så derfor skulle jeg huske, at få meget væske på løb og cykeldelen.

 

Efter en rolig joggetur gik Jasper og jeg ned og fik morgenmad, trods hotellet ingen form for aircondition har og man er ved at koge over på værelserne, samtidigt med at man er ved er at blive spist af myg. Så kompensere hotellet det med et kanon lækkert morgenmads buffet, hvor der er alt lige fra fisk, koge selv æg, kager og pandekager uhmm. Søren Bystrup og Kenneth Poulsen boede også på hotellet, de sad allerede nede og spiste, da vi ankom, det var hyggeligt, at sidde og smalltalke. Men da Søren og Kenneth gik og jeg mødte min konkurrent Jacqueline Uebelhart fra Schweiz, så blev min mave klar over, at det var ræs dag og min nervøsitet steg og kunne derefter intet spise.

 

Jeg gik op på værelset sammen med Jasper og gjorde det sidste klar samtidigt med, at jeg forsøgte at se lidt EM Marathon, men kunne ikke helt fokusere. Så derfor tog jeg, mig en blunder i stedet for.

 

Som altid har jeg lavet en tidsplan for, hvornår jeg skal have gjort de forskellige ting, så jeg ikke glemmer noget eller kommer for sent i gang med opvarmning. Derfor havde jeg helt styr på ud fra de papirer jeg havde, hvornår skiftezonen vil åbne. Desværre passede dette ikke med Powermans nye tidsplan, så hvor jeg troede, at jeg skulle aflevere min cykel kl. 13.20 måtte jeg vente helt til kl. 14. ikke optimalt, jeg blev lidtt vred og frustreret men heldigvis var Jasper med og jeg overlod vreden og frustrationer hos ham, så jeg igen kunne fokusere. Da jeg så endelig kommer ind i skiftezonen passer mit baghjul ikke ned i holderen, jeg snakker lidt med Jasper og vi bliver enige om, at stille den med forhjulet i stedet for. Da jeg går lidt rundt og sondere skiftezonen kommer der en dommer hen og beder mig om, at vende cyklen, jeg tænker hvad? Må jeg ikke have forhjulet i, nå så skal jeg finde en official der skal finde en boremaskine, så selve holderen bliver større. Jeg finder en official, som ikke kan hjælpe mig. Nu kan jeg igen mærke frustrationerne og aner ikke hvad jeg skal gøre. Efter lidt tid finder jeg en, som kan hjælpe mig, men nu er klokken ved at være så mange, at jeg egentlig gerne vil ud og varme op. Men det kan jeg ikke, da jeg skal vente på manden med boremaskinen. Da manden med boremaskinen så endelig kommer, kan han ikke bore skruerne op, så derfor ender det hele med, at jeg skal lade forhjulet stå i. Pyha sikke en start, men under opvarmning finder jeg igen fokus og føler mig klar.

 

Taktikken er, at jeg skal løbe med 1. gruppe så meget jeg kan og må ikke tage føringer de første 5 km, hvis benene føles godt herefter må jeg gerne, hvis jeg kan øge tempoet.

Cykling, skal haver alt, hvad jeg kan og hele tiden fokus på, at træde. Sidste løbetur er der ikke så meget taktik, så hurtig så muligt.

 

Starten går og jeg har stillet mig i nærheden af Ulrike Schwalbe fra Tyskland, hun lægger rigtig hårdt ud og de første 3 km løber vi på under 11 min, men herefter sætter hun farten lidt ned og jeg får overskud, det føltes godt og jeg kan mærke, at jeg har gode ben så de sidste 2 km rykker jeg fra Schwalbe og da vi løber i Geel by er der mange skarpe sving, så i hver sving øger jeg lige tempo, jeg får lavet et lille hul og kommer først ind i skiftezonen, ok skift trods min cykel står med bagenden ud. Men da jeg skal til, at hoppe på cyklen driller min højre cykelsko mig igen og stroppen ryger helt ud, så jeg kan ikke stramme den. Jasper råber, at jeg skal vente med at stramme skoene til jeg er helt ude, så jeg tramper alt hvad jeg kan ud af byen, men ikke nok for Schwalbe har øvet skift og er lige bag ved mig, hvilket hun ikke plejer, ofte bruger hun lidt længere tid på skift.

Trods jeg ikke kan stramme begge sko køre jeg 1½ omgang ud af 4 med højre sko løs, men jeg begynder at mærke, at jeg ikke kan træde igennem og får ondt i højre baglår. I min vrede giver jeg skoen en sidste chance får sat stroppen og strammet skoen og så kan jeg igen træde igennem, desværre har dette sko halløj koste mig næsten 2 min, og jeg de næste to runder køre lige op med Schwalbe.

Til min store overraskelse kom herrerne først og overhalede mig på starten af 4. runde, hvor jeg de sidste par år allerede bliver overhalet på 2. omgang, så psykisk gav det mig et pust, samtidigt med at se Søren lå forrest og trak de store navne som Vansteelant og Le Duey.

 

Jeg får skiftet ok, men bøvler lidt med mine sko. Så af sted efter Schwalbe, som jeg har ca. 2 min til og her kan jeg mærke, at jeg har kørt i Belgien før, tilskuerne er med mig og speakeren råber mit navn, jeg er klar til at jagte. Desværre er min mave ikke, den har lige fået rigeligt sukker og skal lige vende sig til at blive skvulpet rundt, så derfor henter jeg næsten ikke ind på Schwalbe de første par omgange, men de sidste 5 km får jeg det bedre og kan øge en smule fart, men er træt og synes lige pludselig, at 5 km er langt.

Endelig sidste runde og jeg er super glad, for jeg bliver 2 med hurtigst anden løbetur og har hentet næsten ½ min på Schwalbe og jeg kan begynde at lugte første pladsen, samtidigt med, at jeg har slået et godt hul ned til 3. pladsen på 3 minutter, som er Uebelhart som lammetævede mig i Tyskland på cyklen med 6 min.

 

Da jeg kommer i mål bliver min dag endnu bedre, da jeg får, at vide, at Søren også er blevet 2ér så fedt.

 

Det var en skøn følelse, at stå på podiet og sprøjte med champagne, der skal nok komme video og billeder på hjemmesiden ellers gå ind på http://www.powerman.be/  og se billeder og resultat listen  http://www.3athlon.be/timing/pdffiles/2010/geel2010/geel2010_powerman_categorie.pdf

 

Nu har jeg lige lidt hvile inden det igen går løs med træningen op til Zofingen.



23/7-10: Hård træning, ferie og meget træt

Puha, nu er jeg virkelig kommet i gang med forberedelserne til Powerman Zofingen, det er nu ved at være et godt stykke tid siden jeg styrtede, så jeg har haft nogle uger til at få mere træning i benene.

Sidste uge var første gang med et langt cykelpas på 4½ time efterfulgt af et løbepas på 30 min i 4.30 fart. Jeg var godt stegt efter de 4½ time cykling og troede ikke at jeg ville overleve løbet, men det gik. Jeg holdt farten og havde en ganske god følelse, men var helt færdig, da de 30 min løb var overstået. Så tanken om, at der manglede ca. 24 km endnu var lidt uoverskueligt, samt jeg ved jo at starten på anden løbetur går pænt meget opad av, av…

Så jeg føler egentlig at formen er kommer tilbage og jeg nok skal nå at blive klar til Zofingen, men den skal nok blive hård, selv om jeg kender ruten denne gang.

Selvom der skal trænes hårdt er der heldigvis også plads til en lille ferie til København. Jasper har nemlig også ferie, så det skulle lige benyttes.

Så onsdag morgen kørte vi til København, hvor der skulle trænes på Challengeruten (Challenge er et nyt Ironman triathlonstævne i København, som afholdes den 15. august.)

Vi startede med at køre en runde på cykelruten, Jasper havde sørget for kort, så den var rigtigt let at finde rundt. Jeg vil sige, at den første del er skøn især hvis man har medvind, så kan man føle sig flyvende de første 20 km ud af Strandvejen, men så kommer hjemstykket og her kan modvinden føles rigtig hård, da ruten bugter sig noget mere, eller også var jeg bare meget træt, jeg synes det var en meget lang vej hjem.

Om aften var vi ude og spise på den lækreste restaurant Vesuvio of Copenhagen, som er en Italiensk restaurant og laver himmelsk mad, priserne er egentlig også meget tilforladelig.

Torsdag morgen vågner vi op til regnvejr, men det klare heldigvis op mens vi spiste morgenmad, så da vi er klar til at tage en runde på Challangeruten er der perfektvejr næsten ingen vind og sol med skyer.

Træningen er en runde som ca. er 100 km hvor der er indlagt 4x10 min max. Puha, det er længe siden jeg har kørt hårdt rulleskift med nogen, så jeg blev presset i bund, men jeg tror Jasper var endnu mere mast end jeg, (men han gjorde det rigtigt godt J ) og det er bare så meget nemmere, at køre hårdt, når det er sammen med andre.

Efter det gode cykelpas kørte vi til Amager strandpark, hvor svømningen foregår til Challenge, rigtig lækkert sted. Jasper svømmede, mens jeg havde taget en god bog med og læste og slappede af skønt.

Så gik turen hjem til hotellet igen, hvor vi lige skulle se slutningen på Tour de France kongeetapen;  om Andy S. vil slå min favorit Alberto Contador.  Fed etape meget lærerigt for mig, som ingen taktisk sans har, men hvor er jeg glad for, at der ikke er så mange tilskuere på toppen af Bodenberg i Powerman Zofingen, som der var på Toumalet.

Da Touren var ovre, så var der tid til en løbende sightseeing, vældig sjovt at løbe rundt og se alle ting, det fedest var a løbe rundt på kastellet, himmel der er mange mennesker over alt.

Så var den ferie over og nu skal der lades op til en god lang træning igen, som består af 45 min morgenløb, 5 timers cykling efterfulgt af 45 min løb i ca. 4.30 fart og så er jeg igen meget træt……



8/7-10: Smerten fortæller, at jeg træner…

Pyha, i mandags fik jeg endelig taget stingene ud af mit knæ og det kunne ikke gå hurtig nok, med at komme hjem børste det lille lag støv af løbeskoene og så af sted.

 Det var en skøn følelse selve grundformen er der, men i dag skulle jeg lige teste topfarten af, da AGF afholdt en 10 km test nede ved Brabrand stien. Ruten er flad og ligger i læ af de store træer, så der var egentlig mulighed for at løbe rigtigt stærkt, hvis man var i tip top form. Det var så ikke lige hvad jeg var, men der skulle kæmpes for at se, hvor jeg lå henne.

Selve runden er 2½ km, den var km opmærket, så man hele tiden kunne styre km tiderne, det var skønt. For en ulykke kommer sjældent alene, tja mit kære Garmin ur har lige valgt at det ikke vil fungere mere, øv. Så nu er mit ur til reparation og får det måske tilbage om en uge. Det er vildt, så afhængig man kan blive af at se hvilken fart man løber med. For selvom displayet intet viser, så blev jeg ved med at tjekke fart og tiden ud.

Nå tilbage til 10 km test, heldigvis har jeg en sød kæreste, som lånte mig hans ur, trods han selv skulle ud og træne.

Men om jeg havde haft Garmin uret eller ej, så tror jeg næppe, at resultatet vil havde været meget anderledes for det var enormt hårdt, både fysisk og psykisk.

Den første runde går rimelig, men så begynder tiderne, at falde og da jeg løber forbi 5 km er jeg tæt på, at opgive, da alle mine muskler er på overarbejde, hver gang jeg forsøger, at øge farten, så der intet og når jeg så selve km tiderne hjalp bestemt ikke på motivationen. Så de sidste 5 km var en kamp mod mig selv, som jeg heldigvis vandt og ikke mine smerter. Jeg kom i mål i tiden 38.49, hvilket jeg er godt tilfreds med. Et ganske hæderligt grundniveau.

Fokus nu, er at blive klar til Powerman Belgien, det kommer til at koste blod sved og måske tåre, men jeg ville så gerne have den powerman sejr….

På genskriv


27/6-10: En tur i rutchebanen  

Onsdag morgen den 23. juni 2010 står op kl 6.30 lidt øm i kroppen, da jeg tirsdag aften lige skulle teste min form af på en 5000 m på bane. Det gik super godt, jeg lagde ud efter at løbe 17.30, men kunne ikke holde den hele vejen og kom i mål 18.13. Det er jeg tilfreds med, dog lidt øv, at jeg ikke kan finde ud af at æde mig helt op,for da vi ca manglede 300 m trak en ny AGF pige fra mig og kom i mål lige 9 sek før mig.

Jeg fik jogget godt af, så jeg var klar til næste dags træning, som var i dag onsdag.

 

Da jeg vågnede var min krop lidt mærket af løbet i går, men ikke mere end som en anden god gang banetræning, jeg tænker sikke et dejligt vejr jeg skal hjem og træne i.

Onsdag er min korteste arbejdsdag, hvor jeg har fri allerede kl 12.30 ellers har jeg de andre dage fri kl. 16 eller 18.

Da jeg har tidligt fri, så står den også på noget længere og hårde cykling efterfulgt af et løbepas, hvor jeg til slut skal op og styrketræne, så ca 3-4 timers træning.

 

På arbejde går det som det nu skal, nogle dejlige unger, som elsker at markere sig selv på en af og til uhensigtmæssig måde, og så har de verdens bedste tiltale form nemlig; ”Din luder, perker, kælling, og ja jeg kan fortsætte”. Alt dette bliver taget med et smil for jeg skal hjem og træne i det super dejlige vejr J

 

Lidt træt da jeg kommer hjem, men får hurtigt fokus på, hvad jeg skal i stedet for at få ondt af mig selv, alt er pakket og klar og af sted på cyklen, som hedder 2 timer med 3x10 hårde intervaller. Jeg kører ud af Gammel Horsens Landevej og vender efter ca. en time, det køre bare derud af, dog meget fokus på at holde wattene hjemad, da der er medvind og det går meget nedad bakke. Det første interval er næsten overstået og jeg vil lige dreje til højre ind til Solbjerg, for at undgå at køre pausen opad bakken.

Her ændre hele min onsdag sig så og det siger KRAS BUM BANG og væk er mit baghjul og mit hovedet leger hoppebold med asfalten. I svinget ligger der en masse små sten, fra alt den regn vi har fået det sidste stykke tid og jeg får åbenbart ikke set dette før det er for sent og så styrter jeg. Jeg får rejst mig hurtig op og kan se, at mit knæ bløder, derefter tjekker jeg selvfølgelig min kære nye TTX om den er okay og det ser fint ud lige sådan hurtig, lidt skrammer på styr og bremsegreb. Da jeg humper ud i vejkanten glor folk efter mig, jeg smiler og vinker til dem og de kører videre. Dog er der en dame, som stiger ud af sin bil og kommer hen til mig og spørger mig, om jeg er ok. Jeg svare, ja jeg er ok. Skal bare lige tjekke min cykel igen, om den kan køre. Kvinden kigger på mit knæ der styrtbløder og ser lidt klam ud, da alt huden er foldet sammen lige under knæet og man kan se, at det er noget dybt ca. ½ cm. Derefter opdager jeg at mine fingre også bløder og at jeg faktisk også har slået min albue og skulder. Kvinden vil have, at jeg tager på skadestuen, men jeg vil først ikke, men efter lidt snakken frem og tilbage ringer jeg til Jasper, som heldigvis sidder på kontoret i dag (i morgen skal han til KBH). Jeg aftaler med Jasper, at damen køre mig hjem, da hun kan have min cykel og Jasper kommer hjem og køre mig på skadestuen. Heldigvis kørte damen i en stor 4hjulstrækker, hvor min cykel snildt kunne være inde i med begge hjul.

 

Da Jasper kommer hjem køre vi med det samme på skadestuen, men der skal lige ringes først og vi får, at vide, at der er op til 2 timers ventetid, men vi kan vente derhjemme og komme ca. om 1½ time, så kan vi evt komme før til. Det passede mig fint, da jeg lige kunne komme i bad og få vaske det værste skidt af mig.

 

Efter de ca. 1½ timer ankommer vi til skadestuen og venter kun lig ganske få minutter før vi kommer til. Det er en rigtig sød læge, som ser på mig.

Den korte historie er, at jeg bliver syet med 6 sting i knæet, for at få det til at hele bedre, har slået min venstre tommeltot, hudafskrabninger på højre skulder, lår, skinneben og underarm. Højre albue fik en blodsamling. Heldigvis intet brækket eller revet over i knæet, heller ingen hjernerystelser, selvom hovedet har fået et ordentlig gok, der sad nemlig to store sten fast i hjelmen.

 

Nu er der hvert fald en uge uden træning og ja, heldig sluppet. Forsøger, at være positiv…



15/6-10: Herning Triathlon

Søndag den 13. juni deltog jeg i Herning triathlon, som var en ¼ ironman distance, dvs. 950m svømning, 45 km svømning og 10,5 km løb. Selve distancen lyder meget overkommelig, dog skal der lige tilføjes, at jeg ikke har svømmetrænet i næsten 5 år, så jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville kunne svømme de 950m uden at skulle holde pause i hver ende af bassinet.

 

En uge inden Herning Triathlon forlangte Jasper, at hvis jeg skulle deltage, så skulle jeg kunne svømme de 950 m uden at holde pause. Jeg måtte gerne svømme bryst. Så lørdagen inden Herning triathlon tog jeg i Svømmestadion og prøvede kræfter med 950 m. I starten havde jeg ingen vandfølelse overhovedet, men efter, at havde svømmet et par gange frem og tilbage, så fik jeg hurtig en naturlig rytme. Til min egen store overraskelse, så kunne jeg svømme det hele i crawl og det tog mig 19. 20min Jubii, så jeg fik tilladelse til, at starte.

 

Tilbage til stævnet, vejret viste sig fra en meget blæsende side og luften var omkring de 12-13 grader, så det var ikke vildt varmt, men ok til mig. Det bedste var, at bassinet var 24 grader, så det var luksus at hoppe i vandet. Den bane jeg kom i var en blanding af 1 hurtig og ellers de langsomme svømmere som mig selv. Jeg fandt igen hurtig en rytme uden at forcere noget, da der var 100 m tilbage gav jeg lidt gas.

Da jeg fik kæmpet mig op ad bassinet kom travhesten frem i mig, for nu skulle der virkelig jagtes nogle og i det første skifte fik jeg indhentet pænt mange, da jeg er oppe af vandet som nr. 27. Hvor mange ved jeg ikke, men der er ikke mange at se i miles omkreds på cyklen.

 

Cykelruten var 45 km, der var fordelt på 2 x22,5 km udhjemrute. Hele vejen ud til vendepunktet var der modvind og på tilbage vejen en dejlig medvind. Jeg havde trods den hårde vind valgt at køre med pladehjul og sikke mange kommentar man kan få som ”lille pige”, at man køre med sådan noget.

På cyklen fandt jeg igen fundet rytmen og holder hele tiden pres på pedalerne, men det er lidt mentalt hårdt, når man ikke kan se nogen foran eller bagved.

 

Jeg stiller cyklen i tiden 1. 16 og har 6. hurtigste cykeltid overall, jeg kan godt mærke, at benene er lidt brugte dels pga. den hårde vind, men dels fordi jeg brugte dagen før på at hjælpe min storebror med at flytte. Min storebror boede på 3. sal og skulle flytte til en ny lejlighed, som også lå på 3 sal. Heldigvis var der elevator i den ny lejlighed, men det var der desværre ikke i den gamle, så, mine ben og arme var noget ømme søndag.

 

Mit andet skifte går godt, nu er jeg jo tilbage i det jeg kender og føler egentlig også at eg finder en god rytme den 1 km, men så kommer jeg ud til søen og der er underlaget sand og vinden blæser en lige ind i hovedet og nægter, at lade en komme hurtig fremad. Jeg er lige ved, at give op, da jeg synes det er så modbydelig hårdt, at løbe. Heldigvis vinder min stædighed og jeg kommer ud til vendepunktet og får vinden i ryggen lige et stykke tid inden jeg igen skal kæmpe ca. 2,6 km i modvind.

Da jeg kommer i mål er jeg helt færdig. Denne løbetur troede jeg skulle være en nydelse, men i stedet følte jeg at den var hårdere en den afsluttende løbetur i Zofingen på 30 km i bjerge. Jeg løber de 10, 5 k på 41.43 ikke imponerende, men har 5. hurtigste løbetid af alle og den hurtigste herre løber 38.14, så der var ikke meget fart på denne rute i forhold til sidste år.

 

Jeg kommer i mål i tiden 2.20.16 og har 16½ min ned til nr. 2 dame og bliver 8 overall. En godkendt race.

 

Det næste jeg skal er deltage i noget, som hedder ABC stævner, der afholdes i Århus. Her skal jeg løbe 5000 m på bane, det er jeg meget spændt på, har ingen anelse om hvad jeg kan forvente…



4/6: Powerman Falkenstein

Nu er der gået et par dage siden jeg kørte powerman og jeg må sige, at mine ben er godt brugte, var ude at løbe med Jasper og kunne næsten ikke følge med især ikke, når Jasper for sjovt satte lidt fart opad en meget lille bakke J

Nå tilbage til selve powerman stævnet, som var i søndags.

Falkenstein ligger i Tyskland meget tæt på grænsen til Tjekkiet, så det er et meget smuk område med skøn grøn natur, men i denne smukke natur gemmer der sig nogle meget grumme bjerge/bakker.

Selve distancen var 16km løb, 64km cykling og 8 km løb igen, når man ser tallene minder de meget om de andre powerman distancer, men nu skal der huskes på, at jeg lige har skrevet, at der gemte sig nogle meget grumme stigninger, så det var ikke ligeså fladt, som i Holland, nej man kan nærmere sige, at det var en direkte modsætning til Holland.

De første 16 km løb er en udhjem rute, som de havde lavet en smule om i år, der var nogle små grumme stigninger i starten, som vi ikke skulle op over, men i stedet løb vi ca. 300 meter op ad bjerget på ca. 16 % stigning, denne stigning kom allerede ved 2,5 km, hen til 4 km ruller det lidt op og ned, hvor efter de ca. 4 km bare går opad indtil vi skal vende, så man kunne egentlig  tro, at man kunne nyde hjemturen nedad. Men ca. 1,5 km inden skiftezonen er der igen lige en stigning på godt 400m, som også trak tænder ud – AV ben.  

Taktikken var at holde mig så tæt på Ulrike Schwalbe, som blev nr. 2 i Holland, jeg vidste fra Zofingen sidste år, at hun ikke er så stærk en nedløber, derudover skulle jeg have så stort forspring til Jaqueline Uebelhart, da hun er stærk på cyklen.

Starten gik for alle inde på stadion, hvor vi starter med at løbe næsten 400 meter, så der er en smule kamp om pladserne mellem de store mænd, efter vi har forladt stadion kommer de første stigninger, men også det stejle nedløb og jeg tjekker lige om Ulrike stadig ikke kan løbe ned af. Jeg finder ud af, det kan hun ikke, så jeg giver den lige lidt ekstra gas for at stresse hende. Ellers går det opad mod vendepunktet og Ulrike kommer forbi mig og får et lille hul på små 50m. Dette holder jeg hele vejen op til vendepunktet, hvor jeg efter meget kort tid overhaler Ulrike og ser, at jeg har et rimeligt hul ned til Jaqueline. Jeg holder føring hele vejen ind til skiftet, hvor jeg kommer ind et par sekunder før Ulrike.

I skiftezonen bliver jeg forvirret, da jeg har haft vendt min hjelm med åbning opad, trods det regnet af og til. Men da jeg skulle tage min hjelm, var der en eller anden, der sikkert ville havde været sød, og vendt min hjelm om. Jeg mister fokus og mens jeg prøver at få min hjelm på kommer Ulrike ind og skifter. Jeg får hurtigt fokus igen og kommer først ud af skiftezonen, men har misforstået hvor mountline er. Der var nemlig lagt et fint grønt tæppe og forenden af den var dismount sidste år. Det tror jeg igen og stiger på, men ikke helt det rigtige sted, da mount er flyttet ca. 2 m længere frem og jeg må til og af min cykel, gå to skridt, hvor jeg så endelig må stige på. Jeg er ikke sur, for selvfølgelig må jeg ikke køre i skiftezonen, men pga. min af og påstigning i cykelskoene havde den venstre strop sat sig fast og jeg kunne ikke få den ud, Jeg må helt i hold og kæmpe med at få spændt skoen og så ser jeg Ulrike køre forbi L

Jeg kæmper videre og ved, at den første hårde kamp venter lige om hjørnet, nemlig det samme bjerg, som vi løb opad, bare nu skal vi cykle 3 km op ad det pyha, det gjorde ondt jeg satte pænt meget tid til.

Cyklingen var også en udhjemrute, der skulle gennemkøres 2 gange, så ved det første vendepunkt kan jeg se, at Jaqueline kører stærkt, jeg forsøger, at give den ekstra gas, men desværre ikke nok, da Jaqueline kommer forbi og jeg kan ikke hænge på, lige så snart det går opad bakken. Jeg finder ind i min egen rytme, da jeg kan se, at jeg ikke længer kan følge med. Den anden runde går bedre, men er fuldstændigt mast og færdig, da jeg hopper af cyklen knækker mine ben nærmest sammen under mig og idet jeg løber ind i skiftezonen ser jeg Jaqueline løbe ud. Fokus Susanne, måske går hun kold, den skal bare have den gas du kan give. Jeg fumler lidt i skiftezonen igen med ærmer, handsker og astmaspray. Da jeg løber ud at høre, jeg at Jasper siger jeg har 2 min til 2. pladsen og til min store overraskelse er benene alligevel gode og jeg giver den gas. Ved 1,5 km har jeg allerede hente en hel del og føler mig godt løbende indtil min mave brummer og den bliver ved og jeg må lige ud i busken og sidde – ØV! Jeg kan se ved vendepunktet, at hvis jeg holder presset kan jeg måske hente nr. 2, så jeg kæmper videre og kommer i mål som nr. 3 med godt lige under et min op til nr. 2.

Jeg er meget tilfreds med mit resultat, da jeg har hurtigste 1. og 2. løb af kvinderne, dog er der en del at arbejde med på cyklen, men er super glad for min nye Trek, som bare lige mangler, at blive optimeret i sine indstillinger, så det må jeg se på inden næste halvdel af min sæson går i gang i august Powerman Belgien

25/5: Optakt til Powerman Tyskland.

Nu er der kun få dage til, at jeg igen skal i ilden og køre mit andet Powerman stævne i år, denne gang  er jeg mentalt klar og virkelig tændt til at komme i ilden og lege. Måske en af grundene til, at jeg føler mig ekstra klar er fordi nu har jeg endelig fået begge mine nye cykler: Trek TTX enkeltstartscyklen og Trek Madone.

Jeg sidder super godt på dem og kan virkelig godt mærke, at de er enorme stive og stærke cykler. Det er især når jeg skal lave et ryk ud af et sving, så vupti, så er jeg ude af svinget. Det er simpelthen den fedeste følelse. Udover jeg har fået cykler, så har jeg også fået ny ergomo, da den jeg købte i vinters gik i stykker og har ikke fungeret siden januar. Jeg sendte den ind til Ergomo og fik, at vide, at den ikke kunne laves, men at jeg skulle have en ny computer. Det har jeg så fået og sat på TTXérn og hvor er det skønt, at køre efter watt i stedet for pulsen igen, for så ved jeg, hvad det er ”præcis” jeg yder i arbejde og sidder ikke og bliver frustreret over, at  min puls er alt for lav og jeg ikke kan få den højere op.

Så der er faktisk sket en del ting siden jeg skrev sidst, nu håber jeg bare, at disse positive oplevelser fortsætter, da jeg skal til jobsamtale på torsdag, et job som jeg synes lyder enormt spændende og passer perfekt til mig i arbejdstimer, da det kun er 30 timer om ugen. Hvis ikke jeg får det, så må jeg jo bare søge videre.

Så nu må i gerne krydse finger for mig torsdag aften og igen søndag morgen, hvor det går løs i Falkenstein, som ligger meget tæt på den Tjekkiske grænse.

Selve ruterne i Falkenstein er meget kuperede, en god for træning til Zofingen, dog er distancen noget kortere, nemlig 16km løb, 64 km cykling og 8 km løb. Så nu må vi se…. J



9/5: DM duathlon på en solskins dag – en god dag?

Så blev det endelig søndag den 9. maj, dagen hvor jeg skal køre DM.

Jeg havde valgt at nedsætte mine forventninger til mig selv og tog DM som et rigtig hårdt træningspas, desværre skabte det en lille smule konkflikt inde i mig selv og jeg havde svært ved at finde figther mentaliteten. Lørdag morgen, da jeg satte mig ind i bilen og var på vej til stævnet blev jeg lige pludselig dødnervøs, kunne mærke at maven dreje sig rundt og jeg måtte tage et par dybe indåndinger. Denne nervøsistet kom fuldstændig bag på mig, for jeg har mentalt fortalt mig selv, at det bliver en hård dag, hvor der skal kæmpes en hvis ting ud af bukserne. Dette mente min krop åbenbart ikke og det medførte, at da jeg var ude og varme op på ruten så jeg, at den var blevet en del længere end sidste år, mit bud var ca. 200m per runde. Denne observation var ved at tage modet helt fra mig, for jeg vidste at Joan og Line var et par gode løbere. Jeg gik nærmest i panik og ved ikke hvordan jeg skal bearbejde det. Jeg forsøger at fortsætte min opvarmning, men viljen er væk og allerede her tænker jeg og mærker, jeg gider ikke i dag.

Inden starten står Jasper og jeg alene foran start og jeg fortæller, at jeg ikke kan sætte mig op i dag, dette fanger Jasper ikke helt, han tror , at det er fordi jeg står helt alene ved startstregen, at det virker en smule ensomt.

Lige på dette tidspunkt forgår der en indre krig i mit hoved om jeg skal sige stop nu eller give det en chance heldigvis vinder min stædighed og jeg stiller mig ved startstregen og hornet lyder.

Der bliver lagt forsigtigt ud, hvilket passer mig fint, så de to første runder lægger jeg side om side med Line og Joan. På tredje runde lægger Joan sig foran og jeg kan fornemme, at nu kan jeg ikke hænge på mere, jeg kommer til at lægge ca. en 10 sekunder efter dem. Da vi er ude på sidste runde, af de fire, råber Jasper, at Line er ved at falde af Joan og vi mangler ca. 500m, jeg presser det sidste ud jeg har og fokuserer på at lave et godt skifte. Da jeg smider mine sko, ser jeg Line løbe ud af skiftezonen og Joan står stadig og tager cykelsko på.  Joan kommer ud få sekunder før mig og jeg tænker fedt, nu skal vi nok få hentet Line. Desværre var dette en drømmetanke. Line så Joan og jeg ikke før vi alle tre har krydset målstregen. Vi forsøger, at få et rulleskifte i gang, men kan jeg mærke, at det bare nikke rigtigt kører, så vores føringer bliver for lange og ikke det er ikke så effektive til at hente Line. Da jeg kommer forbi Jasper anden gang, fortæller han at Line er 2½ min foran, allerede her er jeg klar over, at Joan og jeg skal kæmpe om sølvet. Mit hoved tænker, så det knager for på den første runde oplever jeg, at Joan ikke helt er så teknisk stærk i sving, så jeg bruger lige anden runde på at lure, hvilke sving hun har sværest ved. Her er det så, at jeg måske skulle havde satset og forsøgt at rykke fra Joan på tredje runde i stedet for at vente på den fjerde og sidste runde. Men dette er jo altid nemt at sige i bagklogskabens lys. Tilbage til, hvad jeg gjorde. Den tredje runde forsøgte jeg at få Joan til, at trække så meget som muligt, men igen i svingene kom jeg automatisk foran og forsøgte at presse Joan lidt. Da Joan og jeg kørte ned af den sidste lange nedkørsel og kom til højresvinget tog jeg chancen. Jeg rejste mig op og rykkkede hele vejen hen til foden af Ærtebjerget og tog et godt sving og kørte max opad og sådan kæmpede jeg med høj puls hele vejen ned til skiftezonen og prustede højlydt. Jeg får igen lavet et hurtigt skifte, damernes hurtigste, der er ca. 30 sekunder ned til Joan, jeg er godt klar over, at hullet nok ikke er stort nok, men håber på, at Joan måske knækkede lidt og presser mig selv så godt man kan på denne rute, da jeg lige skulle være obs på huller i græsset. Da jeg har løbet ca 2 km kommer Joan og overhaler og jeg kæmper for at hænge på, men  det går ikke og Joan løber med sølvet 34 sekunder foran mig.

 Det er en ganske godkendt resultat og jeg er faktisk mere glad for denne bronzemedalje  end min sølv jeg fik sidste år, for i år turde jeg tage nogle flere chancer og jeg havde et ok 2. løbetur uden smerter og problemer med at få vejret. Selvfølgelig havde jeg de typiske smerter såsom kramper.

Nu bliver næste fokus Powerman Tyskland, som er en rigtig hård kuperet rute både løb og cykling, måske når jeg lige at få opdateret inden da…



7/5: To dage inden DM duathlon

Som jeg afsluttede sidste blog, så vil jeg lige kort referere om jeg er klar til DM.

Tja, hvem ved planen var at jeg skulle have haft min nye Trek landevejs cykel, at køre på, men i går torsdag fik jeg beskeden, at jeg evt. får den i starten af næste uge. Hmmmm, hvor fedt er det lige, men i stedet for, at bruge en masse energi på, at være negativt, har jeg valgt at lægge lidt pres på den kære gamle ”Fort” (min nuværende landevejscykel) og fortælle den, at dette er sidste chance for at blive dansk mester igen, så nu skal den lige tage sig sammen J

Så mit humør er egentlig høj, trods jeg ikke har min nye Trek cykel, så har jeg fået skrabet nogle penge sammen til at skaffe en ny ergomo, som forhåbentlig også snart kommer. Derudover har jeg fået mig en ny bærbar. Så der er egentlig en masse ting, at være glad for.

Angående min træning, har jeg haft en del gode træningspas her de sidste par uger, hvor jeg har følt mig ovenpå i forhold til, hvordan jeg havde det inden Holland. For så sent som i går løb jeg let 3x1000m med ca. 3.45 fart. Det gik super godt og kunne nærmest ikke få benene i hold. Om formen er rykket eller om jeg bevare er ved at få styr på alle de ydre faktorer, som har stresset mig de sidste mange måneder, det ved jeg ikke, men en ting er sikker, det bliver en god dag på søndag J


30/4-2010, Powerman Holland

 

Ja, de fleste af jer har jo nok læst under nyheder, hvordan det gik mig, og nu er der snart gået en uge og jeg er for længst begyndt, at tænke fremad og taget de erfaringer med fra stævnet, som jeg kan bruge til noget. Alt andet er blevet skubbet væk.

 

Hvad skete der egentlig og hvorfor?

Den overordnede forklaring på, hvad der skete, er nok, at jeg i mit hoved ikke var klar til, at køre dette stævne. Mit arbejde, som jeg er rigtig glad for har fyldt lidt mere end det burde og de få procent har så medført, at jeg ikke har kunnet prioriter mit fokus.

Det har givet mig en masse tanker at arbejde med og er nu kommet frem til, at jeg ikke skal arbejde 37 timer mere, men ned på 30 timer og gerne lidt under, hvis jeg kan. Min tid ville ikke kun blive ekstra træning, men også mere tid til, at nedsætte mit stressniveau med alle de huslige ting, så som vasketøj, madpakker, lave mad osv.

Ved godt, at der findes mange atleter, som arbejder fuldtid og træner mindst ligeså meget som mig og dem tager jeg hatten af for, men dette er en erkendelse af min situation og skal ikke forstået som en ”piv piv situation”, hvor man skal have ondt af mig.

 

Nok om det, det var det meste af ”hvorfor-delen”, nu til hvad skete der.

Det er søndag den 25. april og vejret viser sig fra sin rigtigt gode side, der var mellem 22-25 grader og svag vind, så der var absolut ingen problemer med at holde varmen, hvilket jeg egentlig syntes at have brugt det meste af min vinter træning på, at træne. Jeg var en smule usikker på, hvordan jeg ville reagere på denne varme, men valgte ikke at fokusere på den og det viste sig, at det ikke spille nogen rolle.

 

Alle kvinder bliver samlet ved start og jeg står ved siden af dagens vinder Camilla Lindholm fra Sverige. Lige pludselig bliver der fløjte og Camilla og jeg kigger på hinanden og ups, så var starten gået. Vi startede ud med, at løbe 15 km fordelt på 6 omgange og den første omgang gik også fint, men slutningen på denne omgang begynder jeg, at falde fra og kan ikke holde på. På hver omgang er der en lille strækning ud-hjem. Her kan jeg se, at jeg langsom falder længere og længere tilbage, samtidigt med, at hver gang jeg krydser målområdet fortæller speakeren ”sødt”, hvor langt jeg er efter. ”Kun” en smule mentalt hårdt, at høre. På dette tidspunkt lægger jeg nr. 4 og har Heleen Bij de Vaate(NL) bag mig og hun er rigtig god til, at cykle, så jeg kæmper for, at få så stort forspring til hende, som muligt.

Jeg skifter, som nr. 4 og har 2. bedste skifte af kvinderne, trods vi skal løbe ca. 500m i skiftezonen. Der er ca. 1½ min op til de tre første og så har jeg 1 min ned til Heleen. Så på cyklen får den alt hvad jeg kan træde, men har problemer med mine kontaktlinser, som føltes tørre, så jeg blinker en hel del og er også et par gange, ved at køre ind i keglerne, men undviger.

Cykling er 60 km fordelt på tre omgange og, da jeg har kørt ca. 1½ omgang, kommer Heleen op forbi mig og jeg hænger på, da det var et af mine mål: ”At dem/den, der kom forbi skulle jeg hænge på”. Det går også fint lige indtil et skarpt venstresving, her får jeg oversatset og ryger ud i rabatten og misser lige nogle sekunder og hermed også Heleens hjul. Lort og lagkage. Jeg kan stadig se hende, men kan ikke komme op. Jeg bliver ved med at kæmpe, fordi man ved jo aldrig med de andre. Jeg synes selv, at jeg får kørt en rigtig god cykling hele tiden tråd på og oppe og stå i alle sving. For første gang kan jeg mærke at min styrketræning har givet noget bonus.

Så er der tid til at skifte igen og jeg har ca. 1½ min op til de andre (2. til 4. pladsen), Jasper råber på mig og jeg føler mig også klar til at give den gas på anden løbetur, som er 7,5 km fordelt på tre omgange.

Mit skifte går kanon, jeg har hurtigst skifte af kvinderne og er anden hurtigst over all, trods den lange skifte zone. Så jeg har godt gang i benene, desværre begynder min mave at drille og ved 2 km møder jeg Jannie (Aksels kone), som hepper på mig, jeg knækker sammen af smerte i maven og Jannie får mig op og løbe igen indtil jeg møder Jasper 100m længere henne med væske. Jasper får mig videre og jeg går igennem væskedepotet for at få ro på, det hjælper lidt, men lige så snart jeg sætter fart på gør det ondt i maven igen. I og med jeg forsøger at øge farten begynder det også, at gøre ond i min venstre ribben og smerten er så stærk, at jeg overvejede at stoppe op og smider alt hvad jeg havde på overdelen, sikke et syn hva!!

Da jeg når hen til Jasper igen sætter jeg med ned i smerter og begynder, at græde, det gør ondt og er begyndt at klemme på luftvejene og jeg hiver også efter vejret. Jasper finder min astmaspray og det hjælper lidt. Jeg rejser mig op og tørre mine øjne og siger jeg vil igennem, da der er langt ned til den næste. Jasper spørger om jeg er klar, jeg svarer: ”ja” og kæmper mig igennem de sidste 3 km. Da jeg kommer forbi målområdet kommer Aksel forbi, som er på vej i mål, som nr. 2. Aksel siger lige et par opkvikkende ord, det hjalp lidt, men det var 3 enorm lange km, men i mål kom jeg og var meget ked af det.

Heldigvis var Jasper med og vi fik snakket tingene igennem og ja, det var bare ikke min dag L

 

Det næste der skal ske er DM duathlon, som jeg føler, er en smule på hjemmebane, da det igen er i Aalborg. Dette stævne har jeg valgt, at nedprioritere en smule og i stedet blive helt klar til at køre Powerman Falkenstein, som ligger d. 30. maj i Tyskland.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke går efter sejren, selvfølgelig vil jeg gøre alt for at blive dansk mester igen, hvem ellers gider og køre otte gange max op ad Munkebjergvej (Vejle) for at blive klar til det kære Ærtebjerg ;-)

 

Vi snakkes ved inden DM.

1/10 - 23/4

18/4-10, DM 10 km landevej, forårs klassikeren og 5. sejr i Danisco cup

Som overskriften fortæller, så er der sket meget siden jeg har haft skrevet sidst, ikke fordi jeg ikke synes, der ikke har været noget at skrive om, men med et fuldtidsjob og mange timer træning, må man jo vælge sine prioriteter.

DM 10 km landevej, op til dette løb havde jeg stadig noget sygdom i kroppen, så mine forventninger var ikke de store, dog havde jeg håbet på, at jeg kom under 38 min, det kom jeg ikke og brugte lige lidt tid på, at være lidt frustreret over formen. Heldigvis har jeg en fornuftig træner, der siger, at det hjælper ikke at bruge energi i stedet tænk frem af. Det valgte jeg så, at gøre og det har især hjulpet at begynde at løbe med AGFs damer.

Så blev det endelig påske og tid til lidt afslapning og familiehygge, men påsken lå i starten af spril og den første søndag i april er også lig med forårsklassikeren Jels duathlon.

Det var også en klassiker i år med regnen der væltede ned og vinden der bed i kinderne. Det regnede så meget, at jeg måtte tømme min enkeltstartshjelm for vand inden starten. Heldigvis var der en, der synes det må havde været lidt synd for os, for 10 min inden start stoppede det med at regne, men vinden blæste så op, men igen positiv oplevelse, vi havde side medvind på hovedvejen, hvilket jeg kun har prøvet en gang ud af de 5 gange jeg har deltaget i Jels.

Selve taktikken var fuld knald på løbet, men cyklingen skulle jeg holde på B13/14. Det var ikke ligefrem nemt, at holde varmen, så jeg tænkte hele tiden på hvor meget jeg glædede mig til, at komme ud og løbe. Og hvilken skøn fornemmelse det var, at få varmen i mine små fusser igen. Resultatet var noget langsommere end sidste år, men løberuten var noget mere blævret i år end sidste år, så igen et ok resultat.

Min krop er begyndt at være mærket, af den meget hårde træning, så da jeg torsdag d. 8. april skulle løbe sidste afdeling af Danisco cup, må det siges, at min krop følte sig absolut ikke klar. Heldigvis viste vejret sig fra en af sine meget gode sider. Der var nemlig var 11 grader og solen stod klar og vinden var mellem, men ok.

Så var der ruten, som absolut ikke var mild, jeg skulle løbe 10 km fordelt på en fem km rundstrækning. De første 2½ km på denne rundstræk var opad, derefter 1½ km nedad og så det sidste opad. Så igen havde jeg ikke forvente noget som helst.

Jeg startet fornuftig ud, men ved 1 km mærket ser jeg Lene Duus (tidligere DM i 10 km og maraton), pis tænker jeg, jeg orker bare ikke, at spurte om sejren i dag, for Lene D var kun få sekunder efter mig til DM 10 km landevej i år. Jeg har godt nok fået at vide, af coach, at det skulle være 90 % af max, men heller ikke smide sejren væk. Jeg sætter tempoet lidt højere op af den første stigning og ved vendepunktet kan jeg ikke se Lene og derfor bange for, at hun lægger lige bag mig. Jeg får, at vide fra Bente Jacobsen (min massør), at Lene er langt væk, så jeg tager det med ro anden gang opad bakken og kommer i mål 38.23, hvilket er godkendt og tilfreds. Lene kommer først et minut efter mig.

Lige nu er der tid til en gang nedtrapning inden jeg skal til mit første topningsstævne, som er Powerman Holland, det uofficielle EM. Jeg glæder mig meget og er en smule nervøs, for det er først nu jeg finder ud af om træning har været optimal nok.

Selve feltet for damerne har jeg ikke nærstuderet, men der er en del af de gode piger, som kommer, for eksempel Camilla Lindholm, som ligger nr. 1 på ranglisten, Emma Dews vandt powerman BE, Maud Goldsteyn, som er en god løber, Jacqueline Uebelhart, som er en stabil athlet. Derudover mange navne jeg ikke kender, så det skal nok blive en god konkurrence.



7/3-10, Sejr nr. 4 i Danisco cup

Jubiii, så blev sejr nr. 4 hævet i land i dag, ikke en optimal løbedag for mig, da den startede med at harke nogle grønne og gustne klatter op, men jeg tænkte det skal ikke knække mig, der skal mere til. Så tænkte min krop, vi prøver med at hoste anfald, men nej. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville løbe 4. afdeling (Aros) af Danisco cup, det eneste der fysisk skulle holde mig tilbage var feber, hvilket ikke var noget af.

 

Må sige, at tiden var også derefter ikke imponerende 39.02, hvilket er noget fra sidste års løbstid, som var 37.20. Derimod vandt jeg i år, som gør navnet på overskriften, det jeg lidt stolt af, trods af præmien, da jeg fik den 3. newlinetaske med alt for stor løbetrøje i. Dog har jeg kunne glæde mine holdkammerater med nogle af gaverne og det er jo ikke derfor jeg løber for at få gaver/præmier. Som min tidligere træner Aksel sagde til mig engang. Husk, at være glad for, at der overhovedet er nogen form for præmier. Det husker jeg, når mine tanker bliver alt for negative omkring præmier og tager det med et smil.

 

Selve løbet, havde jeg ellers lavet en fin aftale med Søren Bystrup, men den holdt ikke andet end 500m, så var han væk, så havde jeg min trofaste ”hare” fra 1900, men han løb også fra mig i dag. Så jeg måtte klare mig igennem helt alene, men det gik og meget hæderlig, at have et bundniveau der siger 39 min på ca. 10.2 km (ifølge min gps), det skal nok blive en god sæson. Den næste 10 km er DM, der håber jeg at der ikke sniger sig en forkølelse ind, hvis der gør, så tager jeg den med.

 

Ellers stod weekenden på fødselsdag, da min kære Jasper er blevet 30, så hele den pukkelryggede var på besøg. Det medførte så, at Jasper blev smittet og er nu syg – ja vi er lidt ynkelige..

 

På genskriv



19/2-10. 3 af 3

I søndags var der 3. runde af Danisco cup, som var Brabrand søen rundt. Som de sidste par lørdage, så begyndte der at sne, så der var igen sne på ruten, havde håbet, at den var totalt ryddet, men ikke helt. Så der var steder, hvor der lå noget sne, men primært godt underlag. Dog på nær til sidst, skulle vi op ad en bakke, som var ren sne, det havde jeg desværre ikke en særlig god teknik til, så jeg missede lige ca. 15 sek. på den strækning. Årsagen til jeg ved, at jeg tilsat præcis denne tid, er fordi jeg fulgte med en 1900 løber, som jeg fulgtes med hele vejen lige på nær op ad denne bakke. Dog er jeg ikke så trist, da tiden blev 38.30.

Ellers er jeg ved, at være dødtræt af alt den sne. Heldigvis er jeg begyndt, at cykle udenfor, når det kan lade sig gøre, men blæser/fyger der lidt, så bliver vejene hurtig usikre og Brabrand søen er ikke helt lang nok til at jeg gider, at cykle alt dernede.

Så jeg må kæmpe mig igennem denne enorme lange vinter, som jeg håber snart får en ende, da jeg ikke har mulighed for at komme træningslejr. Måske et dumt år at prioritere sådan, nu hvor vinteren har valgt at vise sit sande jeg - grrrrrr. Heldigvis får jeg nok snart de nye cykler, så kan det hjælpe lidt på humøret

Det næste store der skal ske, er at Jasper snart bliver 30 og så er der 4. afdeling af Danisco cup, som er Aros runden. Denne runde satte jeg pr på sidste år, så jeg håber at jeg kan få et godt løb igen.

Vi skrives ved…



31/1-10, Sejr i Danisco Cup 2

Jubiii, endnu en sejr i Danisco cup i tiden 40.50. Det lyder ikke, som noget specielt, men i betragtning af rutens tilstand og kupering, så er jeg ganske tilfreds, selvfølgelig ville jeg, da helst under 40, men gider ikke, at bruge tid og energi på, at ærgre mig over det.

I går lørdag d. 30. januar begyndte det at sne om aftnen og jeg var temmelig usikker på, om der vil være løb i dag (søndag d. 31. januar). Så jeg stod op lidt over 7 og tjekke Århus Motions hjemmeside og de havde opdateret kl. 5.30, at der ville være noget sne på ruten, mens ellers gangbar. Hmm, tænkte jeg, da jeg kiggede ud på vores vej, som var mere hvid end sort. Gad vide om de kan vurdere noget kl. 5.30, for der burde være pænt mørkt. Jeg havde tiltro til Århus Motion.

Vi (Jasper og jeg)kom lidt senere hjemmefra end jeg plejer, så der var ikke så megen tid til opvarmning, heldigvis havde jeg besluttet, at jeg ikke ville løbe i konkurrence sko, da jeg ikke vidste, hvor meget sne og is, der ville være på ruten. Så der skulle ikke benyttes så megen tid på, at skifte tøj.

Vejret, havde heldigvis vist sig fra den gode side, næsten vindstille ca. -1 til -2 grader og ingen snevejr. Da jeg var lidt sent på den og havde ca. 4 min til start, måtte jeg møve mig lidt frem, det gik ok, folk var flinke til at gøre plads, så jeg stod næsten helt fremme ved starten, frem for sidste gang jeg løb.

Jeg løb 10 km, dvs. 2x5 km, hvor det meste af ruten var på fortov og cykelsti, dog de sidste 500m, var op ad en villavej, hvor da jeg kom første gang, så var 5 km og walk også på denne villavej. Ikke nok med det, så var der kommet en gravko for at fjerne sne (flink mand)og en bil skulle væk (helt ok). Jeg kommer som løber og har fokus på den korsteste vej og hurtigste, i dette tilfælde var det i mellem bilen og gravkoen. Denne smutvej, var jeg ikke den eneste der havde set, en anden dame ville også imellem, hvilket ikke er noget problem, medmindre, at man stopper op og står stille! Godt nok løb jeg ikke monster stærkt, men der var heller ingen grund til at gå, så jeg (Dum kælling, som jeg kan være) tager begge hænder frem i strakte arme, som en god gammel ulovlig håndbold takling og råbte: ”Go, go, go”, indtil jeg havde fri bane igen.  Så nu må jeg hellere benytte lejligheden til at sige undskyld, men jeg ved også, at sker noget lignende igen, så dukker den dumme kælling op i mig – sorry…

Anden runde gik noget bedre med at få plads, så kampen der at holde tempo puha, endelig i mål og så fik jeg en ganske god præmie. En Newline sportstaske, hvor der var en lille Newline muletaske, tshirt og Anthon Berg Chokolade uhmmm.

Det var en beretning om mit løb i dag, for at slutte den helt af, så tror jeg, at jeg i går bestod vikingen testen, da jeg cyklede 2½ time i minus 6 grader efterfulgt af 25 min x-løb – SÅDAN! (billeder af cyklen i arkivet :-)



25/1-10: Kort opdatering :-)

Så er der igen gode nyheder for mig, jeg har fået endnu en ny sponsor aftale i hus (næsten ), mangler dog lige at få den underskrevet, når jeg har det på plads vil jeg offentlig gøre, hvem det er…

Ellers har tiden gået med at få den første sejr i Danisco cup, som var i søndags den 17. januar. Det gik fint tiden blev 38.53. Dog var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne hænge på dem jeg fulgte med, for så ville jeg kunne havde fået en tid der var omkring 38.30. Det gik rigtigt godt indtil ca 8 km, der kunne jeg ikke holde pacet mere og derfor sætte farten ned. Mon ikke jeg kan gøre det bedre næste gang, som er i Risskov d. 31. januar. Hård rute alt efter vind og vejr.

En kort opdatering herfra…


7/1-10: Godt nytår, sidste afdeling af Orbicon Cup
Jeg vil starte med, at ønske alle et rigtigt godt nytår og håber, at alle kommer sikkert ind i 2010.

2009 sluttede jeg af med at løbe den sidste afdeling af Orbicon cup, distancen var 10 km. Ruten var ændret en smule pga. iset veje, men ikke noget der havde den store betydning. Primært var det rent asfalt at løbe på, men de sidste 500 m var ren is/sne, så der måtte farten blive sat en smule ned.

Jeg var en smule usikker på, hvad jeg egentlig kunne løbe på, da den sidste tid ikke har været optimalt løbevejr og mange pas måtte derfor ændres til en ”rolig” tur, hvis man kunne. Oven i hatten så havde mit helbred bestemt, at jeg skulle have snot i ørene, så en forkølelse oven i. Derfor var mine forventninger ikke de store.

Starten går og alle tonser af sted, jeg bruger lige et par min på at finde min egen rytme og ser at alle tonser forbi, her skal det lige nævnes, at 5 og 10 km starter sammen og løber på samme rundstrækning, dog skal 10 km løbe 2 omgange. Efter første omgang får jeg, at vide, at jeg fører, åh det var dejligt og forsøger, at holde tempoet. Da jeg har løbet ca 6, 5 km kommer tv2 Østjylland hoppende ud på ruten og begynder at interviewe mig, det var en meget spøjs oplevelse. Samtidigt med, at jeg bliver interviewet skal jeg løbe rundt om en kegler og her kan jeg se, at nr.2 dame er ca 100 m bag mig, Hov, nu er der hvis ikke tid til at hyggesnakke mere så begynder at øge farten så godt jeg kan. Pyha de sidste 3 km var godt nok en hård omgang, men jeg holder 1. pladsen hjem og har 23 sek. ned til nr. 2. Tiden for mig bliver 39.44, hvilket er ok.

Næste gang jeg skal i ilden er den 17. januar, hvor Danisco cup starter, det bliver spændende for den løb jeg også sidste år, så nu kan jeg evt. se om min form er, hvor den bør være J

Ellers er hverdagen begyndt igen, ligeså skønt det er med ferie, så er det også rart at komme ind i dagligsrytmen. Dog savner jeg enorm meget, at man kan snuppe sig en morfar midt på dagen, men det må jeg lige vente med til den næste ferie, som for mit vedkommende først er til påske…

Vi skrives ved


27/12-09: God Jul og Godt nytår
Tiden er simpelthen fløjet af sted, jeg har ikke udført det store her på det sidste, men har haft enorm travlt, Jasper mener, at jeg har været for stresset og ikke spor sjov at være sammen med.

For at gå tilbage til der, hvor der egentlig burde havde været noget at skrive om, så tja, så blev der ikke en tredje afdeling af Orbicon cup for mig, da jeg blev syg om lørdagen. Hvad jeg fejlede aner jeg ikke, men sikkert noget influenza. Hele fredag hostede jeg grønne grimme klatter op og havde noget besvær ved at trække vejret. Jeg har astma, så jeg troede måske denne kulde havde påvirket det lidt. Lørdag, da jeg havde været ude at cykle, var jeg bare så træt, at jeg lagde mig til at sove og vågne først 3 timer senere, fordi Jasper skulle være sikker på, at jeg var i live. Min appetit var væk og ville kun sove og drikke mors hjemmelavede kirsebærsaft. Søndag morgen var bestemt ikke bedre, havde været optimist og sat vækkeuret til kl. 8, så jeg var sikker på, at jeg kunne nå og få morgenmad inden løbet startede. Da vækkeuret ringede, var der næsten ikke overskud til, at slukke det, så nej ingen løb til Susanne, men sov i stedet videre til kl. 11.30.

Der gik faktisk lang tid, hvor jeg døjede med at få luft, heldigvis hostede jeg ikke grønne klatter op mere, men var presset på vejrtrækningen, når jeg skulle træne.

Måske min krop kunne fornemme, at nu er vinteren på vej. Onsdag morgen da jeg stod op for at løbe en morgenjog inden jeg skulle møde kl. 8, så kunne jeg ikke forstå, hvordan det kunne være, der var så lyst udenfor. Kl. var jo kun 5. 40, eller havde jeg sovet over. Nej selv clockradioen viste også 5. 40. Årrrh hvad, der har sneet, det blev en meget interessant løbetur, men meget sjovt.

Lige så skønt det er med sneen, er det også en smule svært at træne helt optimalt, men så er det godt med en turbotræner og adgang til er fitness center, så der kan løbes på løbebånd og Cross træner.

Julen blev fejret for første gang væk fra de trygge rammer i Salling, det var stille og roligt med Jaspers familie. Nytår bliver også stille og rolig, herhjemme med noget god mad og drikke.

Jeg håber, at alle har haft en god jul og et godt nytår… på genskriv i 2010.



29/11-09: Orbicon Cup 2.

Nu må jeg hellere få opdateret fra sidste weekend, hvilket jeg lovede, at jeg vil gøre hurtigt efter, så seks dage senere…

Det gik rigtig godt, mit mål var jo at komme under 40 min og det gjorde jeg i tiden 39.30. Ruten var en anden end sidst måske en lille smule fladere, men noget mere teknisk, da der var mange sving og vi løb igennem en smule skov, der var meget smattet pga. nedfaldende blade. Det var 10km, der var fordelt på 2x5 km, den første halvdel gik rigtigt godt og jeg havde overskud, så kom anden runde, hvor jeg kunne mærke at formen ikke er i top. Så her arbejdede jeg virkelig med det mentale niveau, for jeg havde ikke spor lyst til at fortsætte, heldigvis er jeg enorm stædig og holder førstepladsen hjem. Så nu ligger jeg nr. 1 over individuelle kvinder i cuppen med godt 3 min ned til nr. 2.

Ud over Orbicon cup, så har jeg og Jasper været ved at eksperimentere med min ergomo. For at finde ud af, hvilke watt, der ca. svarer til min borg skala, skulle jeg køre en test.

Testen var 20 min, hvor jeg skulle køre mig helt ud på turbotræner. Det var meget hårdt, men trods jeg ikke følte at jeg var godt kørende, så endte jeg med resultatet, 223(4,4W/kg) i gennemsnitswatt.

I morgen søndag skal jeg lave en løbetest, det glæder jeg mig bestemt ikke til, for jeg hader løbebånd, men mon ikke det nok skal gå…..



21/11-09: Igang igen.

Ja, jeg kan godt mærke, at jeg er lidt ude af trit med at få skrevet jævnligt, men sæsonpausen har nok sat sig på mine skriveevner..

Der er sket lidt siden sidst, for det første deltog jeg i Orbion cup, som er en motions løb, der strækker sig over 4 afdelinger, distancerne er 5 og 10 km, der gives point for alle afdelinger og den løber/hold som har flest når alle afdelinger er løbet, kan vinde noget løbetøj. Dog kræver det at man gennemfører alle afdelinger.

Den første var for ca. tre uger siden og det gik ikke særligt godt, man kan godt sige, at jeg var pænt skuffet med en tid på over 40 min. Der skal da lige tilføjes (ingen undskyldninger) at jeg var blevet snottet og hostede en del og et par dage efter løbet blev jeg lagt ned med influenza. Pyt, nu er den skuffelse ude og jeg tænker, at nu kan det kun gå en vej. Så allerede på søndag(23/11)  skal jeg løbe igen, dog en anden rute, men spændt på, om jeg ikke kan komme under 40 min denne gang, ellers tror jeg at jeg bliver enorm irriteret på mig selv.

Derudover har jeg fået sat min fortcykel op som vintercykel, da jeg har anskaffet mig en ergomo, det var planen, at den skulle havde været sat på min tidligere vintercykel, men det gevind der sad i den passede ikke med ergomos, så øv, øv. Til gengæld har jeg fået mig en rimelig god vintercykel, det kan tydeligt mærkes, det er en fornøjelse at cykle. Samt er det blevet noget sjovere, da man hele tiden kan se ens arbejde og jeg bliver derved ikke så frustreret over at min puls og hjerne ikke vil arbejde sammen.

Nu skal jeg dog lige bruge noget tid på, at finde ud af, hvad der skal køres med af watt i de forskellige ”zoner”, men når træning føles som en leg, så er det jo ingen problem at finde ud af.

Det var lige en kort opdatering fra sidst, skal nok forsøge, at skriver hurtigere næste gang….


20/10-09: Vejleådal ½ maraton #1

Så er der sæsonpause, det vil sige en uge helt uden træning, men inden denne pause sluttede jeg sæsonen af med at løbe halvmaraton i Vejle.

Inden start havde jeg ingen ide, om hvad jeg skulle løbe på, dog på startstregen kommer der en af de kvindelige modstander hen til mig og spørger mig, om det er mig der skal vinde? Jeg svarer; ”Det ved jeg ikke, nu må vi se, hvad der er i benene.” Dog vidste jeg, at hvis jeg ikke kom under 1.30, ville jeg bestemt ikke være tilfreds.

Så mit mål inden start var, at jeg skulle hvert fald under 1.25 og gerne 1.24 så ville jeg være enorm glad.

Trods datoen var den 18. oktober og vi nærmer os med hastige skridt vinteren, så viste vejret sig fra den venlige side. Det vil sige ca. 10 grader, høj sol og næsten vindstille, perfekt vejr til at løbe i.

Løbet; jeg stillede mig allerforrest og lagde meget hårdt ud, for at tjekke, om der skulle være nogle hurtige kvinder med, da jeg efter de første 3 km ikke så nogen fandt jeg lynhurtig en gruppe mænd, som jeg hægtede mig på. Deres tempo passede mig perfekt, dog faldt jeg af i væske depoterne, da ikke fik ordentlig fat i krusene. Så jeg missede lige 50 m, som jeg hentede fint ind igen. Svære blev det, da jeg kom ud til 10 km, hvor jeg tabte min gel, heldigvis havde jeg taget en ekstra med, men igen måtte jeg standse helt op for at få væske og der måtte jeg slippe den gruppe jeg lå med – øv.

I stedet for at blive negativ og bruge energi på det fandt jeg hurtigt rytmen og fik drukket lidt mere af det lidt kolde vand, end jeg normalt ville gøre. Ruten er ud hjem med en lille sløjfe på, ved vendepunktet kan jeg se, at jeg har et stort hul til nummer 2 og 3, så jeg fortsætter i sammen rytme. Det fede ved at dette vendepunkt var alle de, som løb modsat mig, heppede på mig og kom med en masse positive tilråb, det gav lige lidt mere blod på tanden og et lille smil på læben. Jeg brugte denne optur til at komme nærmere nogle af de mænd, som var faldet fra den gruppe, som jeg tidligere lå i.

Ved 14 km kunne jeg mærke, at det er et stykke tid siden, at jeg havde løbet langt med høj hastighed, så her kunne jeg begynde at mærke krisen. Jeg begyndte at tælle ned på tid og minutter og lige pludselig syntes jeg, at km virkede enorm lange og ruten meget kedeligt, trods at det var en meget flot natur jeg løb i.

Endelig kunne jeg krydse målstregen i tiden 1.23.35, hvilket var meget tilfredsstillende og havde ca. 4 min ned til nr. 2, så en sikker sejr, trods formen ikke var i top, men en god måde at slutte sæson af med. At jeg så havde en lille nevø på knap 2 som bare så gerne ville med på præmieskamlen gjorde det hele rigtigt hyggeligt :-)

Nu skal der lægges nogle kræfter i arbejdet igen, også begynder den nye sæson, som jeg er meget spændt på, da jeg har fået investeret i en ergomo. Glæder mig til, at se, hvad den evt. kan gøre ved min træning – tror det bliver hårdt.

På genskriv efter pausen..


9/10 -09. Off season

Det har været et stykke tid siden, jeg har haft skrevet, egentlig fordi jeg ikke har haft så meget at skrive om rent trænings mæssigt.

Lige nu går jeg og nyder at jeg ikke skal træne så mange timer og at det primært er lystbetonet træning. Dog hat jeg valgt at løbe ½ maraton om 1½ uge så jeg har lidt kvalitetstræning endnu. Jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke køre på samme tempo, som for et måned siden, det er hårdere at holde 4.00 fart, så nu må vi se, hvad jeg egentlig kan til Vejle ½ maraton den 18. oktober.

Det er ikke fordi jeg lægger på den lade side, for jeg har haft temmelig travlt på arbejde, men det er skønt at kunne give det noget mere fokus og komme ordentlig ind i en rytme inden jeg går i gang med den tunge og mentalt hårde grundtræning hen over de evt. meget kolde, mørke og våde vintermåneder.

Jeg har evalueret sæson sammen med Coach Jasper og kom frem til, at det har generelt været en god sæson, hvor jeg har nået (de fleste af) mine mål, men også lært utroligt meget omkring mental fokusering både i træning og konkurrencer, fået en større viden omkring energi indtag og vigtigheden i at lytte til sin krop.

Under evaluering vurderede Jasper og jeg, at det kunne være en god ide med noget mere råstyrke, derfor jeg begyndt i et fitness center. Jeg har kun været der et par gange, men tænker det skal nok blive godt og hyggeligt, da Jasper og jeg tager af sted sammen.

Det var en ganske kort opsummering, men skal nok lige skrive min beretning omkring Vejle ½ maraton, hvor jeg har sat målet 1.20, men tror det er lige optimistisk nok, men nu må vi se…

Powerman Zofingen

7/9-09. Powerman Zofingen #13

Så er det hele overstået og jeg sidder med en god følelse og lidt sær skuffelse, ikke fordi min præstation i går var dårlig, men fordi der opstod nogle ting, som jeg selvfølgelig godt kendte til for eksempel, at min astma medicin(ventolinen) holder i godt 4-4.30 time, så når man tager medicinen kl. 7.30 og løber og cykler i over 5½ time, så er det ikke så godt, dvs. godt 6 timer efter det første sug, kunne jeg få min medicin igen i T2. Dog troede jeg, at de piller(singulair) jeg tog udover ventoline ville medføre, at ventolinen vil holde i længere tid.

Det var min største skuffelse og nu er den pt ude af verden selvfølgeligt skal jeg have fundet en løsning på problemet, så jeg kan køre lange konkurrencer.

Tilbage til, hvad det egentlig handlede om nemlig racet.

Søndag morgen stod jeg op kl. 5 og havde sovet ganske fint, eller hvad man nu kan inden sådan en debut.

Da klokken nærmede sig mere og mere kl. 8 kunne jeg mærke de små sommerfugle flagre i maven og var meget nervøs inden start, da de ca. første 2½ km gik op ad og det er ikke min stærkeste disiplin at løbe opad, så jeg frygtede, at alle bare ville sætte mig. Der blev også lagt godt fra land, dog ikke mere end jeg kunne være med på første gang vi skulle op over den. Jeg faldt lidt fra ved 2 km, men kom stærkt med igen ned ad bakken, hvor benene bare løb ad sig selv og opdagede at jeg fløj forbi alle kvinderne og lå ved 4 km forrest. Jeg tænkte inden grund til at skabe uro, så jeg fik pusten inden vi nu engang skulle op ad. Første løb var 9, 2 km bestående af 2 runder i kuperet skovterræn. På anden runde blev jeg total sat opad bakken og tror jeg havde godt 100m, men igen hentede jeg dem igen på nedløb og løb de 9, 2km på godt 36 min #8

T1, jeg får dagens hurtigste skifte og formår at komme ud på cyklen, som nr. 5, dog har pigerne meget travlt og de hamre af sted, jeg tænker, ah det er lige hurtigt nok for mig, vi skal alligevel cykle 150 km på nogle pæne hårde stigninger.

Jeg finder hurtigt min rytme og får hængt mig fast på en franskmand (Sylvie Quitot), hende og jeg følges ad på det meste af 1 runde, på Bodenberg (den hårdeste stigning også midt på ruten), kommer Jacqueline fra Schweiz, hun køre forbi mig, men jeg henter hende igen på en meget lang nedkørsel. Så Sylvie, Jacqueline og jeg følges pænt ad selvfølgelig inden for reglerne på 2. Runde.

Slutningen af 2. Runde kan jeg mærke, at der begynder at ske noget med mig, ikke at jeg mangler sukker, men der kommer bare ikke noget power ud, når jeg skulle køre op ad de sidste små bakker og luften begynder at besvære mig. Jeg kommer hen til skiftezonen og Jasper råber, jeg ligger nr. 10 hæng i, men kan mærke allerede der, der er noget forkert.

Da jeg kommer til Bodenberg på sidste stigning er jeg grædefærdig, alle dem som jeg har overhalet kommer forbi og hele herrefeltet med en super stærk kørende Søren Bystrup også forbi, endda overskud til at råbe lidt op muntrende til mig. Det hjælper en smule, men nu begynder det også at sortne for mine øjne og er egentlig ikke klar over om jeg er vågen eller sover, jeg tænker kun på, kommer til skiftezonen, så jeg kan få min medicin og så må jeg gå de 30km, for igennem vil jeg. Jeg husker ikke meget af de sidste 30 km, men får stiller cyklen, som nr. 15 og flyver i min astmaspray og får stille og roligt skiftet til løb.

T2, jeg havdde valgt at have en par gode stabile snørrebånd sko på, da jeg vidste, at der var meget nedløb i skov og for ikke at vrikke om eller skade mine knæ. Dette valg synes jeg selv var godt, da mine knæ havde det godt, det var mere mine lår som var mærket. Så jeg brugte derfor lidt længere tid i skiftezonen end jeg plejer.

Det gik hurtigt med at komme i gang, trods de først 3 km næsten kun går opad og er på skov/grusstier. Jeg kunne mærke at luftvejene fungerede igen og løbe stort set alle 30 km, dog var jeg nede at gå 3 gange op ad nogle bakker, vil skyde på at jeg har gået under 1 km alt i alt.

Jeg var vild med løbeturen, den gjorde ondt, men var enorm hyggelig, dog på nær alle de mænd der pludselig standsede op midt i det hele for at tisse, nå ja, jeg var også lige en tur i skoven og sidde, fordel ved at løberuten har så mange træer.

Udover træerne, så var der en kanon stemning, med masser af tilskuere og dyr, vi løb nemlig forbi nogle vildsvin og dådyr.

Jeg løber i mål som nr. 13, så får løbet mig 2 placeringer op, dog et stykke fra spidsen, men så har jeg noget til gode til næste år, mon ikke det kun kan være en forbedring….

Tusind tak for hjælpen af alle de danskere der nu engang er hernede både atlether og tilskuer, især tak til Sørens far Torben og Aksels kæreste Jannie der gav mig vand og sukker på toppen af løberuten og en masse positiv opbakning. Derudover var der jo min dejlige kæreste Jasper, som også holdt mig kørende og tak for din tålmodighed..

Nu er der sæson pause, som skal bruges på overvejelser til næste sæson og tid med familen – vi ses

26/4 -

4/9-09. Så er det nu.

Søndag den 6. september er dagen, som jeg har ventet på nu i meget lang tid og så er spørgsmålet om, er jeg klar?  Ved det egentlig ikke, for jeg har stadig lidt svært ved at forstå, at jeg for over et år siden bestemte mig for, at nu skulle jeg se om jeg kunne begå mig på den noget længere distance og prøve kræfter med den kendte ZOFINGEN.

Status lige nu, er at jeg har været ude og køre hele cykelruten igennem, den er rimelig kuperet et par steder, men dertil er der også nogle gode lange nedkørsler, som kræver en vis koncentration. Min fornemmelse er, at ruten passer mig fint, da det ikke er ekstrem stejle stigninger, men jeg er også meget bevidst om, at 3. omgang ikke bliver nært så sjovt, som den 1. omgang.

Selve løberuten har jeg ikke set det hele af endnu, men har løbet første løbetur og fundet ud af, at jeg har en lille fordel i at være lille. Jasper var med ude og løbe og inden vi havde nået den 1. Km konstaterede Jasper, at dette stævne ikke er noget for ham…

Det var lige en kort briefing fra mig, skal nok opdater så hurtigt jeg kunne efter stævnet…



15/8-09. Powerman Belgien (10-60-10) op og nedtur

Søndag d. 9. August var jeg atter i konkurrence, en lidt underlig følelse, da som jeg skrev sidst er noget tid siden jeg sidst havde været i konkurrence, så min nervøsitet var lidt svær at styre.

Det specielle ved dette stævner er at vi først starter kl. 14.30, hvilket er en svær ting for mig, godt nok har du ikke stress på aftenen før, men jeg føler, at mit hoved har svært ved holde det rette fokus. Jeg er meget mere til at skulle tidlig op og så i gang.

Vejret viste sig fra den rigtige gode side, omkring 25 grader, overskyet med lidt vind og ruten er pandekage flad, dog med nogle skarpe sving på løberuten, ellers passer den mig ret godt.

Taktikken var at jeg skulle prøve at styre løbet på første løbetur, og ikke lade nogle slippe væk som i Holland. Til min store overraskelse så havde jeg kontrol over løbeturen og kom først ind i T1 med 3 andre. Jeg får lavet et hurtigt skifte og prøver noget som jeg igen aldrig har prøvet nemlig at have to motorcykler kørende foran mig, da jeg er den første af alle på cykelruten. Vi skal cykle 4 omgange af 15 km og hele den første runde har denne fede oplevelse at have to motorcykler kørende foran mig. Efter et lille stykke inde på anden runde overhaler de første herre mig og jeg må ”vinke” farvel til motorcyklerne. Da jeg er halvvejs på anden runde kigger jeg bagud og kan se at der er en som ligger og lurer bag mig, Det er Emma Dews (GBR), hun overhaler mig og jeg holder mig 10 m bag hende.

Så skete det uforståelige at et stykke inde på 3. Runde overhaler en stor gruppe herrer (ca. 6-8 stk) mig blandt andet med Aksel og  han spørger mig, hvad jeg ligger, jeg viser to fingre, Aksel nikker og jeg svarer at nr. 1 ligger lige 10 m foran…. Og så hører jeg en modbydelig skinger stemme råbe noget, som skal forstille at være engelsk, men hvad ved jeg ikke. Det næste jeg ser er en motorcykel med en lille dame, som har dommerjakke på. Igen hører jeg: ” You got a penalati”. Jeg svarer: ”What, I can´t  hear you” Det er ret svært at hører ting under en enkeltstartshjelm og til dem som ikke ved det, så er jeg døv på det ene øre, så jeg sætter farten lidt ned og køre helt hen til dommeren og får et svar. Hun svarer:  ” You got a penalati”. Så forstod jeg, hvad den lille dame sagde, jeg havde fået en penalty/straf, som betød at jeg skal løbe ca. 400 m ekstra. Er I vimmer , hvor jeg følte mig uretfærdig behandlet og irriteret over at jeg skulle bruge så lang tid på at forstå, hvad  hun sagde, for jeg fik jo ikke noget sort kort at se Ggrrrrr.

Nå Emma Dews var nu meget langt væk og jeg kunne kun håbe at hun også vil få en, så gruppen overhalede hende, men det gjorde hun ikke. Jeg kommer forbi Jasper lige inde sidste runde på cykel og kommer lidt af med vreden og får at vide, at jeg bare skal lukke r….. og kører videre. Det var nok meget godt at få at vide, jeg får gang i benene igen og tror på det, da jeg stadig liggger nr. 2. Den sidste halvdel af 4. runde kommer  der igen en gruppe herrer forbi og selvfølgelig med en dommer,  jeg får en advarsel og falder så hurtigt tilbage, som jeg kan. Dog må jeg have denne dommer med hele resten af cykelturen hjem og kan derfor ikke træde igennem de sidste 7½ km, pænt sagt en øv cykeltur. Heldigvis skal man ikke kun se på det negative, så det positive er at jeg holdt 36Km/h i snit.

Nå ud på løbet, kan mærke at jeg har lidt trætte ben og kommer efter ca 500 m op til Jasper og får lidt cola, får at vide, at jeg skal tage min straf med det samme og bare give den gas, så kan jeg godt holde anden pladsen hjem. Da jeg kommer op til straf runden  står den meget onde lille dommer dame med sin skinger stemmer og siger: ” You got a penalati”. Jeg tænker, hold nu din mund jeg ved det godt. Da jeg mangler 10 m af min runde ser jeg Michelle Parsons komme løbende oh FUCK. Jeg hægter mig på, men kan mærke at jeg har svært ved at holde fokus og føler mig psyskisk knækket. Søren B kommer forbi og råber: ”du har hende”. Henne ved Jasper må jeg stoppe op og få noget cola og se Parsons forsvinde,  jeg er mentalt slået og kommer ikke op til hende igen, men holder 3. Plads hjem og er 24  sek. efter 2.pladsen surt….

Nå , trods jeg havde sat farten helt ned, så løb jeg med den sidste løbe tur mellem 4.02 og 4.22 min/km, så det er meget godt, at det tempo føles meget langsom.

Hjemme igen og i gang med hverdagen, som bød på en stille og rolig trænings uge, inden det går løs igen. Dog alligevel er jeg lidt træt, da jeg jo er begyndt at arbejde og det er med børn indenfor autisme spektret og de kan godt være lidt udad regerende, så jeg startede tirsdag med at få et slag i maven og par på hovedet… Mon ikke det bliver bedre

De næste uger går med fuld fokus på Zofingen, som jeg nok skal opdater om.


3/8-09. Slut med middagssøvn…

Så gik juli måned, det er helt vild hvor hurtigt 5 uger kan gå, når bare man har det ”sjovt”, eller hvad man kalder godt 81 timer træning.

De 81 timer har sat min udholdenhed på en prøve, jeg fik cyklet det længste jeg nogensinde har gjort, dvs. 156 km helt alene. Lige så langt som jeg følte det var, lå sejren nok mest i at jeg kørte denne lange cykeltur helt alene og følte mig totalt smadret og klar til at give op. Men dette kunne jeg ikke, da jeg lige skulle løbe 30 min på 4.30 fart efter have stillet cyklen.  Til min overraskelse føltes det lettere end forventet at holde denne fart og til tider måtte jeg sætte farten ned fordi jeg løb for stærkt. Endnu en kæmpe sejr.

Trods disse gode træningspas, synes jeg stadig det bliver en lang dag på kontoret, når jeg skal køre Zofingen og er jeg er meget spændt på, hvordan min krop reagere på en så lang distance. Dog er jeg forberedt på at det kommer til at gør meget ondt, men lige hvordan og hvorledes denne følelse bliver, må jeg vente lidt med at få svar på.

I mens jeg venter på den store finale kan jeg lige få testet formen af i Belgien, som er noget kortere, nemlig kun 10-60-10. Jeg glæder mig til, at se hvad jeg kan for det er ved at være noget siden jeg var i konkurrence sidst, hvilket var i slutningen af maj. Siden da har jeg stort set trænet alene og en masse mængde, så nu må jeg se om hurtigheden stadig er der og, hvor ondt det gør, at løbe 10 km max.

Dog kan jeg mærke, at jeg er begyndt at arbejde igen  og denne uge byder på man-tors 8-16.00, så har jeg heldigvis fri fredag, hvor vi kører til Belgien og kommer først hjem mandag.

Så denne uge startede med at stå op 5.50 og morgenløbe, så på arbejde kl. 8-16  ud at cykle  og så er jeg træt…………

Kan lige så godt vende mig til det for sådan bliver det nok at få fuldtids arbejde og vil opnå nogle gode resultater, heldigvis har jeg ikke noget i mod at stå tidligt op især ikke om sommeren, som desværre snart er over, men er der snart en lille pause fra træning og så kan jeg lige overskue den hårde mørke vinter, som også har sin charme. Tja jeg indrømmer det jeg elsker morgentræning….

På genskriv efter Belgien


14/7 Struktur på træningen.

Den sidste blog var ganske kort opdatering, af hvad der lige har været sket det sidste stykke tid, hvor jeg ikke har haft for meget overskud til at få skrevet.

Det er stadig skønt, at have sommerferie jeg nyder hver eneste dag, at jeg kan tilrettelægge den, som jeg vil og have tid til, at få styr på alle dagligdags tingene, såsom at få gjort rent, ordnet haven og ikke mindst få den daglig ”morfar” på sofaen, hvilket nok er mit højdepunkt.

Selve træningen går bedre, men alt er næsten alene, da klubræningen ikke passer så godt ind eller rettere sagt jeg kan ikke overskue, at løbe intervaller tirsdag aften kl. 19.30 i min ferie. Så i stedet for at pive må jeg bide i det sure æble og tage mig sammen. Det er jo også enkeltstart jeg skal køre så…

Jeg kan mærke, at sidste uge har givet mig lysten igen, jeg var kørt pænt sur i træningen sidst og var nærmest på vej til at opgive, fordi jeg synes det tærede for hårdt på mig. Heldigvis nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig til at komme til stævne igen og der er lige godt et måned til næste, som er Belgien. Så dvs. ca 2 måneder til den store finale for mit vedkommen nemlig Zofingen. Jeg er spændt, men også meget klar over, at det bliver enormt hårdt, især de 30 km løb. Men min indstilling er, at det må tage den tid det tager, for målet er primært at gennemføre og hvad der kommer derefter er kun dejlig bonus.

Men jeg er meget optimistisk omkring gennemførelsen af Zofingen, da jeg pt træner mere end jeg nogensinde har gjort. Lige nu er træning på omkring de 18 timer, som vist nok øges en smule mere de næste par uger. I de mange træningstimer er jeg begyndt at cykle og løbe langt. Cykling er nok det fysisk og psykisk hårdest, men det går og for hver tur jeg cykler bliver det ny pr i distance så lige nu er den på 134 km, så det er jo en god motivation i sig selv.

Den lange løbetur er lidt lettere at overskue, da jeg tidligere (2002) har trænet op til maraton og prøvet at løbe de 3 timer.  Dog er det stadig en udfordring at løbe denne lange tur, da intensiteten er væsentlig højere end dengang jeg trænede til maraton. Så tidslængden på den lange løbetur er pt 125 min og det svarer ca. til 28, 5 km, så det nærmer sig de 30 km….

Alt i alt så er der ved at komme nogle km i de små ben…


30/6. Sommerferie/træning

Pyha, der er sket meget siden sidst og derfor ikke haft det store overskud til, at få opdateret min blog.

For jer der ikke ved, hvad der er sket siden sidst, kommer der lige en kort opdatering.

Der hvor jeg arbejder altså i Multi-idræt i Lyseng, er blevet lukket ned pga. uoverensstemmelser med kommunen, så jeg har været i gang med at søge nyt arbejde og til mit held, er der rigtigt mange skoler specielt specialskoler, der søgte nye pædagoger til det nye skole år.

Jeg søgte tre stillinger og fik et negativt respons, men blev bedt om, at komme til samtale på de to andre. Så den første skole jeg var til samtale på, fik jeg så jobbet hos.

Det er på Langagerskolen (skole for børn indenfor autismespektret og ADHD), som ligger ca. 2½ km fra hvor vi bor, så en rigtigt god afstand. Stillingen er det på 37 t, men med meget fleksibilitet og min leder har en kæmpe forståelse for, at jeg træner så meget som jeg gør og har derfor med ”lethed fået fri til mine næste to stævner; Powerman i Belgien og Zofingen.

Så årsagen til, at jeg ikke har haft tid er fordi jeg har været til forskellige møder omkring mit nuværende arbejdets fremtid og skulle have gjort status med alle vores ting. Det lyder ikke af meget, men de som har arbejdet tæt med mennesker og især børn kender fornemmelsen af, at skulle sige farvel til nogle mennesker, som man nok ikke ser igen – det er lidt hårdt og har påvirket mig mentale og derved tæret på mit træning og jeg har virket enorm træt det sidste måned.

Nu har jeg heldigvis næsten 4½ uge sommerferie/afspadsering, som skal gå med at komme op i gear igen og få kørt en masse mængde ind i de små ben.

Jeg er begyndt at få træningsglæden igen, tror på at jeg nok skal komme igennem Zofingen.

19/5. Powerman Falkenstein

Så er det tid til at fortælle om en rigtigt god oplevelse, men også mit livs hårdeste duathlon hidtil, kan være at jeg siger det samme efter at havde kørt ZOFINGEN.

Powerman Falkenstein ligger i den sydlige del af Tyskland, meget tæt på den Tjekkiske grænse omkring 10 km. Dette område er enorm smukt, men bag den flotte natur er der også nogle meget hårde bjerge/bakker, som jeg blev kastet ud i. Jeg vidste godt på forhånd, at ruten på cykel vil være hård, men havde ikke troet at løberuten bød på så store udfordringer, som den gjorde, mere om det senere.

Vi ankom fredag aften i dejlig solskin og små 15 grader, efter ankomst luntede Søren B. Jacobsen fra klubben og jeg en rolig tur, så godt vi kunne, da vi boede forneden af en meget lang bakke, som vi senere fandt ud af, at vi også skulle køre på om søndagen, så det var god fortræning.

Lørdag blev der sovet længe, eller til 8, for vi havde planlagt at trille hele cykelruten (32km, dvs. 16km ud og 16 km hjem) igennem så tidligt som muligt, da den helst ikke skulle sidde for meget i benene. For på selve højdekurven stod der noget med 16 % stigning, men vi havde ingen anelse om hvor lang denne stigning var. Selv cykelturen gik for mit vedkommen godt, jeg formåede trods de noget hårde stigninger, at holde lav puls. Heldigvis viste det sig at den hårdeste stigning lå i starten at ruten og var omkring 2 km, så det var til at overskue. Dog kunne jeg godt mærke, at det er ved at være et stykke tid siden jeg havde kørt i bjergterræn. Resten af cykelruten gik også op og ned, men stigningerne var knap så stejle, man kunne ligge i sit tristyr og køre opad dem. Trods de sidste stigninger ikke var så hårde, så havde de nogle vældig runde sving, så man næsten følte at man kørte i cirkler.  Efter at havde kørt cykelruten igennem følte jeg mig noget mere sikker på ruten og fornemmede, at den godt kunne blive til min fordel med de mange tekniske sving, jeg skulle bare bide tænderne sammen over de første stigninger.

Senere lørdag tog Søren og jeg ud for at jogge noget at løberuten og som jeg havde læst højdekurverne så skulle de første 4 km være lettere ende de sidste 4, så mon ikke det gik. Her blev Søren og jeg slemt overrasket for efter godt 1 km kom der en rimelig lang og stejl nedløb og da løberuten var 8 km ud/hjem, så betød det jo, at så skulle vi op over den hjem av mine lår. Vi joggede ca. 2 km mere og så kom der en stigning jeg tror den var på 20%, heldigvis ikke særlig lang omkring 150 m, men det var rigeligt for puha hvor fløj pulsen af sted, da jeg satte mine ben på den bakke og da jeg vendte om og løb ned følte jeg nærmest som om at jeg satte mig på vejen, da der skulle bremses godt for at ikke flyve ind i skoven. Her var Søren og jeg enige om, at det ikke ville blive sjovt.

RACET:

Stod op og fik kørt mine rutiner igennem, som jeg har inden jeg skal køre et langt stævne, jeg kunne mærke at jeg var nervøs, for havde fået at vide, at vejret ville blive varmt omkring 27 grader og sidst jeg kørt i meget varmt vejr var i USA, som ikke endte særlig heldigt. Så jeg gik og overbeviste mig selv, at det ikke blev noget problem især ikke, da jeg ikke ville køre med enkeltstarthjelm på grund af bakkerne. Hele tiden op til starten gik jeg og smådrak (altså vand!), så det medførte også at jeg skulle tisse hele tiden, men hellere tisse 5 gange end at skulle med en tysk ambulance.

Taktikken var på plads efter at havde se løb og cykelruter, skulle jeg kører mit eget ræs og evt. have lift overskud på 2. løbetur, da det kunne blive en fordel. Derudover skulle jeg drikke hver gang jeg kom forbi et væskedepot og gerne sætte farten lidt ned, så jeg var sikker på at få noget vand.

Starten var en omgang på løbebane, derefter ud på de 16 meget kuperede km løb, der blev givet gas fra start, da alle startede sammen på engang og igen blev jeg bekræftede i hvorfor jeg ikke svømmer mere, det var virkelig klaustrofobisk at stå mellem så mange mennesker på så lidt plads, men heldigvis tager det ikke så lang tid, at løbe 400 m, så der var hurtigt luft igen. De første 4 km var op og ned med mange hårde stigninger blandt andet den på 20 %, jeg kunne se, at jeg mistede fronten, men bevarede hovedet koldt, da jeg vidste at der kom flere stigninger længere ude. De næste 4 km gik kun opad, de steg lige så langsomt, men underlaget var skov, så det virkede ikke så hårdt, som det kunne hvis det var asfalt. Ved vendepunktet kigger jeg på mit ur ca. 33 min, nu kommer min fordel nemlig 4 km nedløb, er, kunne jeg fornemme, at det var fordel at være lille, for alle dem, som overhalede mig op tog jeg ned, desværre var de to som lå foran mig på min størrelse, så dem kunne jeg ikke nå at hente. Jeg formår, at løbe de sidste 8 km 4 min hurtigere end de første 8, så det var vel fint disponeret.

Inden skiftet griber jeg lige en flaske vand, som jeg får drukket en del, af så jeg ikke er i ekstrem væskemangel inden den hårde opstigning på cyklen. Jasper fortæller, at der er 2½ min op til front og ca. 2 min til nr. 2. Jeg bevare roen og tager det så roligt, som man kan opad første stigning. Det kører fint indtil jeg kommer ud til at vende punktet, kan se, at de to forreste holde afstanden, men nummer 4 nærmer sig og 5 min senere har hun overhalet mig jeg hænger på med den tilladte afstand, men kan se at hun hænger i svingene, dette udnytter jeg og giver den lige ekstra gas her og får overhalet hende, men hun komme lynhurtigt forbi mig igen. Jeg ligger lige bag hende indtil vil komme ud til den stejle stigning for anden gang. Her kan jeg se, at hun er ved at være træt, da hun rejser op og sætter sig ned hele tiden og er nærmest ved at gå i stå. Jeg bliver bag hende lige indtil stigningen er ved at være over, så rejser jeg mig op og finder et punkt jeg har fokus på og bliver stående og træder indtil jeg når punktet. Kigger mig ikke tilbage for 7 km længere henne. Hun er sat og kom ikke op til mig igen. Ved vendepunktet kan jeg se, at jeg har nærmet mig de to forreste. Den forreste er Mariska Kramer fra Holland, som blev nummer to til sidste års VM og den anden en tysker, som jeg på dette tidspunkt ikke kendte, men vidste fra første løb at hun kunne løb. (fandt senere ud af at hun har været eliteløber). Efter vendepunktet kan jeg se, at hvis jeg holde tempo kan jeg hente nummer to, som også er ved at være træt, da hun også hele tiden rejser sig og sætter sig, samt ikke så teknisk i svingene. Jeg udnytter igen svingene til at komme forbi og for skabt et lille hul på ca ½ min.

Andet skifte, når ikke at komme ud af zonen, før jeg kan høre nummer 3 åndedræt og Jasper råber med fulde kræft hæng på, det gør jeg også den første km, og kan mærke på nedløbet, at lårene er brugt og det gør avs at løbe ned, men også op, så jeg fokusere på at trække vejret roligt og holde min tredje plads.

Ved vendepunktet kan jeg se, at Mariska ikke er specielt langt foran mig, men lidt for langt til at jeg kan nå op til hende, samtidigt kan jeg se, at der godt kan blive kamp om 1 pladsen, men at hvis jeg holder tempoet er 3. pladsen hjemme. Trods, det kun er 8 km, så havde jeg virkelig krise den sidste 1½ km, for det var den enorme hårde lange bakke, jeg skulle opad for sidste gang. Jeg havde en god snak med mig selv, hvorfor jeg ikke skulle begynde at gå. Selvom jeg havde lige gode argumenter for det ene som det andet. Jeg formåede at holde mig løbende og kom i mål 3.47.40, som nummer 3, men kun 1.40 min til nr. 1 og 45 sek. til nummer to.

Jeg er rigtigt glad for min præstation, da jeg fik overbevidst mig selv mange ting, som jeg havde været usikker på. Blandt andet det at køre i varme temperaturer, meget kuperet terræn og at jeg stadig godt kan disponere et løb.

Nu er der en lille pause inden fokusset er stillet helt ind på ZOFINGEN – det trænger benene også til, da de har meget ondt, når jeg skal gå ned af trapper….

8/5. Igen sølv til DM

Ja selve overskriften fortæller om, hvordan dagen endte for mig til DM kort duathlon i Guldbæk.

Jeg vil sige, at jeg personligt selv troede på, at jeg kunne få guldet med hjem i dag og at jeg bare var skide godt kørende især på cyklingen. Her tog jeg desværre lidt fejl, jo jeg var godt kørende, men Line Jensen fra OTK var lige en tand stærkere end mig opad Ærtebjerget, som er ca. 1,2 km lang og som har ca. 4,5 % stigning i snit. Godt nok er jeg en lille og let person, men bakker er ikke noget jeg er god til, så jeg vidste på forhånd, at denne bakke kunne blive min fordel eller ulempe.

Racet:
Selve løberuten var noget anderledes end, hvad jeg har været vant til at løbe på, for ca. 1/2 af ruten var på græs, som var meget blødt, men heldigvis ikke så glat, da vejret var klaret op i løbet af formiddagen. Så løbet på græs krævede nogle ekstra kræfter, at komme fremad, samt skiftet fra græs til asfalt gav nogle stød, som der lige skulle tilvænnes.

Taktikken var at jeg skulle prøve at løbe mig i front og styre tempoet, så jeg fik fornemmelse af at de andre løb noget hårde end jeg. Men lige inden start kommer Jasper hen og fortæller at der er en world cup triathlet Elisabeth May og det skulle vise sig, at hun godt kunne løbe og heldigt for mig, så talte hun ikke med i DM, da hun var fra Luxemburg.

Startskuddet lyder og jeg ligger mig i front, men efter ganske kort tid er E. May oppe forbi mig og jeg kan ikke følge med, så holder mit fokus på dem som er bag mig. Kan mærke at græsset trækker tænder ud og holder derfor et rimelig tempo i starten og kan mærke at den eneste der følger med er Kirsten Petterson fra Esbjerg. Alt i alt på første løb, får jeg skabt et hul til Line, som er lige under et minut og Kirsten med godt 15 sek., så et hurtigt skifte og ud på cykling.

Aftalen var, at hvis jeg lå alene, skulle jeg forsøge at selv at kører og se om de andre kom op, så den første ud af fire runder kører jeg selv, halvvejs på anden runde kommer Line op bagfra og jeg hægter mig på hendes hjul, det går fint, indtil vi rammer Ærtebjerget første gang. Pyha, det holdt hårdt, da Line konstant rykkede opad det forbandede bakke, men jeg hang på og Line satte farten ned og jeg lå stadig med på hjul, så den tredje runde lå vi og så hinanden an og kørte meget passivt. Vi havde slet ikke set at Karina Ottosen fra KTK, kom op og forbi os. Line kigger på mig siger: ”Ups, hvad gør vi nu, nu har vi problemer?” Jeg kigger på hende, og svarer: ”Tja, efter hende!” På dette tidspunkt afventer jeg, at Line kører Karina ind, da hun er stærkest på cykel af os to, hvilket Line også gør. Vi kommer op til Karina og lægger bag hende indtil vi igen skal op ad Ærtebjerget. Vi er lige kommet ind på bakken og Line rykker og jeg efter hende, men kan mærke, at benene ikke er så stærke mere og har hurtigt mere syre i stængerne end sidste gang. Line fortsætter med at rykke og midt på bakken må jeg slippe hende og kan bare se, at fra den ”kæmpe” hun er, så forvandler hun sig til en lille plet oh til sidst forsvinder helt.. Jeg kæmper mig opad bakken og forsøgte at bevare troen på, at jeg stadig ville kunne nå Line på anden løbetur, men kunne mærke at kroppen var brugt og træt. Inden skiftezone kom Karina op til mig og sagde: ”du tager hende på løbet!”. Vi stiller cyklerne sammen og jeg får lavet igen et godt skifte, men kan mærke at benene og underlaget er bare ikke til at løbe stærk og fokusere på at trække vejret med maven og holde tungen lige i munden på det ujævne underlag. Da jeg kommer ud på asfalten forsøger jeg at øge lidt, men det bliver ikke til meget. Så da jeg kommer forbi Jasper får jeg, at vide, at skal sætte tempoet ned og holde andenpladsen sikkert hjem, da jeg skal køre Powerman Tyskland om 8 dage. Det gør jeg og får ro på og kommer sikkert i mål som nummer 2 (nr. 3 overall.) i tiden 2.23.59, hvor jeg har ca. 2½ min op til Elisabeth og ca1½ min til Line.

Tilfreds, tja på en måde ret irriteret på mig selv, at jeg ikke kunne holde Line på bakken for jeg er lidt træt af at få sølv, som godt nok klæder mig fint, men guldet er bare sjovere.

Denne holdning ændrede sig, da jeg tjekkede min mobil på vej hjem, der lå en besked fra min barndomsveninde, der desværre lige har mistet sin mor pga., af kræft. Trods denne store sorg, havde hun overskud til at tænke på mig, det fik mig til at indse, at en guldmedalje ikke er alt, men at der er nogen som tænker på en og vil en det bedste.

Så det skulle egentlig havde været en sejr til ære for Lill Pedersen Østergaard, men i stedet dedikere jeg, min sølv medalje til ære være Lills minde.

6/5, Klar til DM

Så er der ikke længe til, at jeg skal til DM i kort duathlon, jeg kan mærke, at der er lidt sommerfugle i maven, så selve psyken er ved at på plads. Dog skal jeg prøve noget, som jeg aldrig har prøvet før, nemlig på arbejde dagen før et DM. Heldigvis er jeg har jeg gode arbejdstider, da jeg først skal møde kl. 12 og har fri kl. 16.30. Så der bliver ikke spillet de vilde fodboldkampe eller lavet syge rullefald til parkour torsdag.

Selve den fysiske form har jeg været lidt usikker på i sidste uge, da jeg følte at jeg havde enorm meget syre i mine ben og det uheldige er, at ham der massager mig har barsel, så jeg må lige vente lidt med massagen. Heldigvis tog jeg et par dage, hvor benene fik lidt ekstra hvile og jeg fik fyldt mine depoter godt op og langsomt begyndte benene at føle sig friske igen. Det kunne især mærkes i søndags til cykel klubtræning, her følte jeg mig flyvende og klar. For at understrege, at min fysiske form er hvor den bør være, så havde jeg x-løb lige efter cykling i søndags(også kendt som offbikeløb). X-løbet var 35min, hvor de første 5min  var til at få benene i gang og derefter 3 km på 3.45 fart, hvor der skulle løbes 5 sek. max undervejs, derefter lidt nedjog. Jeg følte mig tung og dårligt løbende og kunne aldeles ikke rykke/løb max. Da jeg kom hjem og så tiden blev jeg glad, for jeg havde løbet de 3 km med 3.39 fart i stedet for 3.45, så det var nok derfor jeg ikke kunne rykke undervejs J

Nu er der ikke andet end, at se hvordan racet udvikler sig på fredag, jeg glæder mig og vil have guldet med hjem igen….


26/4, Vejle Duathlon.

Sejr i Vejle duathlon

Så er der gået noget tid efter powerman Holland og ugen efter Holland havde benene det egentlig godt og træning var meget rolig, hvilket var underlig, da jeg i hovedet egentlig var klar til, at der skulle køres hårdt igen. Så søndag d. 26. april tog jeg til Vejle for at deltage i deres duathlon 5,5 – 40 – 5,5 km. Jeg tog alene af sted, da huset stadig er under renovering, eller ikke huset, men Jasper knokler med at lave parkerings plads ude foran vores hus, hvilket er noget jeg slet ikke har forstand på, men kan da se at der sket noget og med tiden skal det nok blive rigtigt godt.

Tilbage til Vejle duathlon, vejrudsigten lovede ellers rigtigt godt vejr ca. 22 grader, men da jeg steg ud af bilen i Vejle så begyndte det at regne, ikke voldsomt, men ganske stille og fin sommerregn. Så varmt nåede der aldrig at blive, men heller ikke koldt, trods der regnede en del på cykelturen. Der var desværre ikke mange deltager, omkring 30 stk. og heriblandt var vi hele to kvinder, så jeg måtte fokusere på at holde koncentrationen og ikke bare falde af på den.
Starten går og jeg ligger med på den 1 km, men kan mærke at benene ikke føltes helt frisk, så jeg falder hurtigt tilbage til mit eget tempo, da der ikke er grund til at køre max og kører kroppen helt i sænk. Jeg føler selv, at først løbetur går langsomt og at jeg slet ikke kan løbe, men finder ud af at jeg faktiske ligger og løber 3.42 fart, det er da ganske fint tempo til at føle,  at dette går langsomt.
Hurtigt skifte og ud på cyklen, der går lige en km før jeg finder en rytme, men på den km er de herre jeg løb med væk og jeg havde igen ikke overskud til at øge farten for at komme op til dem, så jeg sidder og køre konkurrence puls ca., B14/B15. Vi skal køre 3 omgange af ca. 13,3 km, på anden runde kommer der igen et par gode cykelherre forbi jeg sidder lidt med dem, men slipper dem igen, da vi skal op ad nogle gode bakker og der kunne jeg ikke l sidde med. Sidste runde, der kommer en gruppe på 5-6 herre, som ligger lige i måsen på hinanden og jeg tænker f..me nej, de skal ikke bare køre fra mig og jeg kører efter dem. De sidste km bliver der kørt cykelløb og der bliver rykket og her kommer vores gode søndagstræning mig til gode, for jeg skal ikke sættes, så jeg ligger og lukker huller. Det var virkelig sjovt og især da vi kom ind til skiftzonen, der får jeg hurtigt skiftet og kommer først ud på løb. Min svigerinde (Søs – Jaspers lillesøster) var nede og heppe på mig med sine drenge, hun fortalte at de herrer jeg kom ind med nærmest opgav at følge med mig, fordi inden de var ude af skiftezonen var jeg over 150m væk.
Sidste løb gik efter mit hovedet meget stille og roligt og fandt lynhurtigt et tempo, som passede mig, men igen samme følelse, som i Holland ingen fornemmelse til at øge, men tænkte igen, det var der heller ikke grund til. Ruten var ud hjem, så efter vendepunktet overhaler jeg en af de herre, der overhalte mig på cyklen, desværre kunne jeg ikke nå op til de andre, men løb sidste løbe tur med 3.49 tempo, og kommer i mål 1.51, hvor mit mål var 1.50. Så et godkendt stævne til at benene ikke føltes helt frisk.

Da jeg kommer hjem, så graver Jasper stadig i forhaven og jeg er egentlig lidt træt og vil gerne sove, men det var der ikke tid til, da Jasper/coach tænker lidt ”styrketræning” kunne jeg da godt lige bruge, så jeg bliver sat til at blande beton med en skovl. Heldigvis skulle jeg ikke blande så meget, men det kunne da godt mærkes i min lille krop, at det var jeg ikke vant til.  Om jeg er blevet stærkere, tja det tror jeg ikke, men nu ved jeg, hvordan man blander beton! :-)

Nu skal jeg så fokuser på DM duathlon, lige nu ser startlisten lidt trist ud, jeg håber der kommer flere inden fredag, da det er sjover at køre, når der er noget at kører om.

Blog Powerman Holland

Powerman Holland

Fredag den 17. april kørte Jasper og jeg mod Holland om morgenen, vi havde ikke travlt med at komme af sted, da det ifølge gps én kun vil tage omkring 6½time, så vi vil allerede være dernede ved omkring 17.30 tiden med alle de nødvendige stop vi ønskede undervejs.

Det gik også fint, men da vi nåede frem til afkørslen til Hamburg lufthavn ramte vi ”STAU”, hvor vi holdt helt stille, denne kø fortsatte meget lang tid, ja det meste var 10 km forbi Elb tunnelen, så vores tur blev forlænget med godt 2½ time. Heldigvis var der ikke så langt til Holland, så vi ankom til vores opholdssted allerede kl. 20.15. Så lige en hurtig udpakning og så klædte jeg om til 15 min. let løb. Det føltes rigtigt godt, Lærke fra Tri4 var også lige ankommet, så hun joggede med mig.

Stedet vi boede på, hedder PTC+ og er egentlig en landbrugsskole, men der er super hyggeligt. Jeg kender stedet godt, da jeg boede der de 3 forrige gange. I år var det ekstra godt at bo på PTC+, da der var race office på stedet, samt pasta party. Så der skulle ikke bruges en masse tid på at køre frem og tilbage, det var dejligt, for så blev der nemlig tid til en ”morfar”.

Forberedelserne til racedag :

Lørdag blev brugt på at få tjekke ruter af og i år havde Powerman Holland lavet ny løb- og cykelrute, hvilke begge var noget kringlede at finde ud af.  Især cykelruten, men heldigvis er Jasper god til at finde vej, så efter at havde kørt lidt frem og tilbage så fandt vi ruten. Til pasta party snakkede jeg med Ulrike Schwalbe fra Tyskland (blev nr. 3 til sidste års VM) og spurgte hende om hvad hun synes om ruterne. Ulrike begyndte at grine og svarede:” hvad for en cykel rute?” Det var ikke lykkes hende at finde cykelruten og løberuten havde hun opgivet at finde. Så det var igen godt jeg havde min egen personlige GPS = Jasper.

Efter at have cyklet tog Lærke og jeg ind og løb en tur på løberuten, trods vi havde et kort, så var den ikke lige til at finde, da der var mange sving, samt der hele tiden skulle holdes øje med vejnavne. Trods forvirringen gik løbeturen rigtigt godt med gode ben. Så hjælper der også at vejret var omkring 16 grader, dog sidst på eftermiddagen kom der lidt små dryppen, men ikke noget der kunne måles.

Efter at jeg  havde testet ruterne følte jeg mig klar til at køre race søndag, men der var også kommet sommerfugle i maven. Jeg var klar over, at forberedelser var gode og at mine resultater fra danisco cup og Jels var lige i skabet, men alligevel susede der tanker rundt i hovedet på en, om det nu er godt nok det man har haft trænet. Så efter pasta party lukkede jeg mig inde på mig værelse og lyttede til noget musik på min PC for at få styr på mine sommerfugle og mentalt oplade til stævnet.

Søndag = Powerman Holland = EM

Races startede kl. 9.00 for damerne, så jeg stod op kl. 6 for få lidt mad ned i maven, til mit held var der ikke ret mange der ønskede at spise morgenmad på dette tidspunkt, så jeg kunne sidde ligeså stille og nyde min mad, uden at snakke med en masse mennesker.

Kl. ca. 7.30 kørte jeg ind til selve stævneområdet, jeg har en tradition med, at jeg helst skal cykle derind for at sikre mig at cyklen fungere og så for at få kroppen til at slappe lidt af. Der var igen heldigvis ikke kommet så mange endnu så jeg kunne stille og roligt gå rundt og finde ud af, hvordan skiftezonen så ud.

Kl. 9.00 startskuddet lyder og jeg står forrest og ligger godt med, vi er en gruppe på 6 der kommer af sted sammen, dog er Yvonne Van Vlerken stærkere og trækker hurtig fra. Vores første løbetur er 15 km delt ud på 6 runder af 2,5 km, da Yvonne trækker fra stiger tempoet og efter ca. 2 km må jeg slippe gruppen og finde min egen rytme og ligger nu nr. 6. Pludselig kommer der en hollænder(Stefanie Bouma) hamrende forbi mig bagfra og jeg kan ikke hænge på, men holder mit tempo tempo og kommer op til hende igen og vi følges af sammen de sidste runder. Jeg kommer ind til skiftezonen og kan ud af øjenkrogen se anden og tredje pladsen stadig skifter trods de var over 1 min foran mig på første løbetur. Så jeg begynder at lugte blod(medaljer). Femtepladsen(Maud Goldsteyn) henter jeg i skiftezonen hun var ca. ½ min foran, så nu begynder jagten på anden og tredje pladsen som er Camilla Lindholm og Ulrike Schwalbe og på fjerde pladsen var en schweizer (Martina Kraehenbuehl).

Først får jeg hentet femtepladen den hollandske Maud Goldsteyn, som er en rigtigt god løber, efter ca. 10 km kan jeg se de 3 andre og jeg får virkelig blod på tanden og kæmper en kamp for at komme op til dem, men jeg fornemmer, at det afstanden lidt forbliver den sammen.

Cykling er 3 runder af ca. 20 km, så da jeg kommer ud på anden runde råber Jasper at jeg har 25 sek. op til dem, men det der sker på anden runde er at alle age grupperne også er kommet ud på ruten og jeg kan ikke længere se fjerde, tredje og anden pladsen. Derimod bliver jeg lidt ligesom en tyr, da jeg husker at Camilla og Ulrike kører i noget lyserødt, så lige så snart jeg ser noget der er lidt rødt bliver der trampet ekstra hårdt i pedalerne.

Desværre har jeg sat tid til dem på 2. og 3. runde, ca. ½ min har jeg sat til, så inden 2. Skifte er jeg ca. 1 15 efter tredje pladsen. Dog skal der lige tilføjes, at jeg troede på daværende tidspunkt, at jeg ligger nummer 5, da jeg ikke havde opdaget at jeg havde overhalet schweizeren (Martina Kraehenbuehl). Bliver klar over det, da jeg i skiftezonen kan se, at der kun er 3 cykler inde i skiftezonen, så må jeg jo være nr. 4 jubiii.

Anden løbetur går ikke særlig godt på fornemmelsen, jeg føler, at det går enormt langsomt. Da jeg kommer forbi Jasper står han klar med noget cola det hjalp, så de to sidste runder går noget bedre og jeg vil jo gerne beholde min fjerdeplads. Efter 7,5 km kommer jeg i mål meget træt, men har kun lige fået pusten da jeg vender mig om og ser, at nummer 5 (Martina Kraehenbuehl) allerede kommer i mål, der er 18 sek. imellem os - pyha, det var godt jeg ikke skulle til at spurte igen om min placering. Det synes jeg ikke lige at jeg hverken havde kræfter eller psyken til, men man ved jo aldrig…

Eftertanker

 Nu er jeg kommet mig noget over racet og er faktisk godt tilfreds med mit resultat, da jeg har igen gjort stor fremgang. Jeg er også blevet klogere, at jeg ikke må give for hurtigt op på første løbetur, at jeg evt. skal presse den lidt mere næste gang, for det er bare sjovere at være med om medaljerne og når jeg kun er lidt over 1½ min. efter en 3. Plads så begynder det at ligne noget.

De næste 4 uger står på en masse stævner store som små. Det første er på søndag i Vejle, som er på 5,5 – 44 – 5,5, så nu må vi se, om benene kan blive klar…

Blog 1/1 - 12/4-2009

12/4-09. Ny PR og en sejr i Jels duathlon

  Så er der tid til at skrive igen og igen er der sket en masse positive fremskridt for mig.

Torsdag aften den 2. april kl. 18.45 var der sidste afdeling for Danisco cuppen, som denne gang blev afholdt inde i byen (omkring musikhuset) på en lidt kringlet rute pga. trafikken, men jeg må sige, at trods alt var jeg kun ved at blive kørt ned en gang af en taxi, så jeg synes egentlig at Århus motion klare det rigtigt fint.

Planen inden start var at løbe 95% af max og samtidigt var skærmen til mit pulsur tapet over, så jeg skulle løbe på følelsen og så jævnt som muligt. Hvilket jeg synes var lidt en udfordring for selv om det er inde i byen er der nogle gode bakker lige omkring musikhuset.

Nå, men det hjælper jo ikke at stå og tude over det, når coach havde talt….. – så jeg lave en god opvarmning og følte ok ben og så at Mette Villadsen også stillede op, hun løb fra mig på 2. afdeling, så jeg tænkte hvis jeg følger med hende så skal jeg nok kunne løbe jævn.

Starten; jeg stillede mig i første række med Mette V lige bagved, da starten gik fulgtes vi pænt af, ja næsten hele vejen. Her blev min psyke igen sat på en prøve, jeg tænkte hele tiden på, at hun havde det lige så hårdt som jeg og jeg ikke måtte slippe hende, og sagde til mig selv du har gode ben. Ved 8 km fik Mette et hul på 10 m, men ved 9 km fik jeg lukket det igen og overhalede hende opad bakken, da vi drejede ind på opløbsstrækning fik Mette det lange ben foran og slår mig med 1 sek. Det var øv, men da jeg så ser tiden, som siger 37.20, så lyser jeg op og er stolt – ny PR på  10 km på en DAF opmålt rute!!!

 

Søndag den 5. april var der sæsonstart for duathlon nemlig klassikeren Jels duathlon med distancen 5,2  - 44 – 5,2. På Jels hjemmeside havde de lovet godt vejr, her tænkte jeg det vil jeg se før jeg tror på det, for de 4 gange jeg har stillet op dernede har der altid været knap så godt vejr. Da jeg stod op søndag morgen havde jeg svært ved at sætte mig op til stævnet, men var nok mere nervøs over at skulle til stævne alene for første gang, da Jasper ikke kunne komme. Så jeg brugte denne nervøsitet til at finde det rette spændingsniveau.

Det gik rigtigt fint med at kører alene derned, især når man kan hører Nik og Jay og sidde og skråle med uden nogen brokker sig, det kalder jeg en god kom i gang stemning.

På vejen derned mødte jeg en del regnbyger og der blæste som altid rigtigt godt, så jeg tænkte ja det skal jo være Jelsvejr med regn og blæst.

Så inden start havde jeg svært ved at finde ud af om der var varmt nok til at køre i korte tights, men 2 min før start bestemte jeg mig, der må være 10 grader og solen kæmper sig igennem, ikke alt det tuderi og hvis jeg fryser, så må jeg træde noget hårde på cyklen, så jeg kørte i korte tights..

Starten går og jeg står forrest med Kirsten Petterson lige bag ved mig, først ved 3,5 km kan jeg hører hun falder fra og jeg får et lille hul på 10 m. Kommer ind i skiftezonen og får lavet et hurtigt skifte, dog med mere held end forstand, for dem der er parkeret ved siden af mig, tror at de skal fylde mere end de kan så der står cykelsko på min plads aaarg!!!

Jeg får hurtigt fokus på cyklen, kommer afsted og finder hurtigt trådet og kan mærke vinden bliver hård, men benene er gode så jeg køre de 44 km med overskud, samt planen var at give den gas på løbeturene og holde B13/14 på cyklen. Dog var det svært at få pulsen ned efter en max løbetur, så jeg kørte på følelsen.

Andet skifte, jeg får igen hurtigt skiftet til løbesko, men igen en klaphat, der bare har smidt sine solbriller i min zone heldigt for ham, at jeg ikke trådte på dem. Jeg finder rytmen på anden løbetur og de først 3,5 km kan jeg ikke se nogen, så jeg skal kæmpe lidt mod mig selv for at holde tempoet oppe. Lige pludselig ser jeg to mænd 50 m foran. Det er Asger og Jacob Dencker, nu får jeg blod på tanden igen og øger så godt jeg kan tempoet for at nå at indhente dem de sidste par km.

Da der er godt 1 km igen overhaler jeg Jacob D og Asger når jeg kun lige op til,da han slår mig med 3 sek. Min tid bliver 1.57.01 t, et resultat jeg er ganske tilfreds med, da jeg har forbedret mig både på løb og cykling.

 

Så nu er jeg klar til det først store topnings stævne nemlig Holland – jeg glæder mig helt vild.


31/3-09. Sæsonstart

Der er sket rigtigt mange ting siden jeg skrev sidst, men igen har arbejdet fyldt meget og dermed ikke haft det store overskud til at sætte mig ned og skrive til min hjemmeside.

Af gode ting, der er sket i mellem tiden er blandt andet en sejr i Danisco cuppen, det er jo altid rart med en sejr, men selve tiden var jeg først ikke så tilfreds med, dog løb jeg 38.56 min. Efter lidt betænkningstid, så er jeg egentlig glad for at kunne løbe under 39 min på 10 km på en dag, hvor tingene ikke lige flasker sig.

Så et par uger efter stillede jeg op for Århus 1900 atletik til DM landevej 10 km. Mit mål var at få en tid, som startede med 37. ??, samt få testet af, hvad kroppen siger til at starte lidt hårde ud end jeg plejere.

Dagen startede med en let joggetur, så en god lang opvarmning og klar til at give den gas. Jeg stillede mig i forrest række og holdt et højt tempo de første km, hvilket gjorde meget ondt, så de første 4 km føltes som et rent helvede, samt jeg havde Sine Gasbjerg liggende lige bag mig, hvilket pressede mig meget psykisk. Jeg holdt hovedet koldt og forsøgte at holde tempoet. Ved 4,5 km kunne jeg pludselig fornemme at Sine ikke lå der mere, så det gav mig lidt overskud igen. Dog kostede mit hårde udlæg nogle placeringer, da jeg ved 8 km blev overhalet af en og ved målstregen kom der to blæsende bagfra, alt i alt gav dette mig en sluttid på 37.52 og jeg blev nr. 13 overall og nr. 3 i aldersgruppen 30-34.

Så det var en ny pr til mig, Yes!

Nu er jeg klar til at tage hul på den nye sæson, som starter i Jels på søndag. Jeg hader altid at skulle til det første stævne. Kan jeg nu huske det hele og er formen okay, kommer jeg for sent til start og alting. Jeg ved godt, at det meste ligger på rygraden, men følelsen af at være nybegynder tror jeg aldrig helt forsvinder. Så det er godt jeg har Jasper til at hjælpe mig med alt det praktiske, ellers vil jeg være på herrens mark, for jeg hader sådan noget….

Er jeg så klar formmæssig, det synes jeg, havde et par gode oplevelser i denne weekend, hvor jeg lørdag cyklede 3 timer med noget B12 og 13, derefter løb jeg en times x-løb (løb lige efter cykling)13, 6km, hvor følelsen bare var god. Om aftenen var jeg til Galla fest med arbejde og hjemme kl. 1 efter sommertid. Derfor nåede jeg ikke at komme med på fællestræningen, der var flyttet en time frem, så jeg kørte intervallerne selv og havde igen et x-løb, hvor jeg skulle 3 km på 3.45 tempo, det lykkes mig at holde 3.44 J , så jeg føler mig godt kørende.

Vi skrives ved…

2/3-2009. Igang igen efter influenza.
Ja, så er det tid til en kort opdatering af, hvad der er sket siden sidst.

Jeg er ved at komme mig over min influenza, men det tager tid for kroppen at komme oven på, efter så mange dage uden nogen form for træning. De første par dage af uge 9 var mine ben været fuldstændig spændt op, især når jeg gik ned af trapper. Så føltes det som om, at lårene vil gå i krampe ved hvert eneste trin. Det værste var, når jeg var på arbejde og børnene gerne vil tumle med mig og de ikke lige kunne klare sig, så fik jeg lige en albue ned i mit lår, jeg ved godt man ikke må bande i nærheden af børn, men i sådan et tilfælde er det faktiske umuligt ikke at sige nogle fy ord. Det stopper ikke her, for nogle gange fortsatte børnene med at sige, at jeg skulle stoppe med at tude, fordi de slog, jo ikke så hårdt, samt de vil da gerne lige demonstrere det igen på mig, hvor jeg heldigvis lige fik det i hold. Der er ikke grund til at lære børnene for mange fyord.

Ud over at få trælår på arbejde, så er træningen ved at være på toppen igen dvs. næsten som den var inden jeg blev syg, dog hoster jeg en del og leger lama med at spytte efter hver andet hosteanfald, men mon ikke snart den leg er slut for så sjov er den heller ikke.

Lige inden jeg blev syg fik jeg mit Garmin ur Forerunner 405, det er simpelthen et genialt ur, et er at man kan se, hvor langt man har løbet/cyklet, men det at den selv går ind og opdatere træningen på computeren, når den nærmer sig min pc, det er jo vildt smart. Dog er der en meget lille ulempe, jeg kan ikke så godt skjule noget for Jasper, hvis jeg lige har haft en tisse pause eller noget lignede, men heller have en tissepause end blære der er ved at eksploder. Lille reklame for dette ur, men jeg vil varmt anbefale det til andre.

Det var en kort opdatering, næste gang skal jeg forhåbentlig skrive om, hvordan det gik til Danisco cup 4, gå genskriv….


14/2-2009. 30 år, influenza og ingen Danisco cup
Det er ikke med min gode vilje, at der er gået noget tid siden jeg har haft skrevet, hvilket jeg enormt gerne ville have, men senest nyt er:

Det første er, at jeg ikke længer befinder mig i 20érn mere, men er blevet så gammel at den nu hedder 30, det blev jeg lørdag d. 7. februar, hvilket blev fejret stille og roligt med familien. Den hel store fest venter vi med til efteråret, så slår Jasper og jeg os sammen, da han jo bliver 30 om 1 år (søde lille pus).

Angående peber har der ikke været noget andet end på arbejde, hvor en af børnene kom og lagde en pose sorte peberkorn til mig, så jeg er lige nu sluppet meget heldig…. Derimod har jeg fået en masse gaver, ja det er helt utroligt, hvad man får ”bare” fordi der fyldes rund, men jeg klager skam ikke.

Oveni fik jeg en lille gave fra Garmin nemlig Forerunner 405, det var slet ikke dårligt, desværre pga. influenza har jeg ikke været ude og prøve det endnu.

Det næste der skete var nemlig tirsdag aften i vinterferien skulle jeg egentlig havde været ude løbe med klubben, men da jeg kom hjem fra arbejde kunne jeg knap nok holde mig vågen, så jeg faldt i søvn og vågnede igen kl. 18 og kunne godt mærke, at jeg ikke skulle ud og løbe. Jeg fik dog lige samlet mig sammen til at få handlet, da Jasper også var blevet syg.

Om aftenen, da jeg lige ville sætte vores kopper ud i køkkenet, jeg vil tro der er 10 m fra stuen, så knækkede mine ben sammen. Jeg havde tidligere på aften pivset lidt over smerter i benene, tænkte jeg bare skulle tage mig sammen, Jasper fik hjulpet mig oven på, hvor vi har soveværelse og havde lige lidt overskud til at massere dem. Næste dag vågnede jeg op og målte min temperatur til 39, så der var kun en ting at gøre, melde sig syg på arbejde og ned under dynen og sove dagen væk sammen med Jasper som også stadigvæk var syg. Torsdag ingen feber men snot og betændelse i hele kraniet, så positivt set var der bedring, fredag havde jeg heldigvis fri, men status var meget lig torsdag, så hermed blev der ingen Danisco cup til mig, hvilket jeg ellers havde glædet mig utroligt meget til.

Jeg gider ikke at bruge min energi på at ærgre mig, men tænke positivt, at jeg allerde er ved at komme mig efter ”kun”4½ dags sygdom, hvor andre har lagt flere uger. Så nu handler det om , at kommet helt over denne influenza og få styrket immunforsvaret igen, så jeg ikke bliver ramt lige igen om 14 dage.

4/2-2009. Danisco Cup 2, tredje blog.
I søndags(1. februar) var der igen Danisco cup, denne gang var det ude i Risskov, et område, som jeg kender for at være kuperet. For ca. 6 år siden var vi på træningslejr derude med K-holdet fra Aalborg, der skulle vi lige løbe en let tur i skoven, men da kendte vi ikke skovens hemmeligheder. For i denne skov er der en bakke eller er det nærmere en skrænt, den føles hvert fald, som om den går lodret opad. Så jeg havde mentalt forberedt mig på, at jeg skulle op ad den 2 gange, da vi skulle løbe 2x 5km til cuppen.

Heldigvis blev jeg meget positivt overrasket, vi skulle slet ikke op ad den bakke, men løb stort set på asfalt hele vejen, så ruten var mentalt lettere end det jeg havde forberedt mig på, men ruten var så til gengæld fysisk hårdt, da vi skulle løbe ca. 2x2km i modvind. Her var det fordelen at være lille, den første runde trak Andreas fra klubben mig og anden runde fandt jeg en anden mand jeg kunne lægge mig bag.

Tiden blev 39.23, hvilket ikke var hurtigere end sidste gang, men denne rute var også noget anderledes, så derfor vil jeg ikke sammenligne tider. Placering blev nr. 3, kun få ca. fra nr. 2 (har ikke  set resultatlisten endnu), men det pudsige er, at dem jeg løb over stregen med sidste gang, dem løb jeg også over stregen med denne gang….

Andre gode oplevelser var, at min astma ikke længere driller, når vejret er koldt, for temperaturen var omkring minus 1 grad og jeg havde ingen problemer på noget tidspunkt, så der er ved at være styr på det. Derudover er der tegn på, at jeg er ved at være i form igen, for efter løbet skulle jeg selv ud og cykle søndagens klubcykling alene. Det gik rigtigt godt, jeg holdt pulsen på alle intensiteter, dog voldte B15 mig noget besvær.

Så en god uge med ca. 17 timers træning og 35 timers arbejde, næste uge byder på megen løb og en rund fødselsdag, så der er nok at fortage sig, nemlig nyde den sidste tid i 20érne….

26/1-2009. Anden Blog fra Susanne, uge 4.
Det var egentlig mening, at jeg skulle have haft skrevet noget sidste søndag, men forklaring kommer i denne blog hvorfor jeg først skriver nu.

Der er sket en hel del både privat, men også på arbejde, hvis vi starter med arbejde, så arbejder jeg i en forening, der hedder Multi-Idræt. Vi er to ansatte en leder og jeg. Desværre er min kollega(leder) gået hen og blevet lang tids syg på ubestemt tid og jeg har derfor skulle overtage hendes stilling. Det er ikke meget mere arbejdsmæssigt, men energimæssig kræver det lige nogle dage, hvor jeg skal have skabt et overblik over, hvad min kollega lavede udover at lave aktiviteter.

Så i fredags havde jeg allerede min første jobsamtale, da jeg skulle finde en vikar, der kunne tage mine timer.  Så efter 5 måneder er jeg blevet konstitueret leder, ja fint skal det være. Dog skal det lige tilføjes, at jeg glæder mig meget til min kollega kommer tilbage, da jeg pt. ikke synes, det er fedt med alt det papirarbejde over længere tid.

Det var mit arbejdsliv, mit privatliv, ja det er vel den tid jeg sidder på min cykel eller er ude og løbe. Jeg kan godt mærke, nu stiger træningsmængden og der ikke er så meget tid, til de ting man skal nå i løbet af dagen.

Så da vi fik beskeden at Jaspers Oldemor på 99 år, døde i tirsdag og derfor skulle til begravelse lørdag. Så blev citronen lige presset noget ekstra fredag. Hvor jeg lige skulle nå at træne 3½ time, arbejde og så køre til Thisted…

De næste to uger er to big weeks, som afslutning på min grundtræning, så det bliver spændende, hvordan de går.

11/1-2009. Første Blog fra Susanne, Danisco Cup 1 2009.

Pyha, så er træning for alvor startet op, efter en noget længere ferie, som blev holdt højt oppe nemlig Alpe D´Huez, hvor jeg har stået på ski i 6 dage, god styrketræning, samt højdetræning for mine lunger.

Så i dag løb jeg mit første Danisco cup, hvilket gik rigtigt godt. Jeg var meget overrasket over, at der var så mange der deltog ca. 1700.

Nå tilbage til, hvordan gik løbet egentlig, ja jeg har været lidt usikker på, om jeg skulle løbe, da jeg har været lidt skidt den sidste halve uge, jeg frygtede, at jeg skulle rammes af den ondskabsfulde influenza, da Jasper har været syg nu, i snart 14 dage.

Søndag morgen gik med at harke nattens snot ud af kroppen og så spise noget morgenmad, så var jeg klar til at udfordre mig selv.

Jasper tog med mig, som coach og support, det er altid rart at have en med, som kan komme med nogle positive tilråb under løbet.

Opvarmning, nøje hvor følte jeg mig godt nok tung og pulsen bankede af sted, jeg tænkte dette overlever jeg aldrig, hvis jeg gør så bliver tiden hvert fald ikke noget at råbe hurra for. Heldigvis stabiliserede pulsen sig og benene begyndtes at føles lettere og jeg tænkte, det bliver hårdt, men skal nok gå.

Så gik starten, jeg fik møvet mig frem til tredje række, så jeg havde god plads, til at komme med frem og finde min rytme, allerede på den første km overhaler jeg de to kvinder, som var foran mig. Jeg har fundet rytmen og det føles rigtigt godt. Da der er så mange med, er der masser af mænd, som jeg kan ligge mig på ”hjul” af, så det var en kæmpe hjælp, at hele tiden have nogen omkring sig der kunne presse en. Da jeg manglede 2 km, kom der en 1900 mand op til mig, vi skiftes til at trække de sidste km hjem og sluttede af med at spurte om den, så jeg sluttede af i tiden 38.48, hvor jeg inden start havde sagt 38 evt. en høj 38 og det lykkedes og vinde kvindernes 10 km. Præmien var et gavekort til et kro overnatning for 2 med morgenmad, det er da ikke så ringe endda ;-D

Så en god start på 2009, nu er der kun 3 uger til næste cup, så det bliver interessant.